70 Erindringsglimt fra RUSSERTIDEN på Bornholm

Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik

Bogen er forsynet med et forord af museumsinspektør Jakob Seerup, der nævner, at han var med til at arrangere udstillingen ”Russerne Kommer!”, hvor der blev stillet skarpt på den såkaldte russertid. En udstilling, som jeg havde den store glæde at overvære åbningen af, og hvor Jakob Serup selv introducerede udstillingen. Derfor er det spændende at læse denne bog, som bringer erindringsglimt fra mennesker, der stadig kan huske episoder fra den tid.

Birgitte Borgen Müller Marcussen har indsamlet erindringsglimtene, og hun fortæller i sin indledning om bogens tilblivelse og metode. Det er oplysende og spændende læsning. Det startede med et indlæg i Bornholms Tidende, hvor forfatteren efterlyste mennesker, der huskede noget fra befrielsen. Det resulterede i en henvendelse, og på en tur med Dansk Vandrelaug kunne en af turlederne også bidrage med flere historier, og han kunne anbefale andre, og så var projektet i gang.

Birgitte Marcussen lægger vægt på, at hun ikke interviewer, men samtaler med fortællerne. Russertiden har været en så markant og usædvanlig episode i fortællernes liv, og derfor har fortællingerne så at sige været klare hos vidnerne. Man kan jo selv tænke tilbage på sit liv. Nogle begivenheder eller tidsperioder har med stor sandsynlighed prentet sig i hukommelsen. For mit eget vedkommende ville jeg nok skulle bearbejde en fortælling ved hjælp af uddybende spørgsmål eller ved ekstra research. Jeg ville ikke have en fortælling klar til gengivelse. Jeg anfægter ikke Birgitte Marcussens erfaringer med fortællerne, men det er, som om Birgitte Marcussen undlader at præcisere sin egen rolle. Som nævnt skriver hun, at hun etablerer en samtale med vidnerne, og på den anden side skriver hun, at vidnerne har ”simpelthen fortalt mig deres historie ved vores første møde – hverken mere eller mindre” (s. 16).

Stemmerne i bogen er for de flestes vedkommende født fra slutningen af 1920’erne og i 1930’erne. Dvs. at fortællerne er i 80’erne og 90’erne. Det er derfor på høje tid at indsamle erindringerne, og det er derfor et prisværdigt initiativ, som Birgitte Marcussen har taget. Der er flest stemmer fra landet, fordi de fleste mennesker boede på landet, skriver Birgitte Marcussen. Det er rigtigt, men bombardementerne fandt sted i byerne, og det var mennesker fra byerne, der blev evakueret og skulle finde et sted at bo på landet, og det var dem, der skulle have husene genopbygget. Nu ved jeg ikke, om Birgitte Marcussen har valgt at prioritere stemmer fra landet højere end stemmer fra byen, eller om det er en konstatering af, at de stemmer, der har valgt at stå frem, kom fra landet. Det er bare ikke en selvfølge, at de fleste stemmer kommer fra landet, fordi de fleste boede på landet i russertiden. Det afhænger lige så meget af, hvem der har lyst og vilje til at fortælle.

Birgitte Marcussen gør fint rede for, at hun primært bruger førstehåndsvidner, men skriver, at ”Andenhåndsviden (dvs. overleveringer) kan dog være rigtig givtig, når jeg skal verificere et fænomen” (s. 17). Det er rigtigt, men jeg synes også, at overleveringer i sig selv er vigtige for at forstå, hvordan russertiden på Bornholm har sat sine spor i eftertiden.

Herefter er det de 70 vidners tur til at fortælle. Birgitte Marcussen har valgt at bringe dem i alfabetisk rækkefølge efter øjenvidnernes efternavn. Det er selvfølgelig Birgitte Marcussens valg, men jeg kunne godt have tænkt mig en overvejelse over, om det kunne have været hensigtsmæssigt med en mere tematisk rækkefølge. For mig at se ville det have øget anvendelsen af bogen, når mange forhåbentlig vil bruge bogen til at belyse et særligt og spændende kapitel af Bornholms historie. Men Birgitte Marcussen har måske tænkt, at det for bornholmere især er spændende at finde navne, som de kan relatere til.

