Antikkens 7 Vidundere

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Antikkens 7 Vidundere eller Verdens 7 Vidundere? Begreberne anvendes i flæng i almindelig tale og såmænd også i denne bog. Det er ret nemt at definere indholdet af det første begreb, medens det er ret umuligt med det andet begreb. Denne bog har derfor med god ret titlen ”Antikkens 7 Vidundere”. Med god ret fordi den klassiske definition af vidunderne ligger fast, som den har gjort i nogle hundrede år. Det har været almen dannelse at kende begrebet og dets indhold – det sidste helt eller delvist.

De to redaktører har begge en ph.d. i Klassisk Arkæologi fra Aarhus Universitet. De har skrevet indledningskapitlet sammen og valgt at lade vidunderne beskrive af forskellige forskere i separate kapitler. I forordet skriver redaktørerne, at der både er antikkens beskrivelser af vidunderne og den nyeste forsknings resultater i historie og arkæologi. Listen over de 7 vidundere skal måske ses som startskuddet til nutidens liste-mani og ikke mindst de forskellige kanoner, som skiftende politikere og eksperter fører sig frem med. De 7 vidundere beskrives i kapitlerne fra øst mod vest, men læserne opfordres til eventuelt selv at vælge rækkefølgen.

Indledningskapitlet er opdelt i et afsnit, hvor Antikkens, Hellenismens og Romerrigets opfattelser og kilder gennemgås, og et afsnit som omfatter tiden fra Renæssancen til moderne tid. Gennem tiden har listen over vidundere skiftet indhold, men fra omkring slutningen af 1500-tallet har det ligget fast som den nuværende. I dag kan man stadig møde vidunderne i brætspil og computerspil, og BBC og Discovery Channel har sendt udsendelser om dem. Indledningskapitlet afsluttes med en kort beskrivelse af de følgende kapitler og deres forfattere. Efter hvert kapitel er der en litteraturliste og efter indledningskapitlet desuden en liste med forslag til videre læsning på dansk.

Et afsnit i indledningskapitlet beskriver magien ved tallet 7. Aristoteles skrev, at Pythagoras hævdede, at alle menneskelige og kosmiske begivenheder styres af en enslydende rytme med intervallet 7. Babyer får tænder efter 7 måneder, som 14-årig kommer man i puberteten (2x7 år), der er 7 planeter, Plejaderne består af 7 stjerner, Rom blev bygget på 7 høje, Gud skabte verden på 7 dage, en uge er 7 dage, der er 7 kontinenter og 7 verdenshave, der er 7 dyder og 7 dødssynder, og til syvende og sidst er der agent 007. Og der er flere eksempler.

Det første vidunder er ”Babylons hængende haver” skrevet af arkæolog Bo Dahl Hermansen. Haverne var omkring år 600 fvt. anlagt som terrasser på en bygning nær en flod, hvorfra vand kunne hejses op, eller muligvis sendes op med en Archimedesskrue. De klassiske kilder (Josefus, Diodor, Strabon, Quintus Curtius Rufus og Philon af Byzans) beskriver et anlæg på 120x120 meter opført af en assyrisk konge, Nebudkaneser II. Arkæologiske udgravninger har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, hvor haverne har ligget, men forskellige teorier gennemgås (især Robert Koldewey og Julian Reade). Der er stadig ikke-udgravede områder, så måske. - En anden placering er forslået af den britiske assyriolog Stephanie Dalley: haverne lå i Nineve og var bygget af den assyriske konge Sankerib. Der redegøres grundigt for hendes argumentation. Forfatteren mener, at noget taler for det ene, noget taler for det andet. Måske Babylon efter inspiration fra Nineve? Har de hængende haver overhovedet eksisteret? Hvor lå de? Hvem anlagde dem? Har der været hængende haver flere steder? Et meget velskrevet kapitel. Næsten krimi, à la: whodunit?

