Strandet på Java

Den 9. april 1940 lå A.P. Møllers skib ”Jane Mærsk” i Det Indiske Ocean. Dagen efter kom besked om at søge neutral havn.  Et skibsråd besluttede at søge mod Java, der var den nærmeste om end 3.300 sømil borte. Den 18. april – også en skæbnedag i dansk historie – anløb skibet Surabayas havn. Det blev starten på mere end fem års helvede for de danske søfolk. Datteren til skibets maskinmester, Anni Schwartz Hansen, har skrevet en fornem bog om søfolkenes forfærdelige oplevelser, da japanerne erobrede øen. Og hjemme vidste de pårørende intet om deres skæbne.

Af Erik Ingemann Sørensen

De sidste års arbejde med nazismens ondskab har på en måde givet mig en vis ’modstandskraft’ over for forfærdende og modbydelige beskrivelser. Troede jeg. Men bogen ”Strandet på Java - Krigssejlerne fra Jane Mærsk” afslørede, at det absolut ikke er tilfældet. Flere gange undervejs i læsningen måtte jeg lægge bogen bort for at kunne falde lidt til ro. Det er utroligt, så mange sider af denne fortælling, forfatteren har fundet frem om ”Jane Mærsk” og dens besætning.

Og så startede det hele egentlig ved lidt af en tilfældighed. Forfatterens søn havde været til julefrokost i 2006. Det viste sig, at hans borddame også havde en morfar, der under krigen havde sejlet med A. P. Møllers skib ”Jane Mærsk”. Men det var ikke meget, hun kunne fortælle sønnen. Så: ”Jeg besluttede at opspore hans historie”, skriver forfatteren. Og fortsætter: ”Min far havde efterladt sig en lille mappe, hvori der lå en artikel skrevet af kaptajn K. M. Kristensen, nogle få avisudklip, to små emblemer og et lille hæfte med karikaturtegninger”. (s.5)

Faderen havde ikke fortalt noget om alt det, han havde gennemgået de godt seks år, han havde været borte.  Da forfatterens mor besøgte sin mand på sygehuset i Svendborg, hvor han var indlagt med kræft i struben, ”…kom hun med ugebladet ”Hjemmet”, hvori der var en artikel om matros Hans Olsens oplevelser på Java. Ude af stand til at tale slog min far ud med armene og viste tydeligt, at han absolut ikke ville høre et eneste ord om hverken Hans Olsen, JANE MÆRSK eller Java. Han døde den 4. februar 1984, 75 år gammel.”  (s.265).

Man kan så  tilføje, at begrebet posttraumatisk  stresssyndrom endnu ikke var blevet en del af lægeverdenens terminologi.

Kronborg om styrbord

Juleaften 1945 var S/S Frigga på vej fra Hull mod København. Ombord var syv mand fra Jane Mærsk. De var stået ud den 10. juni 1939 – 6 ½ år tidligere og var nu på vej hjem efter Anden Verdenskrig var slut. To dage tidligere var kaptajnen og maskinmester Lars Hugo Larsen ankommet med S/S Hroar. Begge tilsyneladende syge. Larsen kom da også på sygehuset kort tid efter. Diagnosen: beriberi. Den havde han fået under opholdet på Java. Han var indlagt i 3 ½ måned og fik et halvt års rekreation. Havet kunne han ikke undvære, men det blev nu med sejlads i det sydfynske, indtil han gik i land og blev varmemester.

I 1970 blev han tildelt en livsvarig pension og hædersgave som anerkendelse for hans indsats som krigssejler.

Forfatterens forældre ved hendes barnedåb i november 1946

Jane Mærsk beslaglægges

Den 18. april 1940 ankom Jane Mærsk til Surabaya på Java efter en sejlads på 3.300 sømil. Det havde et skibsråd besluttet den 9. april, da man erfarede at Danmark var blevet besat. Det var ligeledes blevet  meddelt, at danske skibe skulle søge til en neutral havn.  Skibet gik igennem Sunda-strædet og fortsatte med Java om styrbord.  Ankeret blev kastet på Surabaya red. Her lå man afventende indtil den 10. maj. Samme dag som Holland blev angrebet af Nazityskland, kom der pludseligt bevæbnede soldater ombord. De meddelte kort og godt, at skibet var blevet beslaglagt af de hollandske myndigheder, hvorefter der blev opstillet soldater med blandt andet maskinkanoner. Jane Mærsk blev den efterfølgende dag forhalet til havnekajen.

