Oder Fronten

Militærhistorikeren Ove C. Kronborg har sat fokus på tyskernes indædte kampe mod Den røde Hær i 1945. Det er der kommet en fremragende bog ud af. En bog der rummer både det strategiske, officerskorpsets overvejelser samt de lidelser både soldater og civile på begge sider blev udsat for. Med uddrag af befalinger, erindringer og dagbøger samt breve drages læseren ind i det inferno, der rasede frem mod Det tredje Riges undergang. Det er rystende læsning om soldaternes heltemod, officerernes forsøg på at få Hitler til at se det uundgåelige i øjnene og rædslerne der overgik civilbefolkningen.

Af Erik Ingemann Sørensen

Resterne af 9. armés køretøjer efter et russisk fremstød. Foto: HPN

Jeg erindrer stadig mit første møde med Anthony Beevors bog: ”D-dag”, som jeg anmeldte. Det var mødet med den fornemme engelske historieskrivning og den særlige narrative fortælling. Det var svært at finde et dansk eksempel på det samme. Jens Engbergs fremragende bog om Frederik den Sjette: ”Den standhaftige tinsoldat ”havde mange af elementerne.  Dan H Andersens: ”Store nordiske krig” er endnu et eksempel.

Nu kommer så Ove C Kronborgs fremragende bog om 9. armés undergang. Den er for mig at se det værk, der ligger tæt på Beevors fortælleunivers. Vi får både de nøgterne fremstillinger af kampe og slagmarker i dette inferno af undergang og så de følelsesladede fortællinger fra en lang række skriftlige og mundtlige kilder. Det er ganske enkelt en imponerende præstation.

De voldsomme tabslister

Forfatteren konkluderer, at der i perioden fra 16. april til 8. maj 1945 var tale om russiske tab på 361.000 døde og sårede svarende til 15.712 dræbte pr. dag. Det ligger tæt på det nuværende antal personer i Nykøbing Falster. Hver dag!

De tyske tab sættes til 292.000 dræbte og sårede samt 479.298, der blev taget til fange af russerne. De kunne i stedet begynde at begive sig til Sibirien, hvorfra de sidste kom tilbage i 1955. I 1944 måtte tilfangetagne tyske soldater marchere gennem Moskva til spot og spe fra indbyggerne, der i forvejen var informeret om begivenheden. (Det kan ses her: https://youtu.be/JC6oJURg6Pk?si=ozY2QxNCEPLhEddG).

Hitlers korthus kollapser

Juleaftensdag 1944 mødtes stabschefen for Hærens Overkommando, generaloberst Heinz Guderian med Adolf Hitler i Adlerhaus – dennes hovedkvarter i vest. På baggrund af efterretninger fra Abwehrchefen Reinhard Gehlen kunne han fortælle, at Den røde Hær var ved at planlægge et angreb i øst, der ville slå tyskerne tilbage – alene på grund af en overlegenhed i infanteriet i forholdet 11:1 og i luftstyrker endda hele 20:1.

Hitler gik amok, skriver Kronborg, og kaldte det for ”Det største bedrageri siden Djengis Khan”. Man må nøgternt konstatere, at den mand, der tidligere blev kaldt ”Den største feltherre til alle tider”, var faldet til bunds. Og det skulle kun gå værre og værre gennem resten af krigen. I dag er det en ofte nævnt antagelse, at både parkinsonsygdommen og livlægen Theodor Morells vanvittige medicinering af Hitler var dødsstødet.

