Panzerstorm

18. december 1944. Vejret var så elendigt, at de allierede ikke kunne gå på vingerne. Dagen blev starten på tyskernes sidste offensiv. I skovområdet i Ardennerne. Tropperne havde siden D-dag vænnet sig til at være angribere. Nu skulle de forsvare sig. Tyskerne ville nå Antwerpen. En håbløs plan, som kom til at koste dyrt i menneskeliv og som forlængede krigen. Mange kender offensiven under et engelsk navn: Battle of the Bulge

Af Michael Koch

I Malmédy i Belgien rykkede Joachim Peiper og hans 1. SS Panzer-Regiment frem. Det kom efter lang tids tilbagetrækning, så endelig så tyskerne muligheden for at avancere. De overrumplede en stor gruppe amerikanere, som blev placeret i skovbunden som krigsfanger. Da flere af fangerne listede væk, blev tyskerne rasende og henrettede 84 amerikanere, som de blot lod ligge i sneen. Fra den dag amerikanerne fandt deres kammerater i sneen, spredte fortællingen om de 84 henrettede soldater sig som en løbeild. Fra at være en krig, der fulgte konventionerne, blev resten af krigen hård og ubarmhjertig. Det var langtfra hver gang, der blev taget krigsfanger.

De amerikanske tropper havde benyttet overtaget i november og december til at tilføre fronten og det nære bagland med mange friske folk. Det var soldater, som ikke havde den store kamperfaring. Derfor slog det utrolig hårdt, da tyskerne iværksatte “Wacht am Rhein”. Operationen som også blev kaldt “Battle of the Bulge”. I Hitlers urealistiske og vanvittige sind ville han splitte amerikanske og britiske tropper ved at skyde en bred kile ind gennem skovene i Ardennerne. Hans mål var, at de skulle nå Antwerpen og dele fronten. Hvordan han kunne tro, at det kunne lade sig gøre, er stadig en gåde. Det eneste han kunne opnå var at forlænge krigen og at utallige soldater og civile ville miste livet. Desværre havde Hitler den ide, at hvis han gik ned, skulle hele Tyskland gå med ham ned.

Bogen starter fortællingen meget fornuftigt med D-dag. Den opridser modstanderne, så læseren får sat “scenen”, og ikke mindst fortæller bogen, hvilken udrustning tropperne havde til rådighed. Meget spændende at få opfrisket hele den tyske plan “Unternehmen Wacht am Rhein” - Bogen viser med glimrende illustrationer, hvordan stillingen var, og hvad planen var for tyskernes operation.

Man siger jo, at når krybben er tom, så bides hestene. Det var sandelig også det, de desperate tyskere havde til sinds. De beskidte tricks stod i kø. Tyskerne sendte tyske soldater i amerikanske uniformer ind mellem amerikanerne for at skabe forvirring, skade soldater og udrustning, og få efterretninger. Da de blev opdaget, satte man vejspærringer op og stillede spørgsmål, som kun en amerikaner burde kunne svare på.

Der uddeles mad til amerikanske tropper tæt på fronten

Der er et godt kapitel om livet ved fronten, ligesom soldatens udstyr er beskrevet godt. Skyttehulskrigen er også omtalt. I den hårde frost kunne det være en prøvelse at grave et skyttehul i skoven. Det var ikke ualmindeligt, at der blev brugt TNT-sprængstof til at få godt hul på jorden. Patruljering og vejen til og fra skyttehullerne var det farligste, for fjenden kunne ligge ganske tæt på. Amerikanerne var en ren angrebshær, og nu skulle man omstille sig til at gå i betydelige forsvarsstillinger. Der var meget soldaterne skulle lære på rekordtid, alt andet døde man af.

Et kapitel beskriver ledelsen og cheferne for hele den allierede krigsførelse. Det var spændende læsning om, hvordan man skaffede efterretninger, og hvordan man benyttede sig af den viden, der blev opnået ved at bruge Enigma. De allierede kaldte det Ultra, når efterretninger byggede på heldet og dygtigheden med at knække tyskernes koder. De slørede altid deres viden. Hvis man fik godt nyt, der skulle bruges aktivt, kunne man sende et fly afsted, så tyskerne troede, at efterretningerne kom fra flyobservationer, og ikke en knækket kode. Meget smart.

Den 16. december blev angrebet sat i gang. Tyskerne havde først initiativet, men amerikanerne var hurtigere til at etablere forsvar, end tyskerne ventede. Det blev hurtigt klart, at tyskernes mål var utopi. Eksemplet er ved byen Bastogne, hvor amerikanske tropper ualmindeligt dygtigt holdt stand og sinkede tyskerne så meget og så længe, at selvom byen var omringer, holdt amerikanerne stand.

Tre soldater fra 101st Airborne går gennem Bastogne 25. december 1944

Der er rigtig gode og detaljerede kapitler i bogen om kampene. Tyskernes forsøg med at nedkaste unge uerfarne soldater med russiske faldskærme gik helt galt, da kun lederen landede efter planen. 200 andre landede i Bonn, bag egne linjer. Samlet set var tyskernes troppenedkastning en fiasko. På dette tidspunkt i krigen, herskede der usikkerhed og forvirring. Heldigvis havde amerikanerne overtaget. Læseren kan næppe lægge bogen fra sig, for der er konstant fremdrift, detaljer og udvikling - side efter side.

På et tidspunkt, hvor situationen var stram for amerikanerne i Bastogne, sendte tyskerne et telegram via et par soldater, der fik bind for øjnene. Tyskerne forlangte overgivelse. Amerikanerne kunne ikke lige finde en god formulering, indtil de blev enige om det kortfattede svar: Nuts! Den tyske chef læste og kiggede op og spurgte så den oberst, der havde eskorteret de tyske soldater tilbage, hvad det betød. “Det betyder gå ad helvede til” svarede han. De kampe er blandt 2. verdenskrigs mest legendariske og har blandt andet skabt basis for en tv-serie. (Hvor veteraner fra amerikanske 101st Airborne Division er med som rådgivere og konsulenter)

General Patton var en dygtig men hård leder. Hans tropper hjalp godt til, at tyskernes offensiv faldt sammen

På et tidspunkt kommer general Patton og hans tropper til undsætning, og det er begyndelsen til enden for tyskernes ambitioner. Kampene var stadig umennskeligt hårde, og der var mange store tab. Denne bog er endnu en bog, der behandler og forklarer detaljeret om kampene og “Battle of the Bulge”. Den gør det godt, der er medtaget alt det rigtige, der er fin balance i stoffet, og bogen er meget læservenlig. Billedsiden er overordentlig god. Det anbefales læseren at dvæle ved hvert eneste billede. Se de civile tab, se de mange, der mistede livet, fordi den tyske fører var et ondskabsfuldt menneske, der fornægtede, at hans 1.000 års rige aldrig ville finde sted.

[Historie-online.dk, den 22. januar 2025]