Dødsdømt

Af Mona Jensen, Cand.mag., Historisk Samling fra Besættelsestiden

Dødsdømt er endnu en udgivelse i rækken af bøger om danskere på den ”forkerte side af stregen” under den danske besættelse og endnu en af slagsen om en dansk SS-frivillig. 

Bogen indeholder Helweg-Larsens egen beretning, der er skrevet under hans fængselsophold efter befrielsen.

Helweg-Larsen var SS-soldat og krigskorrespondent på den tyske øst- og vestfront. Desuden var han øjensynlig i et eller andet omfang tilknyttet Sicherheitsdienst (SD).

Han er imidlertid mest kendt og berygtet for sine aktiviteter her i landet. I forbindelse med undtagelsestilstanden i august 1943 deltog han i arrestationen af fremtrædende danskere, og den 30. august skød og dræbte han sammen med bl.a. Søren Kam den danske journalist Carl Henrik Clemmensen.

Ifølge Helweg-Larsens udsagn var mordet et affektdrab. Clemmensen havde spyttet på en journalist fra den nazistiske avis ”Fædrelandet”. For at statuere et afskrækkende eksempel over for andre, der nedgjorde danskere i tysk tjeneste, havde det været SS-folkenes hensigt at tildele Clemmensen en gang tærsk. Situationen udviklede sig imidlertid til drab.

Drabet var baggrunden for, at Helweg-Larsen som den første af i alt 46 såkaldte ”landssvigere” blev henrettet i januar 1946.

Helweg-Larsens familie har stillet beretningen til rådighed for udgiverne, der også har haft adgang til andre dokumenter, bl.a. breve til hustruen.

I indledningen portrætteres Helweg-Larsen af Henrik Skov Kristensen, der påpeger relevante omstændigheder, som sætter Helweg-Larsens egen beretning i nødvendigt perspektiv. Også i noterne til beretningen gives der nødvendige korrektioner og faktuelle oplysninger.

Helweg-Larsen havde fået udgivet bøger, bl.a. en drengebog, om sit eventyrlige liv før SS-tiden. Stilen i beretningen har også karakter af malende drengebogsskildring, og den vil sandsynligvis blive læst med interesse af de mange, som har særlig interesse i danske SS-frivilliges indsats i tysk tjeneste. Beretningen ledsages af fine billeder fra Helweg-Larsens liv.

Efter beretningen er der gengivet uddrag af faderen provst Povl Helweg-Larsens skildring af sønnens sidste tid og af henrettelsen, som faderen overværede. Det er en skildring, som gør et stærkt indtryk, og som efter anmelderens smag sammen med Ditlev Tamms efterskrift er bogens stærkeste side.

Ditlev Tamm analyserer og problematiserer retsprocessen mod Helweg-Larsen og perspektiverer til en interessant generel diskussion af det danske retsopgør, der pga. de særlige omstændigheder ved Danmark besættelse fik et ”hjemmelavet præg” (s. 303).

I modsætning til senere processer blev afgørelserne i Helweg-Larsens tilfælde truffet usædvanligt hurtigt af det danske retssystem. Det skyldes ifølge Tamm, at man fra myndighedernes side med denne første og hurtige dom ønskede at signalere villighed til at gøre brug af straffelovstillæggets strengeste straf. Det lovmæssige grundlag for straffen, nemlig at drabet på Clemmensen var sket ”for at fremme tyske interesser” kan næppe siges at have været opfyldt - i hvert fald ikke i juridisk forstand. Drabet kan snarere karakteriseres som selvjustits fra SS-folkenes side.

Langt grovere forbrydere blev senere idømt mildere straffe eller benådet. Den hårde linje mht. anvendelse af dødsstraf blev ikke fastholdt, og den hurtige proces blev derfor Helweg-Larsens ulykke.

Bortset fra, at man savner et register, er Dødsdømt en nydelig udgivelse. Som historisk kilde har Helweg-Larsens beretning ikke mindst interesse som vidnesbyrd om en dansk SS-frivilligs selvopfattelse. Med udgivernes grundige og informative kommentarer bliver Dødsdømt et fint bidrag til historien om de danske SS-frivillige og om det danske retssystems inkonsistente håndhævelse af straffelovstillæggets bestemmelser.