Ardenneroffensiven

Beevor udgiver endnu en fremragende bog om 2. verdenskrig.

Beevors seneste bog ”Ardenneroffensiven – Hitlers sidste træk” er en af de bedste i hans efterhånden lange række af bøger om 2. verdenskrig.

Af Erik Ingemann Sørensen

Hvornår Hitler definitivt mistede den totale fornemmelse for virkeligheden, er der mange bud på. Somme mener endda, at han aldrig har haft nogen. Det er dog en fordrejning af virkeligheden. For på mange områder spillede han stærke kort ud. Hvilket i øvrigt er en del af forklaringen på det tyske folks begejstring for ”der Führer”. Da nederlagene og katastroferne begynder at stå i kø, er rædselen for konsekvenserne af kritik imidlertid så frygtindgydende, at de fleste valgte at tie.

Man skulle tro, at D-dag havde svækket Hitler. Men det fejlslagne attentat den 20. juli havde ”styrket det nazistiske herredømme i umådelig grad”, skriver Beevor. Og G-2-efterretningsafdelingen i SHAEF bommede ganske forfærdeligt i dets vurdering: ”Kampene i august har gjort udslaget, og fjenden i vest er færdig”. ”På 3 måneder havde tyskerne mistet o. 590.000 soldater på Østfronten og o. 157.000 på Vestfronten. Faktisk regnede man med, at krigen kunne slutte ved juletid. Men. Det værste ventede forude.

Den 16. september indkaldte Hitler til særligt møde i Wolfschanze. Her fremlagde han sin plan, om hvilken General der Flieger, Werner Kreipe skrev i sin dagbog: ”Føreren afbryder Jodl. Beslutningen taget af Føreren, modangreb fra Ardennerne, målet Antwerpen…forsøg på at bryde grænsen mellem briterne og amerikanerne, et nyt Dunkerque…”  Endvidere blev det besluttet, at generalfeldtmarschall Gerd von Rundtstedt og ditto von Model skulle fungere som øverste chefer for det, der blev til ”Operation ”Wacht am Rhein” – senere ændret til ”Operation Herbstnebel”, hvilket skulle vise sig at være en knusende sandhed.

Fremragende fortolker, formidler og fortæller
Antony Beevors uddannelse til officer ved Sandhurst har givet ham en fremragende evne til at læse det taktiske spil, se mulighederne. Hans evne som formidler og fortæller er enestående. Takket være hans arbejde med kilder af alle slags. Dagsberetninger, dagbøger, breve, kommandomeddelelser – og ikke mindst kortanalyser. Der er de grusomste skildringer undervejs i bogen. Men ikke ét eneste sted fornemmer man, at det er effektjageri. Udelukkende et forsøg på at skildre krigens modbydelige grusomhed. Normalt er den jo blevet forbundet med SS. Det ændredes imidlertid, da Joachim Wette udsendte sin fremragende bog ”Die Wehrmacht” – og den store udstilling i Tyskland, der viste, at den ganske almindelige soldat deltog i krigsforbrydelserne.

Disse krigsforbrydelser møder vi også hos Beevor. Tyskerne majede uden blusel tilfangetagne amerikanske soldater ned. Det skabte så voldsomt et had, at amerikanerne i flere tilfælde gjorde gengæld. Voldsomt er det at læse, at de lod en gruppe fangne tyskere vandre tilbage til deres egne linjer, der lå langt borte. Forinden tog de deres støvler og sokker. I heldigste fald slap de i den frygtelige frost med at få fødderne amputeret.

(Ung SS-soldat overgiver sig. Billedet er ikke fra bogen)

Den totale overraskelse
Ingen havde ventet et så massivt tysk fremstød i vest. Og som nævnt snorksov efterretningstjenesterne. Selv om pansergeneral Guderian var fortvivlet over situationen, så var lydigheden over for Hitler total. Alle kræfter blev derfor sat ind på overraskelsesangrebet i Ardennerne, hvor den tyske hær havde haft så stor succes i 1940.

