Landskaber fra Dødens Metropol
Af Thomas Petersen
Denne bogs lidenhed er omvendt proportional med storheden i dens indhold. Erindringsglimt, billeder og tanker. Erindringslandskaber. Blot 166 små sider fylder den, men hvilke sider. Fyldt med drømme, visdom og eftertænksomhed. Skrevet af en forfatter, der virkelig har noget på hjerte. Og som nu ønsker at indvi verden i sin erindring og sine drømme. Med afsæt i sine erindringslandskaber fra Dødens Metropol. Bedre kendt som tilintetgørelseslejren Auschwitz-Birkenau.
I næsten 70 år har historikeren Otto Dov Kulka (født 1933), professor emeritus ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, levet en slags dobbeltliv. Dels som en forsker, der objektivt og lidenskabsløst skrev lærde værker om nazismen og folkemordet på jøderne, og dels som et menneske, der som en af de få overlevende fra kz-lejrene i Theresienstadt og Auschwitz havde et dybt personligt og ikke mindst dybt smerteligt forhold til Holocaust.
Som midaldrende professor deltager Kulka 1978 i en videnskabelig konference i Polen og vælger at tage en taxa tilbage til sin barndoms erindringslandskab fra Auschwitz-Birkenau. Han opdager her, at alt her er blevet til ”en stor grav, der strækker sig fra horisont til horisont”. Alt er blevet et landskab af melankoli. Han træder ind i et krematorium, lagt i ruiner, mens navne og billeder kommer til ham, han samler en mursten op og beholder den med hjem. Besøget er i bogen fastholdt bl.a. på et lille s/h fotografi, der på mærkværdig vis og dybt symbolsk lodret deler forfatteren i to halvdele, hvoraf kun den ene er synlig. Simpelthen fordi taxachaufføren ikke forstod at håndtere et gammeldags Leica-kamera.
Der er omkring 50 af sådanne fotos spredt i bogen. Kulka taler på vegne af tre personer: for det første som den 10-årige dreng, der levede kun et par hundrede meter fra gasovnene og de rygende skorstene, dernæst som historikeren, der reflekterer over de vidnesbyrd fra levende og døde, der er kommet ham i hænde og endelig som manden, den voksne dreng, dvs. fortælleren, der står foran en port, der er ved at lukke, og som kun han kan træde ind igennem. Gensynet med lejren genkalder hos den voksne Kulka frygtelige billeder af de offentlige afstraffelser i lejren. En erindring og en absurditet, han også genoplevede ved læsningen af Frans Kafkas novelle ”I straffekolonien”.
”Dette er hverken et historisk vidnesbyrd eller selvbiografiske memoirer; det er refleksioner hos et menneske sidst i 50´erne eller 60´erne, som i tankerne vender og drejer de brudstykker af erindring og fantasi, der er tilbage af den verden, som det undrende 10-11-årige barn, som jeg var dengang, levede i”, (side 9). Den skrevne tekst har sit udspring i ti båndoptagelser, forfatteren i 1990´erne indtalte for en anonym tilhører. Hvor hukommelsen udfordrer erindringen og udgør det sæt af tanker, som forfatteren tilsammen kalder ”Dødens Metropol”.
Efter så mange år og for første gang har Kulka vendt sit akademiske blik mod sit eget indre for der om muligt at afsløre, hvordan hans barndoms møde med rædslerne har påvirket ham. Landskaber fra Dødens Metropol kalder Kulka dette møde. Det er der kommet et rystende vidnesbyrd ud af. Ikke et vidnesbyrd i lighed med det, som den ligeledes Auschwitz-internerede, men italienske, Primo Levi (1919-87) har foræret sine læsere. Ikke kemikeren Levis klare, distante, kølige og præcise iagttagelser, men underbevidsthedens og drømmenes univers af refleksioner og syner. Tilsammen rummer Kulkas og Levis bøger alt det, man overhovedet behøver at vide om kz-lejre. Levi er senest på dansk udgivet i 2009 under titlen ”Vidnesbyrd - Erindringer fra Auschwitz”.
Men lad mig i korthed sammenfatte historien. Sammen med det meste af sin jødisk-tjekkiske familie blev den 10-årige knægt Otto deporteret, først til opsamlingslejren Theresienstadt og dernæst til udryddelseslejrene Auschwitz-Birkenau. Med forfatterens egne ord:
”Jeg vender tilbage til timen for vores ankomst. Denne nattescene med mørket, lysene og nettet af søjler og pigtråd fra horisont til horisont er et af de tilbagevendende billeder, der har præget sig i mig ---”, (side 28).
