Gylden høst
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
Polskfødte Jan T. Gross er professor i historie på Princeton University i USA. Gross vil være kendt af mange danske læsere for ikke mindst den debatskabende bog Neighbors (2001), som behandlede polske bønders drab på deres jødiske naboer i byen Jedwabne i juli 1941. Nu foreligger hans seneste bog på dansk. Med Gylden Høst befinder vi os igen i, hvad Gross kalder skyggen af Holocaust. Det var de tyske nazister, som overalt i det besatte Europa udløste Holocaust, dvs. drabet på de europæiske jøder. Skulle en del af jøderne have en chance for overlevelse, krævede det imidlertid hjælp fra det omgivende ikke-jødiske civilsamfund. Hvad der skete i ”skyggen”, in casu hvordan de polsk-jødiske relationer udviklede sig under den tyske besættelse af Polen, er dermed det centrale tema i bogen.
Ifølge Gross var det et bestemt fotografi, som er gengivet på bogens omslag, som inspirerede ham til at skrive bogen. Ved første øjekast formidler det lidt uskarpe foto, som er taget efter krigen, en klassisk scene fra landet, hvor en gruppe polske bønder har samlet sig i en halvcirkel for at hvile ud efter en hård dags høstarbejde. Lige indtil øjnene observerer kranier og knogler, der er placeret forrest i billedet. Bønderne befinder sig på toppen af askebjerget ved dødslejren Treblinka. De har gravet efter værdigenstande, herunder tandguld, i den jødiske massegrav. Det samme foregik ved dødslejren Belzec allerede under krigen, efter at lejren var blevet lukket i 1943. Også på anden vis berigede polske bønder sig med jødiske ejendele. Når for mange tog med dødsdømte jøder ankom til Treblinka, blev nogle togvogne placeret i venteposition ved stationen, da gaskamrene ikke havde kapacitet til at dræbe alle i samme ombæring. Togvognene tiltrak lokale bønder, der mødte op med snaps, mad og vand. Snaps til bestikkelse af vagterne, så bønderne uhindret kunne nærme sig vognene og sælge mad og vand til de indespærrede jøder til ublu priser. En kop vand kunne koste 100 zloty (s.52 ff.). En yderligere indtægtskilde for de lokale landsbybeboere ved dødslejrene var handel med vagtmandskabet, hvis flertal bestod af ukrainere. Ukrainerne købte mad, alkohol og sex hos de lokale bønder og betalte med stjålne jødiske værdigenstande. Indtægterne revolutionerede de lokale økonomier omkring dødslejrene og udløste en sand guldfeber.
Et andet aspekt af den polske overtagelse af jødisk ejendom og et udtryk for den radikale forværring af det polsk-jødiske forhold under krigen var polske bønders hyppige jagt og drab på jøder, som havde skjult sig på landet. Gross henviser bl.a. til dokumenterne fra retssagerne efter krigen i Kielce amt, som er blevet gennemgået af historikerne A. Skibinska og J. Petelewicz: Dokumenterne ”indeholdt beviser for polakkers mord på flere hundrede jøder i landdistrikterne i dette amt. I alt 250 personer blev anklaget og dømt efter krigen som skyldige i disse sager.” (s. 70). I en nyere undersøgelse vedrørende Rzezow amt kan der dokumenteres mord på jøder fra mindst 110 lokaliteter. (s. 181). Hvad var det karakteristiske for disse jødejagter ifølge Gross? Blandt andet at de fandt sted i fuld offentlighed, havde mange tilskuere, at gerningsmændene var helt almindelige personer (og ikke afvigere), og at også medlemmer af den lokale elite og myndighed deltog og dermed gav offentlig accept af mordene. (se bl.a. s. 82). Ifølge Gross var motivet for drabene økonomisk berigelse i forlængelse af den holdning, at jøder var lig med penge. Også i de større byer foregik der jødejagt. Hvor udplyndring og drab var det typiske for landdistrikterne, var pengeafpresning i byerne af jøder i skjul den dominerende form for jødeforfølgelse.
For mange polakker var tyskernes fjernelse af de polske jøder en positiv begivenhed. Ikke blot betød det materielle fordele her og nu, det betød også, at polakker efterhånden kunne indtage de positioner inden for handel, håndværk og service, som jøderne tidligere havde domineret. Samtidige iagttagere vurderede, at polakkerne på ingen måde ville acceptere en tilbagevenden til førkrigstidens tilstand med et betydeligt jødisk befolkningselement.
Man kan spørge om Gross er for kategorisk, firkantet eller unuanceret i sine vurderinger? I bogen berører han det forhold, at nogle jøder overlod deres ejendom i polske bekendtes varetægt for senere at kunne trække på disse værdier til betaling for eksempelvis husleje og mad. Gross kommenterer, at ”ofte brød de polske bekendte deres løfter.” (s. 111). Herefter henviser Gross til den jødiske historiker og arkivskaber Emanuel Ringelbaum, der i 1944 skrev: ”I et overvældende flertal af tilfælde, måske 95 %, blev hverken ejendom eller personlige ejendele givet tilbage.” (s. 112). Denne vurdering bekræftes ikke i Christopher R. Brownings bog Remembering Survival. Inside a Nazi Slave-Labor Camp (2010). Ved likvideringen af ghettoen ved byen Starachowice blev 4000 jøder sendt til Treblinka, andre 1600 blev placeret i to arbejdslejre. En del jøder havde før ghettoens likvidering placeret ejendele hos polske bekendte. Ifølge Browning overholdt polakkerne deres aftaler og lod jøderne, der i ny og næ kunne forlade arbejdslejrene, få adgang til at realisere deres ejendom til køb af mad etc. Ifølge Browning var det en helt anden historie, når jøderne efter krigen vendte tilbage til hjembyen for at genovertage deres huse eller lejligheder. Så blev de afvist af polakkerne. Et enkelt studie rokker ikke nødvendigvis ved de overordnede vurderinger, men et studie som Brownings peger på, at fremtidig forskning sandsynligvis vil bidrage med flere nuancer i det samlede billede. Ikke desto mindre er det indtrykket, at Gross har fat i den lange ende, når det gælder tolkningen af de forværrede polsk-jødiske relationer i skyggen af Holocaust.
Bogen er, så langt det er muligt, dokumenteret, den har substans og kant. Godt, at et dansk forlag har påtaget sig at få den oversat, så bogen bliver tilgængelig for et bredere dansk publikum.
