Den Gode Tysker. G. F. Duckwitz

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer

Tyskeren Georg Ferdinand Duckwitz (1904-1973), der under besættelsen var placeret på det tyske gesandtskab i København, spillede en langt større politisk rolle end hans funktion som skibsfartssagkyndig lagde op til. Om Duckwitz foreligger der nu en omfattende biografi forfattet af besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff. Det er Kirchhoffs holdning, at aktøren altid skal ses i relation til strukturen. Derfor bringer Kirchhoff tidligt i bogen et kort og kompetent afsnit om samarbejdspolitikkens mekanismer, for at angive de rammer inden for hvilke den biograferede agerede, lige så vel som Kirchhoff løbende inddrager den næsten konstant skiftende kontekst, bl.a. i form af skiftende danske og tyske interesser, magtforskydninger og udviklingen på de militære fronter, alle forhold, som satte rammerne, og som spillede ind som muligheder eller begrænsninger for aktøren. I fremstillingen anvendes især to kilder, begge forfattet af Duckwitz. Den første er Duckwitzs dagbog, som blev ført fra januar 1943 til sommeren 1944. Den anden er et bogmanuskript, forfattet i den sidste halvdel af 1946. Manuskriptet var et forsvar for Duckwitz selv, for samarbejdspolitikken og for den tidligere rigsbefuldmægtigede Werner Best, som stod overfor en retssag. Bogen udkom imidlertid aldrig, da tiden ikke var moden til at fremføre disse synspunkter.

Duckwitz kendte Danmark fra før krigen. I 1929 var han kommet til København som forretningsmand. Han lærte sig dansk, opbyggede et bredt kontaktnet og forelskede sig i den skandinaviske-danske ”model” med dens klasseudjævnende tendens, som i Duckwitzs øjne forekom attraktiv sammenlignet med den tyske krise- og konfliktplagede Weimar-republik. På sin vis førte dette Duckwitz i armene på nazismen, som bl.a. propaganderede for national samling og en ophævelse af klassekampen. I 1932 meldte han sig ind i nazistpartiet. I juli 1933 blev han hentet til Berlin som medarbejder i partiets udenrigspolitiske afdeling. Efter to år havde Duckwitz imidlertid fået nok. Mødet med partibossernes inkompetence og korruption og mordene i 1934 i forbindelse med den såkaldte de lange knives nat rystede Duckwitz. I opsigelsesbrevet til sin chef skrev han bl.a.: ”Mit to-årige arbejde i NSDAP’s rigsledelse har fået mig til at indse, at jeg er blevet så grundlæggende skuffet over den nationalsocialistiske bevægelses væsen og målsætning, at jeg ikke mere over for mig selv som ærligt menneske er i stand til at arbejde inden for denne bevægelse.” (s. 35) Duckwitz forblev dog som medlem af partiet, og sandsynligvis var bruddet med nazismen ikke totalt. Men i det mindste viser kilden en mand med sine meningers mod, en mand der turde tage konsekvensen. I 1935 var Duckwitz en skuffet nazist på vej væk fra bevægelsen. Herefter genoptog Duckwitz forretningskarrieren. En kilde nogle år senere kaster lys over hans politisk-mentale rejse. Efter nogle måneders forretningsophold i USA forfattede han i maj 1939 på hjemrejsen et skrift, som viser sider af hans holdninger. I skriftet berører han ”jødeproblemet”. Duckwitz godtager, at der er et ”jødeproblem”, men han mener, at ”problemet” skal løses humant i form af jødernes udvandring til en oversøisk destination. Duckwitz havde med andre ord ikke overtaget nazisternes rabiate billede af jøderne. Alt i alt fremstår Duckwitz i 1939 som en person med konservative holdninger. Under besættelsen endte Duckwitz som antinazist, som det kan ses af hans handlinger og diverse nedfældninger i hans åbenmundede dagbog. Fra december 1942 blev Duckwitz trukket ind i konspirationen imod Hitler, som kulminerede med det mislykkede attentatforsøg i juli 1944.

I november 1939 kom Duckwitz til Danmark igen som tysk skibsfartssagkyndig, - en funktion han også varetog gennem hele besættelsen. Det billede Duckwitz tegnede af sig selv i denne rolle var, at han optrådte udglattende, kompromissøgende og afbødende over for for store tyske krav på dansk skibstonnage. Her spillede Duckwitzs danskvenlighed ind, men for Duckwitz handlede det også om at forsvare samarbejdspolitikkens status quo. Duckwitzs selvportræt bekræftes af den danske side. Kilder viser, at danske myndigheder og redere var trygge ved at have Duckwitz som forhandlingsmodpart. Her i besættelsens første år havde Duckwitz handlerum til at gøre sin indflydelse gældende. Det skulle markant ændre sig efter Augustoprøret og med den tyske militære modgang, hvor Duckwitzs rolle på det nærmeste blev reduceret til at ekspedere den tyske marines krav på danske skibe.

