Danske tilstande

Af Mona Jensen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Bogen er en nyskabelse inden for forskningen i besættelsestiden. Den belyser gennem 17 indlæg af 16 bidragydere væsentlige aspekter af, hvordan Norge og Danmark oplevede den tyske besættelse.

Antologien er kommet i stand på initiativ af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde og består af redigerede indlæg fra symposier afholdt i begge lande.

Danske og norske historikere behandler temaerne: Den politiske reaktion på besættelsen 1940, politikken under besættelsen, økonomisk samarbejde, modstandsbevægelserne, jødeforfølgelse, den politiske situation i overgangen til efterkrigstiden, retsopgøret og receptionshistorien.

Der er ikke tale om egentlig komparative analyser, men de emner, forfatterne behandler inden for hvert tema, er nært beslægtede, omend indlæggene har forskelligt fokus og forskelligt perspektiv.

I indledningskapitlet giver Hans Frederik Dahl og Hans Kirchhoff en informativ indføring i bogens temaer og påpeger forskelle og ligheder mellem udviklingen i de to landes besættelseshistorie.

Bidragyderne er historikere, der ved, hvad de skriver om, og man bliver godt orienteret om besættelsesforholdene i de to lande.

De danske indlæg forekommer generelt mere analyserende og diskuterende end de norske. Det kan skyldes, at den norske forskning, som det påpeges i flere indlæg, på flere områder er mindre udfoldet og derfor (endnu) ikke i samme grad afføder overordnede diskussioner og tesedannelser.

Rammebetingelserne i de to lande var vidt forskellige. I Norge blev der ydet militær modstand mod den tyske invasion, og konge og regering gik i eksil i London, men der blev i de første måneder af besættelsen forsøgt etableret ”danske tilstande”. De tilbageblevne Stortingspolitikere søgte at forhandle sig frem til en ordning, der kunne sammenlignes med den danske løsning. Det mislykkedes pga. Berlins støtte til den norske nazistleder Quisling, og styret blev et tysk Reichskommissariat med Quisling som statsminister og hans parti Nasjonal Samling som det eneste lovlige.

Det gjorde situationen i Norge mere entydig end den danske.

Norske tilstande indebar bl.a., at den jødiske befolkning tidligt blev udsat for overgreb, og at kun 34 af de i alt 772 deporterede overlevede. Norske tilstande indebar også en mere radikal modstandsbekæmpelse, og at modstandsfolk blev henrettet allerede fra 1941.

Det så anderledes ud i Danmark, hvor regeringen havde valgt at affinde sig med besættelsen.

Den danske samarbejdslinje affødte flere paradoksale forhold. Et af dem er, at den på den ene side hindrede overgreb mod og udryddelse af jøder, ligesom den beskyttede den tidlige modstandsbevægelse mod tyske overgreb og henrettelser. På den anden side nødvendiggjorde samarbejdspolitikken i sammenligning med Norge en skærpet og voldsommere modstandskamp i bestræbelsen på at opnå anerkendelse som allieret. Det sidste havde Norge sikret sig, da eksilregeringen overgav handelsflåden til briterne.

Modstandskampen i de to lande udviser i det hele taget meget forskellige træk. I begge lande blev der advaret mod sabotage fra politisk side. Et par dage efter, at statsminister Buhl i Danmark i september 1942 havde holdt sin antisabotagetale, advarede den norske eksilstatsminister efter henstilling fra den norske Hjemmefront mod at begå sabotage. Det var først i besættelsens sidste halvår, at sabotagen for alvor satte ind i Norge. Modstandskampen her var først og fremmest en ideologisk kamp. Ledende kræfter i modstandsbevægelsen søgte først og fremmest at imødegå Nasjonal Samlings nazificeringsbestræbelser og at sikre produktionen og samfundsværdierne. Bevægelsen var præget af intern splid, og da man i september 43 med Frihedsrådets oprettelse i Danmark fik en fælles og samlet ledelse, efterlyste man i Norge ”danske tilstande”. Det lykkedes først i 1944 at etablere en fælles ledelse af den norske modstandsbevægelse, men den inkluderede f. eks. ikke kommunisterne.

