Soldater

En gruopvækkende historie

Af Erik Ingemann Sørensen

Chokerende resultater af ny tysk forskning i glemte arkivalier dokumenterer, at ”Værnemagten” er fuldt medskyldig i 2. verdenskrigs rædselsfulde forbrydelser.

Der rejste sig et ramaskrig i Tyskland i 1995, da Hamburger Institut für Sozialforschung præsenterede udstillingen ”Verbrechen der Wehrmacht”. En udstilling der dokumenterede, at den såkaldte ”retfærdige værnemagt” ganske enkelt var en illusion. Den almindelige tyske soldat deltog ofte på lige fod med SS i nedskydningen af civile, fanger, mord på jøder og andre krigsforbrydelser. Mange - især tidligere soldater – afviste, at værnemagten havde deltaget i disse forbrydelser. Nogle kaldte ligefrem udstillingen for forfalskning af fakta. Men disse talte deres tydelige sprog. Og siden er adskillige dokumentationer af, at det rent faktisk forholdt sig sådan for værnemagtens vedkommende, kommet til.

Ved en ren tilfældighed dukkede der i 2001 en lang række glemte dokumenter op. Først i London – siden i USA.

Historikeren Söhnke Neitzer (f. 1968) havde hørt, at der fandtes en række transskriptioner fra hemmelige aflytninger af tyske krigsfanger. Han fik i London udleveret en pakke på 800 sider. Udelukkende med dokumenter fra september 1943. Tilsyneladende urørte siden krigen. Det viste sig, som Söhnke Neitzer selv formulerer det, ”… at jeg var stødt ind i toppen af et isbjerg”. Efter undersøgelser i National Archives i Washington kunne han konstatere, at der i alt var omkring 150.000 sider. Med fuldstændig glemte vidner til krigens historie.

Englænderne og senere amerikanerne havde placeret hemmeligt aflytningsudstyr i de tyske krigsfangers lokaler. Omhyggeligt blev de mange samtaler, som fangerne førte, skrevet ned. Først og fremmest til efterretningsbrug, så man måske kunne være på forkant med de tyske planer. Her var der nu ikke noget at komme efter. Ved retsopgøret i Nürnberg kom de ikke i anvendelse, hvorefter de hurtigt blev til et arkivmateriale, der udelukkende samlede støv.

Tusindvis af udsagn

Under Nürnbergprocesserne, hvor sejrherrerne gjorde op med Det tredje Riges forbrydelser mod menneskeheden, blev der foretaget tusindvis af afhøringer og fremlagt endnu flere vidneudsagn.  Richard Overy har i sin yderst interessante bog: ”Interrogations: The Nazi Elite in Allied Hands, 1945”, der udkom 2001, givet et grundigt indblik i topnazisternes tankegang og tolkning af deres magtperiode. Men der er en velkendt dominans i deres udsagn. De er blevet stillet spørgsmål, som de har haft tid til at reflektere over, veje deres ord, vurdere farligheden i svarene. Den virkelighed, de beskriver i deres udsagn, er herved en redigeret virkelighed.

En sådan findes stort set ikke i ”Soldater – om krig, drab og død”. Fangerne havde ingen anelse om, at de blev aflyttet. Så her er der således tale om isnende fakta, der næsten gør bogen til én lang rejse i de mest grusomme lidelser, man kan forestille sig. Ja – værre end det.

En af styrkerne i bogen ligger i samarbejdet mellem Sönke Neitzer og den anden forfatter, Harald Welzer (f. 1958) der er socialpsykolog. ”… Kun takket være kombinationen af vores faglighed – socialvidenskab og historievidenskab – ville man kunne sikre sig den rette tilgang til denne enestående kilde om mentaliteten dengang og dermed justere synet på soldaternes handlinger”, skriver Welzer. Der er således flere vinklinger i behandlingen af materialet, der blandt andet er rystende derved, at der i ”… samtalerne ikke bliver fremsat nogen overvejelser om, hvorvidt disse former for ekstrem vold mod civilbefolkningen er retfærdige og passende. I mændenes øjne eksisterer dette spørgsmål ikke. For dem står nødvendigheden af at ”arbejde”, ”gribe ind” og ”gengælde” lysende klart. Det bliver udelukkende et spørgsmål om måden at gøre det på, aldrig begrundelsen…”

De ganske almindelige mennesker

Og ”soldaterne” er som nævnt de ganske almindelige soldater fra Værnemagten. Skolelæreren, kontoristen, landmanden, barberen. Den helt almindelige tysker, der gennem nazismens propaganda på forholdsvis kort tid havde ”lært”, at man tilhørte en overlegen race – at andre stort set kun var undermennesker. Det er en erkendelse, det er yderst vanskeligt at lægge fra sig igen.

”Aflytningsprotokollerne er bortset fra åbenheden i beretningerne først og fremmest kendetegnet ved en nærhed i tid – meget af det, der fortælles om, har udspillet sig for kort tid siden, og hvad mere er: Det er ikke gået igennem de mange forskellige filtre i efterkrigstidens måde at læse på. På den måde taler materialet et langt tydeligere sprog end efterforskningsakterne, der er præget af et behov for at blive frikendt for skyld og en række forsvarsmekanismer, og det er også tydeligere end erindringslitteraturen…”

Næsten på hver eneste side i den 504 sider tykke bog gengives grusomhederne. Jeg skal ikke gengive én eneste af dem her i anmeldelsen. Læseren må selv opsøge materialet. Der er et nødvendigt materiale – også med dets perspektivering op til Vietnam-krigen og til henholdsvis Iraq og Afghanistan.

Og så kommer forfatterne ind på et af de problemer med antallet af ofre, som er så vanskeligt og følsomt at skrive og tale om: ”… men det var ikke udryddelsen af jøderne, som udgjorde krigen. Ikke desto mindre er det den, den hidtil mest ekstreme form for menneskelig vold, der har været fremherskende i synet på Anden Verdenskrig. Og denne historisk enestående forbrydelse dominerer i vore dages perspektiv også opfattelsen af den uhyrlige vold, der resulterede i mere end 50 millioner døde i denne til dato den mest ødelæggende krig i verdenshistorien. Det var dog ikke Holocaust, der krævede de fleste ofre, men krigens vold…” Netop dette forhold er det så svært at behandle. Nu får forfatterne på en stilfærdig og ydmyg måde henledt opmærksomheden på, at der uden for udryddelseslejrene var endnu flere ofre. Især i øst.

Er der slet intet lyspunkt i alle disse forfærdende fortællinger? Jo – tak og lov. Forfatterne konkluderer, at der ikke er noget, der tyder på, at menneskeheden generelt har et grusomt voldsdyr liggende lige under huden. Det er langt mere komplekst, det er ikke knyttet til et bestemt folk – det vidner massakren i My Lai tydeligt om. Men når staten, der har monopoliseret volden, sætter soldaterne til at udføre grusomhederne, ja, så bliver det til en pligt – til et arbejde.

Det er her, det moderne menneske må bygge forsvarsanlæggene op.

Bogen er forsynet med et ypperligt noteapparat samt lige så fornem en bibliografi.