A Lutheran Plague
Af Jakob Ørnbjerg, Ph.d.
Det lyder både makabert og uforståeligt, men der er næppe tvivl om, at soldaten Peder Christian Fallenkamp, der i 1769 blev dømt til døden for at have tævet sin husværts 11 måneder gamle barn ihjel, var godt tilfreds med sagens udfald. Til dommeren fortalte Fallenkamp, at han var træt af både soldatergerningen og sit eget liv, hvormed soldaten indskriver sig blandt den gruppe af selvmordsmordere fra 1700-tallets København, der er emnet og omdrejningspunktet for Tyge Kroghs ”A Lutheran Plague. Murdering to die in the Eigthteenth Century”
Hvad kendetegnede så en selvmordsmorder? For det første udtrykte morderen selv ønske om at blive henrettet, for det andet var der ikke noget motiv for det begåede mord og endelig gjorde morderen ikke noget forsøg på at skjule sin forbrydelse, der ofte havde karakter af at smide et lille barn i en af Københavns kanaler, hvis man da ikke foretrak at skyde en tilfældigt forbipasserende i ryggen på åben gade.
Gerningsmændene skal findes blandt Københavns underklasse af tjenestepiger, professionelle soldater og indsatte kvindelige fanger i Spindehuset, der alle fristede en fattig og ussel tilværelse på samfundets bund. I sådanne tilfælde kunne man nok fristes til at drømme om en bedre tilværelse i det himmelske Paradis, men hvorfor så ikke bare ”nøjes” med at begå selvmord og undlade at trække uskyldige mennesker med i faldet? Krogh finder forklaringen i den protestantiske Reformation og den i 1700-tallet dominerende pietismes fokus på det personlige gudsforhold. Af samme årsag var det især fra Skandinavien og Nordtyskland, at der findes vidnesbyrd om sådanne selvmordsmord, mens billedet fra de katolske områder, der er blevet inddraget i Kroghs undersøgelse, straks er mere diffust.
Den almindelige opfattelse af en offentlig henrettelse i 1700-tallet tegner et billede af en skrigende, sprællende og sparkende forbryder, der bliver slæbt på skafottet, hvorefter bødlen i hastigt tempo og under pøblens tilråb lemlæster, radbrækker, halshugger og parterer synderen. Sådan er det sikkert også tit og ofte gået for sig, men det er blandt Tyge Kroghs mange fortjenester, at han i ”A Lutheran Plague” afdækker og omtaler den alvor og de mange kristne ritualer, der omgav en sådan henrettelse. Hele dette religiøse show, der i kirkeritualet fra 1685 fylder hele 28 sider, var et resultat af den protestantiske Reformations strenge moralske krav og frygten for at Gud ville hjemsøge land og folk med krig, pest og andre ulykker, hvis man ikke straffede forbrydere efter ”Øje for øje og tand for tand”-princippet. At straffe drab med drab var et radikalt brud med Middelalderens retspraksis, hvor drabssager som regel var blevet afgjort via fejde og økonomisk kompensation til den dræbtes familie.
Eftersom det i 1600-1700-tallet var morderens henrettelse, der skulle formidle Guds vrede, tog myndighederne alle midler i brug for at forsone forbryderen med sin skæbne og sørge for at opstigningen til det himmelske paradis blev så uproblematisk som det var muligt til glæde for såvel synderen selv som for de højere magter. Derfor gjaldt det om at få forbryderen til at angre sine synder og omvende sig til den rette kristentro, inden øksen skilte hovedet fra kroppen. Da pietismens fokus på det personlige gudsforhold, med alt hvad det indebar af erkendelse, anger og omvendelse vandt frem i 1700-tallets Danmark, smittede det også af på henrettelserne, hvor salget af skillingeviser med dødsdømtes opbyggelige omvendelseshistorier gjorde selvmordsmorderne til tidens kendisstjerner.
Sådanne religiøse omvendelsesforsøg kan selvfølgelig tolkes som sukker på kringlerne i et barbarisk og fundamentalistisk rets- og straffesystem, men Tyge Krogh dokumenterer til fulde, at mange selvmordsmordere var meget bevidste om denne sidste øjebliks omvendelse og stræbte for at opnå den, så de efter henrettelsen kunne komme hurtigere i Paradiset og slippe for alle jordelivets fortrædeligheder. Det var altså drømmen om omvendelsen på skafottet, der havde gjort dem til mordere.
I takt med det voksende antal selvmordsmordere fremlagde juristen Henrik Stampe i 1750’erne et forslag i kampen mod dette uvæsen. Frem for at henrette selvmordsmorderne skulle man hellere holde dem i live med henblik på årlige piskninger og brændemærkninger suppleret med hårdt straffearbejde, hvilket i Stampes øjne ville have en afskrækkende effekt på de mennesker, der drømte om bødlens og præsternes hjælp til en hurtig vej til frelsen og det evige liv. Efter flere års debat blev forslaget i 1767 ophøjet til lov, hvilket var et radikalt brud med den retspraksis, der havde kendetegnet Danmark siden Reformationen. Effekten udeblev heller ikke, for efter 1772 faldt antallet af selvmordsmord drastisk for til sidst at forsvinde ud af historien omkring år 1800. At Stampes lov havde den ønskede effekt, underbygges desuden af det faktum, at den blev kopieret og implementeret i store dele af Tyskland.
For det danske kildemateriales vedkommende lider Kroghs undersøgelse af den svaghed, at den, bortset fra et enkelt udblik til Sjælland, ellers er begrænset til København i årene 1697-1780’erne. Derfor vides det heller ikke, om selvmordsmorderne også drev deres spil vest for Valby Bakke eller om der i virkeligheden snarere er tale om et stærkt geografisk afgrænset fænomen. Måske de københavnske selvmordsmorderes tilstedeværelse blot er blevet yderligere forstærket af Københavns status som Enevældens hovedstad med de dertil hørende militære garnisoner og fængsler, der leverede så mange af selvmordsmorderne? Det kan vel heller ikke afvises, at de store menneskemasser, der sloges om plads, mad, arbejde, anerkendelse og potentielle ægtefæller indenfor voldene har været en medvirkende faktor til, at flere her gav op og valgte at tage andres liv før de fik taget deres eget? Er der med andre ord forskelle på selvmordsmentaliteten i København og på den jyske Alhede?
Det skal desuden inddrages i overvejelserne, at 1700-tallets Danmark var et samfund, hvor anvendelsen af fysisk vold var almindelig anerkendt som omgangsform og revselsmiddel. Alle bankede så at sige alle, og af samme årsag kan denne anmelder ikke helt slippe tanken om, at nogle af de til døden dømte selvmordsmordere måske i virkeligheden har begået deres forbrydelser i affekt, fuldskab og/eller momentane anfald af sindssyge. Så for nogle mordere kan hele ideen om at optræde som selvmordsmorder måske først være kommet til dem under fængelsesopholdet eller i forbindelse med den efterfølgende retssag?
Sådanne spørgsmål vil kun fremtidige undersøgelser af retsprotokoller fra de lokale tingsteder og domstole i land og by kunne råde bod på. Med ”A Lutheran Plague” er en ellers ukendt og dyster side af dansk kriminalitets- og retshistorie nu bragt frem i lyset og med denne velskrevne engelsksprogede udgave kan det interesserede udland heldigvis også få fornøjelsen af den.