Under rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink ses Duckwitz ikke at have spillet nogen selvstændig politisk rolle. En forandring indtraf med ankomsten i november 1942 af den nye rigsbefuldmægtigede Werner Best. Best centraliserede beslutningsgangen på gesandtskabet og skubbede det formelle apparat i baggrunden. Det gav plads til Duckwitz, som optrådte i funktionen som Bests personlige rådgiver. Best værdsatte bl.a. Duckwitzs sprogkundskaber, hans indblik i danske forhold og hans mange kontakter til den tyske, danske (inklusiv den socialdemokratiske top, herunder ikke mindst Hans Hedtoft) og svenske side. Til forskel fra forgængeren Renthe-Finks slingrekurs slog Best til Duckwitzs store tilfredshed ind på en mere entydig forståelsespolitik over for danske interesser, hvilket gav 10 måneders ro på forholdet mellem Dagmarhus og de danske politikere, indtil Augustoprøret væltede spillet.

Augustoprøret betød, at den danske regering trådte ud af funktion, og at der blev indført militær undtagelsestilstand. Godt en måned senere udløste tyskerne en jødeaktion i Danmark. Der er i dag enighed om, at det var Best der udløste aktionen ved at rejse spørgsmålet i et telegram til Berlin af den 8. september. Kirchhoff vurderer, at Best efter Augustbruddet under alle omstændigheder måtte regne med et krav fra Berlin om iværksættelsen af en jødeaktion. Ved selv at tage initiativet kunne Best formentlig kontrollere en eventuel aktions forløb og omfang. I næsten samme åndedrag modarbejdede Best sit eget initiativ. Kunne en aktion ikke undgås, kunne dens skadevirkninger i det mindste begrænses. For Best gjaldt det om at undgå fornyet uro i befolkningen og undgå, at det nye forvaltningsorgan, departementschefstyret, som Best skulle regere igennem, trådte tilbage. Kirchhoff taler om Bests dobbeltstrategi, og det var dette spil, som Duckwitz blev suget ind i, da Best i midten af september orienterede ham om en mulig kommende jødeaktion. Fra da af arbejdede Duckwitz intenst på at forhindre en aktion. Da Best den 28. september orienterede Duckwitz om at der var indløbet en endelig førerordre og at aktionsdatoen var fastsat til den 1.-2. oktober, tog Duckwitz straks informationen videre til den socialdemokratiske top, hvorefter advarslen blev spredt i København. Man kan spørge: Hvem tog egentlig initiativet til at advare de danske jøder? Kirchhoffs svar er: Werner Best. Best informerede Duckwitz den 28. september i forventning om, at Duckwitz ville gå videre med informationen. Men Best kunne ikke eksponere sig selv ved at give Duckwitz en direkte ordre. Så det tog en person af Duckwitzs format og med dennes civil courage at tage lækagen og den personlige risiko på sig. Hvad mere er: Den tillid som Duckwitz nød på den danske side var afgørende for at advarslen blev taget alvorligt og ikke afvist som en provokation. Alt i alt er det derfor berettiget at kalde Duckwitz for de danske jøders redningsmand.

Det kom som et chok for Duckwitz, at Hitler overlevede attentatforsøget i juli 1944. Nu fulgte en angstfuld venten på, om Gestapo kom på sporet af Duckwitzs involvering. Af sikkerhedsgrunde holdt Duckwitz op med at føre dagbog, han anskaffede sig giftampuller til sig selv og konen Annemarie, og han begyndte at gå med pistol. Ingen, skulle det vise sig, af de medsammensvorne, som blev arresteret og tortureret af Gestapo, røbede imidlertid Duckwitzs navn. Ikke desto mindre rykkede det tyske politi tættere på. Sikkerhedspolitichefen Otto Bovensiepen fremsatte verbale trusler imod Duckwitz, og Bovensiepens mænd skyggede Duckwitz i København, således at Duckwitz, med Kirchhoffs udtryk, måtte ty til James Bond-agtige forsvindingsnumre og kodesprog. Politiet skred aldrig til arrestation, sandsynligvis fordi Best holdt hånden over Duckwitz. Duckwitz følte, at han skyldte Best sit liv. Her var en grund til at bakke loyalt op om Best. En anden var, at Duckwitz af et ærligt hjerte mente, at Best var en god mand for Danmark, - et synspunkt han fastholdt efter krigen.

Ved yderligere to lejligheder under besættelsen spillede Duckwitz en selvstændig politisk rolle. Under folkestrejken i København i sommeren 1944 var Duckwitzs påvirkning af Best væsentlig for, at dødvandet mellem Best og politikerne kunne brydes, og at man kunne bevæge sig hen imod en afvikling af strejken. Endelig tog Duckwitz aktivt del i de forhandlinger der fandt sted i april 1945 med henblik på at undgå en slutkamp på dansk jord.

Efter krigen fik Duckwitz en fornem karriere som diplomat, som kulminerede i årene fra 1967 til 1970, hvor han som statssekretær i det vesttyske udenrigsministerium var med til at formulere Willy Brandts afspændingspolitik over for den kommunistiske østblok.

Kirchhoffs biografi er velskrevet, velargumenteret, afbalanceret og overbevisende. Den er skrevet med overskud og overblik. Kirchhoff formår at forene analytisk kompleksitet med afklaring. Bogen, som fortjener et stort publikum, skal være stærkt anbefalet.