Det er i hvert fald til glæde for bornholmerne, når Birgitte Marcussen bringer oplysninger om adresserne på de gårde og husmandssteder, hvor begivenhederne fandt sted. Hun skriver, at en af begrundelserne er, at ”nye ejere (vil) måske suge det erindringsglimt til sig og fortælle det videre til hvem det måtte interessere. Således at erindringsglimtet kan leve videre blandt de nulevende og efterkommerne” (s. 20).

Herefter kan man så gå i gang med at læse historierne, som fortæller om, hvordan vidnerne oplevede tyskernes bedrøvelige exit fra Bornholm, grufulde historier om tyske flygtningeskibe, der blev bombet af russerne, hvordan russerne forlangte, at alle med fiskerbåde skulle være med til at få tyskerne væk fra Bornholm. Hertil kommer de mange erindringsglimt om, hvordan vidnerne oplevede russerne. Når mange oplevede de første russere som nogle farlige karle, der var rå og havde et mongolsk udseende, skyldtes det måske - som Jakob Seerup skriver -, at de første russiske tropper kom direkte fra hårde kampe i Kolberg-området, og de vidste ikke, at krigen var slut. ”Så adrenalinen har pumpet i kroppen, skuldrene har været helt oppe om ørerne, og fingeren fast på aftrækkeren” (s. 11).

Senere skulle bornholmerne så lære at leve med russerne, og Birgitte Marcussen har samlet et væld af gode historier, der er spændende og sjove. Fx når der fortælles om russernes forsøg på at lære at cykle. Men der fortælles også om tyverier og  voldtægter, som de russiske officerer konsekvent straffede ved at skyde voldtægtsmanden. Der er historier om sang og dans, om russernes evindelige jagt på sprit, og historier om et tillidsfuldt forhold mellem børn og russiske soldater. Det siger sig selv, at et påtvunget samliv med ca. 8.000 russiske soldater i et år har betydet overordentlig meget for mange af de ca. 46.000 bornholmere, som boede på øen på det tidspunkt. Jakob Seerup gør opmærksom på, at under besættelsen 1940-45 kun var 500-1.000 tyskere på øen, et tal, der voksede betydeligt i de allersidste måneder af krigen og kulminerede  med ca. 20.000 tyske flygtninge og soldater i maj 1945.

Med denne bog kan vi samle endnu flere brikker i det store puslespil om russertiden på Bornholm. Begivenheder, som ikke har været så kendte, som fx bombningerne af skibe med tyske flygtninge, bliver nærværende i al deres gru, men det er godt, det bliver belyst. Bombardementerne af og evakueringen fra de bornholmske byer er nok emner, der er alment kendte, og fortællingerne belyser konsekvenserne heraf for mange bornholmere, fx historien om ”bedste”, der ikke var meget for at forlade sit hjem, men som alligevel gav sig, da faderen havde fundet en ponyvogn og et godt sted at tage hen (s. 66).

Bogen er overordentligt rigt illustreret med spændende fotos. Der er så at sige fotos på hver eneste side. Det øger bogens værdi, selv om jeg savner en introduktion til billedmaterialet. Vibeke Knudsen fra Bornholms Museum har arbejdet meget med billeder fra Bornholm, og jeg tror, at det kunne øge bogens værdi ved et samarbejde om billedmaterialet.

Birgitte Marcussen håber på, at bogens historier, som handler om børn, vil blive brugt som undervisningsmateriale i folkeskolen. Det er en god ide, men et stikordsregister ville gøre det noget nemmere at finde frem til de fortællinger, der omhandler børn.

[Histyorie-online.dk, den 27. april 2022]