Solen sortner og jorden synker

Af Erik Ingemann Sørensen

”Solen sortner og jorden synker” et citat fra ”Voluspá” eller ”Vølvens spådom”. Dette store norrøne digt, der blandt andet omhandler Ragnarok. I de næste linjer hedder det ”Stjernerne styrter fra himlen, heden brænder højt og leger ildtagfat med luften”.

Sådan må befolkningen i det døende Tredje Rige have oplevet de sidste krampetrækninger i 1945. Asfalten i Berlin stod i flammer, overalt lå der døde – både soldater og civile – og i bunkeren 8 meter under det kæmpende Berlin indså selv Hitler, at krigen definitivt var tabt.

Alt dette er jo velkendt stof. Men med sin nye bog, der udspiller sig om det, der kaldes Stunde Null, lægger Michael Jones brikkerne til det gigantiske puslespil, der er kendetegnet af ovenstående beskrivelse. Derfor er det vel også helt naturligt, at han har kaldt det første kapitel for ”Ligbålet”. Et bål der både opslugte Berlin, Adolf Hitler, Eva Braun, Josef Goebbels og hans hustru. Deres lig blev brændt i resterne af haven oven for bunkeren.

Og det er her, forfatteren begynder sin beretning. Otte meter under jorden – den 30. april 1945. Hitler har sine sidste hysteriske øjeblikke: ”…så fremstod han nu som en syg og nedbrudt mand”, skriver Jones. Og supplerer med et citat fra Wolf Heisendorf, der var Goebbels personlige assistent: ”Uanset hvad der var sket med ham, så fremstod han nu som en syg, nedbrudt, ældre mand….”

Her er der i øvrigt tale om en kildeangivelse. De mangler desværre konsekvent bogen igennem. Skæmmende at de er borte. Læseren lades ganske enkelt i stikken. En skidt situation for en ellers dygtig historiker.

10 nedslag i historiens 10 dage
Forfatteren har ganske finurligt tildelt hver dag et kapitel. - frem til og med sejrsfesten i Moskva den 9. maj. Det giver en vis struktur i læsningen og gør det lidt lettere at danne sig et overblik over de talrige begivenheder, der kendetegnede Ragnarok.

”Mayday i Berlin” er karakteriseret ved, at ”Berlin var omdrejningspunktet for den russiske krigsindsats. Byens fald ville vise dens befolkning og hele omverdenen, at Hitlers regime var fortid…” Skildringerne er nok velkendte, men de styrkes af en lang række øjenvidneskildringer, der er med til at give fortællingen ekstra liv. Målet var erobringen af den tyske hovedstad senest den 1. maj. Men der var en anden og mere dyster baggrund, understreger Michael Jones: ”Stalin var godt i gang med at etablere et hegemoni i Østeuropa – et hegemoni baseret på rå militær styrke…” Jerntæppet var i realiteten sænket for de kommende 44 år. Der ligger ingen egentlig kritik af disse forhold hos Jones. I bogens forord skriver han: ”Jeg har tilstræbt at skabe en fremstilling, der er fair over for alle medlemmer af den store alliance mod Hitlers Tyskland, særligt over for Sovjetunionen, hvis motiver i maj 1945 (og gennem hele krigen i øvrigt) ofte blev anskuet med betragtelig skepsis i Vesten. Fremstillingen anerkender landets store bidrag til sejren over nazisterne, og desuden at landet havde sine egne legitime grunde til bekymring i dagene efter Hitlers død…”

Et eksempel på den manglende ligevægt i historieskrivningen er i øvrigt knyttet til sommeren 1944. Her er det altid D-dagen, der bliver fremhævet som den helt store og afgørende begivenhed. Den store offensiv i øst – ”Operation Bagration” – spillede en altafgørende rolle, da den bandt enorme tyske tropper under offensiven.

Kapitlet beskæftiger sig også med de grusomme overgreb mod civilbefolkningen – oftest i form af voldtægt. Her er den russiske fremfærd givet kendt stof. Mindre kendt er det vel, at de allierede tropper ikke holdt sig tilbage. Her citerer Jones den engelske præst Cecil Cullingford for følgende: ”Der foregår en del voldtægter – og dem, der bliver udsat for det, har nok i en vis grad fortjent det…”

Den tyske historiker Miriam Gebhardt har beskæftiget sig indgående med emnet i bogen: ”Als die Soldaten kamen. Die Vergewaltigung deutscher Frauen am Ende des Zweiten Weltkrieges”, der varmt anbefales – den giver et noget anderledes billede af begivenhederne, end det hidtil kendte. (Deutsche Verlags-Anstalt, 2015, 350 sider, ca. 120 kr.)

Øst møder Vest er fortællingen om kapløbet mod øst og nord. Eisenhower havde givet Montgomery ”en afgørende offensiv rolle i krigens allersidste dage”. Officielt var formålet at vinde kontrol over de nordtyske havne, så man kunne forhindre fjenden i at benytte flådestationer og skibsværfter. Men der var en skjult dagsorden. Churchill og hans stabschef general Sir Allan Brook var nervøse for, at den russiske fremrykning ville resultere i, at de nåede alt for langt ind i vesten. Derfor var den rolle, Montgomery var blevet tildelt, vand på deres mølle.

