som frivillig i Waffen SS

Et tilfældigt møde under en busrejse er baggrunden for denne bog om den frivillige danske SS-soldat Ivar Corneliussen. Han meldte sig som frivillig i 1942 og gjorde resten af krigen med på Østfronten og i Balkanlandene. Over en periode på 5 år fortalte han sin historie til forfatteren Hans Dahl. Som altid skal man være på vagt, når en SS-mand fortæller. Især når denne nærmest en passant indrømmer at have begået krigsforbrydelser.

Af Erik Ingemann Sørensen

Omkring 6.000 danskere meldte sig til SS under krigen. 2.000 blev dræbt primært på Østfronten. Foto: FHM

”I 2012 tog min kone og jeg på juleferie til Rothenburg ob der Tauber i Tyskland … Da vi havde fået os placeret i bussen, satte der sig to personer i bussen på pladserne lige bag os … De kendte ikke til hinanden i forvejen … Mens vi kørte ned gennem Tyskland og sad og blundede, fik jeg et puf i siden af min kone, som gjorde tegn til, at jeg skulle lytte til, hvad Ivar og kvinden snakkede om … ”Jeg har et sort kapitel i mit liv, som jeg ikke har fortalt ret mange. Jeg var tysk soldat under krigen.”

Hans Dahls nysgerrighed blev vagt, og de to faldt i snak. De enedes om at mødes, når de var kommet hjem igen. Baggrunden for en bog var skabt.

Nogle læsere erindrer måske, at Hans Dahl tidligere har skrevet en bog om en dansker i tysk tjeneste: ”Min far var fremmedarbejder i Hitlers tredje rige”, der udkom i 2022. Min anmeldelse kan læses her: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/2-verdenskrig-61-61/min-far-var-fremmedarbejder-i-hitlers-tredje-rige

Det blev til samtaler, der strakte sig over fem år. Forfatteren bor i Fredericia, mens Ivar Corneliussen boede i Gelsted på Fyn – en afstand på blot 40 km. På et tidspunkt under forløbet, spurgte Hans Dahl, om Ivar var interesseret i, at han skrev en bog om ham og hans oplevelser. Det tilsluttede Ivar sig. Desværre nåede han ikke at læse bogen.

Forfatterens kildearbejde fandt sted både i Rigsarkivet, i USA, Deutsche Dienststelle i Berlin samt på ”Forum der Wehrmacht. Alt er blevet checket omhyggeligt. ”Jeg har så vidt muligt efterprøvet Ivars oplysninger ved at sammenligne med den fremskaffede, og så rettet op på hans eventuelle fejltagelser.” Han gik tæt på – især vedrørende krigsforbrydelser – men kunne rent umiddelbart ikke sætte kniven ind. Og dog.

En noget omtumlet tid

Østrigeren Jacob Mantiger var kommet til Danmark for som kommende mejerist at lære noget om de danske specialoste. Det var i 1913. Men udbruddet af 1. Verdenskrig medførte, at han måtte hjem og gøre krigstjeneste. Efter endnu et afbrudt ophold i Danmark vendte han tilbage i 1921. Her lærte han pigen Hilda Corneliussen at kende. Ivar blev født ni måneder senere. Faderen kunne ikke blive i landet længere og rejste tilbage. Han ville have Hilda med, men bedstemoren sagde nej. Så det blev aldrig til noget.

 Billedet stammer fra landsbyen Davinde på Fyn, hvor Ivar Corneliussen blev født i 1912. Husene var ofte små og meget kolde og fugtige. Foto: HPN

Ivar kom ud at tjene som 10-årig, senere kom han til Thrige i Odense med en timeløn på 10 øre og en ugentlig arbejdstid på 48 ½ time. Han blev svend i 1942 og indkaldt kort efter. Han ville til marinen og uddanne sig som maskinmester, men fik besked om, at en skygge på lungen satte en stopper for drømmen.

Dér stod han uden noget arbejde. Og foretog så det skæbnesvangre skridt: sammen med en kammerat meldte han sig til Frikorps Danmark den 19. august 1942.

