Den aarhusianske massemorder

Af Erik Ingemann Sørensen

Denne bog er til tider både uforståelig og ubærlig. Uforståelig fordi man på forhånd nægter at tro, at et i realiteten ganske almindeligt menneske kan optræde så bestialsk og med så iskold en kynisme. Ubærlig fordi det afsløres helt ud i detaljen, at dette menneske ikke nærede nogen form for skrupler, når uskyldige skulle slås ihjel.  Prisen for sine ugerninger betalte han den 9. Maj 1947 om morgenen, da han sammen med 6 andre fra den såkaldte Petergruppe blev henrettet ved skydning. Han var da blot 28 år gammel.

Det er om denne Kai Henning Bothildsen Nielsen og hans ageren primært i Aarhus den tidligere JP Aarhus redaktør, Jens Kaiser, og lederen af Besættelsesmuseet i Aarhus, Søren Tange Rasmussen, har skrevet en særdeles læseværdig bog, som de selv kalder ”Beretningen om den værste blandt de værste under Besættelsen – og hvorfor det gik så galt”.

Der er udkommet andre fremstillinger, der beskriver Petergruppen som for eksempel Frank Bøghs fra 2004. Og enkeltmedlemmerne indgår ligeledes i en række andre beskrivelser. Men som forfatterne til denne bog skriver: ”Faktisk er der aldrig skrevet en bog, der har den aarhusianske massemorder som omdrejningspunkt”.  Hertil kommer deres ønske om med denne bog at beskytte ”især unge mennesker” mod ”at falde i de fælder, som nettet og hvor fantaster uimodsagt har kunnet udvikle de mest utrolige og bizarre teorier”.  Kloge ord fra en journalist og en historiker. I alt for mange større opgaver ser vi i dag ”Wikipedia” som hovedkilden, der anvendt ukritisk let kan sende brugerne intetanende mod afgrunden. Det er derfor al ære værd, at Jens Kaiser og Tange Rasmussen her leverer deres bidrag. Til gengæld kan man så ærgre sig over den manglende omhu med kilderne. Listen er mangelfuld, og inde i teksten må man flere steder gætte sig frem.  Et register havde også været en god støtte. 

Forfatterne gennemgår Bothildsen Nielsens barndom. Han har en tryg opvækst i Aarhus, og efter 5. Klasse får han mg+ i kundskaber og hele ug i opførsel. Til gengæld gik det skidt i mellemskolen, som han forlod efter 3. Mellem. I en senere erklæring fra skolen hedder det om ham: ”Han var en stille og indesluttet Dreng, pæn og velplejet. Hans Opførsel og Paalidelighed var upaaklagelige.” Om den 11 år ældre Bothildsen Nielsen skriver retspsykiateren dr. med. Max Schmidt efter sine mange samtaler med ham: ”Observandens hele karakter og temperament gjorde ham hensynsløs, destruktiv, nihilistisk og gennem gruppearbejdet fandt han afløb for hele sin rethaveriske politiske fanatisme og sit had overfor det danske samfund.” De mange samtaler resulterer i, at Max Schmidt karakteriserer ham som  en ”konstitutionel psykopat i svær grad af den følelseskolde, sensitive og fanatiske type og egnet til straf.”

På kun 13 måneder gjorde Bothildsen Nielsen sig skyldig i 57 drab, 9 drabsforsøg, 116 sabotageaktioner og 5 togattentater. Forfatterne har valgt at sætte fokus på hans ugerninger i det aarhusianske område, men hans og gruppens handlinger i Odense inddrages dog også. Her var han med ved drabet på de 4 læger den 20.2. 1945. Det er som nævnt tidligere næsten ubærlig læsning. Forfatternes grundige arkivarbejde har givet dem mulighed for at beskrive de enkelte begivenheder grundigt – og begge er tilsyneladende i besiddelse af så fremragende en pen, at man til tider føler, man står og kigger gerningsmanden over skulderen under drabene.