Og så dukker en dansk ”myndighedsperson” op: konsul Frithiof Guttorm Erik Olsen. 58 år og apoteker. Fremover blot omtalt som Olsen. Det blev et voldsomt møde. ”Saa kom Konsul Olsen farende forpustet op ad Landgangen og raabte: ”I skulle skamme Jer!!!...” (s.35). Skibets maskinist skrev om denne Olsen i sin dagbog: ”Han sagde ordret: ”Et Ord mere og jeg lader jer straks skyde ned – det har jeg myndighed til. Et par af Besætningen tillod sig at tage til Genmæle over for hans Trusler, men de blev straks arresteret og ført bort. Derefter lød det til os: ”Se saa for Fanden at komme i Gang. Kan I ikke se, at det er ramme Alvor: jeg har dansk Politimyndighed, og I har F…g…m at lystre…” (s.35).

Denne Olsen bliver en gennemgående figur i bogen. En figur man i den grad undres over og i realiteten også væmmes ved. Jeg mindes ikke, at man i nyere tid har oplevet noget lignende. Måske bortset fra den daværende danske ambassadør i Frankrig, Niels Egelund.

”En kilde beskriver Paris-ambassadøren som »kynisk, diktatorisk og langt hen ad vejen et udtryk for den ledelsesstil med ’små konger’, som plager Udenrigsministeriet«. (Berlingske Tidende, 28.2.2009).

Konsul Olsen er ganske enkelt en katastrofe. Men da man klager over ham efter krigen, så lytter udenrigstjenesten til Olsen – ikke til dem, der måtte lide på grund af mandens manglende indsats.

Jane Mærsk bliver til AMBO

Da Jane Mærsk nu var overtaget af Holland, fik det også nyt navn: Ambo. Fremover sejlede det ud under dette navn – på livsvigtige ture. Skibet var en tanker og transporterede således brændstof rundt mellem forskellige havne i Asien – fordelt mellem både fastland og øer. Men den 7. december 1941 ændres alt. Da Japan angriber Pearl Harbour. Nu blev sejladserne med olie til amerikanerne og efterfølgende englænderne endnu mere livsnødvendige.

Den 10. januar erklærer japanerne så krig mod The Dutch East Indies. I Tarakan var olielagrene blevet stukket i brand. Japanerne hævnede sig den 18. januar da ”,,,blev 215 europæere druknet i havet, og andre blev smidt i sumpene for at drukne eller blive ædt af krokodiller…” (s.55). Jane Mærsk nåede imidlertid uskadt til Singapore. Krigen raser rundt om, men først den 3. februar1942, mens Jane Mærsk ligger i strædet ud for Surabaya, angriber japanerne med stor voldsomhed. Skibet slipper dog i denne omgang – men på mindre end en uge gik mere end 2.000 mand og 10 skibe til bunds i Javahavet. Hvorefter over 100.000 japanske soldater gik i land på øen.

For hollænderne drejede det sig nu om, at japanerne ikke fik fat i skibene. Derfor måtte kaptajnen på Jane Mærsk udføre det, en sømand hader mest af alt: at sænke eget skib, der gik til bunds med 7.000 tons dieselolie ombord.

Forinden havde besætningen oplevet en uhyggelig tilintetgørelse i havnen.

Hollænderne satte ild til olielagrene på havnen i Surabaya den 2.3. 1942

Igen dukker konsul Olsen op. Da man bad om penge til at blive klippet for, sagde denne, at det kunne man blive for 10 cent på gaden – ingen fik økonomisk hjælp. I stedet blev besætningen fordelt rundt om på tre forskellige hoteller. Det blev indledningen til helvedet på jord.