Uddannet SS-soldat

Ivar gennemgik uddannelsen først i Sennheim siden i Klagenfurt. Og den 14.10.1942 underskrev han den såkaldte faneed. Her kommer noget mærkeligt. Der står intet om, hvordan denne SS-faneed lød. På engelsk sådan:

”I swear to you, Adolf Hitler, as Führer and Chancellor of the German Reich, that I will be loyal and brave. I pledge obedience unto death to you and those you appoint to lead. So help me God.”

Det var denne ed, de knyttede SS-soldaterne ubetinget til Adolf Hitler. En ed ingen måtte svigte. Det undrer mig, at der springes over dette centrale punkt. Der bringes et billede af en skabsinspektion. Men – ser man nøje efter, så er det Adolf Hitler, der står ved skabet. Generelt er der et problem med billederne. Der står, hvad de forestiller. Her havde det været rart med en længere tekst – samt angivelse af, hvor billedet stammer fra. Det findes ikke i bogen. Desværre.

Til gengæld er der bogen igennem fyldige faktabokse, hvor forfatteren giver en grundig beskrivelse af centrale forhold. Der ligger grundige studier bag disse, der sætter fortællingen i fint perspektiv.

Til fronten i Kaukasus

Vinteren 1942/43 blev afgørende for den videre krig. Hitler havde beordret Stalingrad indtaget, så Ivar måtte fra starten af januar ”… køre nordpå over Kalmyk-steppen mod Stalingrad. Termometeret viste minus 30 grader, og der var faldet meget sne … under uniformen bar jeg flere lag undertøj og skjorter som isolering mod kulden for at holde varmen. Alligevel frøs jeg. Forfrysninger var det værste, der kunne ske. Det var særligt fødderne, det gik ud over, da sømmene i de sømbeslåede støvler overførte kulden til fødderne. Derfor havde de fleste af os vrikket sømmene ud af sålerne med en bajonet. Af tæpper havde vi skåret såler, som vi lagde i bunden af støvlerne, og vi havde viklet klude om fødderne for at holde varmen…”

Allerede ved Moskva vinteren 1941 havde kulden været en uovervindelig modstander for tyskerne. I troen på, at Sovjetunionen ville falde nærmest i løbet af få måneder, havde soldaterne kun sommeruniformer. Tyskerne frøs ihjel i hobetal.

Billedet viser de mest markante situationer fra kampene om Stalingrad. Øverst den russiske kampkraft, i midten en tysk kampvogn i fremmarch og de tilfangetagne tyske soldater på vej til Sibirien. Nederst en tysk flyver på vej væk samt de hvidklædte russiske soldater i vinteruniform. Foto: HPN

Gang på gang blev de tyske linjer ved Stalingrad angrebet. Den russiske taktik var at sende soldater frem i hobetal under deres råb ”Urrah” og så håbe på, at de kunne løbe tyskerne over ende. Mange havde end ikke våben med. De måtte tage fra deres tabte kammerater.

Ivar Corneliussen var 2. mand ved et let maskingevær. Hans opgave var at sikre, der var ammunition nok og føde maskingeværet. ”Med høje råb sprang de russiske infanterister op og stormede arm-i-arm frem ca. 100 meter foran 5. kompagni. De blev mejet ned med en koncentreret ild fra maskingeværer, maskinpistoler, geværer, geværgranater og håndgranater. Derefter blev der helt stille.”

Disse voldsomme oplevelser var svære at håndtere for Ivar. ”Jeg havde selv valgt at gå i krig, men nu hvor jeg stod midt i det, kunne jeg godt se, hvor tåbelig jeg havde været at melde mig til dette helvede…”. Hertil er der kun ét eneste svar: Det var dit eget valg! Og ethvert valg har konsekvenser.

Ivar Corneliussen var blandt de heldige. Den 8. februar blev kompagniet trukket bagud og undgik således at blive taget til fange. Det blev til gengæld 91.000 tyskere, der herefter måtte begynde den lange tur til Sibiriens fangelejre, hvorfra kun en lille del vendte hjem til Tyskland senest i 1955.

