Deporteret
Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
”Afpillede skeletter med fuglehalse var vi, ribbenene stak frem som ribbenene på et vaskebræt, underlivet var omtrent forsvundet, de fleste havde flegmoner, dybe stinkende, væskende sår på fødderne, benene, lårene, brystet og ryggen”. Sådan beskriver Martin Nielsen sin egen og kammeraternes tilstand i vinteren 1943/44, hvor de på grund af deres kommunistiske tilhørsforhold opholdt sig i kz-lejren Stutthof. Hans og andre deporterede danskeres beretning om tilværelsen i tysk kz-lejr indgår i Rasmus Jørgensens bog Deporteret, der på baggrund af tidligere nedskrevne erindringer og forfatterens egne interviews giver den hidtil mest fuldstændige beretning om de danske kz-fanger.
Det var forskellige grupper i det danske samfund, der under besættelsen pådrog sig tysk opmærksomhed, og som, i nogle tilfælde med lidt for velvillig assistance fra danske myndigheder, pludselig var på vej til en uvis skæbne som deporteret. Det gjaldt jøderne, der selv om mange undslap til Sverige, alligevel i et antal af 481 blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt, hvor 53 døde. De danske kommunister blev jaget vildt fra sommeren 1941, da Hitler invaderede Sovjetunionen, og for dem blev Stutthof opsamlingsstedet for de deporterede. De to største grupper danskere, der stiftede bekendtskab med kz-lejrene, var politiet og herunder grænsegendarmeriet samt modstandsbevægelsens medlemmer. Endelig var der, hvad Rasmus Jørgensen kalder de glemte ofre, nemlig de, der efter besættelsesmagtens opfattelse var asociale elementer eller vaneforbrydere. Denne gruppe er først sent kommet med i historieskrivningen, selv om 160 omkom i Neuengamme. I alt blev o. 5.000 danskere ofre for de tyske deportationer, og 540 af dem satte livet til i kz-lejrene. Det var et fåtal, set i forhold til nazisternes ufattelige massemyrderier, og lejrenes dobbelte funktion som arbejdskraftreservoirer og udryddelsesmekanismer.
Danskernes situation var generelt knap så desperat som de lejrfangers, der ifølge den nazistiske ideologi tilhørte undermenneskeracen. Som en slags arier var de placeret temmelig højt i lejrhierarkiet, og en kombination af sammenhold og Røde Kors-pakker forbedrede ligeledes overlevelsesmulighederne. Endelig var kz-lejr-opholdet for de flestes vedkommende af forholdsvis kort varighed, idet deportationerne først nåede et betragteligt omfang i krigens sidste år.
Bogen bygger bortset fra interviews med tidligere kz-lejr fanger ikke på nyt forskningsmateriale. Til gengæld får læseren en grundig analyse af besættelsesmagtens topadministratorer og det danske departementsstyres vanskelige forhandlinger med personer som den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, der, efterhånden som Tysklands sammenbrud kom nærmere, mere og mere blev drevet af personlig opportunisme. Den oprindelige forståelse mellem danske og tyske myndigheder, der i besættelsens første tre år havde sikret landet en vis suverænitet, forsvandt efterhånden som samarbejdspolitikken led skibbrud, og især betød Gestapos ankomst i september 1943 et vendepunkt. Deportation til en kz-lejr i stedet for internering i Horserød eller Frøslev blev en reel trussel.
Rasmus Jørgensen kommer rundt om både de overordnede relationer mellem danske myndigheder og den tyske besættelsesmagt, de forskellige gruppers arrestationer og videre skæbne i de tyske lejre og den dramatiske slutfase, hvor transporten hjem for nogle foregik i de hvide busser, medens andre til fods kæmpede sig gennem et Tyskland i opløsning og udsat for intensive engelske luftbombardementer. Og selv efter hjemkomsten kunne opholdet i kz-lejren kaste lange skygger. Nogle døde kort efter af følgesygdomme, andre blev i tidens løb ramt af det såkaldte kz-lejr syndrom, en varig fysisk skade i hjernen som følge af de ekstremt dårlige ernæringsforhold. Bagest findes en fyldig kommenteret bibliografi, der viser, at fremstillingen bygger på en solid litteraturgennemgang. Den lidt dristige påstand i et udsendt pressebrev, at Deporteret er den første samlede beskrivelse af de danske kz-lejr fanger, dementeres i nogen grad af bibliografiens omtale af Jørgen H. Barfods Helvede har mange navne, der nævnes som ”den hidtil eneste samlede videnskabelige fremstilling af de danske kz-fangers historie”.
Deporteret føjer sig fint til det efterhånden betragtelige antal udgivelser om besættelsestidens historie. Det er en klart fortalt og veldisponeret beretning om et særligt mørkt kapitel, hvor danskere stiftede bekendtskab med nazismens allermest brutale sider. Illustrationerne er velvalgte og viser lejrenes trøstesløse virkelighed uden at gå i de mere grusomme detaljer.
