Mefistoles’ marionet

Af Kresten Søe

Indhentet af den tyske værnepligt

Foråret 1943 blev alle 18-45 årige tyske mænd i Danmark indkaldt til værnemagten. Blandt disse var mange flygtninge fx socialdemokrater, fagforeningsfolk, kunstnere og kommunister, der før Besættelsen havde søgt ly for nazisterne. En af disse var forfatterens farfar - den da 40-årige kunsthåndværker Horst Horster (kaldt Ho Ho) - som havde opholdt sig i Danmark siden 1933 beskæftiget med marionetteater og fremstilling af fx.  legetøj. Flugt var umulig og vægring ville ramme hans kone og to børn. I april og maj 1945 nedskrev han i en svensk interneringslejr sine oplevelser med en hovedkilde i form af 121 tætskrevne ark, som sønnesønnen Steen Horster først for nogle år siden fik kendskab til.

Efterfølgende har Steen Horster så bearbejdet og redigeret erindringerne og udbygget med illustrationer med afbildning af kildeteksterne, egne småtegninger, kortskitser og uddybende faktabokse om relaterede personer og begivenheder. Bogen er opbygget som en slags dagbog med oplevelser og betragtninger knyttet sted for sted og måned for måned.

Mefistoles’ marionet?

Værnemagtsuniformen og rekrutuddannelsen for en sag, som ikke var deres, bekom hverken HH eller hovedparten af hans aldrende lidelsesfæller. Hertil kom de stadig ydmygelser, kadaverdisciplinen og savnet af familien i kasernen i Lüneburg syd for Hamburg. Holdningen til disciplinen og befalingsmændene varierede fra mand til mand. En del føjede sig, mens andre som HH murrede i krogene, men måtte affinde sig med situationen som Mefistoles’ (Hitlers) magtesløse marionetter. Disciplinen kværnede i længden alle ned, så de ikke længere kunne fremstå som selvstændige individer. Yderlige bidrog kollektive afstraffelser til at bryde alle tilløb til sammenhold. Et moment, som den dybt antimilitaristiske HH selv måtte sande, da han forsøgte sig som talsmand, og alle mod aftalen stak halen mellem benene, da systemet viste tænder.

Et lyspunkt for HH var, at situation ved fronterne gik mod Hitler. Men glæden blev til forfærdelse, da han blev konfronteret med følgerne af englændernes luftangreb på Hamburg, da tusindvis af panikslagne og forbrændte kvinder, børn og gamle søgte ly på kasernen, hvorfra brandene i storbyen kunne ses i dagevis.

Afgang til fronten

November 1943 var den ”fredelige” tid på kasernen forbi, og HHs enhed afgik mod syd som besættelses- tropper til Grækenland. Opgaverne her var dog langtfra ufarlige, idet partisaner ofte slog til uden for byerne, hvor HH beskæftiget som lastvognschauffør befandt sig i en østrigsk enhed med transport af forsyninger. Jobbet gav ham rig mulighed for kontakt med ligesindede skeptikere og fortsætte sine skarpe iagttagelser og analyser blandt både overordnede, menige og militærets mange modsætninger fx mellem tysk og østrigsk mentalitet og mht. gnidningerne mellem besættelsesmagten og den græske civilbefolkning.

Blodigt tilbagetog gennem fjendeland

Da den fremstormende røde hær nærmede sig Centraleuropa, truedes tyskerne af afskæring og måtte i efteråret 1944 påbegynde en rømning af Balkan. Tilbagetoget skete under nådesløse månedlange kampe mod Titos partisaner, sovjethæren og med gentagne angreb fra russiske fly. Enhedens tab var forfærdende. Men som alt så mest håbløst ud, bevilligedes HH til sin overraskelse i februar 1945 orlov til Berlin.

Tinsoldaten, en ældre reserveret officer, der uden HHs vidende gennem længere tid havde observeret og gennemskuet dennes holdning, udfyldte på hans forespørgsel udtryksløst en yderligere tilladelse til besøg i København med disse ord: ” Man må håbe, at nogen af os kommer ud på den anden side med lidt menneskelighed i behold”. Altså m.a.o. en slet skjult billet med vink til at slippe væk fra ragnarokket.

Mens divisionen går udslettelsen i møde, rejste HH derefter gennem det udbombede Tyskland via Berlin videre til København med påfølgende flugt til Sverige for efter krigen at genforenes med kone og børn.