I de danske indlæg fremhæves kontinuiteten som et væsenstræk ved den danske udvikling. Den nationale konsensus om demokrati og parlamentarisme overlevede besættelsen, hvad enten den var etableret i 1930’erne (Bo Lidegaard), eller først blev etableret i begyndelsen af 1941 efter afværgelsen af pres fra højreorienterede kredse mod parlamentarismen (Niels Wium Olesen).

Den langt overvejende del af befolkningen støttede samarbejdspolitikken, og da den tid kom, også modstandskampen. De parlamentarisme-kritiske kræfter i modstandsbevægelsen blev efterhånden stækket. Dansk Samling endte med at tilslutte sig den nationale konsensus om folkestyret, og kommunisterne fremstod pga. deres andel i modstandskampen som forkæmpere for samme samfundskonstruktion.

Efter et par måneders frihedsrus med opbakning til modstandssynspunkter, demonstrerede befolkningen sit ønske om at vende tilbage til normal-parlamentariske tilstande. Ved valget i oktober 1945 blev partiet Venstre, der ikke havde markeret sig i modstandskampen, den store vinder. En parallel udvikling gjorde sig gældende i Norge. Her var det ganske vist Arbeiderpartiet, der blev vinderen ved valget i november 1945. Partiet var ikke som det danske broderparti belastet af samarbejdspolitikken, og partileder Einar Gerhardsen havde siden 1941 siddet i tysk kz-lejr.

Hvad udenrigs- og sikkerhedspolitik angår, var politikerne i begge lande mest stemt for at bevare neutraliteten, men både Norge og Danmark tilsluttede sig i 1949 Atlantpagten.

For begge landes vedkommende betones kontinuiteten også, når det gælder økonomi og erhvervsliv.

Hverken Norge eller Danmark blev udsat for økonomisk udplyndring. Erhvervslivet havde i begge lande forstået at indrette sig under de nye forhold og kom temmelig skadesløst gennem besættelsen.

Retsopgøret i de to lande udviser ligeledes et parallelt forløb. Efterhånden blev dommene mildere, og dødsstraffen anvendt i færre tilfælde.

I Norge fik retsopgøret generelt en noget mildere karakter, og det var i højere grad politisk end i Danmark. Alle 50.000 medlemmer af Nasjonal Samling blev dømt og frakendt stemmeretten i 10 år, mens lederen af det norske politi, der udførte jødeinterneringerne, blev frifundet.

I Danmark blev retsopgøret en grumset affære. Som Ditlev Tamm fremhæver i sit indlæg: Var der konsensus om samarbejdspolitikken, måtte retsopgøret finde sted på dens præmisser. Det gjorde det ikke, og bl.a. de danske frivillige, der lovligt havde meldt sig til tysk krigstjeneste, burde ikke have været dømt.

Ovenfor er der blevet peget på nogle af bogens generelle hovedtræk, og enkelte markante forskelle og ligheder er trukket frem. Som helhed leverer antologien et bredt og nuanceret billede af forholdene under tysk besættelse i lande med vidt forskellige betingelser, men med flere iøjnefaldende ligheder.

Med sit dansk/norske perspektiv tilfører bogen besættelsestidsforskningen en ny dimension. For læsere, der - som anmelderen - kun har haft vage forestillinger om ”norske tilstande”, er bogen på flere felter en øjenåbner. Men også bidragene om danske forhold indeholder forfriskende nyfortolkninger.

Belysningen af norske forhold sætter dansk besættelsestid i et perspektiv, der gør os klogere på reaktioner og handlingsmønstre under Danmarks specielle besættelsessituation. Bl.a. af den grund kan man ønske sig lignende udgivelser med udblik til forholdene i andre tyskbesatte lande.