Hos mor derhjemme…

Livet for de pårørende hjemme i Danmark giver forfatteren også et indblik i.  Kaptajnens datter fortalte, at det sidste livstegn fra skibet var, mens det lå i Suez. Anni Schwartz Hansen har imidlertid to billeder – en julehilsen fra faderen dateret oktober 1940 taget i Manilla.  I Danmark vidste man, at krigen rasede i Østen og også, at japanerne havde  besat Java. Først den 7. juli 1942 gav rederiet besked i form af et telegram: ”Jane Mærsk lost but crew safe Soerabaya”, Det var alt – og ikke noget der kunne lette bekymringerne.

Telegrammet blev afsendt den 24. februar 1942 – blev returneret 28. oktober 1945

Det var hårdt for familierne, der pludselig stod uden forsørger. Staten trådte til. Med rentefri og skattefri lån. Det ville forfatterens mor ikke. Det gjorde man ikke i hendes familie, skriver hun. I stedet åbnede hun en  butik midt i Svendborg: ”Ostebørsen”, dog uden støtte fra en svigerinde, der ikke mente ”…det sømmede sig for en gift kvinde at arbejde…” (s.88). Nu klarede hun sig imidlertid gennem de mange år uden støtte.

En enestående indsats

Konsul Olsen var ikke nogen hjælp for de danske søfolk. Det var til gengæld en fastboende dansker, Therese Severin Montford – engelsk gift. Hun inviterede flere af dem til frokost om søndagen og kunne give dem moralsk støtte. Men kun inden for hjemmets fire vægge. Det stoppede imidlertid den 15. oktober 1942. Da blev hun og hendes engelske mand hentet af japanerne og smidt først i hvert deres fængsel senere i forskellige fangelejre. Dem var der 107 af i slutningen af 1942 – med 60.000 internerede europæere. Hun havde sine to børn med. Dem gjorde hun alt for, så de ikke skulle bukke under. Hvad hun ikke vidste var, at hendes mand og hendes far begge var i en anden fangelejr. Håbet om at gense dem, når det hele var slut, holdt hende oppe. Et håb der blev slukket, da befrielsen kom. De var begge døde i lejren.

Men den 5. august 1942  kom en ny person ind i billedet: den svenske konsul Axel Wieslander. Om ham og hans indsats fortalte Jane Mærsks kaptajn, K. M. Kristensen i 1948 til ”Ærøboen”:

”Nu traadte en hjælpsom og prægtig Mand til. Det var den svenske Konsul, Hr. Axel Wieslander. Han -var Direktør for det store svenske
Firma S. K. F., Svensk Kugleleje Fabrik. Han tilbød at sørge for os tillige med de norske Søfolk, der havde lidt samme Skæbne som os. Han overtog alle Forpligtelser overfor os, og han var en Mand, som vi til enhver Tid kunde tale fornuftigt med. Han satte dog som Betingelse, at den danske Konsul, Hr. Olsen, intet mere havde med os at gøre. Denne Kontrakt blev skriftligt opsat og oplæst for Hr. Konsul Olsen. Konsul Olsen underskrev Kontrakten og jeg som Skibets Fører underskrev som Vidne. Vi var nu under Hr. Konsul Wieslanders Forsorg i ca. 3 Aar,  og alt gik godt.”

Hvad han ikke kunne var at beskytte mod krigens grusomheder. Samme år så nogle af Jane Mærsks søfolk 80 allierede soldater blive ført ned til havnen og anbragt i små bure beregnet til dyretransport. Det drejede sig imidlertid om 200 allierede soldater, der var taget til fange oppe i bjergene. De blev  nu sejlet ud på havet og ganske enkelt smidt overbord. Ingen overlevede.  En anden dag så de en familie, der var blevet korsfæstet. Ofrene blev kørt gennem byen til skræk og advarsel.

Nogle af de 22 australske sygeplejersker som japanerne myrdede i februar 1942 – kendt som Bangka massakren

Disse grufulde oplevelser understregede, at japanerne ganske enkelt ikke betragtede deres fjender som mennesker. Nærmest som dyr. Og disse er kun enkelte eksempler. Bogen igennem støder man igen og igen på rædslerne.