Kapitlet om ”Kheopspyramiden i Giza” er skrevet af ægyptolog Tine Bagh. Dette vidunder udmærker sig ved at eksistere den dag i dag - som det eneste af de 7. Pyramiden er bygget omkring år 2560 fvt. Den er bygget af kalksten med redskaber af kobber, hårdere stenarter og løftestænger af træ. Det er beregnet, at der er brugt 2.590.000 m³ kalksten svarende til 2.300.000 blokke, som i gennemsnit vejede 2.5 ton. Pyramiden var oprindeligt dækket med hvide, polerede sandsten, men stort set alle er forsvundet ved erosion eller brugt andetsteds. Herodot skriver ca. år 450 fvt. (altså omkring 2000 efter pyramidens opførelse), at det tog 10 år at fragte materialerne frem, at det tog 20 år at bygge pyramiden og yderligere 10 år at bygge tilhørende bygninger. I kapitlet gennemgås antikke kilder, byggeriet, pyramidens opbygning med grave, kamre og gange og de tidligere og nyere arkæologiske fund og resultater. Da Napoleon kom til Ægypten i 1798, havde han mange lærde folk med, som begyndte den nyere tids undersøgelser af pyramiden. Der er stadig nye fund at gøre. Jævnligt hører man om undersøgelser med nye teknikker og sensationelle eller mystiske fund. Kheopspyramiden fascinerer stadig, og den er der jo endnu.

Arkæolog Niels Bargfeldt har skrevet om ”Pharos i Alexandria”. Verdens højeste fyrtårn som lå i havnebyen Alexandria, som blev grundlagt af Alexander den Store og udbygget af én af hans generaler, Ptolemæus I. Dennes søn, Ptolemæus II Philadelphos, fortsatte byggerierne i byen, herunder ikke mindst fyrtårnet, hvis arkitekt var Sostratos af Knidos. Fyrtårnet stod formentlig færdigt år 279 fvt. Udseendet kendes fra mønter, men dels er der forskellige udgaver af det, dels er det begrænset, hvad man kan se på en slidt mønt. Dog giver det et fingerpeg, og sammen med antikke kilder har arkæologerne gennem tiderne givet bud på udseende, materialer og anvendelse. Marinearkæologien har i de senere år gjort fund, som måske vil komme det nærmere. Fyrtårnet har måske mere været vejviser og reklame for handelsbyen Alexandria og Ptolemæerne end en advarsel for søfolk. Pharos blev et forbillede for andre fyrtårne verden over. Flere jordskælv har ødelagt fyrtårnet, og en kilde beretter, at i 1349 var det en ufremkommelig ruin.

”Kolossen på Rhodos” er skrevet af arkæolog Niels Lund.  I år 408-407 fvt. etablerede tre bystater på Rhodos en ny fælles bystat. I år 305 fvt. påbegyndtes statuen, og i år 293 fvt. stod den færdig. Kunstneren var Chares fra Lindon, som var én af de tre oprindelige bystater. Statuen blev ødelagt ved et jordskælv i år 227 fvt. Den stod således kun i 66 år. Der er kun fundet få antikke bronzestatuer, idet de – eller resterne af dem - er blevet omsmeltet. De store statuer blev først lavet af ler, som blev dækket med voks og en støbekappe af ler. Smeltet bronze blev hældt ind og efter afkøling kunne støbekappe, voksrester og lerfigur fjernes. En stor statue kunne støbes i enkeltdele, som blev sammen føjet, eller man kunne støbe statuen på stedet i sektioner nedefra.

Myten fortæller, at Kolossen skrævede over indsejlingen til Rhodos havneby. Det antages, at statuen var 30-35 meter høj, hvilket betyder, at det ville være fysisk umuligt at skræve over den brede indsejling. Da statuen antagelig skal forestille solguden Helios, er det mere sandsynligt, at den stod ved en helioshelligdom, men hvor? En anden myte, om at statuens løftede hånd holdt en fakkel som fyrtårn, afvises som fantasi. Kolossen er beskrevet af Plinius d. Ældre (23-79 evt.). Kolossen på Rhodos har været inspirationskilde for senere skulpturer af for eksempel Nero, Ludvig I af Bayern og germaneren Hermann.

Arkæolog Poul Pedersen har skrevet kapitlet om ”Maussollæet i Halikarnassos”. I år 353 fvt. blev Maussollos begravet inde i byen Halikarnassos. Maussollos var statholder i det sydvestlige Lilleasien indsat af perserne. I kapitlet gennemgås meget grundigt Maussollosfamiliens status, maussollæet, gravkammeret, bisættelsen, gravmåltidet og den litterære konkurrence afholdt ved bisættelsen. Selve maussollæet blev færdiggjort et par år efter bisættelsen. Ordet maussollæum blev senere betegnelsen for bygninger til begravelser. Ikke som efterligning, men som afledt viden.