Hitler giver sin læge, Theodor Morell, ridderkorset. I vore dage ville Morell blive frataget sin bestilling. Foto: HPN

Den 12. januar 1945 begyndte den russiske offensiv med Vistula-Oder-operationen. En morderisk spærreild, der kom fra det sovjetiske artilleri med 230 kanoner pr. kilometer dvs. hver 5. meter stod en kanon. ”Det var kun begyndelsen”, skriver forfatteren og fortsætter: ”Hele den tyske linje blev revet i stykker, da flere sovjetiske fronter (armégrupper) sluttede sig til offensiven i de næste par dage. Warszawa faldt til marskal Georgi Zjukovs 1. Hviderussiske Front den 17. mens Konev fortsatte fremrykningen på venstre front”. ”De fem divisioner i det tyske 4. Armékorps blev nærmest udslettet ved Baranòw, og staben blev kraftigt decimeret under de hårde kampe.”

Indledningen er symbolsk for de efterfølgende måneder frem til Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj. Kun midlertidigt kunne de tyske styrker holde russerne stangen eller endog sætte i med et modangreb. Både materielt, mandskabs- og forsyningsmæssigt var russerne tyskerne overlegne.

Soldater fra Den røde Hær ser efter, hvor de bliver sat ind. Billedet viser, hvor voldsom en kulde der herskede under offensiven og efterfølgende. Foto: ”Kafkadesk”

Systematisk fremgangsmåde giver stort overblik

Ove C Kronborg fører læseren gennem de indædte kampe næsten dag for dag. Han gør dette ud fra en dyb indsigt i militær strategi støttet af et utroligt kildemateriale, der giver validt belæg for fremstillingen. Det er understøttet af en lang række kort, hvor man detaljeret ser troppebevægelser og kampudviklingerne. Desværre er en del af kortene af en så dårlig kvalitet, at de selv med forstørrelsesglas er vanskelige at tyde. Det er ærgerligt. Især da trykkvaliteten blandt andet af billeder – især dem han selv har taget – er god. Det skal her nævnes, at bogen er udstyret med et godt noteapparatur, der understreger det yderst professionelle arbejde. Noterne er anbragt efter hvert kapitel. Det er en stor fordel, at man i en bog på godt 740 sider, ikke skal bladre frem og tilbage mellem noter anbragt sidst. Og – fristes man til at sige, så er der en absolut fornem litteraturliste, der sætter en tyk streg under forfatterens historiske arbejde.

Her findes: bibliografier, artikler, upublicerede manuskripter, dokumenter, breve og notater. Samt en liste over de interviewede personer. Også henvisninger til filmklip findes. De kan ses på YouTube. Forfatteren angiver dem med de lange koder, som læseren så skal skrive ind. Det er faktisk ikke nødvendigt længere. Et eksempel: dokumentarklippet hedder: ”Die Stunde Null (Part 3): Mai 1945 – Flucht über die Elbe”. Gå i stede til YouTube og skriv i søgefeltet: Stunde Null 3 Flucht – så dukker den op. Det er noget lettere.

Jeg tillader mig lige at omtale en central spillefilm, der nu er kommet med engelske undertekster. Den omhandler en voldsom side af Den røde Hærs særdeles barske behandling af tyske civile, efter de har overskredet den tyske grænse. Den eneste flugtvej var nu udsejling fra Danzig. Med omkring 10.000 ombord stod ”Wilhelm Gustloff ”til søs den 30. januar 1945. Om natten blev den torpederet af en russisk ubåd. Kun få overlevede i det iskolde hav. Filmen kan ses ved at trykke på denne adresse: https://youtu.be/6BKhWeqEffY?si=JmL3iZ6Cywl2Ngy1 eller ved bare at skrive følgende i søgefeltet: Wilhelm Gustloff film – så dukker den frem med engelske undertekster.

Men flot er det af forfatteren på denne måde at inddrage disse mange kilder. Stor ros også for det.

