De asociale

Af Mona jensen. Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer.

Historien om ”de asociale” er så godt som fraværende i besættelsestidslitteraturen.  De har fået perifer omtale, bl.a. i erindringslitteraturen fra kz-lejre. Selv har de ikke skrevet erindringer, og de har ikke som andre grupper af tidligere kz-fanger været genstand for offentlighedens opmærksomhed. Denne bog giver for første gang en samlet beskrivelse af deres skæbne.

Omkring 2000 personer blev fra slutningen af september 1944 til slutningen af januar 1945 under flere razziaer og aktioner i København og større provinsbyer arresteret af tysk politi. Tyskernes betegnelse for dem var asociale og vaneforbrydere. I Tyskland havde naziregimet fra 1933 foretaget lignende udrensninger af uønskede elementer. I Danmark er der samlet blevet refereret til dem som ”de asociale”.  

430 af dem blev uden rettergang deporteret til kz-lejren Neuengamme. 

Bogen om dem kommer vidt omkring og fortæller grundigt og veldokumenteret om mange aspekter af ”de asociales” historie. Der fokuseres på, hvem de deporterede var, på arrestationerne og deportationerne, kz-opholdet, hjemførelserne og tiden efter hjemførelsen. Desuden er bogen forsynet med nyttige statistikker over de deporteredes baggrund, hjemførsler og om tildeling af erstatning.

”De asociale” var mennesker fra samfundets laveste sociale lag, hvoraf størstedelen tidligere var dømt for forskellige former for kriminalitet. Men mange blev arresteret ved tilfældigheder, fordi de befandt sig på det forkerte sted; på kaffebarer, værtshuse, banegårde eller lignende. En stor del blev arresteret i deres hjem på baggrund af det danske politis kriminalregistre. Andre synes at være blevet arresteret, fordi de havde været i klammeri med tyskere.

Arrestationerne var en konsekvens af, at tyskerne 19. september 1944 satte det danske politi ud af spillet. Det fik kriminaliteten til at eksplodere. Med aktionerne signalerede tyskerne, at de var i stand til at opretholde ro og orden ved bl.a. at komme den udbredte sortbørshandel til livs.

Nogle af de anholdte blev løsladt kort efter arrestationen, andre ”kun” deporteret til Frøslevlejren, atter andre kom til Neuengamme efter et ophold i Frøslev. Størstedelen sendtes efter summariske forhør direkte til Neuengamme.

I Frøslevlejren blev de tildelt en stigmatiserende hanekamfrisure og anbragt i en særskilt barak. I Neuengamme blev de udstyret med hhv. en sort eller en grøn trekant, således at ingen var i tvivl om deres baggrund. 

Ca. 100 af ”de asociale” blev hjemført frem til midten af marts 1945 før De Hvide Bussers store hjemtransporter i krigens sidste uger. Det skete efter danske myndigheders indsats; nogle blev dog frigivet på rent tysk initiativ. 

Hvem der blev hjemført, var lige så tilfældigt, som hvem der i første omgang blev arresteret. Fx var en del af de tidligt hjemførte personer, der havde ladet sig kastrere efter domme for seksualforbrydelser. Deres redning blev, at Retslægerådets formand var en glødende tilhænger af kastration og derfor gik stærkt i brechen for at få hjemført denne kategori. 

En tredjedel eller 32,3 % af de deporterede overlevede ikke opholdet i tysk fangenskab. Til sammenligning var dødstallet blandt de politiske fanger i Neuengamme 19,6 %.  Set i lyset af de 100 hjemførte, og ”de asociales” forholdsvis korte ophold i kz-lejr (tre til syv måneder), er antallet af døde meget højt.

En af årsagerne til det høje dødstal er, at de i forholdsvis langt højere antal blev anbragt i Neuengammes udelejre, hvor forholdene var langt værre end i hovedlejren.

Under efterkrigstidens debat om hvilke kz-fanger, der skulle berettiges til erstatning, kom de asociale i sidste række. Kun en del af dem blev betragtet som værdige til erstatning, selv om deres konstitution var lige så dårlig eller værre end fx tidligere politiske fangers.

Arrestation og deportation af mennesker, der ikke var anklaget for en forbrydelse, var i strid med danske retsprincipper. Hvorvidt der var tale om mordere, sortbørshandlere, seksualforbrydere eller hjemløse, er, som forfatterne pointerer, irrelevant. Det er et forhold, som bl.a. tidligere modstandsfolk ikke tog hensyn til, når de diskuterede, hvilke grupper af kz-fanger, der var berettiget til erstatning af forskellig art. De var af den opfattelse, at nogle af de asociale var ”deporteret på et mere solidt grundlag end andre og underforstået derfor selv bar en større del af skylden for deres arrestation”.

Bogens interviews med de deporteredes efterkommere er spændende læsning. I lighed med de børn af modstandsfolk, som tidligere er kommet til orde, har børnene lidt under deres forældres psykiske efterveer af kz-opholdet. Men oven i disse problemer har børn af ”de asociale” måttet leve med skammen over fædrenes stigmatisering og udgrænsning. 

Med bogen er der for første gang sat fokus på en hidtil over- og ugleset gruppe af ofre for tyske overgreb, der i efterkrigstiden har stået i skyggen af modstandsbevægelsens, politiets og grænsegendarmernes kz-fanger. Det er en god og velskrevet bog, der varmt kan anbefales.