Antikkens håndværk
Af Per Ole Schovsbo
Bogen, der er redigeret af lektor Søren Handberg, Oslo Universitet og lektor Birthe Poulsen, Aarhus Universitet, består af 11 afsnit (med litteraturliste) skrevet af hver sin specialist og afsluttet med index samt en oversigt over nogle af de antikke forfattere, der har beskrevet arkitektur, ingeniørkunst, metallurgi, skibsbygning og tekstilfremstilling.
Første afsnit om det græske tempel af lektor Poul Pedersen, Aarhus Universitet er både en kvalificeret indføring i det græske tempelbyggeris historie og beskrivelse af selve processen: forberedelse, finansiering, planlægning, udførelse, transport af materialer og bygningssten med henvisning til konkrete bygværker. Det er interessant, at mange af de meget store tempelbyggerier har taget op til flere hundrede år at opføre og en del aldrig blev færdiggjort. Det afslører de ufærdige detaljer, der giver indblik i håndværkernes arbejdsmetoder, som ikke er beskrevet i de litterære kilder. De rammedekorerede murkvadre er eksempler, der siden har inspireret til en særlig stil op til vor egen tid, hvor kvadre med fint slebne rammer har et grovere spidshuggede midterfelt.
Lektor Søren Handberg giver en oversigt over pottemagertraditionen i det antikke Grækenland, der med de sort- og rødfigurerede vaser fra 800-300 f. Kr. anses for i bystaterne Korinth og Athen at have frembragt verdens fineste drejede keramik. Omkring 530 f. Kr. erstatter rødfigurstilen den sorte, der også benyttede andre farver. De bemalede scener gengiver alsidige aspekter fra hverdagslivet, skriver Søren Handberg, og er således vinduer ind i fortiden. Men pottemageriets håndværk er ikke beskrevet af de antikke forfattere, og derfor må vi studere keramikken selv for at lære teknikkerne at kende. Anmelderen mener, at de næppe adskiller sig meget fra senere tiders keramik, bortset fra at den antikke blev dekoreret med begitning ikke glasur. Begitningen er fint opslemmet ler, der blev lagt på med pensel, og det er ved forsøg lykkedes at genskabe flere af antikkens penseltyper. Selve den komplicerede brænding i kuppelovnen af den tørrede og begittede keramik varede i ca. 2 dage. Handberg beskriver flere andre dekorations- og brændingsteknikker og runder artiklen af med indføring i keramikkens anvendelse og betydning i det antikke samfund samt identifikation af både pottemagere og malere, der i mange tilfælde har efterladt sig signaturer på keramikken.
Lektor Signe Isager, Syddansk Universitet, skriver om Athens sølvminer i Laurion i det sydlige Attika. Der er bevaret mange materielle levn og beskrivelser i de samtidige kilder, skriver Signe Isager. Selve brydningen af den blyholdige sølvmalm foregik fra dybe skakter ned til de tre malmførende kontaktflader. Ved forsøg har man fundet, at det kun var muligt at arbejde i skakterne om vinteren, hvor den naturlige ventilation kunne tilføre både olielamper og arbejdere tilstrækkelig frisk luft. Over jorden var der indrettet værksteder og smelteovne, hvor malmen blev knust, udvasket og smeltet i skaktovne. Først udsmelteredes blyholdigt sølv af malmen og dernæst udsmeltedes sølvet, mens blyet iltedes til blyoxyd, kaldt sølvsten, der siden blev reduceret til metallisk bly. Sølvet blev anvendt som smykkemetal og i 6. årh. f.Kr. begyndte man at slå mønt af sølv i Athen, der senere blev suppleret af mønter af bronze og guld. Sølv blev også brugt til finere service i husholdningerne og i kulten. Blyet blev anvendt til samlinger af stenblokke, stabilisering af statuer, vandledninger, forhudning af skibe, fremstilling af lodder og vægte, legeret med kobber til bronze eller med tin til loddetin der har lavere smeltepunkt end bly. Den moderne minedrift i området har næsten udvisket resterne af den antikke virksomhed, men samtidigt har den været medvirkende til at rekonstruere enkelte anlæg, så historien kan fortælles på stedet.