De mange vinklinger

Hvis bogen samlet udelukkende var en militærstrategisk redegørelse, ja havde der nok kun været en mindre gruppe, der ville finde den interessant. Men det er nu engang de personlige fortællinger, der griber de fleste læsere. Mødet med mennesker. Her lader forfatteren den 15-årige Waltraud Matthaei fra den lille by Drossen (polsk) komme til orde. Hun fortæller om, hvordan deres tog mod vest pludselig stoppede brat. Foran toget holdt 3 russiske kampvogne, der skød løs på toget. ”Der udbrød panik blandt de rejsende, og alle forsøgte at nå frem til dørene. Der opstod en frygtelig trængsel. Børn, ja alle stræbte efter at komme ud. Mange forsøgte at springe ud ad vinduerne, og det lykkedes også for nogen, mens andre blev dødelig ramt af kuglerne.”

Senere fortælles: ”Om eftermiddagen begav min mor og jeg os på vej til det forulykkede tog. Det var et grusomt billede, der ventede os der. Ud ad knuste vinduer hang der døde mennesker, deriblandt også børn. De var blevet ramt under flugten … Vi gik igennem hele toget konstant på udkig efter min søster. Vi fandt hende aldrig mere.”

Dette er blot et lille indblik i de ufattelige rædsler, tyskerne de næste fem måneder blev ramt af. Den røde Hær var skånselsløs. Det var virkelig gengældelse for de ufattelige krigsforbrydelser, sovjetborgerne havde oplevet gennem 3 ½ år.  Ove C Kronborg inddrager naturligvis også russiske fortællere som her:

”Vi tager, hvad hjertet begærer, fordi tyskerne på grund af angrebet har ladet alt ligge og bare forsøger at undslippe vores domstol. Men langt kommer de ikke. Overalt finder vore soldater dem og afregner med dem, som soldaterloven befaler det: Hævn, blod for blod … Jeg slår tyskerne ubarmhjertigt og uden at fejle og har ikke den ringeste medfølelse for de elendige Fritzer.” Kildeangivelsen til dette brev er nøgternt. ”Brevskriveren faldt ved Oder i april 1945.”

Ødelæggelserne efter russiske angreb og tyskernes indædte forsøg på at holde stillingerne var enorme og midt i en af de strengeste vintre. Foto: HPN

Fortvivlet situation – vanvittige forholdsregler.

Tysk terror ramte ikke alene modstanderne og civilbefolkningen. Det vidner følgende om: ”Hovedvej 1 mellem Küstrin og Müncheberg, en strækning på god 30 kilometer blev i folkemunde kaldt Allee der Gehenkten” (De hængtes Allé). Navnet kom af de lig, der hang i vejtræerne. Det var soldater, folkestormsmænd og civile, der var blevet pågrebet af militærpolitipatruljer og SS-patruljer bag fronten uden at kunne forevise en gyldig marchordre og på den blotte mistanke om at ville unddrage sig krigstjenesten var blevet hængt.” Men det blev værre endnu: ”Hvert et vejtræ langs vejen mellem Alt Tucheband og Seelow, ca. 12 kilometer, skal i vinteren og foråret 1945 have tjent som galge, hvori der hang et eller flere lig.” Det var krigens tyske vanvid.

Slag efter slag blev tyskerne tvunget baglæns efter at have gjort indædt modstand. Hitler forbød soldaterne at vige blot et eneste skridt. Dette kostede i titusindvis af soldater livet. Endnu et af hans vanvidstræk var at udnævne Heinrich Himmler til hærfører. Han havde ikke så meget som et lille gran af erfaring. Og var i øvrigt i begyndelsen af 1945 mest opsat på at hytte sit eget skind.

Den røde hær var efterhånden nået helt frem til den store tyske stilling ved Seelöwer Höhe, der ligger små 80 kilometer uden for Berlin. Her havde resterne af den 9. Armé gravet sig ned sammen med General Busse, der var chef. Men - Marskal Zhukow var en fremragende strateg. Nu demonstrerede han dette. Den 16. april indledte han angrebet med en 25 minutter lang artilleribeskydning af de tyske stillinger. Men også et angreb på de bagved liggende stillinger med de frygtede Katjusjas raketter, der ramte op til 10 kilometer i fjendens bagland. Hvorefter artilleriet igen tog over.

