Benådet

Af Birthe Korsbæk  

I alt 78 danske statsborgere blev dømt til døden ved retsopgøret efter befrielsen. 46 af dem blev henrettet og 32 blev benådet og løsladt efter en årrække i fængsel. Er der en god forklaring på, hvem der fik lov at leve, og hvem der blev skudt?  

Forfatteren fortæller om et trist kapitel af Danmarks historie, om hvor lavt mennesker kan synke i deres syn på, - og behandling af medmennesker, - hvor formålet var at tækkes en magthaver og hæve sig selv i dennes øjne. Fortællingen berører læseren, måske fordi dette behov stadig synes at være styrende hos mennesker i krigshærgede områder.

78 danske statsborgere blev dømt til døden ved retsopgøret efter befrielsen i 1945, og 46 af disse blev henrettet. Bogen handler om de 32, der blev benådet.

Det kan synes tilfældigt, at netop disse32 blev benådet efter en årrække i fængsel. Forfatteren fortæller om hver af disse 32 personer, deres opvækst, baggrund og deres handlinger under krigen.

Historierne minder om hinanden. Læseren bliver rystet og utilpas ved læsningen, - dog kan man ikke løsrive sig, men må fortsætte. Det er både interessant og tankevækkende læsning, som giver et grusomt indblik i den menneskelige natur.

Torturen og brugen af torturinstrumenter og metoder var uhyre opfindsom og grusom.

Hører dødsstraf hjemme i et moderne, civiliseret samfund? Nej, ikke i fredstid, men i krigstid ???

Var disse personer sadister, eller kæmpede de for en sag, som de troede på i den grad, at hensigten kunne hellige alle midler? Var de måske drevet af et behov for at hævde sig og føle, at de havde magt over andre menneskers liv og helbred.

Holder billedet af en person uden uddannelse, med et lavtlønnet – eller slet intet – job? Et menneske med en ussel barndom og opvækst, et usselt familiemønster og et kæmpestort mindreværdskompleks?

Bogen har en statistisk gennemgang, der behandler og kategoriserer landssvigerne i social klasse, familiære forhold, ægteskabelig status, alderssammensætning, tidligere straffe og politisk holdning. På disse måleparametre afviger disse personer noget fra gennemsnittet.

Det Sønderjyske område har en overrepræsentation i landssviger-statistikken, hvilket vel er naturligt nok, idet der jo levede et tysk mindretal. Nogle hjemmetyskerne deltog  aktivt i drab på danske statsborgere.

At f. eks. Hipomanden Wolfgang Gormsen stadig hvert år hyldes på det tyske mindretals forsamlingssted på Knivsbjerg, kan dog godt ryste læseren.  

Forfatteren har præsteret et grundigt arbejde. Har forsket i protokoller og arkiver og har beskrevet hver enkelt af de 32 benådede, - barndom og ungdom- og har derved gjort sig tanker om, hvad der førte til hver enkelt persons grusomme valg af løbebane.

Det er grundigt arbejde. Velfortalt og veldokumenteret!

Som læser må man reflektere og forfærdes over de pinsler, disse personer var i stand til at udsætte medmennesker for. Som det fremgår af forhørene, så udførtes disse pinsler i mange tilfælde med nydelse fra bødlernes side.

Landsmænd med sadistiske tilbøjeligheder synes at have haft rig lejlighed til at udleve disse i det besatte Danmark.

Da regningen kom, var det ofte hos disse bødler helt uforståeligt, at de kunne drages til ansvar. Til den mere komiske afdeling (hvis man ellers kan tale om komik i denne forbindelse) hører historien om Børge Bendahl, som i fængslet agerede sindssyg og foretog de besynderligste handlinger for at blive erklæret uegnet til straf, hvorimod han var helt normal, når konen kom på besøg.  

Til slut beskrives Josef Goebbels´ opfindelse af begrebet ”modterror-grupper”, som lancerede den opfattelse, at frihedskæmperne var voldelige terrorister, som besættelsesmagten havde både ret og pligt til at bekæmpe med alle midler. Mod slutningen af besættelsestiden syntes denne modterror ikke kun at ramme modstandsgrupper, men også helt tilfældigt tilstedeværende danskere.  

Fik vi skudt for få? Spørger forfatteren, der slutter sin bog med at beskrive den holdning, som forfatteren Sandemose slog til lyd for efter befrielsen, at man burde have ladet gadens parlament overtage opgøret efter krigen, for så var mange flere – fortjent – blevet henrettet. Så havde de omtalte 32 benådede nok ikke overlevet og var blevet løsladt efter en årrække i fængsel.

Mange var stærkt utilfredse med retsopgørets humanistiske linje. Beskrivelsen af de 32 danskere, der slap for henrettelse, - og deres metoder er da også stærk kost!!  

Forfatteren konkluderer da også, at de skiftende socialdemokratiske regeringer fra 1947 gjorde sig skyldige i en ”slingrekurs uden sidestykke i den danske historie”.

Man sidder tilbage efter endt læsning med en følelse af, at der mangler forklaring på, at netop disse 32 af 78 dødsdømte ikke fik straffen eksekveret,

Forfatterens konklusion er, efter at have studeret dommenes præmisser, at det i 11 af tilfældene var rimeligt at omstøde dommene.  

Konklusion: Henning N. Larsen har efter min mening leveret et fantastisk grundigt, gennemarbejdet, veldokumenteret og læseværdigt arbejde. Jeg kan varmt anbefale BENÅDET!!