De nys ankomne fanger fik at vide, at der for dem var sket et mirakel. På den berygtede rampe, hvor normalt dødslægen Josef Mengele fordelte fangerne i henholdsvis et flertal, der blev sendt direkte i gaskamrene, og et mindretal, der blev udtaget til arbejdstjeneste, skulle der nu anvendes en ny procedure. Fangerne fik ikke barberet håret af, de fik lov til at beholde deres egne klæder, og de blev ikke opdelt i mænd, kvinder og børn. De skulle tværtimod leve sammen i en familielejr (Familienlager), hvor hele familier blev indkvarteret sammen. Hvor børnene kunne gå i skole, hvor der blev arrangeret skuespil og koncerter for dem - koncerter, der oven i købet blev frekventeret af selveste ”doktor død”, dvs. Josef Mengele.
Grotesk ud i det absurde er opførelsen af hymnen over alle hymner, skrevet som en hyldest til menneskehedens broderskab - Schillers ode ”An die Freude” til Bethovens musik. Men her sunget og spillet få hundrede meter fra de frådende krematorieovne. Kulka skelner i sin bog mellem den store og den lille død. Den første var den uafvendelige og ultimative, den anden var drengenes livsfarlige leg ved pigtrådshegnet en leg, der gik ud på med fingeren at afprøve, om strømmen var slået til.
Det, som de ”heldige” 5.000 fanger i familielejren ikke vidste, var, at alt dette usædvanlige blot var en slags windowdressing. I virkeligshedens verden var lejren imidlertid led i en ualmindelig djævelsk udtænkt og ondskabsfuld SS-plan, beregnet på den situation, at Røde Kors skulle finde på at lægge vejen forbi på et inspektionsbesøg. Det internationale Røde Kors inspicerede og skrev en tilfreds rapport. Hvorefter lejrens beboere forsvandt i gasovnene, mens nye fem tusinde befolkede familielejren. Otto undslap ved et mirakel sammen med sin mor. Han var indlagt på infirmeriet med difteri, og hans mor skulle passe ham. Men de vidste også, at der måske kun var tale om en stakket frist, og at gaskamrene ventede dem alle med visheden om ”Den Store Døds uforanderlige lov”, som Kulka kalder det. Og lige siden har han skullet leve med sine drømmes mareridt om dødens evige nærhed.
Det er ikke normalt, at en anmelder anbefaler sine læsere at begynde med bogens slutning. Men det være hermed gjort som en undtagelse. Forskeren Kulka har nemlig fundet de relevante kilder frem og på grundlag af dem skrevet en lille artikel, der til fulde dokumenterer sagens rette sammenhæng. Hans lærde undersøgelse er taget med i bogen som et appendiks side 141-155. Den kan varmt anbefales som en slags opvarmning til selve bogen.
Tillad mig til sidst et lidt længere citat fra dødsmarchen, indledt den 16. januar 1945 bort fra Auschwitz, mod vest og med den befriende sovjetiske kanontorden buldre i det fjerne. Jeg bringer det - også for at illustrere forfatterens malende og halvt drømmende stil
”Følelsen af forbløffelse, af undren, var langt stærkere end følelsen af at have udsigt til frihed, af en mulighed for redning. Men for mig var der noget nyt, noget særpræget ved disse åbne vidder, som strakte sig i alle retninger – sneens hvidhed, træer, landsbyer, og ved siden af fangemarchens langsomme bevægelse viste der sig fra tid til anden disse mørke pletter, hvis betydning jeg ikke umiddelbart kunne lodde. ---. Men det stod hurtigt klart, at de mørke pletter var døden, der dryppede ned på den hvide sne og snoede alle dem, der passerede forbi, ind i en slags sort kæde, der hele tiden udvidede sig og overhalede de menneskefloder, der langsomt snoede sig fremad. I løbet af kort tid stod det klart for mig, at hver eneste sort plet var en fange, som var blevet skudt og smidt i vejkanten. Enhver, der ikke kunne holde trit med marchen, enhver, der sakkede agterud, blev skudt. Flere og flere mennesker bevægede sig fra de levendes side til de sorte pletters side, og en sort siven blev til en strøm, der løb langs floderne, langs de kolonner, som friheden hele tiden trak sig længere og længere bort fra”, (side 58f.).
Otto Dov Kulka har givet sine læsere en intens lille bog, der gennem sin mytologi, sin knappe komposition og vibrerende spænding forærer sin læser en usædvanlig unik oplevelse. Han har løftet en ekstrem ond og umenneskelig flig af den verdenshistorie, som vi aldrig får nok af, og som vi er nødt til at se i øjnene, uanset hvor grufuld og uhyggelig den end må forekomme.