Tyske krigsforbrydelser 1939-1945

Af Erik Ingemann Sørensen

Med Mona Jensens og Palle Andersens ”Tyske krigsforbrydelser 1939-1945 – og den danske illegale presse” får vi både en analyserende og vurderende gennemgang af, hvor meget den illegale danske presse kunne berette om forbrydelser mod menneskeheden.

”Sidste mandag ankom flere tyske flygtninge her til byen i det for dem passende befordringsmiddel: Kreaturvogne.” (Den tredje Front, Randers, 19.3.1945)---”Mens de stakkels tyske flygtninge steg ud på dansk jord, vædedes den samme jord af blodet fra 7 danske mænd, skudt ned af fædre og sønner til de titusinder, der strømmer ind over vore grænser. I sandhed en rystende understregning af den danske hjemmefronts advarsel imod medlidenhedskampagnen.” (Bautastenen, 15.3.1945).

Så hårde – og nok forståelige – var ordenen dengang. Og de skal forstås ud fra samtiden.

Den illegale presse havde her krigens følger inde på livet. Fra februar til maj 1945 ankom godt 250.000 tyske flygtninge til Danmark. (Ikke 200.000 som forfatterne angiver). Den illegale presse betragtede ikke flygtningene som ofre. ”Derimod henvistes der til den tyske civilbefolknings angribelige støtte til tyske krigsforbrydelser. Som Hjemmefronten skrev i april 1945: ”Vi ved, at de (flygtningene) har jublet, da nazistiske horder hærgede Europa rundt…” Men skribenterne havde det helt tæt på og kunne derfor skrive ud fra egen erfaring.

Manglende informationer

Under læsningen af bogen opdager man imidlertid, at den illegale presses viden om, hvad der reelt skete rundt om i Europa, var ganske begrænset. Man havde jo ikke et internationalt net af reportere, men var derimod henvist til diverse kilder fra blandt andet udenlandske pressemedier. Blandt disse var blandt andet Radio Moskva, amerikanske medier, britisk presse – den danske radio hos BBC – og så den svenske presse og radio.

”Med afhængigheden af de udenlandske medier fulgte også, at den danske undergrundspresse i en vis udstrækning var udleveret til de valg og fravalg og den tendens og toning, der blev udøvet i de udenlandske medier og hos udenlandske myndigheder”, skriver forfatterne.

Man skulle tro, at det neutrale Sverige var leveringsdygtig. Men her havde man tyet til en lovparagraf fra 1800-tallet, så myndighederne kunne gribe ind, stort set når det passede dem.

For nylig kunne man i ”Kristeligt Dagblad” læse, at landets tyskervenlighed virkelig var et filter, der skærmede af over for de nazistiske forbrydelser. Dr.phil. i mediekundskab, Ester Pollack, fremlægger til sommer en afhandling om de svenske avisers rolle. En afhandling, der virker ganske foruroligende, hvis man er af den opfattelse, at Sverige virkelig var ”medspiller” mod nazismen. (”Svenske medier svigtede jøderne under Anden Verdenskrig”, Ulrik Støjer Kappel, 5.2.2016).

Kronologisk-geografisk fremstilling

I en kronologisk-geografisk fremstilling baseret på gennemgangen af 195 illegale blade og relevante bøger giver forfatterne et grundigt og særdeles godt beskrevet indblik i, hvad det var for informationer, læseren fik under besættelsen. Vi følger således udviklingen gennem: Tjekkoslovakiet, Polen, Norge, Holland, Belgien, Frankrig, Jugoslavien, Grækenland, Sovjetunionen og Italien.

Hertil kommer yderligere undersøgelser af og redegørelser for følgende emner: koncentrationslejrene, dødslejrene og arbejdslejrene, dødsmarcher og de tyske flygtninge i Danmark

Det er en uhyre grundig research, der ligger bag denne udgivelse, og den er adskillige steder ganske overraskende. Hvor de illegale blades viden om og formidling af forholdene i Polen er rimeligt dækkende, så overraskes man over, hvor ganske anderledes det forholder sig med Tjekkoslovakiet. Her overdriver man både graden af modstandsarbejdet og af de tyske gengældelser. 

Begreber, der siden har mejslet sig i bevidstheden – blandt andet Oradour-Sur-Glane i Frankrig – bliver således kun omtalt i 4 af de illegale blade. Og den indsats, der blev ydet af Tito’s partisaner, er kun sporadisk fremme.

Holocaust har ligeledes en ganske tilbagetrukket placering, idet man ikke kunne sætte fokus på omfanget af udryddelserne.

De godt 260 sider, hvor de ovennævnte lande og begreber sættes under lup, er særdeles interessant læsning, der analyserer det illegale informationsarbejde.

I første omgang fandt undertegnede, at det ikke gjorde noget, at der mangler et register. Men ved krydslæsning af bogen forekommer det alligevel ganske ærgerligt, at man ikke kan søge rundt i steder og begreber. Det er desværre en svækkelse af en ellers fremragende bog, der yderligere udmærker sig ved et ganske interessant billedmateriale.

Oversigten over kilder og litteratur er til gengæld særdeles fremragende. Her fornemmer man for alvor den store viden, de to forskere fra ”Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer”, sidder inde med. Det er ganske enkelt en guldgrube af informationer, der her bringes.

Man må med glæde konstatere, at der her er tale om en udgivelse, der kaster nyt og afgørende lys over denne spændende side af besættelsestidens historie. En udgivelse der tjener de to forfattere til stor ros.