Byen Halikarnassos (nu Bodrum) mistede efterhånden sin betydning. Der var jordskælv og genopbygninger, og i 600-tallet hærgede arabiske stammer stedet. Byen blev forladt, og der er et arkæologisk hul på 500 år. I 1407 ankom Johanniterordenen fra Rhodos. Den byggede en borg og fortsatte udbygningen i de næste 100 år. I 1494 fandt man i et overgroet højdedrag i det antikke byområde nogle bygningsblokke og marmorskulpturer, som man brændte til kalk, som skulle bruges til mørtel. Nogle fundne relieffer blev indmuret som dekoration. Rennæsancens interesse for antikken kom også til at omfatte Halikarnassos. I 1846 fik den britiske ambassadør Sir Channing 13 relieffer fra maussollæets amazonefrise. De opbevares nu på British Museum. Den danske arkæolog Kristian Jeppesen foretog udgravninger i perioden 1966-77 og har udarbejdet en fuldstændig plan over maussollæumstomten (side 171). Forfatteren opsummerer herefter meget grundigt de skriftlige kilder og de arkæologiske fund og resultater: maussollæumsterrassen (242x105,5 m) med bygninger et ”Gesamtkunstwerk” – fundamenterne og gravkammeret – overbygningen – skulpturerne og reliefferne. En model af maussollæet kan ses på Antikmuseet på Aarhus Universitet. [PS: Person- og stednavne m.m. er stavet som i bogen].

Arkæolog Eva Mortensen (én af redaktørerne) har skrevet om ”Artemistemplet i Ephesos”. Artemis var gudinde for jagt, natur, jomfruelighed og frugtbarhed. Hun var datter af Leto og Zeus og hendes tvillingebroder var Apollon. Ephesos var en græsk by på vestkysten af Lilleasien, og den lå oprindeligt ved kysten, men aflejring af flodsedimenter gjorde, at den efterhånden lå flere kilometer inde i landet. Forfatteren beskriver den antikke bys historie, statuer, teatret, og processionsvejen mellem byen og templet. Fra bymuren var der omkring 1½ km til templet. Den antikke by og tempelpladsen er således to forskellige arkæologiske lokaliteter. Af templet står der i dag kun en enkelt søjle tilbage. Templet blev ødelagt og genopført flere gange.

I 1865 udgravede englænderen John Turtle Wood, som egentlig var jernbaneingeniør, nogle ruiner i den antikke by. Han fandt en inskription, hvor blandt andet processionsvejen blev omtalt. Så gik jagten på templet ind, og nytårsdag 1869 fandt han stedet, hvor templet havde været. I 1904-05 foretog British Museum en ny udgravningskampagne ved David George Hogarth. Det førte blandt andet til, at man fandt ud af, at templets historie gik meget længere tilbage, end man havde troet. Det medførte en fornyet interesse i Europa, hvor Østrig har foretaget udgravninger i mere end et århundrede indledt af Otto Benndorf i 1895.

Herefter gennemgår forfatteren templets historie gennem tiden og de arkæologiske fund og fortolkningen af dem. Templets historie opdeles i den tidlige helligdom, det arkaiske tempel og det senklassiske tempel. Det er det seneste tempel, som er vidunderet. Et afsnit er helliget ”det store alter”, hvor præster ofrede forskellige dyr i gudindens navn. En både religiøs og social handling. Fundet af mange lamper rejser spørgsmålet, om ofringerne foregik efter mørkets frembrud.

I romersk tid (provinsen Asia oprettedes i år 133 fvt.) var stedet kendt som en meget sikker bank, og det var et anerkendt asylområde. Med kristendommens udbredelse startede templets nedtur. Paulus og Johannes opholdt sig i Ephesos i 1. århundrede evt. I år 391 evt. forbød Kejser Theodosius hedenskaben. I år 401 evt. lod kirkefader og patriark i Konstantinopel Johannes Chrysostomos templet plyndre og ødelægge. Tilbedelsen af Artemis fortsatte dog.

Det sidste afsnit handler om kultbilledet af Artemis. Hun afbildes stående med armene fremad. Hun har en høj hovedbeklædning med udslået slør bagved. På underkroppen en tætsiddende dragt. Øverst på overkroppen nogle smykker og under dem en masse ”bryster”. Der er givet flere bud på, hvad de skal forestille, for de sidder lavt, og der er ikke brystvorter på dem. Dadler, druer, agern, bjergtoppe, strudseæg, poser til amuletter eller tyretestikler!?