Docent emeritus Jacob Isager, Syddansk Universitet, fortæller om byggemetoder og materialer i Rom beskrevet af antikkens forfattere. Først og fremmest Vitruv i sit værk De architectura fra 30-20 f. Kr. hvis ti bøger er tilegnet kejser Augustus. Værket handler om byggeprocesser, og Vitruv, der er præget af den græske elementlære, gennemgår både græsk og romersk arkitektur. De fire elementer: ild, vand, jord og luft, betragtedes som byggeriets grundstoffer – og et typisk eksempel er den vulkanske aske fra Pozzuoli, der har samme egenskaber som cement og skal derfor kun tilsættes vand for at hærdne. Asken kaldes i dag romersk beton og er så uforgængeligt, at den fortsat binder sten og tegl sammen i de romerske ruiner. Vitruv gennemgår herefter sand, kalkmørtel og romersk murværk, der som regel består af fyldmasse af sten og skærver lagt i mørtel eller beton mellem to skalmure (kassemurer) af tegl eller sten. Det er fyldmassen, der er murens bærende del. Soltørrede lersten der blev brugt i det græske tempelbyggeri sammen med tilhuggede kvadresten, men var forbudt i Rom indenfor bymuren, fordi murene af ubrændte lersten, der skulle bære flere etager, blev for tykke. Herefter tager Vitruv fat på beskrivelser af opbygning af gulve, hvælvinger, pudsning og dekoration af vægge. Jacob Isager afrunder sin artikel med en kort oversigt over byggeriets udvikling i Rom og fremhæver et antal forfattere, Roms nemme adgang til bygningssten (tuf, granit, porfyr, travertin og marmor) og større bygværker som Forum Romanum, Cirkus Maximus, Colosseum og Pantheon.
Lektor Birthe Poulsen, Aarhus Universitet, skriver om glassets fremstilling og historie fra 2500 f. Kr. i Nærorienten til antikkens græske og romerske verden. Glas består af 65-70 % silikatoxyder (sand), 15% soda og 10% kalk, der blev smeltet sammen og farvet af forskellige tilsætningsstoffer. De ældste beholdere af glas fra 1.500 f. Kr. blev fremstillet ved at lægge smeltede glasbånd omring en grov kærne af ler, der blev fjernet, når glasmassen var størknet. Senere støbtes glasmassen i en form af keramik eller fremstillet af flere lag i en sandwichteknik, opbygget af glastråde næsten som i en flettet kurv indtil glaspusterteknikken - opfundet omkring 50. f. Kr. i Nærorienten - revolutionerede glasfremstillingen. Man pustede glassene frit eller i form, og teknikken blev meget udbredt i hele den romerske verden. Andre teknikker omtales ligesom facetslebet, graveret og bemalede glas, der alle har været kostbare ligesom støbt eller mundblæst rudeglas, der kendes fra bl.a. Pompeji. Artiklen afsluttes med priser på og handel med glas samt omtale af nogle af glasmagernes signaturer.
Lektor Jesper Carlsen, Syddansk Universitet, skriver om Romersk landbrug, der var grundlaget for byernes eksistens. De fleste af dem, der arbejdede på gårdene, var slaver og forpagtere, mens ejerne var den politiske elite i Rom. Artiklen handler om forholdene i Italien 200 f. Kr. til 200 e. Kr. og beskriver de vigtigste landbrugsredskaber, teknologiske fremskridt og den galliske (keltiske) høstmaskine, der øjensynligt havde en begrænset udbredelse vest for Rhinen. Gårdene, villa rusticae eller landvillaer blev drevet af slaver under ledelse af en forvalter, der også var slave og beskrives i tre bevarede håndbøger skrevet af hhv. Cato den ældre, Varro og Columella. Deres beskrivelser kan bekræftes af resultater fra arkæologiske udgravninger. Gårdenes vigtigste afgrøder var korn, vin og oliven og Jesper Carlsen beskriver nogle af redskaberne, der blev brugt til disse afgrøder. Ploven var uden muldfjæl og blev også brugt til at dække såsæden, som blev spredt om efteråret ofte mellem oliventræerne, hvor man også fandt vinstokke. Kornet blev høstet med segl indtil midten af 2. årh., hvor den langskaftede le vinder frem, tærsket på tærskepladsen af kreaturerne og renset ved at blive kastet i vinden. Kornkværnene var af spansk type (timeglasformede) og de blev i bagerierne trukket af æsler. Andre former for trækkraft leverede vandmøller, der blev opfundet i 3. eller 2. årh. f. Kr. og fik sit store gennembrud i 2. årh. e. Kr., da vandmøllerne spredtes til alle dele af det romerske rige. Vin- og olivenpresserne havde forskellige udformninger og den galliske høstmaskine lignede en omvendt stridsvogn, der blev skubbet af et æsel. En række skarpe knive høstede aksene, der faldt ned i vognkurven. Artiklens konklusion er at Romerriget aldrig oplevede en industriel revolution men heller ikke teknisk stagnation. Romerne udvalgte og moderniserede tidens landbrugsmetoder og teknologi, så de prægede Den gamle Verdens kulturhistorie langt op i middelalderen.