En soldat Svejk i 2. Verdenskrig?

HH ynder gennem beretningen at fremstille sig selv som Hitlers marionet og en ny Soldat Svejk. Teaterbegreberne er flittigt i spil med Hitler som en vanvittig Mefistoles og dukkefører for soldater i naragtige uniformer. Holdningen er ofte tilbagelænet og lidt distanceret kynisk, mens der flittigt øses af fine iagttagelser og skarpe analyser af både omgivelser og skæve menneskeskæbner. Alt sammen i stigende frustration over paradokset ved selv som overbevist antimilitarist at befinde sig i den forhadte naziuniform.

Men HH har - trods sine skarpe iagttagelser - ikke Jaroslav Hašeks Svejks bondesnu underfundighed og stille afvæbnede humor. I stedet går han kritisk og nådesløs til sine omgivelser og fremtræder også i sin egen fremstilling som en enspænder, der qua sin status som intellektuel (i pagt med samtidsånden) føler sig lidt hævet over vandene, mens han uafladeligt vejer, inddeler og vurderer både lidelsesfæller og overordnede. HH pines yderligere af, at hans krigsmodstand som ofte opfattes som svigt af kammeraterne, der bebrejder ham manglende deltagelse i fællesskabet i en krig, hvor målet for alle mere og mere var gledet over i kamp for kammeraterne og egen og fælles overlevelse frem for sejr for fører og fædreland.

Desillusion og magtesløshed

Gennem beretningen sporer man som læser gennem fremstillingen HHs tiltagende desillusion. For eget vedkommende ser jeg her to markante omdrejningspunkter. Først i chokket i mødet med de civile ofre for terrorbombningen i Hamburg og dernæst i den sidste samtale med Tinsoldaten før orloven. Ved konfrontationen med det civile massedrab i storbyen vækkes HHs vrede og hævntørst i erkendelsen af, at krigsførelsens universelle brutalitet var lige så udtalt hos nazismens modstandere. Nådestødet på illusionerne fornemmer jeg dog sker via Tinsoldaten, den ældre retskafne officer, der inden han sender HH ud af krigshelvedet evaluerer hans indsats med disse ord: ”De har haft det svært ved at være en af os, men De har haft den vigtige rolle at være en nødvendig ventil ”. 

Underforstået – HH har været en værdifuld lynafleder, som havde tjent som afledning af kammeraternes kritik og frustration over krigen. Hans mange krigsødelæggende replikker blandt kammeraterne havde altså intet udrettet men tværtimod tjent systemet som dobbelt marionet for den gale Führer. Fysisk i uniformen og psykisk bag fronten i rollen som harmløs hofnar for Mefistoles ved intetanende at give brok og frustration adresse og dermed styrke kammeraternes sammenhold og kampvilje. En sådan sidste smertefuld erkendelse fremgår dog ikke 100 % af HHs fremstilling, men er op til læseren selv at drage.

Krigserindringer uden for mainstream

På sin vis er der tale om en både stærk og velskrevet bog et skridt uden for genrens mainstream.  Steen Horster har dertil præsteret en gedigen og letlæselig bearbejdning af en fængslende meget anderledes skæbne fra 2. Verdenskrig. Bogen fremstår helstøbt, og de lidt primitive ledsagende tegninger understøtter atmosfæren udmærket.  Coverets Mefistoles maske er i fin tråd med indholdet, men sælger ikke bogen.

Personerne fremstår skarpt og er lige som samtidsbilledet og de mange skæbner både indlevede og troværdigt fremstillede. Også krigens mange modsætninger og underkonflikter vækker eftertanke hos læseren fx de rigstyske bønders udnyttelse af både krigsfanger og egne soldater og fornedrelsen som undermennesker af selv de etniske tyske befolkninger rundt om i Europa. Hertil kommer skildringen af de indbyrdes borgerkrige i Grækenland og Jugoslavien, som modstandsbevægelserne førte med samme blodige nådesløse brutalitet sideløbende med modstandskampen mod tyskerne.

HHs overbevisning som antimilitarist opleves dybfølt og ægte, men rummer for mig også den naivitet som i øvrigt også Steen Horster selv strejfer i sine kommentarer sidst i bogen.

[Historie-online.dk, den 4. november 2020]