Artemistemplet stod i mere end 1000 år, og selv om det forsvandt levede Artemis videre som en del af erindringen om antikken. Templet og den antikke by er optaget på UNESCO´s liste over verdenskulturarv.

Det sidste vidunder ”Zeusstatuen i Olympia” er beskrevet af arkæologen Kristine Thomsen. Kapitlet indledes med et citat af Dio Chrysostomos, hvoraf det fremgår, at ved synet af statuen af Zeus vil man glemme alle sorger og besvær. (Chrysostomos betyder ”guld-i-mund” og Dio og Johannes (se ovenfor) har ikke noget med hinanden at gøre).

Statuen af Zeus blev afsløret år 430 fvt. af billedhuggeren Phidias i bystaten Elis på halvøen Peloponnes. Formålet var at bevare byen Olympias særlige status og de olympiske lege, som afholdtes hvert fjerde år siden 776 fvt. Stedet omfattede sakrale (religiøse) bygninger og verdslige bygninger til sportslege og administration. Zeustemplet, som stod færdigt i år 456 fvt., blev rejst for at fejre Elis´ sejr over nabobyen Pisa i år 470 fvt.

Det første arkæologiske arbejde startede i 1829 af franske forskere, som fandt templets fundament og skulpturfragmenter. I 1875 fulgte en tysk ekspedition, som kunne lave en grundplan af templet. I 1950´erne udgravede man Phidias´ værksted. Det næste afsnit er en grundig gennemgang af selve statuen, som var 13 m høj og 6 m bred ifølge den græske rejsebogsforfatter Pausanias (1. årh. evt.).   Statuen var udført af cedertræ og beklædt med elfenben, ibenholt, bronze, guld og ædelstene. En chryselefantinsk (guld og elfenben) statue som behandlet med olivenolie og beskyttet mod direkte sollys og vandskader burde kunne holde i 800 år. I den venstre hånd holdt Zeus et scepter med en ørn og på den højre løftede hånd stod en lille statue af gudinden Nike. Statuens og også tronens udseende er baseret på skriftlige beretninger og afbildninger på mønter.

I de næste to afsnit gennemgås dels Zeustemplets store skulpturprogram med to scener fra mytologien, et hestevæddeløb og et bryllup og dels Phidias´ værksted, hvor Zeusstatuen blev skabt. Det næste afsnit har overskriften Nike og Dike. Statuen er en ”standard-Zeus”: stor, muskuløs, med viltert hår og skæg, folderig påklædning og et stoisk-alvorligt ansigtsudtryk, men på denne statue af Zeus har han ikke en tordenkile i hånden, men Nike. Han er ikke tordenguden, men den suveræne sejrherre. Et skifte fra den tidligere og mere aggressive form af det græske dike. Dike kan her oversættes til ”retfærdighed”, idet Dike var moralens gudinde. Begge fortolkninger passer meget godt til placeringen tæt ved de olympiske lege. Med en fortolkning som et politisk symbol mener forfatteren, at statuen kan ses som bystaten Elis´ bevidste – omend subtile – forsøg på at afholde andre polis (bystater) fra indblanding.

Statuen af Zeus indgik som en aktiv del af helligdommen. Ved de olympiske lege hvert fjerde år var der procession gennem hele helligdommens område og ofringer ved ”askealtret”, som er væk, men beskrevet af Pausanias. Statuen er berømt, idet den er på de 7´s liste, men med sin ro og ophøjethed er den siden Renæssancen også blevet symbolet på den stærke og siddende leder. Forskellige statuer er inspireret af Zeus-statuen, ikke mindst Horatio Greenoughs statue af George Washington fra 1840.

Bogen slutter med billedkreditering til de enkelte kapitler og et omfattende indeks over navne og lokaliteter.

Det er næsten blevet en vane at rose udgivelser fra Aarhus Universitetsforlag, men det kan ikke gøres for tit. Lækkert papir, godt og letlæseligt tryk, mange fornemt trykte farvebilleder, godt bogbinderi.

Hvis man vil være klassik dannet og up-to-date med viden om Antikkens 7 Vidundere skal man læse denne fagfællebedømte bog. Det kan ikke gøres bedre.

Historie-online.dk, den 26. april 2017