En kriger
Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
Ole Lippmann (1916-2002) afløste i februar 1945 Flemming B. Muus som SOE’s faldskærmschef i Danmark, og fungerede som sådan frem til efter befrielsen den 5. maj samme år. Han er derfor ubestridt én af besættelsestidens hovedpersoner, og den meget vægtige biografi, som Niels Barfoed nu fremlægger, har da også sit tyngdepunkt i besættelsesårene, og især det sidste år, hvor Lippmann af SOE (Special Operations Executive) blev trænet til sine opgaver i Storbritannien, for derefter at blive sendt illegalt til Danmark som SOE’s repræsentant, og administrator/koordinator af det mandskab og materiel, som SOE sendte til den danske modstandsbevægelse.
Men biografien følger Ole Lippmann gennem hele hans liv, og det er langtfra uspændende læsning, både hvad angår opvæksten og ungdommen inden 1940, såvelsom tiden efter 1945. Hans farfar, Julius Isak Lippmann, blev født i København i 1848 udenfor ægteskab af en datter af en jødisk tøjmagermester og en sproglærer fra Altona; Julius Isak blev sat i lære hos det københavnske manufakturhandlerfirma Simonsen & Weels Eftf., som var grundlagt i 1817, og som han i 1888 overtog som eneejer. Ved Julius Lippmanns død 1928 overgik firmaet, der da havde specialiseret sig i forbindsstoffer, bandager og sygehusudstyr, til Ole Lippmanns far Kai Oluf Lippmann (1882-1951), og det var en selvfølge, at Ole Lippmann skulle indtræde i familiefirmaet. Efter realeksamen fra Henrik Madsens Skole i 1932 kom han på Niels Brocks Handelsskole, som han forlod inden eksamen for at forsætte sin uddannelse på The Danish Merchant School i London. I London fik han en praktikplads som kirurgisk instrumentmager på lungeafdelingen på The Brompton Hospital. Fra England gik turen i 1936 videre til USA, hvor Ole Lippmann videreuddannede sig på både det tekniske og det kommercielle felt, samtidig med at han plejede familiefirmaets amerikanske handelsforbindelser og dannede sig et indtryk af det amerikanske marked. Hjemturen fra USA lagde han over Japan - hvor han på første hånd blev vidne til den kinesisk-japanske krigs udbrud - og med den transsibiriske jernbane gennem Rusland, hvor han også nåede et ophold i Moskva, inden han i september 1937 nåede hjem til sine forældres sølvbryllup. Den unge mand blev nu betragtet som færdiguddannet, og sendt på forretningsrejser til Tyskland, England og USA; i 1939 blev han, i en alder af 23 år, udnævnt til direktør i Simonsen & Weels Handelsafdeling.
Ved udbruddet af 2. verdenskrig var Ole Lippmann således en vidtberejst og erfaren mand, hvis karakter var blevet formet af opholdene i England og USA, og han afskyede af et godt hjerte de totalitære regimer, både i Japan og Tyskland og i Sovjetunionen. Han var desuden en udpræget handlingens mand, og var nær kommet afsted med en dansk ambulance til Finland i januar 1940.
I de første besættelsesår passede Lippmann sit firma, og blev i 1942 gift; men kom gradvis ind i illegalt arbejde via en bekendt, boghandler Mogens Staffeldt, hvis virksomhed, Nordisk Boghandel, blev en slags “illegal kommandocentral”. Her mødte han Svend Truelsen, der var officer af reserven og drev efterretningsvirksomhed mod tyskerne, såvel før som efter den 29. august 1943. Truelsen blev Ole Lippmanns nærmeste samarbejdspartner og ven under resten af krigen, og Lippmann bidrog med efterretninger, bl.a. indsamlet under en - legal - forretningsrejse til Tyskland i efteråret 1943.
Truelsen og Lippmann lagde deres loyalitet hos det nydannede frihedsråd, og kom hermed i et modsætningsforhold til den militære efterretningstjeneste, som også efter den 29. august fortsatte i “den lille generalstab”. Deres “onde ånd” blev her personificeret ved kaptajn Svend Schjødt-Eriksen. I maj 1944 blev Truelsen kompromitteret og måtte flygte til Sverige, hvorfra han i juni fortsatte til London og blev indrulleret i SOE’s danske sektion. I juli 44 må Lippmann følge Truelsen til Sverige, og i august følger han i Truelsens fodspor til England.
