Min kære rigskansler

Af Lulu Anne Hansen

Staffan Thorsell har dedikeret bogen Min kære rigskansler til sine to sønner, ”for at de kan vide, hvad Sverige gjorde, da den store ondskab tog magten i Europa.”(s. 5)

Forfatteren forklarer om anledningen til bogen, at han gennem sine undersøgelser i svenske, tyske og amerikanske arkiver blev mere og mere fascineret af oplysningerne om ”de svenske kongelige, generaler, diplomater, ministre, kapitalister og avisfolk” (s. 11), som han her stødte på; underforstået naturligvis deres forhold til Hitlertyskland og nationalsocialismen. Det var imidlertid den harme, Staffan Thorsell følte ved at høre den tidligere svenske statsminister Göran Persson udtrykke stolthed over den svenske neutrale position under krigen, der endeligt overbeviste ham om, at bogen burde skrives. Det på trods af, at der i de senere år er kommet flere fagbøger om Sveriges stilling under krigen. Bogen udgør dermed forfatterens personlige kampskrift i opgøret med myten om den svenske neutralitet under 2. Verdenskrig.

Forfatteren uddyber indledningsvis formålet med bogen. Målet med fremstillingen er bl.a. ” … at fortælle, hvad der foregik ved de ret få [min kursivering] lejligheder, hvor svenskere var på besøg i Rigskancelliet, eller hvor nyheder fra Sverige trængte helt ind i Førerens hovedkvarter.”(s. 13) Det kan umiddelbart synes som et noget spinkelt grundlag for en fremstilling af ”Sveriges” gøren og laden under krigen. Den noget uklare definition af bogens emne er imidlertid kendetegnende for stoffets strukturering omkring forfatterens moralske indignation. Det kommer der ikke nødvendigvis god historieskrivning ud af, og det leder gentagne gange Thorsell ud i unuancerede fremstillinger, som endog sine steder synes direkte selvmodsigende. Her er det ingen undskyldning, at bogen ifølge forfatteren selv ikke nærer akademiske aspirationer.

Bogen består af to dele. I den ene del vil forfatteren vise, hvordan det svenske neutralitetsbegreb i høj grad var påvirket af krigskonjunkturerne og altså ikke var en reel neutralitet. Det handler således om at fremlægge flest mulige udtryk for svensk eftergivenhed over for Tyskland, ja endog beundring over for nationalsocialismen. Af den grund bevæger den del af fremstillingen sig ikke kronologisk længere frem end til 1942, da konjunkturerne vendte til allieret fordel. Der er samtidig tale om den periode, hvor Sverige var mest trængt både i forhold til den tyske besættelse af Norge og Danmark og i forhold til Finland i Øst. Forfatteren har med sit fokus på især de diplomatiske møder i Rigskancelliet ikke svært ved at finde eksempler på svenske indrømmelser og protyske ytringer. Som repræsentant for den svenske regerings bestræbelser på at opretholde en neutral status og i omgangen med, hvad der dengang fremstod som en fuldstændig irrationel og uforudsigelig stormagt i Europa, benyttede svenskerne de midler, som er til rådighed i det diplomatiske spil mellem to ulige magter – herunder smiger og underdanighed.

Det er ganske vist interessant at følge, hvordan personlige relationer og sympatier mellem tyskere og svenskere kunne smelte sammen i diplomatiske interesser, men det ændrer ikke på, at møderne i Rigskancelliet blev besøgt af en lille og uhomogen gruppe individer, og at der ikke fremkommer noget grundlæggende nyt om den svenske politik. Der er heller intet nyt i, at nationalsocialismen særligt i 1930’erne fandt en vis tilslutning i dele af Skandinaviens nationalkonservative kredse – også de royale. Endelig er det i Sverige velkendt, at kongen, Gustav V, selv var af tysk ophav, og at han gennem sin tyske svigerdatter, Sibylla af Sachsen-Coburg-Gotha, hvis far var en af de tidligste tilhængere af nazismen, knyttede en endnu tættere forbindelse til det tyske rige.

Den ”rygende pistol”, som bogens titel og forsideillustration stiller i udsigt i forhold til Gustav V’s forbindelser til nationalsocialismen, viser sig at bestå af et udkast til et brev forfattet i efteråret 1941. Brevet er stilet til den tyske rigskansler, og kongen udtrykker heri sin glæde og tilfredshed med den tyske succes i kampen mod bolsjevismen i Øst. Brevet blev aldrig sendt. Det modsatte statsministeren sig. I stedet formidlede kongen dets indhold videre via den tyske ambassadør, Prinsen af Wied. Det skete tilsyneladende uden en formel godkendelse fra statsministeren. Først en måned efter at Hitler havde modtaget telegrammet, modtog kongen svar; nu ønskede rigskansleren nye indrømmelser, men fik dem dog ikke. Kongens manuskript har Thorsell fundet i Gustav V’s arkiv, der ikke hidtil har været tilgængeligt. Der er ingen tvivl om, at kongen i brevet udtrykker sig i mere hjertelige former, end det kan læses af det endelige telegram, men at kongen i sit eget udkast udtrykker sig med noget mere royal patos, end det hidtil har været kendt, gør det ikke til en revolutionerende afsløring.

Heller ikke Thorsells fremstilling af den svenske øverstbefalende General Thörnell og hans beundrende holdning til Det tredje Rige og tilsvarende foragt for russerne byder på noget afgørende nyt i forhold til den historiske forskning.

