I kamp for Danmark
Af Henning Lyngsbo
Denne bog på 477 sider indeholder godt 60 fortællinger om danskere, der deltog i 2. Verdenskrig enten på tysk eller allieret side. Der er en god balance i antallet af fortællinger fra de to fløje. Dog kan det undre, at bogen har fået hovedtitlen I KAMP FOR DANMARK, når en del af de tyske fortællinger drejer sig om nazister, der indædt kæmpede for Hitlers Tyskland. Det kan man dårligt kalde i kamp for Danmark. Havde Hitler vundet krigen, ville Danmarks dage som selvstændig nation være talte. Og Danmark ville blive en delstat på linje med Slesvig-Holsten.
I forordet prøver forfatteren at give sin begrundelse, idet han skriver: Uanset på hvilken side de kæmpede, så mente flertallet, at de kæmpede Danmarks sag. Hvis forfatteren dermed mener, at flertallet på den tyske side var af den opfattelse, så fremgår det ikke ligefrem af de tyske fortællinger. Jeg er derfor uenig i forfatterens opfattelse.
Så er der mere overensstemmelse i undertitlen - Danske skæbner i 2. Verdenskrig. Det er det bogen handler om.
Forfatteren arbejder på Dignity. Dansk Institut Mod Tortur. Tidligere hed institutionen Rehabiliteringscentret for Torturofre: Forud ligger 35 års arbejde som læge i hospitalsverdenen. Født i 1939. Udgav sin første bog i 2007 og siden er det blevet til en bog om året. Denne bog er således den 6. bog. Alle bøger handler om danskere, der på den ene eller anden måde berøres af krig. Ud over fire bøger om danskere under 2. Verdenskrig har forfatteren skrevet to bøger om danske soldater i Afghanistan henholdsvis Balkan og Irak.
Samlet set er det unægtelig noget af en præstation. Man fornemmer klart, at der bag dette forfatterskab ligger en god portion virketrang i forfatterens søgen efter krigens mentale konsekvenser for det enkelte menneske. Det er overraskende, hvor stor forskel, der kunne være på krigstraumerne hos forskellige mennesker med nogenlunde samme oplevelsesforløb. Man fristes til at søge forklaringen i genforskelle.
Men måske er forfatteren allerede i gang med at forske emnet. Noget kunne tyde på det, idet stort set alle bogens fortællinger, der indeholder forfatterens interview med enten fortællingens person eller dennes efterkommere, også indeholder de samme spørgsmål fra forfatteren. Naturligt flettet ind i de øvrige oplevelsesrelaterede spørgsmål.
I andre lande har der været forsket meget i senfølger hos de i krigen deltagende soldater. I to af bogens kapitler gennemgår forfatteren enkelte udenlandske undersøgelser. Kapitlerne er udstyrede med enkelte tabeller og oversigter over årsag og virkning. PTSD – Post Traumatic Stress Disorder – indgår i undersøgelserne, og må siges at være aktuelt, jf. at Danmark dvs. Arbejdskadestyrelsen nu inddrager et meget stort antal soldaterveteraner, fordi man nu erkender, at PTSD først kan vise sig flere år efter den traumatiske oplevelse. Tidligere var fristen seks måneder efter den traumatiske oplevelse. Også civile kommer til at nyde godt af denne ændring, der skyldes en ny videnskabelig udredning og naturligvis pres fra soldaterveteranerne.
Tilbage til bogens fortællinger. Der er virkelig mange interessante og formentlig optimalt ærlige fortællere. Danmark har ligesom Tyskland været ramt af et fortælletraume, idet folk klappede i, når der kom spørgsmål om krigen, og om hvilken rolle man spillede under krigen. Først efter en ny generation af tyske historikere, født efter krigen, gik i gang med at forske, skete der noget. Og chokket kom i 1997 med Hamburger Instituts für Socialforschungs afsløring af Wehrmachts andel i krigsforbrydelserne.
Det kom sågar til sammenstød mellem politi med vandkanoner og tusinder af demonstranter, der protesterede mod nævnte afslørings rigtighed.
Siden er det blevet til bedre arbejdsvilkår for forskerne, dels begyndte nogle af de ældre tyskere at lukke op og dels åbnedes flere og flere offentlige arkiver. De engelske historikere var først på banen, men siden er de tyske historikere kommet rigtig godt med i forskningen af de faktuelle forhold under krigen og dens deltagere.
I dag er der ikke så mange overlevende krigsdeltagere. Og finder man dem, er de nemt over 90 år gamle. Det er derfor særdeles anerkendelsesværdigt, at Birkeland har skrevet denne bog. Det må have været et anstrengende arbejde med dels at opsøge emnerne eller deres efterkommere. De mange interviews har vel også krævet sit i kapløbet om at de ønskede oplysninger direkte fra kilden. I flere tilfælde måtte forfatteren konstatere, at en kilde allerede var død for få dage siden.
I sagens natur har de fleste fortællinger i bogen et dramatisk indhold. Der er rædselsfulde eksempler på den menneskelige forråelse. Djævelske tortur- og henrettelsesmetoder. Men der er også plads til humor og finurlige begivenheder.
Man skal ikke læse bogen ”over night”. Netop de mange fortællinger indbyder til, at man pauserer. Fortællingerne har ikke en rød tråd, der gør, at man ikke kan lægge bogen fra. Der er en ny tråd for hver fortælling. Nogle fortællinger kræver ligefrem, at man lader tingene bundfælde.
Der er et væld af billeder, som vil være ukendte for de fleste. Billederne er desværre ikke på glittet papir, hvilket gør læsbarheden ringere. Mange billeddetaljer forsvinder. Men når det er sagt, er de fleste billeder en kærkommen garnering af fortællingerne.
Der er relativ få noter, men det rækker. En fyldig litteraturliste samt to bilag, dels om Frikorpsets stiftelse og dels om landssvigerne, er også med.
