Dansk jødisk historie i Anden Verdenskrigs epoke
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
I foråret 2009 afholdt Dansk Jødisk Museum et forskningsseminar om dansk jødisk historie i 2. verdenskrigs epoke, og det er bidragene til seminaret, der nu fremlægges i nærværende antologi.
De i alt 12 bidrag grupperer sig under tre hovedtemaer. Under det første hovedtema: Jødisk liv og levevilkår i mellemkrigstid og besættelsestid, - er der følgende bidrag: Hans Bonde (:de danske jøder i besættelsens idræt), Martin Schwarz Lausten (:holdninger i folkekirken til zionismen og antisemitismen) og Brian Arly Jacobsen (:jøder på den politiske dagsorden fra 1903-45). Sidstnævnte artikel beskriver ikke mindst, hvordan jøder blev omtalt fra rigsdagens talerstol. Jacobsen konkluderer, at jøder i perioden blev omtalt som "en bestemt race", som "afvigende", "som forskellige fra den danske befolkning, fordi de var jøder" (s. 84). Denne opfattelse af jøder var ikke uden betydning for stramninger i den danske flygtninge- og indvandringspolitik.
Hvis man som læser havde forventet konkrete bud på jødisk liv og levevilkår, skuffes man. Kun i Bondes bidrag sker der en konkretisering, idet artiklen påviser en udgrænsning af jødiske idrætsfolk som en konsekvens af det dansk-tyske idrætssamarbejde under besættelsen. De andre to bidrag, derimod, nøjes med at beskrive "rammer og betingelser (...) for jødisk liv" (s. 23).
Under det andet hovedtema: Flugt, forfølgelse og deportation, - er der bl.a. bidrag fra Lone Rünitz (:Liga-børnene og jødeaktionen), Karin Kvist Geverts (:svensk flygtningepolitiks janushoved) og Silvia G. T. Fracapane (jøder fra Danmark i Theresienstadt). Geverts påviser, at svenske myndigheder nok fremviste humanisme i forbindelse med modtagelsen af de dansk-jødiske flygtninge i oktober 1943, men at denne humanisme samtidig var ledsaget af racistiske forestillinger. I sin artikel om danske jøder i Theresienstadt påpeger Fracapane, at meget af litteraturen først og fremmest handler om Theresienstadt set fra Danmark, herunder organiseringen af fødevarepakker, Røde Kors-besøget i juni 1944 og de Hvide busser. Overordnet mener Fracapane, at "flugten til Sverige var så vellykket, at Holocaust aldrig rigtigt er blevet betragtet som del af dansk historie. Sagt på en anden måde: Redningsaktionen var dansk - Holocaust, derimod, fandt ikke sted i Danmark." (s. 151). Vender man vinkelen om og ser Theresienstadt fra Theresienstadt, dvs. fra de deporteredes synsvinkel (idet de deporteredes vidnesbyrd anvendes som kildegruppe), fremstår et andet billede, som indtil nu til dels er overset, et billede af sult og død. I alt døde 51 voksne danske jøder i Theresienstadt. 39 af disse døde indenfor de første seks måneder, dvs. før modtagelsen af fødevarepakker kunne nå at gøre en forskel.
Det tredje hovedtema bærer overskriften: Erindringskultur, - med bidrag fra bl.a. Elisabeth Rasmussen (:jødiske landvæsenselevers erindringer om Danmark 1938-1945), Morten Thing (: at være jøde: Religion eller etnicitet?) og Jacob Lund. I artiklen: "Blomst fra vores have" - om vidnesbyrdets æstetiske aspekt, - leverer Lund en interessant og velargumenteret analyse om Holocaust-erindringen, dvs. erindringens "natur" og funktion. Udgangspunktet for artiklen er spørgsmålet om, hvordan Holocaust skal erindres eller repræsenteres i det tomrum som opstår, når førstehåndsvidnerne forsvinder. For Lund handler erindringen om Holocaust ikke i første omgang om viden om det skete. Der er efterhånden ophobet så megen videnskabelig-historisk viden om Holocaust, at fokus kan flyttes herfra til spørgsmålet om, hvordan Holocaust kan og skal erindres. Skal erindringen om Holocaust aktualiseres, således at den berører os i dag, og således at det ubegribelige kan gøres begribeligt, foreslår Lund anvendelsen af det æstetiske, dvs. anvendelsen af kunst og litteratur, men også anvendelsen af vidnesbyrd med æstetiske kvaliteter, der går ud over den nøgterne registrering af hændelser, og hvor erfaringer og følelser i forbindelse med begivenhederne bedre kommunikeres.
En række af antologiens bidrag formidler stof, som i forvejen foreligger i publiceret form. Dette formindsker selvsagt bogens nyhedsværdi. På den anden side er det velgørende, at der med antologien er samlet en række nyere forskningsbidrag i kortform. Antologien fremviser et forskningsområde i vækst. Ikke kun i betydningen, at der produceres ny viden, men også i den betydning, at der gribes til nye metoder, herunder en voksende anvendelse af mundtlige kilder. Med Oral History er det muligt at tegne et nyt billede af bl.a. oktober 1943, hvor der gøres op med det hidtidige billede af jøderne som passive. Tværtimod fremstår jøderne som aktive og handlende. Begivenhederne i oktober 1943, hvor det store flertal af de danske jøder kom til Sverige, bør derfor, som foreslået af Sofie Lene Bak, snarere omtales som en flugt end som en redningsaktion.