Tyskerne tog ikke fanger i det, Hitler kaldte en udryddelseskrig. De blev ganske enkelt skudt på stedet i strid mod bestemmelserne om behandling af krigsfanger. Foto: HPN

Allerede den 10.- 11. februar angreb den russiske gruppe Popov nær byen Grisjino. Under de hårde kampe tog SS-soldaterne ingen fanger. De blev skudt på stedet. Forfatteren skriver i en faktaboks: ”Det har Ivar selv indrømmet”. Uanset hvad så må han også her have deltaget i endnu en krigsforbrydelse.

Ivar Corneliussen fortæller flere gange om forholdene i felten – om lus, der gjorde tilværelsen ulidelig, om oplevelserne af ikke at få tilført forsyninger herunder mad samt det, at de hele tiden måtte konstatere, at en kammerat blev slået ihjel eller lemlæstet. Det skete blandt andet i Ukraine i sommeren 1943. Her mødte Ivar en kammerat, han havde gennemført uddannelsen sammen med: Ole Høst. Ivar fortæller: ”Vi stod foran åbningen ned til en bunker og talte sammen … Jeg var tørstig og sagde til Ole. ”Jeg går lige ned i bunkeren og ser, om jeg kan finde noget vand.” ”Ja” svarede Ole. Jeg venter”. I det øjeblik jeg trådte ind i bunkeren, lød der et højt brag, og jord og træstumper fløj om ørerne på mig. Døv af eksplosionen kravlede jeg op af bunkeren. Her lå Ole sønderrevet. En mortergranat var ramt lige ned foran nedgangen til bunkeren … ”. Det er givet kendt, at Ole Høst, der var søn af kunstmaler Olav Høst, faldt i det nuværende Ukraine. Men at der findes en kilde om begivenheden, er noget helt nyt.

Under kamp mistede Ivar kontakten til resten af gruppen, der var evakueret om natten. Han og de andre fandt ud af, at de nu var bag de russiske linjer. Der var intet andet at gøre end at søge mod vest – hvor de efter en march på omkring 40 kilometer.

Efter vendepunktet ved Stalingrad begyndte tyskerne i realiteten på ét langt tilbagetog. Den 19. juli bliver Ivar hårdt såret af en eksploderende granat fra den frygtede russiske kampvogn T-34. Han blev hentet til behandling, men den 27. juli blev han fløjet væk fra fronten til et feltlazaret. Her blev han opereret, så man kunne fjerne de mange granatsplinter. Men den, der havde ramt ham i øjet, kunne lægerne ikke få ud. Resultatet blev, at man måtte fjerne det venstre øje. ”Belønningen” var tildeling af Jernkorset af 2. grad. Senere fik han ”Sturmabzeichen i bronze” og senere ”Verwundetenabzeichen Silber”. Alle en såkaldt opmuntring – men så sandelig også for at kunne vise civilbefolkningen, at her er ”Ein Held”. Officerskorpset var fuldt bevidst om propagandabetydningen.

Det var en voldsom omgang for Ivar, der blev tildelt orlov i Danmark i 20 dage.

Ivar Corneliussen er personen til højre. Den anden er kammeraten han mødte i toget. Billedet er taget efter, Ivar fik sit glasøje indsat. Illustration fra bogen

Atter til fronten

”Den 20. juli 1944 kom vores marchordre i Ellwangen. Med jernbane blev vi fragtet mod Bialystok. Hærgruppe Mitte var i opløsning…” Her kommer der ikke ét eneste ord fra Ivar om den voldsomme begivenhed i ”Wolfschantze”, hvor der udløstes en bombe tæt på Hitler, der slap mirakuløst. Man spørger sig selv: hvorfor undlader han at nævne den person, han havde sværget troskab til?

De tropper, der stødte til ved fronten ”… var ganske unge mænd på 16 – 17 år, som bl.a. kom fra Hitlerjugend, Luftwaffe-hjælpere og marinen etc. Disse unge mennesker var uerfarne, og mange af dem overlevede kun nogle få dage.” Han oplever en ”knægt på 17 år”. Han kendte ikke til lyden af en mortergranat og blev dræbt på stedet.