Blandt de mest voldsomme terroraktioner står den i Guldsmedegade den 22. februar 1945. Her anrettedes skader for 3.5 millioner i datidens kroner, og 7 personer blev dræbt. Heriblandt en hel familie. Aktionen var yderligere bestialsk derved, at der var anbragt sprængladninger med forsinkelser i fosforbomberne, hvilket gjorde redningsmandskabets indsats uhyre farlig.

Da modstandsbevægelsen den 5. maj 1945 begyndte deres intense jagt på landssvigerne, havde de fundet ud af, at Bothildsen Nielsen var en af dem, der skulle prioriteres allerhøjest. Han gemte sig på Østergades Hotel i Aarhus, hvor han blev hentet den 11. maj. Forinden havde han taget gift, men blev ”reddet”.  Efter grundige afhøringer i Aarhus blev den samlede gruppe stillet for retten i København i juni 1946. En måned senere faldt dødsdommen, der i oktober blev tiltrådt af Landsretten. Den 14. april 1947 stadfæstede Højesteret dommen, der blev eksekveret ved skydning den 9. maj på det nuværende Christiania.  

Det store spørgsmål er, hvordan det kunne komme så vidt for den lille dreng med den trygge barndom. Max Schmidt omtaler hans politiske fanatisme. Forfatterne fremhæve moderens sociale engagement, men også at Bothildsen Nielsen i 1938 havde været på ”en pilgrimsrejse” til Tyskland, hvorfra han vendte tilbage som overbevist nationalsocialist. I 1941 var han på tysk session og kom på en SS-forskole i Tyskland. Men en militær karriere kunne det ikke blive til grundet en lungebrist. I sommeren 1943 meldte han sig i stedet til det nyoprettede Schalburgkorps.  Da K. B. Martinsen mødte Bothildsen Nielsen i januar 1944, knyttede han ham til den gruppe, der skulle stå for modterroren – en gruppe, der fik navnet Petergruppen efter tyskeren Otto Schwerdts dæknavn. Herefter var massemorderens løbebane afstukket.

Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussen kommer undervejs med en række ganske konkrete bud på, hvorfor løbebanen blev, som den blev. ”At det var gået så galt kunne skyldes, at han var udsat for en ensidig påvirkning af en politisk ideologi, der beskrev samfundet meget enkelt: Os og dem, gode og dårlige, kloge og dumme, venner og fjender…” Heri ligger givet også årsagen til, som forfatterne anfører, at ”bomberne i togene helst blev placeret i 1. Klasse-vognene. Terroren var ofte tilsat et stænk ideologi…” Senere hedder det: ”Det ideologiske kikkertsyn, hadet, de enkle løsninger og viljen til at gøre en forskel er en farlig blanding”.  Et entydigt svar kommer forfatterne ikke med. Og det kan måske heller ikke gives. Det tætteste, de kommer, er følgende formulering: ”Han så sig selv som deltager i et opgør mod fjenderne af det nationalsocialistiske system og som soldat i krig mod modstandsbevægelsen. Hans forsvar var, at han blot anvendte de samme metoder som fjenden, modstandsbevægelsen, og soldater straffes normalt ikke…”

Endnu et bud kunne være den brutalisering, der fandt sted i besættelsens sidste måneder. Ifølge Stefan Elmkjærs ”Stikkerdrab”, fandt op mod 70% af likvideringerne sted netop i den periode, hvor Bothildsen Nielsen begik sine grusomme handlinger. Spørgsmålet er imidlertid, om vi overhovedet kan finde et svar. På trods af de grundige undersøgelser, der blev foretaget i forbindelse med retsopgøret og de kriminologiske udredninger, som især Karl O. Christiansen stod for.

Interessen for besættelsestiden er tilsyneladende uformindsket. Inden for kort tid er der således kommet to bøger om landssvigerne. For nylig var det Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllesteds ”På den forkerte side” og nu denne om en dansk massemorder. For begge bøgers vedkommende er der tale om, at formidlingen er af høj klasse. Det er med til at give blandt andet de opvoksende generationer mod på at gå i gang med dette mørke kapitel i vores historie. At Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussen i den grad får afdækket Bothildsen Nielsen og hans gerninger kan kun give læserne stof til alvorlig eftertanke. Hvordan kunne det ske – og kan det ske igen? Det er fornem historieformidling. Tak for det.