Konsul Wieslander gjorde alt, han kunne, for at lette danskernes tilværelse på øen. Blandt andet ved at låne dem penge og ved at sørge for, at de kunne købe de vigtigste fornødenheder til rimelige priser.

Et spørgsmål om overlevelse

Anni Schwartz Hansen har indsamlet en stor mængde materiale, der har gjort det muligt for hende at skildre flere forskellige skæbner fra Java. Det giver bogen en stor bredde – om ikke et helhedsbillede så dog indtryk af, hvordan livet og kampen for at overleve foregik. Det er yderst rosværdigt, da udgangspunktet vel mest var at afklare faderens skæbne. Nu indgår hans ophold i en større sammenhæng dog hele tiden med hans oplevelser som en slags baggrund. Det er et fremragende arbejde.

Det fremgår af konsul Wieslanders dagbogsnotater, at man var klar over, krigen nærmede sig sin afslutning. Den 5. maj 1945 noterede Wieslander, at Hitler var død og ”at krigen i Europa synes at slutte, hvad øjeblik det skulle være…” (s.198). Det gjorde den som bekendt i Karlshorst i udkanten af Berlin den 8. maj 1945 – V-dagen.

I dagbogsnotatet fra den 11.8.45 hedder det: ”I morges, den 11. august blev vi ringet op af nogle af vores venner, der fortalte, at BBC havde bekendtgjort, at Japan har overgivet sig…at amerikanerne brugte atombomber o.s.v. Endnu intet officielt…” (s.200).

Den egentlige kapitulation fandt sted den 2. september 1945. Den kan ses her:  https://www.youtube.com/watch?v=7fq3WRPr2qQ

Men lidelserne for de danske søfolk var ikke ovre. Nu begyndte en helt anden krig: indonesernes oprør rettet mod Holland. De ønskede – hvad der vel nok var naturligt – at blive frie og selvstændige. Handlingerne var voldsomme, men den 4. november 1945 var der en kort våbenhvile. Under denne får man lov til at evakuere blandt andet besætningen fra Jane Mærsk.

De kom ombord på et landingsfartøj i havnen og ”Saa snart alle var om bord, afsejlede vi til Yderreden. Paa Yderreden laa et Hospitalsskib. Alle syge kom paa Hospitalsskibet, og vi andre med Lastskibet/Troppeskibet. Det lettede med det samme Anker, og vi afsejlede til Singapore…”(s.229).

Den 9. april 1940 lå A.P. Møllers skib ”Jane Mærsk” i Det Indiske Ocean. Dagen efter kom besked om at søge neutral havn.  Et skibsråd besluttede at søge mod Java, der var den nærmeste om end 3.300 sømil borte. Den 18. april – også en skæbnedag i dansk historie – anløb skibet Surabayas havn. Det blev starten på mere end fem års helvede for de danske søfolk. Datteren til skibets maskinmester, Anni Schwartz Hansen, har skrevet en fornem bog om søfolkenes forfærdelige oplevelser, da japanerne erobrede øen. Og hjemme vidste de pårørende intet om deres skæbne.

S/S Orantes på reden for at sejle blandt andet de danske søfolk hjem

Som nævnt tidligere: hjem kom de – og livet kunne langsomt genoptages.

Men Lars Hugo Larsen talte ikke om sine oplevelser – derimod kunne han berette om ”Østens eksotiske verden og vise mig billeder af japanske kvinder i farverige silkekimonoer og den store vulkan Fujiyama med sne på toppen…en fabelagtig verden omme på den anden side af kloden, som kun sømændene kendte…”(s.6).

Forfatteren fik godt 37 år sammen med sin far, krigssejleren Lars Hugo Larsen. Og nu – 38 år efter hans død – er det på alle måder og gennem en helt utrolig indsats lykkedes hende at rejse ikke alene for ham, men så sandelig også for mange andre fra de frygtelige år på Java en meget, meget smuk mindevarde.

Det fortjener hun den allerstørste ros og respekt for.

[Historie-online.dk, den 28. september 2022]