Og Montgomery spillede sine kort godt, da han på Lüneburger Heide fik dele af den tyske hær til at overgive sig betingelsesløst. Blandt andet i Danmark. (https://www.youtube.com/watch?v=HW3mK2o2IUY)

Skyggeland beskæftiger sig primært med Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz, der af Hitler kort før dennes selvmord var blevet udnævnt til Rigspræsident. Ingen var værdig nok til at overtage titlen ”Führer”, mente Hitler. At det netop blev Dönitz, var der flere grunde til ifølge Jones. Gennem flere udvalgte citater understreger han, at Dönitz rent faktisk var ikke så lidt af en fanatisk nazist. Hvilket blandt andet fremgår af følgende citat: ”Jeg vil hellere spise skidt end se mine børn vokse op i jødiskheden beskidte, giftige luft…” Et eksempel ud af flere. Hvortil kommer hans udnævnelse af SS-manden Otto Ohlendorf til rådgiver i Dönitz-regeringen, der varede fra 2. – 23. maj. Oehlendorf var ansvarlig for mindst 20.000 jøders henrettelse.

Forfatteren fremhæver i øvrigt flere gange det tragiske resultat af denne regerings korte eksistens. Herunder Dönitz’ stædige fastholden af dødsstraffen, der blandt andet kostede 13 unge marinesoldater livet i henholdsvis Alssund og Geltingerbugten. Og understreger den totale meningsløshed i krigens sidste dage gennem beretningen om RAF’s luftangreb på fangeskibene i Lübeckerbugten.

Lüneburger Heide blev især berømt, fordi det var her, feldmarskal Montgomery modtog den betingelsesløse overgivelse, der betød fred i Holland, Nordtyskland, Slesvig-Holsten og Danmark. Efter den store fiasko med operation ”Market Garden” ved Arnhem havde Montgomery mistet noget af den ”gloire”, der var forbundet med ørkenrotternes chef. Men her orkestrerede han sin triumf mesterligt og ydmygede de tyske repræsentanter efter alle kunstens regler.

Her er det virkelig lykkedes for Michael Jones at gengive begivenhederne på en levende måde, der også yder retfærdighed til dem, der så med en vis skepsis på den noget excentriske englænder.

Prag kunne være blevet et markant og rystende kapitel. Men forfatteren vælger den politiske vinkling og det mulige kapløb mellem Den røde Hær og de allierede – Patton – om at komme først som befriere. Det blev russerne, da amerikanerne holdt sig til aftalerne. Tjekkoslovakiet var det land, der længst havde været besat af tyskerne. Protektoratet Böhmen-Mähren som det blev kaldt efter dets oprettelse i marts 1939. Den tyske besættelse havde været forfærdelig brutal, så da man startede oprøret i Prag den 5. maj, kom hævnens time for alvor. Tilfældige tyske ofre blev hængt op i lygtepæle, overhældt med benzin og antændt, hvorefter civilbefolkningen jublede.

Tyske historikere har i nyere tid sammenlignet forfølgelsen af tyskerne med det armenske folkemord. Og i modsætning til dette er der her talrige vidnesbyrd om de grusomheder, der blev begået. Som i denne dokumentarfilm: https://www.youtube.com/watch?v=K7fs5Sb6Vms der gengiver overgrebene, der på alle måder stred mod Genevekonventionen.

Når man betænker, at bogen udkom i originaludgaven i 2015, er det helt uforståeligt, at forfatteren undlader at lægge denne sorte side af historien frem. Det efterfølgende kapitel ”De fordrevne” kunne have omhandlet blandt andet denne historie. Men her er det primært opdagelserne af kz-lejrene, der er genstand for fortællingen. Man undres, når Michael Jones blandt andet citerer den amerikanske diplomat Robert Murphy, rådgiver for SHAEF. Han dokumenterede overgrebene, kort efter de fandt sted. (Se i øvrigt: Heinz Nawratil: ”Schwarzbuch der Vertreibung 1945 bis1948. Das letzte Kapitel unbewältigter Vergangenheit”, Universitas, 2007. 14. oplag)

Til gengæld bruger Jones adskillige sider på at beskrive de tyske troppers endelige overgivelse og alle de konfliktsituationer, der var forbundet med disse. Det sker i kapitlerne ”Reims” og ”Karlshorst”. Og han leverer levende beretninger om, hvorledes budskabet om afslutningen af krigen på det europæiske kontinent blev modtaget. Kapitlet ”Moskva” er en fin redegørelse for, hvorledes man fejrede krigsafslutningen i det land, der havde lidt mest af alle. Og ydet mest for sejren.

I det afsluttende kapitel ”Krigen, der ikke sluttede” ridser Michael Jones de linjer op, der i realiteten allerede var tegnet tidligt i krigen: de allieredes gensidige mistro. Stalin, der ikke troede på Churchill, amerikanerne, der nærede al mulig mistro – og Churchill, der måske så det hele allermest klart. En ganske udmærket afslutning på den altødelæggende krig – og optakten til de efterfølgende 44 års kolde krig.

Michael Jones bog er en ganske glimrende beretning om krigens sidste, kaotiske dage. Fortalt i det levende sprog der kendetegner en stor gruppe af engelske militærhistorikere. Men desværre skæmmes fremstillingen voldsomt af de talrige citater, der bringes uden nogen form for kildeangivelse. Man må satse på forfatterens troværdighed. Men det er altså ikke nok.

For de læsere, der interesserer sig for det, der senere blev karakteriseret som ”Stunde Null”, kan bogen anbefales som en udmærket introduktion. Ønsker man en mere bred orientering, ja, så er det stadig Ian Burumas fortræffelige: ”År nul”, (http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/b20153902.htm) der må påkalde sig opmærksomheden.