Bag fjendens linjer

Af cand.phil, seniorkonsulent Carsten Egø Nielsen

Den britiske journalist Mark Ryan udgav i 2008 bogen: “The Hornet´s Sting: The amazing untold story of Second World War spy Thomas Sneum”. Det er denne bog, der nu er givet på dansk på forlaget Lindhardt og Ringhof. Thomas Sneums historie har tidligere inspireret en anden forfatter, nemlig Ken Folletts roman ”London kalder”.

Thomas Sneums indsats og rolle har ikke tidligere været grundigt behandlet og beskrevet, men er naturligvis mere eller mindre sporadisk berørt i nogle af de centrale værker om de danske relationer til Storbritannien under besættelsen, eksempelvis Jørgen Hæstrups disputats fra 1954 ”Kontakt med England” samt Knud J.V. Jespersens ”Det lange tilløb 1940-1943” fra 1998. Mere uddybende er Thomas Sneum behandlet i forbindelse med udgivelsen af omtalte Ken Folletts bog, nemlig i Odensebogen 1995, og Danmarks Radios P1 bragte 29. april 2006 en 34 minutter lang udsendelse ”Spionen fra Fanø” i programmet ”Dokumentarzonen”. Modsat så mange andre danskere, der var dybt involveret i modstandsarbejdet, har Sneum ikke selv skrevet sine erindringer.

Mark Ryan er som nævnt journalist, og den journalistiske tilgang præger da også naturligt bogen. Lad det være sagt med det samme: Der er tale om en velskrevet bog, der kan minde lidt om en spændende roman, og Mark Ryan er god til at skabe spænding ved hurtigt at starte fortællingen uden at fortælle for meget, men derved holde læserens interesse indtil detaljerne i fortællingen kommer senere. Et godt eksempel er forfatterens første personlige møde med Thomas Sneum i 1998: ”Når en tidligere M16-spion retter en 9 mm Browning pistol mod ens bryst, er der ikke meget tid til at tænke over, hvorfor man egentlig ville møde ham”. Og så er fortællingen i gang. Så set ud fra en journalistisk og sproglig tilgang er der tale om en rigtig god bog og historie.

Ser man imidlertid bogen ud fra en faglig historisk synsvinkel er der flere opmærksomhedspunkter. Bogen er blevet til ud fra mange samtaler med Thomas Sneum selv fra perioden 1998 og frem (han døde i 2007). Det vil sige ud fra erindringer, der på det tidspunkt er et langt liv og ca. 50 år gamle med de forskydninger i hukommelsen, som dette antal år nu engang som regel betyder. Formentlig med henblik på at sikre sandfærdigheden i Sneums historier, har Mark Ryan suppleret med et stort researcharbejde i arkiver. Der er bl.a. tale om politirapporter, historiebøger og avisartikler, og arkiverne er blandt andet på Frihedsmuseet og i det engelske udenrigsministerium.

Set med en historikers øjne kan alt dette i nogle sammenhænge lyde fornuftigt, men problemet med Mark Ryans bog er, at der hverken er kildehenvisninger eller litteraturliste. Derved fortaber muligheden sig for at vide, hvilke oplysninger, der er fra Sneums hukommelse, og hvilke der stammer fra hvilke primære kilder eller litteraturen. Undertegnede anfægter ikke forfatterens troværdighed, men påpeger blot den manglende synlige kildekritiske tilgang og dokumentation. Tilsvarende bruger Ryan den journalistiske frihed i forhold til materialet. Rigtig mange steder bliver oplysninger citeret ordret som en samtale mellem to eller flere personer uden nogen større sandsynlighed for at disse personer nogensinde har formuleret sig som citeret. Men som nævnt er styrken ved dette, at bogen sprogligt bliver mere læsevenlig og mere spændende læsning, eksempelvis historien om flyveturen fra Sanderum ved Odense til England med fotografier af tyskernes radarstation på Fanø – en flyvetur, der ikke kunne lade sig gøre med den pågældende flytype.

Et andet forhold, som forfatteren på ingen måde forsøger at skjule, er at Thomas Sneum i Mark Ryans øjne er en helt. Det bliver nævnt flere steder i bogen, fx allerede side 11 og 16. Denne ”heltedyrkelse” spiller naturligvis også ind i skildringen, men Ryan har heldigvis også øjne for, at Sneum formentlig har været en stærk personlighed på godt og ondt. Der anvendes mange forskellige ord til at karakterisere Sneum, eksempelvis ord som et ”trodsigt sind”, et ”iltert temperament”, ”egensindig og udisciplineret”.  Men han var også ”kreativ, modig og fuld af handletrang”. Sneum har næppe heller været speciel let at samarbejde med – flere gange fremgår det i bogen, at han kom på kant med mange mennesker og skabte sig nye fjender. Der er da heller ikke tvivl om, at Sneum efter krigen blev en bitter mand, der mente, at hans indsats ikke blev påskønnet tilstrækkeligt af hans fædreland, hvorfor han også bosatte sig i Schweiz. Med til billedet af Sneum hører også, at han ikke havde svært ved at komme i kontakt med det modsatte køn. Han var gift tre gange, men ægteskaberne var på flere måder problemfyldte.

For en historiker er det rigtig godt, at Hans Kirchhoff i en 8 sider lang indledning får sat Sneum og hans situation i et mere samtidigt perspektiv – de eneste litteraturhenvisninger i bogen, findes da også her i indledningen.

Med de nævnte forbehold er bogen rigtig læseværdig og spændende, men også lidt teksttung. Bortset fra et enkelt kort over Nordsøen samt 8 sider gode billeder, er der ingen illustrationer.