Sygeplejerske i Det Tredje Rige

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv

God historie – men alt for meget Peter Tudvad!

Der render uendeligt mange forunderlige og bemærkelsesværdige skæbner rundt i landet. Nogle er så særlige og anderledes, at personerne bag dem og disse personers historie retfærdiggør, at der udgives bøger om dem.

Én af dem er Ebba Mørkeberg (født Mikkelsen). Ebba kommer til verden i 1924 og vokser op i den lille vestjyske by, Tarm, med sine forældre og mindre søskende. Det hele kunne være så pokkers ordinært, hvis ikke det var for faderens tidlige og glødende engagement i det danske nazistparti, DNSAP. Det kommer i høj grad til at præge Ebbas barndom, ungdom og i en væsentlig grad også hele hendes voksentilværelse.

Allerede inden Besættelsen er en realitet formår Ebbas far med sin fanatiske agitation for DNSAP at marginalisere sig selv og sin familie. Også Ebba melder sig ind i DNSAP, eller mere præcist NSUP, Nationalsocialistisk Ungdom, Piger, så tidligt som i 1940. Da er hun 16 år, og da hun året efter rejser til Kassel for at varetage stillingen som ung pige i huset, oplever hun krigens gru og rædsler fra første parket. Ebba ankommer nogenlunde samtidig med, at engelske bombefly begynder nedkastningen af deres dødbringende ladninger over tyske byer. Flere gange må hun sammen med husets lille dreng forlade Kassel for at kunne opholde sig i mere sikre områder. Ebba tildeles et enormt ansvar for drengen Gorig, som hun i sensommeren 1942 tager med sig hjem til det sikre Danmark, til Tarm.

Stillingen som barnepige ophører, da Ebba i 1943 – tilsyneladende hårdt presset af faderen – melder sig som frontsygeplejerske under SS. Faderen tager senere ordene i sig igen, da Ebba rent faktisk gør klar til at tage af sted, men da er hendes beslutning taget, og hun rejser.

Ebba drager via Berlin til byen Breslau i Schlesien – i behørig afstand fra østfronten. Ebbas unge alder er årsagen til, at hun ikke sendes ud til de hårdest ramte områder. I Breslau plejer Ebba sårede tyske soldater, indtil presset fra russerne i januar 1945 tvinger hende og en stor del af byens befolkning væk fra byen. Ebba drives mod Berlin, men det er dog en stakket frist. Snart er russerne klar til også at indtage hovedstaden i Det Tredje Rige. Nu oplever Ebba de vanvittigt dramatiske sidste dage i Berlin, hvor hun bl.a. mener at have oplevet begravelsen af Goebbels og hans kone efter disses selvmord i Hitler-bunkeren. Efter russernes erobring af Berlin, pålægges alle udlændinge at forlade byen, og sammen med en lille gruppe danskere melder Ebbas sig hos gesandtskabet. De i alt 30 danskere havde vel nok en forhåbning om at blive sendt direkte til Danmark. Imidlertid går turen først til Moskva, hvor Ebba bliver tilbageholdt i en slags ”fangelejr”, indtil hun omsider i september 1945 atter kan sætte sine fødder på dansk jord.

Der er rigtig meget godt at sige om Peter Tudvads bog. For det første er historien slet og ret god, og den er aldrig blevet fortalt før. Generelt er tiden i og omkring Besættelsen temmelig domineret af fortællinger om berømte/berygtede mænd. Her har vi endelig en historie om en alt andet en ordinær kvindeskæbne, og det er fascinerende at forestille sig, at Ebba Mørkeberg rent faktisk var der: den nazi-prægede ungdom i Tarm, bombardementerne af Kassel, plejen af de sårede soldater og den dramatiske evakuering mod slutningen af krigen, de sidste dage i Berlin og ikke mindst turen til og opholdet i Moskva.

For det andet giver Tudvad plads til at dvæle ved de danske nazisters gøren og laden i et lille samfund, hvor det ikke var muligt at gemme sig i storbyens anonymitet. Det er et interessant indblik i en dagligdag med til tider voldsomme konfrontationer og både skyldige og uskyldige ofre. Svend Mikkelsens fuldstændigt hensynsløse engagement, der havde enorme omkostninger for resten af familien er tankevækkende. Herved bliver der endnu engang sat fokus på fanatismens pris – og det kan ikke gøres for mange gange.

Endelig må det også fremhæves, at Tudvad har lavet et kolossalt researcharbejde. De historiske fakta er på plads, og når Ebbas hukommelse har svigtet eller der eventuelt ikke har været nok at fortælle, henter forfatteren oplysninger/beskrivelser fra andre kilder. Det fungerer helt fint.

Men, men, men – og der er desværre et par alvorlige men’er! Det ville have klædt bogen – historien om Ebba – hvis forfatteren var trådt i baggrunden. Peter Tudvad beskriver selv sin rolle således: ”Jeg har ikke bare som en konservator forsøgt at afdække et oprindeligt maleri bag senere forvanskninger, retoucher og overmalinger, men også selv som en kunstner forsøgt at fylde huller ud og trække linjer op, som måske aldrig var der” (s. 15) eller senere i bogen: ”Jeg er jo, som det med al ønskelig tydelighed fremgår, ikke blot en saglig iagttager, en objektiv videnskabsmand eller en uafhængig reporter, men også en betroet, en ven og en terapeut” (s. 74). Denne rolle, som Tudvad påtager sig fylder urimeligt meget hele værket igennem. Det er ganske udmærket, at forfatteren undervejs har gjort sig disse overvejelser, men det er uinteressant for læseren. Ikke metode-redegørelsen i sig selv, som naturligvis er helt på sin plads, men de gentagne gange, hvor Tudvad spiller sig selv på banen for at delagtiggøre læseren i sine personlige refleksioner. Hvad Peter Tudvad mener om skyld/ikke skyld er bare ikke vedkommende i denne sammenhæng. Man læser ikke bogen, fordi man er nysgerrig efter Tudvads fortolkninger, men fordi Ebbas historie er særdeles fascinerende. Heldigvis er bogen så velskrevet, at man overlever den tudvadske selvhøjtidelighed.

En anden anke vedrører en noget kunstig opblæsning af især to dramaer: Konfrontationen med Ebba om, at hun var medlem af DNSAP (fortrængt eller ej, så forekommer det i den store sammenhæng temmelig ligegyldigt), og begravelsen af Goebbels-parret (en oplevelse, der alligevel aldrig 100 % kan verificeres). Her forstår anmelderen slet ikke Tudvads dispositioner: der er så meget drama i Ebbas oplevelser i sig selv, at det slet ikke er nødvendigt med disse delklimakser.

Hvis Peter Tudvad havde fyldt lidt mindre og havde begrænset en trang til at medtage lidt for mange detaljer, kunne bogen være skrevet på måske 300 sider og endda været blevet en bedre af slagsen.