De to hovedformål var: at skille de amerikanske og de engelske tropper fra hinanden – og at nå den vigtige havneby Antwerpen. I sin fantasiverden forestillede Hitler sig, at man måske kunne nå en separatfred i vest og føre fælles krig mod russerne. For mange tyske officerer var det chancen for at lade Det tredje Rige ”rejse sig som fugl Phønix af asken”, skriver Beevor.

Kampene varede fra den 16. december 1944 til 25. januar 1945. Slaget kostede omkring 80.000 tyske døde, sårede og savnede. De amerikanske tilsvarende tal er godt 75.000. De engelske 1.408.

Hitler havde ladet de stærkeste SS-regimenter indsætte – herunder 6. Panzerarmé. Dette kombineret med, at de amerikanske styrker i angrebsøjeblikkene bestod af ”teenagere nyligt ankommet fra USA”, der ikke anede noget om, at soldatens vigtigste våben er fødderne, hvor man konstant skulle skifte sokker for at undgå skyttegravsfødder, var en af årsagerne til den tyske succes i de indledende slag. ”Kun hvis en erstatningssoldat stadig var i live efter 48 timer ved fronten, kunne han gøre sig håb om at leve lidt længere…” Det er rystende at læse, at ”en erstatningssoldat spurgte, om man brugte skarp ammunition ved fronten…”

(Tre primadonnaer: General Patton (tv), General Bradley og Montgomery)

At den øverste militære ledelse i realiteten hadede hinanden, gjorde det heller ikke lettere. Man fristes til at tale om de rene primadonnaer. At Beevor undervejs stiller spørgsmålet, om Montgomery led af aspergersyndromet, er nok at gå for vidt. Godt nok optrådte han adskillige gange aparte – kørte blandt andet rundt i sin Rolls-Royce i felten. Men Patton skulle i givet fald nok have samme diagnose. Og Eisenhower havde sin aparte adfærd. For da slet ikke at tale om de Gaulle. Her forekommer det, at Beevor for en gangs skyld er lidt ude i hajfyldt farvand. Det skal dog medgives, at det har været et diskussionsemne blandt især engelske psykiatrikere link >>>. 

Opmærksomhed fra først til sidst
Uanset Beevors uovertrufne fortællestil så er der ikke noget med at slappe af undervejs. Vi præsenteres for så mange navne og militære enheder, at det virkelig gælder om at holde fast. Selv om fremstillingen er kronologisk, så må man vende tilbage til tidligere kapitler gang på gang for nu lige at være sikker. Dog er det en utrolig hjælp, at der er anbragt et afsnit: ”Troppeinddeling i Ardenneroffensiven” sidst i bogen. Samspillet mellem dette og bogens fine indeks gør det noget lettere for læseren. Hvortil kommer de glimrende kort, der støtter læsningen. En populær fremstilling findes her >>>.

Men hvorfor lykkedes det så ikke for tyskerne? Beevors svar er entydigt: ”Den måske største tyske fejl i Ardenneroffensiven var at have fejlbedømt soldaterne i en hær, som de yndede at foragte.”

Krigsforbrydelser
Det er tidligere omtalt, at der blev begået krigsforbrydelser på begge sider. Her er det interessant at stille Beevor over for Hastings: ”Da helvede brød løs”. Her hedder det: ”På slagmarken afspejlede de allierede soldater de samfund, de blev hvervet fra, og var stolte af at opføre sig som et rimeligt menneske. Den tyske hær viste, hvad urimelige mennesker kunne opnå…” Efter læsning af Antony Beevors bog må det understreges, at Hastings kommentar er noget ensidig. Youtube video >>>. Beevor skriver: ”At amerikanske soldater tog hævn, var næppe overraskende, men det er virkelig chokerende, at flere generaler fra Bradley og nedefter åbenlyst godkendte skydning af fanger som hævn. Der står meget lidt om det i arkiverne…” Og afsluttende i bogen hedder det: ”Hitlers offensive og hensynsløse Ardenneroffensiv havde bragt den forfærdende brutalitet på østfronten til vesten…”

Som nævnt flere gange er Beevors bøger om 2. verdenskrig noget af det bedste, der er skrevet. Gang på gang har han overgået sig selv. At han denne gang har gjort det så eminent er ganske enkelt enestående og ypperligt.