Bag Pigtråd

Af Jacob Halvas Bjerre, Ph.d.-stipendiat, Rigsarkivet og CBS. 

Bag pigtråd er en billedrig bog, der særligt omhandler dagliglivet i flygtningelejren syd for Lemvig. Byens Museum er udgiver, og bogen er et tillæg til udstillingen af samme navn. Det er derfor også en udgivelse med fokus på det lokalhistoriske, der primært henvender sig til besøgende på museet og lokalsamfundet. Bogen er samtidig et nationalt bidrag til den fortsatte udforskning af de 14 større danske flygtningelejre, der blev oprettet som erstatning for de 1100 mindre forlægninger, der eksempelvis var indrettet på skoler i den umiddelbare efterkrigstid. Lejrene skulle huse de over 200.000 tyske flygtninge, som den tyske besættelsesmagt havde modtaget fra januar 1945. Der ankom ikke tyske flygtninge efter befrielsen, men Danmark overtog nu forvaltningen af flygtningene, som primært bestod af kvinder og børn.

Oprettelse og drift

Knudsen tager os igennem etableringen af lejren, som blev oprettet på Luftwaffes reserveflyveplads, fordi der var både plads og bygninger. I august 1945 blev den tidligere modstandsmand Henry Willy Mikkelsen ansat som lejrchef, men den øverste lokale myndighed var borgmester og luftværnschef, August Nielsen. Fra statslig side var lejren underlagt Statens Civile Luftværn

Knudsen viser, at lejren var en kopi af verden udenfor pigtråden. Rom lejren havde sociale institutioner til fx skolegang, egen avis, men også en operationsstue. En stor del af de praktiske og administrative forhold blev udført at flygtningene som en del af seks timers arbejdspligt.  Forfatteren understreger, at det fra dansk side var magtpåliggende, at de tyske flygtninge ikke fik mulighed for at blive en del af det danske samfund, hvorfor lejren også var bevogtet af bevæbnede vagter.

Et særligt interessant afsnit vedrører justitsspørgsmålet i lejren, som for en stor dels vedkommende blev varetaget af flygtningene. Med mere end 50 ansatte i lejrpolitiet blev sager om tyveri, drengestreger og æreskrænkelser givet videre til lejrdomstolen, der også bestod af flygtninge. Alvorlige sager og overtrædelser af regler givet fra dansk side gik til domstole udenfor lejren. Lejrdomstolen kunne idømme frihedsstraf, men det skulle godkendes af borgmesteren i Lemvig. 

Lejrlivet

Bogens hovedvægt er placeret på lejrlivet, der belyses fra flere vinkler gennem administrationsdokumenter, udsmuglede breve, billeder, lejrens avis og vidneudsagn. Gennem disse kilder giver Knudsen et godt indblik i det generelle lejrliv. Lejren var præget af en løbende mangel på forsyninger af alle slags, samt problemer med skadedyr. Det blev forsøgt at oprette selvforsyning af fødevarer gennem dyrkning af afgrøder og grisehold i lejren, men der var generelt tale om en ensformig kost med kartoflen som centrum. Genbrug var en konstant i lejrlivet, og træsko blev skåret af jernbanesveller og sækkelærreder lavet til kjoler. Generelt tegnes et billede af et materielt minimumsliv under forkrampede og mindre gode hygiejniske forhold. Lejrlivet oplyses dog noget af et rigt og opfindsomt kulturliv.

Flygtningeantallets højdepunkt i lejren var på 9.000, og i over 20 måneder var der mere end 7.000 flygtninge i lejren. Tallet svarede næsten til det dobbelte af indbyggertallet i Lemvig by, og det havde konsekvenser. Selvom der var fraterniseringsforbud, giver Knudsen flere eksempler på overtrædelser. På samme tid konkluderer forfatteren, at lokalbefolkningens generelle holdning til lejren ikke har kunnet afdækkes tilfredsstillende.

Et bidrag til viden om flygtningelejren i Rom

Knudsen skriver sig ind i forskningstraditionen om de danske flygtningelejre, og kommer også ganske kort ind på diskussionerne i denne, som særligt har centreret sig om antallet af dødsfald i lejrene og dansk lægehjælp. Det ses også i dette område, at de fleste flygtninge i lokalområdet døde i 1945, før den større lejrs etablering, men baggrundene herfor angives som et udslag af en barsk flugt og ikke manglende lægehjælp.

Bogen er rigt illustreret samtidig med, at der forekommer hyppige kildecitater. Den er udmærket skrevet og rammer sin målgruppe, hvorfor bogen må bedømmes som en succes. Der skal gives kredit for indsamlingsarbejdet af flygtningehistorierne, som er med til at belyse alsidige aspekter af flygtningenes liv. De gribende beretninger, om livet før flugten, flugten, lejrlivet og hjemkomsten til Tyskland, giver et dybt indblik i et mindre udvalg af flygtningeskæbner. Disse beretninger burde også kunne vække interesse for et tysk publikum.

Bogen er et tillæg til en udstilling, og derfor er bogens rammer for smalle til at rumme en fyldestgørende undersøgelse af Rom lejren. Der er dermed flere emner, der kan følges op på: var lejrleder Mikkelsen fx en kompetent leder, og var han i konflikt med de statslige myndigheder, eller rettede han ind? De mange individuelle flygtningesager vil ganske givet også kunne kaste endnu mere lys over, hvilke mennesker der var i lejren. Det ville også være interessant at afdække, hvor travlt den lokale domstol har haft som følge af en fordobling af indbyggertallet i området. 

Bogen anbefales, fordi den er vellykket og bidrager til både den lokale og nationale historie om de tyske flygtninge i Danmark. Den danner samtidig et solidt fundament til videre arbejde med flygtningelejren i Rom.