Forfatteren skriver: ”Artilleribombardementet var så voldsomt, at verdens undergang syntes nær for de tyske soldater. Gårde og huse brød omgående i brand. Kvalmende røg drog som en orkan over markerne fra Oderbruch, og de forreste tyske stillinger blev jævnet med jorden. Døden kom flyvende imod dem, og deres ører smeltede af larmen. Ingen, der havde været på de tidligere slagmarker i denne krig, havde oplevet noget, der bare nærmede sig denne glødende og brændende flod, der var blevet udløst.”.

”Den tyske 9. armé med 90.000 mand og en blanding af 512 kampvogne, stormkanoner og panserjagere befæstede højdedraget, der med sine op mod 60 meter høje og meget stejle skrænter i sig selv udgjorde et effektivt fæstningsværk … ” konstaterer forfatteren. Og han ved, hvad han skriver om. For at forstå dette blodige scenario har forfatteren flere gange vandret rundt på højderne – undersøgende og ledende efter forståelsen af de fysiske forhold, der gjorde sig gældende. Her må jeg ganske enkelt kippe med flaget og skrive: imponerende. Man kan jo sagtens sidde i sit arbejdsværelse og skrive om det, der fandt sted. Men det ændrer sig nu engang voldsomt, når man står netop der, hvor det udspillede sig.

Da overmagten var på sit højeste, kom der besked fra Oberkommando der Wehrmacht: ”Alle byer skal holdes og forsvares til det yderste. Kampkommandører, der ikke adlyder denne ordre, såvel de civile embedsmænd, der forsøger at unddrage sig eller forhindrer ham i at gøre det, vil blive dømt til døden.” En formulering der unægtelig leder tankerne hen på Lord Tennyson’s digt: ”The charge of the light Brigade:

”Theirs not to reason why

Theirs but to do and die”

Marskal Zhukow sammen med to højtrangerede officerer fra Den røde Hær. Foto: HPN

Ove C Kronborg fortsætter med den grundige, minutiøse redegørelse for kampene, der endte med det tyske tilbagetog, hvorefter vejen mod erobringen af Berlin var gjort lidt lettere, bortset fra at der måtte udkæmpes endnu et voldsomt og blodigt slag ved Halbe. Men den engang så sejrrige tyske armé var slidt ned, havde mistet for mange, havde udtømt arsenalerne. Nu var det blot et spørgsmål om tid, før det hele var slut.

Og det var det som bekendt den 8, maj 1945 i Karlshorst i en berlinerforstad. Tusindårsriget havde holdt sig i 12 år. Så var det definitivt slut.

Et fremragende håndværk blev til en fremragende bog

Det er svært at yde denne bog fuld retfærdighed i en anmeldelse. Det har konstant været en afvejelse af strategiske forhold mod den spændende og professionelle fortælling om, hvordan det var. Jeg har været lidt nervøs for, at det kunne få en overvægt af strategifortællinger. Nogle ville måske konstatere, at det nok ikke er en bog, de så vil læse. Men det vil være synd. For bogen er et dybt engageret arbejde om krigsskæbner – om menneskelige reaktioner – om stupide tanker udtænkt langt bag fjendens linjer og i sikkerhed. Det er fortællingen om, hvordan et vanvittigt menneske kan forføre et helt folk. Med forfærdende resultater.

Derfor er jeg ikke gået i ensidig konstatering og anmeldelse af strategier. Vægten er lagt på det menneskelige, der er så fornemt beskrevet et af Ove C Kronborg.

På reolen bag mig står samtlige bøger skrevet af Anthony Beevor. Hver og en er historisk fornyelse. Nu, hvor jeg sætter punktum for anmeldelsen, placerer jeg Ove Kronborgs fornemme bog ved siden af disse.

Bedre ligemand kan Anthony Beevor ikke få.

[Historie-online.dk, den 12. februar 2025]