Bogen beskæftiger sig med forskellige individuelle aktører. Det drejer sig bl.a. om den svenske opdagelsesrejsende Svend Hedin, der nærede stor fascination af nationalsocialismen. Det drejer sig om brødrene Wallenberg, der med deres finansielle virksomhed og forbindelser til begge krigens parter kunne have udgjort et interessant undersøgelsesemne, hvis familiens arkiv havde været tilgængeligt. Endelig stilles der skarpt på den svenske ærkebiskop Erling Eidem, der allerede i 1942 fik troværdige oplysninger om jødeudryddelserne i de polske områder uden dog af den grund at lade oplysningerne gå videre til offentligheden. Særligt sidstnævnte problemstilling udgør i sig selv et interessant emne, for Eidem var ikke den eneste, der i samtiden forholdt sig passivt til rygterne om myrderierne i Øst. Frem for at nøjes med at hænge personen Eidem ud havde det dog været langt mere interessant, om forfatteren havde forholdt sig til, hvad det var, der gav netop disse oplysninger så lav prioritet i den samlede europæiske kontekst.

Det er imidlertid et grundlæggende problem for Thorsell, at han har valgt at give fremstillingen en ensidig og stærkt moraliserende tone. Det resulterer i et manglende blik for de enkelte personers forskellige tilgangsvinkler og formål med forbindelserne til Tyskland. Det er betænkeligt, når de af forfatteren gengivne citater vidner om, at samtidens aktører på amerikansk og britisk side udviste større indsigt i Sveriges komplekse situation end forfatteren selv formår. Fx i forbindelse med den tyske invasion af Norge. Her vurderede Churchill efterfølgende, at en svensk hjælp til Norge ville have kostet Sverige dyrt, når tyskerne siden tog hævn. Ligeledes lyder det i et amerikansk notat fra maj 1941, at statsminister Per Albin Hansson ” … har en mere realistisk holdning til landets udenrigspolitik end den, som foreskrives af hans partis demokratiske ideal.” (s. 187) På samme måde burde Staffan Thorsell have reflekteret over den flittige tyske omtale af den proengelske opinion i Sverige. I bogen møder vi den fx i Hitlers ytringer i maj 1941 om, at den herskende klasse i Sverige var grundlæggende proengelsk. Sådanne udtalelser var jo netop udtryk for, at man også i Rigkancelliet var bevidst om det diplomatiske spil, der spilledes. Man opfattede dermed ikke Sverige som generelt tysk-venligt på trods af den eftergivende politik, der førtes, og på trods af enkeltaktørers gebærden blandt de tyske ledere.

I bogens anden del vil Thorsell afdække det arbejde, der efter krigen fulgte med at slette alle spor efter den svenske eftergivenhed og opbygge en myte om en reel neutralitet, en myte, som forfatteren mener har kendetegnet den svenske udenrigspolitik frem til i dag, og som bygger på et billede af Sverige som moralsk overlegen netop i kraft af landets grundlæggende fredsbestræbelser under 2. Verdenskrig.

Forfatteren tegner et billede af et iskoldt system, der bevidst pyntede på belastende dokumenter inden udsendelsen af en hvidbog om den svenske neutralitetspolitik. Bogen blev udgivet både på foranledning af intern kritik og som svar på kritik fra Sveriges skandinaviske naboer. Ligeledes stod man i udenrigsministeriet ikke tilbage for reelt at frastjæle enken efter den regeringskritiske diplomat Svend Grafström hendes afdøde mands dagbøger. Problemstillingen er relevant ikke mindst pga. den fremtrædende stilling, som Sverige rent faktisk kom til at spille på den udenrigspolitiske scene i de efterfølgende år. Desværre drukner en potentielt interessant diskussion af den senere udenrigspolitiske succes, som til dels var baseret på en fortrængning af krigserfaringen, igen i moralsk indignation og forenklinger. Fx når forfatteren bogstavelig talt sætter den tidligere rigsarkivar Wilhelm Carlgren på den historiske anklagebænk og glemmer, at det ikke udelukkende var individuelle og insitutionsegoistiske interesser, der var bestemmende for aktørernes handlemåde. Her spillede også udenrigspolitiske hensyn en afgørende rolle. Hvidbogens vigtigste formål var vel at genetablere de gode forbindelser til de skandinaviske nabolande.

Man kan endvidere spørge sig, om det er rimeligt at stille myten om neutraliteten så skarpt op. Indrømmelsespolitik er det mærkat, som historikerne siden har hæftet på den svenske regerings politik over for Tyskland. Staffan Thorsell holder imidlertid fast ved betegnelsen neutralitetspolitik. Havde han i højere grad benyttet sig af den mere præcise betegnelse, indrømmelsespolitik, ville det jo netop svække hans argument om, at der er behov for et opgør med neutralitetsmyten.

I den danske offentlighed fylder dansk besættelseshistorie en del, hvorimod historien om vore to skandinaviske naboer under 2. Verdenskrig fylder relativt lidt. De problemstillinger, som Sverige mødte ved krigsudbruddet samt de spørgsmål, der rejser sig i forlængelse af nutidens omgang med krigserfaringerne ligner flere af de dilemmaer, som Danmark stod og står overfor. Bogen kunne derfor have tilbudt den alment interesserede læser et nyt og relevant perspektiv på krigssituationen - også i relation til danske forhold. Men det, der ellers kunne være en bred introduktion til Sveriges krigsdilemmaer og eftertidens omgang med dem, drukner desværre i kulørte litterære virkemidler og forførende retorik. Dermed fratager forfatteren læseren uden særlige forkundskaber muligheden for at basere egne moralske vurderinger på et sagligt grundlag.