Seniorforsker ved Nationalmuseet John Lund fortæller om antikkens masseproduktion, der omfatter fremstilling i stort antal af ens varer som fx stenredskaber og små korinthiske lerbeholdere (aryballer) fra 8. og 6. årh. f. Kr. – eller identiske varer fremstillet ved standardisering og arbejdsdeling. I det følgende omtaler John Lund især den keramiske standardiserede masseproduktion som støbning i forme af terrakottafigurer, olielamper og tyndvæggede drikkeskåle med reliefdekoration på ydersiden - efter metalskåle af sølv eller guld. Størst udbredelse fik imidlertid støbt rødglaceret standardkeramik (Eastern Sigillata A), der dominerede markedet i Levanten og Ægypten indtil 150 f. Kr. Romerne overtog produktionen fra ca. 40. f. Kr. og producerede Terra Sigillata i meget stort antal i efterhånden hele Italien, Gallien og andre romerske provinser. Byggematerialer af tegl er naturligvis også blevet masseproduceret og på mange værksteder (fabricae) fremstilledes fra 4. e. Kr. fx våben, marmorgenstande og klæde. I udviklingen af disse processer - der kan kaldes industrialisering - har kraftmaskiner som vandmøller spillet en rolle, som John Lund dog ikke beskriver nærmere.
Lektor Tønnes Bekker-Nielsen, Syddansk Universitet beskæftiger sig med romersk skibsbygning. Ligesom i den nordiske tradition anvendte man skal-teknik, hvor bordplankerne blev samlet over kølen, hvorefter man lagde spanterne i skroget og fæstnede dem med søm af kobber eller jern. I modsætning til de nordiske skibe samledes bordplankerne i de antikke fartøjer kant mod kant (kravel) samlet med firkantede dybler. Det gav en ret tung konstruktion, der ligesom andre træskibe tætner, når den sættes i vandet, fordi træet kvæller ud. I Middelhavet var det ofte nødvendigt at forhude skibene med bly for at modvirke de aggressive pæleormsangreb. Der var væsentligt to skibstyper i antikken: lange skibe der var lave krigsfartøjer fremført især med årer - og runde skibe der var kortere og bredere ofte med dæk fremført især med råsejl. De kunne blive meget store og anvendtes især til fragt. Udviklingen af skibsbygningen viser sig hovedsageligt at omfatte ændring af størrelse, form og ikke mindst fremføringsmidlerne – årer trukket af flere mænd (slaver), sejl på flere master, udviklingen af latinersejl og topsejl, udviklingen af stævnenes væder (af bronze), ankre og pumper, etc. De arkæologiske fund, de skriftlige kilder og de mange afbildninger giver megen viden om skibsbygningskunsten, mens de håndværkere, der udførte arbejdet, er anonyme. Deres håndværksteknikker er ikke beskrevet og må derfor genopdages. Derfor har man rekonstrueret flere af de antikke skibstyper i fuld størrelse med anvendelse af tidens håndværktøj og nærmet sig skibsbyggeriets håndværk – og ved sejlforsøg lært skibstypernes egenskaber at kende – ligesom man har gjort med kopier af de nordiske skibe.
Post.doc. Niels Bargfeldt, Aarhus Universitet beskriver landmåling i den antikke verden i en artikel som anmelderen, der selv har været optaget af opmåling, græsk og latin, har svært ved at forstå. De anvendte måleenheder i antikken er forklaret prisværdigt enkelt – men de følgende målemetoder og instrumenter er præsenteret så indforstået, at læseren var bedre tjent med færre instrumenter og bedre forklaringer. Et hodometeret kan ikke have været et sjældent anvendt instrument i antikken, som Niels Bargfeldt antyder. Det er i al sin enkelthed er et tælleværk, der tæller antallet af et hjuls omdrejninger. Den tilbagelagte længde findes ved at gange antallet af omdrejninger med hjulets omkreds. Instrumentet blev hyppigt anvendt til landmåling i europæisk renæssance - fx af Tycho Brahe i 1500-tallet - og helt frem mod 1700, som Jens Sørensens fremragende Danmarkskort er eksempel på. Tilsvarende tælleværker var de såkaldte pedometre, der talte hestens eller landmålerens skridt, men princippet er også anvendt i mange andre sammenhænge (håndværk) op mod vor egen tid.
Jørgen Martin Hansen, Københavns Universitet, belyser det romerske blystøberhåndværk, der videreføres af de blytækkere, der i vore dage fornyer kirkernes gamle blytage. Også antikkens håndværkere brugte gammelt bly og supplerede med indkøbte barrer, når de skulle støbe nye plader der blev sammenloddet til nye beholdere, rør, kar, tagplader eller fastgøre murankre og hængsler i murværk. Man var i antikken klar over, at bly var giftigt, men vandrørene af bly førte stadigt rindende vand til forbrugerne uden vandhaner, som vi kender i vore dage. Derfor har blyforgiftning ikke ramt den brede befolkning men kun de, der arbejdede med udvindingen og forarbejdningen af metallet, skriver Jørgen Martin Hansen. Der var talrige blyminer spredt over hele det romerske rige, og de var drevet af staten. I modsætning hertil var de enkelte værksteder ikke organiseret, og de arbejdede på stedet, hvor fx rørledningerne, tagpladerne eller blyforhudningen skulle monteres, ligesom de moderne blytækkere. Artiklen samler oplysninger fra fund af antikkens signerede blyarbejder - især rør - og beskriver støbe- og loddeteknikkerne. Artiklen afsluttes med en præsentation af en dansk blytækkers arbejde med at forny et blytag på Sennels kirkes våbenhus – fordi hans arbejdsmetoder er næsten de samme som romerske blystøberes i antikken.
