Amsterdam

Af Birthe Korsbæk

En hjerteskærende, detaljeret og vel underbygget beskrivelse af hændelser, som vi vel alle har haft kendskab til, men som vi ikke gerne tænker på. – Jødeudryddelsen i Holland i årene 1940 – 45.

Ikke just munter læsning, men dramatisk og nærværende beskrivelse af et land, som led under besættelsen i en helt anden skala end Danmark, hvor ”Samarbejdspolitikken” sparede os for meget. Over 100.000 hollandske jøder blev sendt i døden i de nazistiske udryddelseslejre.

Allerede fra 1900 var Amsterdam en Metropol i Europa. Musiklivet blomstrede, - Amsterdam blev boligbyggeriets Mekka, hvor Amsterdamskolen blev en vidt berømmet byggestil. 

Musikere, kendte skuespillere, dirigenter, politiske foregangsmænd - mange af dem af jødisk herkomst – foldede sig ud i Amsterdam.

I 1928 blev OL afholdt i byen, og her blev Coca Cola lanceret. Amsterdam var et meget muntert og internationalt sted.

De hollandske jøder havde et fint forhold til dronning Wilhelmina, og de var en fast forankret gruppe i fædrelandet.

I trediverne modtog byen en strøm af store tyske forfattere med jødisk baggrund. De tyske jøder flygtede. Da var krisen nået til Holland og arbejdsløsheden steg, men de jødiske indvandrere var velbeslåede og blev hilst velkommen.

Men det hollandske nazistparti NSB fik flere og flere tilhængere blandt de efterhånden mange arbejdsløse.

Hollænderne gik dog roligt i seng den 9. maj 1940 efter en dejlig sommerdag, for så at vågne op næste morgen og være i krig. Situationen kom fuldstændig bag på byens borgere.  Især venstreorienterede og jøder. Tusindvis flygtede i panik til England, og andre tusinder, som ikke nåede at komme væk, begik selvmord.

Dog, - snart faldt borgerne lidt til ro igen, besætterne viste sig jo at være både venlige og tolerante, - i starten!! Lettelse og beroligelse bredte sig.

Gradvis kom forbud efter forbud. Filmcensur, forbud mod at hylde dronningen, parlamentariske institutioner sat ud af kraft. Men arbejdsløsheden faldt, for der var beskæftigelse ved våbenindustrien.

Så begyndte chikanen mod jøderne. Fyringer, skilte med ”Adgang forbudt for jøder”, registrering af alle med bare en dråbe jødisk blod i årerne - de hollandske myndigheder havde ikke fantasi til at forestille sig årsagen.

Gradvis indførtes hollandske jøders samfundsmæssige isolation - deres menneskerettigheder blev frataget dem trin for trin. Med salamiteknik indsnævredes jødernes rettigheder og levemuligheder i Holland. De blev forflyttet og samlet i Jødekvarterer, indtil udryddelseslejrene i Østtyskland var klar til at modtage dem.

I vinteren 1941/42 startede så ”Endlösung” i Europa. Tvangsudskrivninger af navngivne jøder til ”arbejdstjeneste” i Tyskland medførte hjerteskærende optrin, skønt man endnu ikke helt havde forstået konsekvenserne, men de deporterede var som sunket i jorden. De pårørende fik ingen underretninger. 

Vi får beretninger om flere navngivne, kendte jødiske personligheders skæbne og død i udryddelseslejrene (heriblandt Anne Frank). Det er en stærk beretning, som ikke lader nogen læser uberørt. 

Alle med jødisk blod skulle udryddes, men lederen af en jødisk vuggestue, de unge plejersker og inspektøren i en tilgrænsende skole agerede ”børnesmuglere” og gjorde alt for at redde så mange jødiske børn som muligt ud af mordernes hænder. De fik børn anbragt hos hollandske familier, som optog dem som deres egne børn.

Vi får beskrivelse af en række navngivne jøder og følger deres vej mod døden i udryddelseslejrene eller mod mirakuløs redning. 

Af de ca. 140.000 hollandske jøder måtte 102.000 lade livet i de tyske udryddelseslejre. 

”Hvert dødsfald er en katastrofe. Ingen kan føle og begribe angsten og fortvivlelsen hos den enkelte, hans eller hendes smerte, de menneskeforagtende forhold i lejrene, de overlevendes lidelser og ødelagte liv. Intet kan gøres godt igen, tilbage står kun forpligtigelsen til at bevare erindringen om det, der er sket, og fortælle det om og om igen”.

Det har Barbara Beuys her gjort, og det fortjener i høj grad at blive læst!