De gjorde Danmark større
Af Jørgen Fink
Steen Andersens ph.d.afhandling om danske entreprenører under besættelsen er et af resultaterne af den særbevilling til forskning i besættelsestidens historie, som kom ind i finansloven for nogle år siden.
Steen Andersen har grebet opgaven an på den måde, at han ikke behandler hele entreprenørbranchen, men kun de store firmaer, der havde aktiviteter i udlandet forud for besættelsen. Til gengæld udstrækker han tidsrammen til at omfatte både mellemkrigstiden, besættelsesårene og den første efterkrigstid. Hans hovedproblemstilling vedrører virksomhedernes strategi i forhold til håndtering af den politiske risiko, som den undersøgte periode var karakteriseret af.
Det er en frugtbar måde at angribe emnet på. De undersøgte virksomheder havde alle gjort erfaringer i mellemkrigstiden og stod med en organisation og engagementer, som var bygget op gennem 20 år, for Christiani & Nielsens vedkommende endda længere. Det fik naturligvis indflydelse på deres handlinger i besættelsestiden.
De undersøgte firmaer var fælles om en betydelig ekspertise inden for betonkonstruktioner, især jernbeton. Det bragte dem i en udsat position, under 2. Verdenskrig, fordi der var stor efterspørgsel efter netop jernbetonkonstruktioner til militære formål. De kom derved fra starten af besættelsen under et pres i forholdet mellem det danske samfund og den tyske besættelsesmagt.
Steen Andersen er omhyggelig med at præcisere faserne i forløbet og de skiftende handlingsforudsætninger og -muligheder. Han kan på den baggrund tegne et nuanceret og præcist billede af de undersøgte entreprenørfirmaers aktiviteter. De hvide og de sorte toner i billedet træder tydeligt frem, men de mange mellemtoner af gråt kommer også med.
Til de hvide toner hører beretningen om Kampsax’ aktivitet i Iran. Her satte den lokale leder, Kurt Olsen sig ud over sin instruks ved i august 1941 at tage parti for England og engagere Kampsax’ afdeling i det meget vigtige arbejde med at bygge en vej gennem Iran fra Den persiske Bugt til Kaukasus, så der kunne føres forstærkninger til Sovjetunionen ad den. Det blev det vigtigste tekniske bidrag til den allierede krigsførelse, som noget dansk firma kom til at levere.
Til gråtonerne hører firmaet Monberg & Thorsen, der konsekvent nægtede at bygge for det tyske militær, men engagerede sig i byggeriet af fugleflugtslinjen og udbygningen af Kastrup lufthavn, da den danske stat i 1941 satte disse arbejder i gang. Det var ikke for det tyske militær, men - i situationen - til det tyske militær. Til de mørkere grå toner hører ingeniør Knud Højgaard, der i april 1940 kategorisk afviste at bygge for det tyske militær, men som i 1941 meldte sig blandt dem, der troede og håbede på en tysk sejr og lod sit firma engagere sig i byggeri for den tyske besættelsesmagt i Polen.
De sorte toner står firmaerne Wright, Thomsen & Kier og Christiani & Nielsen for. Wright, Thomsen & Kier påtog sig efter et betydeligt pres i april 1940 anlæg af startbaner i Ålborg lufthavn til brug for tyskernes kampe i Norge og anlæg af Krarup lufthavn, der blev brugt i kampen om England. Det forløb kan diskuteres, og firmaet kan med rette pege på, at det blev sat under pres. Men da det først én gang havde sagt ja til at bygge for tysk militær i Danmark, gik det over til at optræde aktivt opsøgende for den type opgaver. Der forelå intet ydre pres. Tværtimod gjorde firmaet meget for at omgå de danske priskontrolbestemmelser i den forbindelse. Efter september 1943 ændredes situationen, og grundlaget for firmaets beslutninger blev mere kompliceret, men for den mellemliggende periode er der ikke tvivl om, at firmaet gjorde sig skyldig i aktiv kollaboration..
De sorteste toner i billedet falder dog nok på Christiani & Nielsen, og ganske særligt på firmaets leder, Rud. Christiani. Han nægtede ganske vist at bygge for det tyske militær i Danmark i april 1940, men firmaet havde afdelinger i mange lande, og den norske afdeling påtog sig at bygge en aluminiumsfabrik i Norge til brug for det tyske luftvåben, og den franske afdeling påtog sig at bygge de store ubådshangarer i flere af de franske atlanterhavshavne. Det foregik ganske vist på den måde, at Christiani & Nielsens tyske selskab stod som entreprenør, mens Christiani & Nielsens franske selskab blev underentreprenør under det tyske, men det skete med Christianis viden og billigelse. Dette byggeri blev formentlig det største tekniske bidrag til den tyske krigsførelse fra dansk side.
Hverken Wright, Thomsen & Kier eller Christiani & Nielsen vedstod sig deres ansvar efter besættelsen. Tværtimod forsøgte de at tegne et billede, som ikke stemmer med den dokumentation, som Steen Andersen her har fremlagt. Rud. Christiani hævdede i 1947, at man skulle lade the facts speak for themselves. Det gør de her, men vel at mærke inklusiv dem, som Christiani selv valgte at gå let henover.
Bogen hviler på et stort og spredt kildemateriale, som Steen Andersen med stor energi har indsamlet, og som har sat ham i stand til at skrive en kompetent, interessant og velskrevet bog.
