Frikorps Danmark

Af Erik Ingemann Sørensen

Efterhånden som antallet af endnu levende frikorpsmedlemmer bliver mindre og mindre, dukker der hidtil ukendt billedmateriale op. Det er der givetvis flere årsager til, men historisk set er de vigtige brikker i det store puslespil, der udgør historien om Frikorps Danmark.

De to forfattere har gennem årene gjort en stor indsats for at fremskaffe materialer, der relaterer sig til frikorpsets historie. For at skaffe sig mere viden har de endvidere henvendt sig til en række tidligere frikorpsfolk for at få dem til at fortælle om deres oplevelser. Om alt dette kan man læse mere på hjemmesiden www.frikorpsdanmark.dk, der administreres af Lars Larsen.

Både på hjemmesiden og i den nye bog understreges det, at interessen for Frikorps Danmark udelukkende er af historisk karakter. I bogen hedder det således: ”Vi vil gerne gøre opmærksom på, at denne billedbog ikke er ude på at forherlige den nazistiske tankegang eller heltedyrkelse af personer, der gjorde tjeneste i den tyske hær i 2. verdenskrig på tysk side…

Denne anmelder finder ingen grund til at anfægte en sådan formulering. Det får stå til troende, at forfatterne har ”rene hænder”. ”Reine Hände” var den formulering, die Wehrmacht brugte om sig selv for at understrege, at man intet havde med udryddelseskrig og holocaust at gøre. Hvilket viste sig at være helt og aldeles i modstrid med de faktiske forhold (se f.eks. Wolfram Wette: ”Die Wehrmacht. Feindbilder, Vernichtungskrieg, Legenden”, Fischer Verlag, 2005).

Krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fandt sted over det hele. Og i den sammenhæng var Frikorps Danmark absolut ingen undtagelse. Her kan man eksempelvis bare slå efter i Dennis Larsens og Therkel Strædes anmelderroste bog ”En skole i vold. Bobruisk 1941-44. Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland”, Gyldendal , 2014”. Eller i Bundgaard Christensens, Niels Bo Poulsens og Peter Scharff Smiths lige så roste ”Under hagekors og Dannebrog”, Aschehoug, 2003 – eller i sidstnævnte forfatteres nye storværk ”Waffen-SS. Europas nazistiske soldater”, Gyldendal, 2014.

Så er enhver tvivl manet i jorden.

Billederne fortæller historie

De to forfattere kommer desværre helt galt af sted med denne billedbog. Forhåbentlig ubevidst. Årsagen til dette ligger i deres billedvalg. Der findes faktisk kun 2 ”ubehagelige” billeder. Det ene af von Schalburgs lig. Det andet er af frikorpsmanden Verner Bircow, der grinende står med et russisk kranie i hånden. Han tog det med hjem – kaldte det ”Stroganoff”.

Ellers er billederne totalt rensede for konfliktstof. End ikke fra de hårde kampe ved Demjansk eller fra ”Stalingrad im Norden” – Velikije Luki – findes noget. Det hele står ganske fredsommeligt.

Billedværket falder i 7 hovedafsnit. 1: Frikorpsets oprettelse og uddannelsen på kasernen i Langenhorn. 2: Træningskasernen i Treskau i Polen, 3: Demjansk-kedlen i Rusland, 4: Orlov i Danmark, 5: Velikije Luki i Rusland, 6: nedlæggelsen af frikorpset og 7: En række portrætter.

Undervejs findes ikke ét eneste negativt billede – ikke én eneste kritisk bemærkning.

Ufrivillige ofre?

Der skal ikke løftes nogen moraliserende pegefinger på grund af forfatternes store interesse for Frikorps Danmark. Det er en interesse, de deler med mange lægfolk og historikere.

Men. Der er et spørgsmål, der presser sig på: har forfatterne i interessebegejstringen glemt den kritiske sans? Det er der desværre meget, der tyder på.

Historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde skriver blandt andet følgende i deres ovenfor nævnte bog: ”Myten om, at de danske SS-frivillige udelukkende havde været stoute kamptropper, blev allerede grundlagt under deres internering og virkede videre, efter at de frivillige blev løsladt og/eller sendt til Danmark…”

Der ligger således en latent fare for at gå i den fælde, frikorpsfolkene selv har lavet: ”Die reine Hände”. Desværre virker det, som om de to forfattere er gået godt og grundigt i denne fælde. Og årsagen til dette er ikke svær at finde. Der er en total mangel på kildekritisk tilgang, hvilket et enkelt teksteksempel i realiteten fortæller alt om: ”Mange russere overgav sig, men hvad der skete med dem er uvist. Der er dog eksempler på, at nogle blev skudt…”Over for dette siger et citat fra ”Under hagekors og Dannebrog” vist alt: ”Ophidselse, hævntørst og angst gav således anledning til nedskydning af russiske soldater, der havde overgivet sig…” Eksemplerne er mange.

Med den store interesse, forfatterne udviser overfor Frikorps Danmark, er det svært at forestille sig, at de ikke har læst de ovenfor nævnte bøger grundigt. Det er derfor, denne formulering er en, der bekræfter anmelderens mistanke om manglende kildekritisk tilgang til materialet.

Rejsen tilbage til fronten

Afsluttende berettes om en rejse tilbage til den gamle front ved Biakowo. Dette afsnit er skrevet af historikeren Niels Birger Danielsen – en spændende og farverig beretning. Med på turen var den  dengang 94-årige frikorpsmand, Magnus Møller, forfatteren til bogen ”I krig for Danmark”.

Han har tilsyneladende intet lært – intet forstået. ”Intet spørgsmål til Magnus Møller i løbet af de fem dages samvær rokker ham fra den overbevisning, at de østfrontfrivillige kæmpede en moralsk og etisk forsvarlig kamp, og de tyske overgreb ved fronten ikke adskilte sig særligt fra, hvad der er foregået i alle krige før og siden…”

69 år efter krigen (rejsen fandt sted i 2014) – 69 år hvor udryddelseskrigen i Sovjetunionen/Rusland er blevet afdækket igen og igen med rædselsdetaljer, holder Magnus Møller således fast i sin livsløgn.

Den verserende sag mod Frikorpsmanden Helmut Leif Rasmussen omtales. Han er mistænkt for at have deltaget i jødeudryddelsen i Bobruisk. En sag der ligger hos statsadvokaten. Hans person har været flittigt omtalt i pressen. Men her nævner man ikke navnet. ”Man merkt die Absicht und ist verstimmt”. Måske med rette.

Konklusionen på gennemgangen af bogen må sluttelig være, at den bringer en lang række billeder, der ikke tidligere har været vist. Hvilket i sig selv er interessant. Men. Den fuldstændigt manglende kildekritik over for materialet medfører, at bogen skal tages med alle mulige forbehold. Den verden, der her idylliseres, var i virkeligheden en ganske anden.