Den sidste artikel er skrevet af professor Marie-Louise B. Nosch, Københavns Universitet og handler om vævning og tekstiler i den græsk-romerske oldtid. Det lader til at tekstiler er fremstillet helt tilbage til 25.000 f. Kr. i Centraleuropa og hørtekstiler er fundet i Schweiziske pælelandsbyer fra 4. årtusind f. Kr. og ca. 3.000 f.kr. begynder man i Middelhavsområdet at væve geders og fårs uld. Den græske bronzealder kaldes derfor også Uldalderen. Det er dog lidt vanskeligt for den gamle arkæologisk anmelder at få hold på dateringerne i artiklen. Er 3.500 f.v.t. det samme som 3.500 før vor tid, altså 1.500 f. Kr. eller betyder det 3.500 f. Kr.? Der kommer jo så mange nye dateringer i det arkæologiske materiale verden over, at man overfor sine læsere bør være meget præcis. Uld kan farves i modsætning til plantefibrene (hør) der indgår i tekstiler til klædedragt, reb og sejldug til skibe. Artiklen koncentrerer sig om den tekniske og håndværksmæssige udvikling af den antikke tekstilteknologi i 1. årtusind før og efter vor tidsregning, skriver Marie-Louise B. Nosch, der fortsætter, at emner som vævning, tekstilteknikker, brug af forskellige fibre, farvning og valkning samt brugen af tekstil primært til dragter vil blive præsenteret. Dertil kommer diskussion om mænds og kvinders roller i tekstilproduktionen og samtidens syn på tekstilhåndværket samt inddraget tekstil til sejlproduktion. Sidst men ikke mindst tekstiltermernes metaforiske anvendelse i romersk og græsk litteratur og den tidlige kristendoms apokryfe fortællinger. Det er da noget på 20 sider! Men anmelderen mangler en klar definition af tekstil - især når han bliver præsenteret for den nedfrosne bronzealdermand Ötzi’s klædedragt af flettede og vævede plantefibre kombineret med forarbejdet skind og pels fra vilde og domesticerede dyr. Den følgende fremstilling af tekstilfibre, spinding og vævning fra antikken frem til middelalderen er forbilledlig ligesom oversigten over de arkæologiske tekstilfund. Ved overgangen fra bronzealder til jernalder i Grækenland og Italien er der et skifte i dragttraditionerne. Udbredte fund af fibler (dragtnåle) viser, at jernalderens befolkning gik i draperede stoffer i stedet for de tidligere figursyede dragter. Store ændringer i løbet af den romerske periode skyldes nye importerede fibre som silke og bomuld. Artiklen afrundes med oversigt over den romerske borgeres beklædning (inderst tunika yderst toga) der helst skulle være hjemmeproduceret, hærens behov for tekstiler til beklædning og sejl til skibene og eksempler på anvendelsen af litteraturens tekstile udtryk i overført betydning fx en jævn vævning som billede på den kongelige kunst at beskytte staten til både slavernes og den frie borgers lykke.
Selvom bogens artikler er fremragende indføringer i en række tekniske fagområder, er anmelderen betænkelig ved bogens titel Antikkens håndværk, fordi håndværk er håndens værk som brødrene Duus så fremragende skrev i deres udgivelse (2002 og 2005). Håndværkeren fik i oldtiden og middelalderen den håndværksmæssige kunst (ars) overdraget af sin mester i smedjen, værkstedet eller på byggepladsen. Denne praktiske (næsten magiske) kunst blev i visse områder styret af organiserede laug, der som faglige og sociale broderskaber ikke røbede hemmelighederne til udenforstående. Håndværkeren realiserede med sin kunst og kendskab til råmaterialernes egenskaber de værker og produkter, som ingeniørerne og arkitekterne havde projekteret og dermed var kunsten en forudsætning for værkets (værkernes) tilblivelse. Og det er netop denne kunst, som arkæologernes måske kan indkredse og beskrive ved etnologiske og etnografiske paralleller og praktiske forsøg. Med andre ord er bogen en afløser af A. G. Drachmanns pionerværk (på dansk) Antikkens Teknik fra 1963 – og burde derfor have haft en tilsvarende titel.
Historie-online.dk, den 19. april 2017