Selv bliver Ivar Corneliussen såret endnu engang og kom på felthospitalet. Her erfarer han, at der kun var fire overlevende tilbage af det erstatningsmandskab, der var ankommet en måned tidligere.

Det vil føre alt for vidt at nævne resten af krigsepisoderne, men der falder en interessant bemærkning. Tyskerne ville ikke have vidner fra kz-lejrene. Fangerne blev ledt ud på de såkaldte dødsmarcher – iført fangedragt og elendigt fodtøj. Kunne en fange ikke følge med eller faldt om, blev denne skudt uden videre. Klare eksempler på krigsforbrydelser. Her skriver Hans Dahl: ”Igen har Ivar været heldig. Som medlem af træn-kompagniet har han haft nok at gøre med at flytte regimentets sårede, til at have tid til krigsforbrydelser.” Jeg må indrømme, at jeg ikke stoler på det.

Da krigen slutter, havde han tilbagelagt en strækning på 450 kilometer. Herefter overgiver de sig til amerikanerne. Og så er Ivar ualmindelig heldig. Da rekrutterne skulle have deres blodtype tatoveret i venstre armhule, var han ikke til stede – og fik den aldrig. Det reddede hans skind. Herefter drejede det sig bare om at komme hjem til Danmark. Det lykkedes efter mange udfordringer. Den 25. juni 1945 kunne han banke på hos sin mor. Her havde modstandsbevægelsen allerede været på besøg og meddelt, at han gerne måtte møde op på Odense Domhus.

Den 16. oktober 1945 blev han i henhold til straffelovstillægget idømt et års fængsel samt tab af borgerlige rettigheder i fem år.

Resten af bogen er biografiske fortællinger, der slutter med Ivar Corneliussens død 19. oktober 2017.

En SS-soldat uden blod på hænderne?

Som nævnt i indledningen skal man forholde sig utrolig skeptisk overfor SS-soldater og deres fortællinger. Hans Dahl lader hovedpersonen berette om oplevelserne. Det er svært at afgøre, om han er gået til stålet i de mange samtaler, om han har boret dybt nok. Og han har vitterlig gjort et stort arbejde.

Ivar Corneliussen fortalte blandt andet: ”Først efter krigen gik det op for mig, hvilke grusomheder, der var blevet begået i Rusland. Jeg er kommet gennem landsbyer, hvor der var foregået nedskydninger og hængning af civile russere, men jeg havde aldrig selv deltaget i eller overværet sådanne henrettelser … Der er uden tvivl foregået krigsforbrydelser under Ruslandsfelttoget. Det skete på begge sider… ”

Det lyder helt usandsynligt

To markante bøger modsiger dette. Den første er skrevet af nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitj: ”De sidste vidner”, hvor vidnerne var børn under krigen. Deres fortællinger om tyske krigsforbrydelser er hjerteskærende. Den anden er Vasily Grosmanns: ”A Writer at War – with the Red Army 1941 – 1945”. En rystende fortælling om de tyske soldaters fremfærd overfor civilbefolkningen – herunder jøderne.

Den danske SS-soldat siger selv: ”Jeg husker tydeligt massakren ved Grisjino, som jeg i dag har svært ved at tale om. Dengang kom hævnen også op i mig, og når vi efterfølgende tog fanger og fra Popovs Pansergruppe, som havde begået krigsforbrydelsen i Grisjino, blev der gjort kort proces. Vi skød dem på stedet…”

Hans Dahl har ydet en flot indsats – først og fremmest ved at blive ”besøgsven” for den aldrende mand. Der ligger et enormt arbejde bag skrivningen af denne bog, hvor han blandt andet med de omtalte faktabokse sørger for at tage læserne i hånden, så de ikke umiddelbart skal ud at søge en masse steder.

Jeg tror, bogen kan have interesse for mange mennesker – især hos gruppen, der heltedyrker ”Frikorps Danmark”. Men også for den nysgerrige læser, der ønsker at få mere at vide. Her er den en god introduktion. Det kan Hans Dahl godt være tilfreds med.

[Historie-online.dk, den 26. februar 2025]