Via Ole Lippmanns eget arkiv (nu i det kgl. Bibliotek), som Niels Barfoed har haft fuld adgang til, følger vi hans aktivitet både før og efter færden til England. såvelsom efter hans tilbagekomst til Danmark i februar 1945, og får et interessant indblik i alliancer og modsætningsforhold indenfor det illegale Danmark. “Den lille generalstabs” officerer var mistroiske overfor Frihedsrådet, der jo havde kommunistiske medlemmer, og ville derfor unddrage modstandsbevægelsen flest muligt af de våben, som SOE sendte til Danmark, da man frygtede et kommunistisk kupforsøg efter krigens afslutning. Omvendt mente Lippmann, at modstandsbevægelsen skulle have mest muligt materiel til sin kamp, da det var den aktive modstandskamp, og den alene, der kunne give Danmark status som allieret nation. For et kommunistisk kup frygtede han ikke, da han - som det skulle vise sig: ganske korrekt - vurderede deres styrke som alt for beskeden til at de kunne gøre sig håb om at erobre magten i et befriet Danmark. Han lagde derfor sin kurs tæt op ad Frihedsrådet - hvor han fik et meget nært forhold til Frode Jacobsen, såvelsom til lægerne Ole Chiewitz og Erik Husfeldt, som han kendte allerede før krigen - men var samtidig 100% loyal overfor SOE i London. En af bogens interessante pointer er, at SOE ikke var lige så loyal mod sin repræsentant i Danmark, idet man samtidig satsede på den militære del af undergrundshæren, altså den lille generalstab, hvis ventegrupper skulle aktiveres, hvis det kom til kamp i Danmark ved krigsafslutningen. Og der var faktisk til det allersidste usikkerhed om, hvorvidt den tyske øverstkommanderende i Danmark, general Lindemann, ville kapitulere uden kamp.
Også andre brudflader i “det illegale Danmark” illumineres gennem Ole Lippmanns optegnelser - f.eks. den grundfæstede mistillid til Herman Dedichen, såvel som Christmas Møllers katastrofale åbenmundethed. Samtidig er biografiens afsnit om besættelsestiden et menneskeligt dokument på højt plan, idet vi gennem Ole Lippmanns brevveksling med hustruen (som opholdt sig i Stockholm) og hans dagbogsoptegnelser får et førstehåndsindtryk af, hvor stor en psykisk belastning han måtte leve med i de sidste 10-11 krigsmåneder. Sin triumf fejrede Ole Lippmann da han den 5. maj kunne modtage chefen for SHAEF’s mission i Danmark, generalmajor Richard H. Dewing, i Kastrup Lufthavn.
Efter krigen gik Lippmann tilbage til sin stilling som direktør for Simonsen & Weel, men var sideløbende hermed aktiv indenfor civil efterretningsvirksomhed, hvor han blev grundlæggeren af
Udenrigspolitisk Selskab, hvis formål bl.a. skulle være indsamling og formidling af informationer om politiske og kommercielle forhold i udlandet, ikke mindst i de østeuropæiske lande, som i de første efterkrigsår fik kommunistiske regimer, der var fjernstyret fra Moskva. Takket være sin udstrakte rejsevirksomhed for sit firma og sit kolossale personlige netværk var Lippmann i stand til at indsamle megen og relevant viden, som med største diskretion gik videre til de rette instanser i England og USA. Under sin uddannelse i England i efteråret 1944 havde Lippmann fået et nært forhold til den polske eksilhær, og interesserede sig derfor specielt for polske forhold, hvilket førte til at hans firma i 1970’erne grundlagde en filial, Medico Teknik, i Polen, og at han var primus motor i at arrangere kurser og udvekslingsbesøg i Danmark for polsk hospitalspersonel.
Under Ungarnskrisen i 1956 trådte Ole Lippmann sammen med sin gamle ven og krigskammerat, professor Erik Husfeldt, i karakter ved udsendelsen af en dansk Røde Kors-ambulance til Budapest. Hans energiske og udiplomatiske optræden på egen hånd i den ungarske hovedstad efter russernes indmarch gjorde ham umulig i den internationale Røde Kors-komités øjne, og Husfeldt måtte meget mod sin egen tilbøjelighed sende ham hjem til Danmark. Ole Lippmanns oplevelser på nærmeste hold af den russiske brutalitet i nedkæmpelsen af den ungarske selvstændighedsbevægelse må imidlertid i eftertidens øjne retfærdiggøre hans handlemåde.
I bogens sidste kapitler følger vi afviklingen af det gamle familiefirma Simonsen & Weel; i 1988 trak Ole Lippmann sig efter et hjerteanfald som bestyrelsesformand, og i 1997 blev firmaet solgt til et svensk investeringsselskab, for endeligt at blive afviklet i 1999. Dets eksistens og succes havde i alt for høj grad været afhængig af Ole Lippmanns personlige aktivitet og forretningssans. Selv havde Ole Lippmann i 1967 erhvervet ejendommen Bakkegaard ved Lodskovvad i Nordvendsyssel, hvor han tilbragte sine ferier og en stor del af sit otium. Han blev så knyttet til egnen, at han valgte at blive begravet på Raabjerg Kirkegaard, hvor han fandt sit sidste hvilested i september 2002.
Denne anmeldelse har kun nødtørftigt kunnet skildre Ole Lippmanns mangefacetterede levnedsløb - så som afslutning er der ikke andet at sige end: Læs bogen! Man bliver i den grad fanget ind af den! Det skal imidlertid også siges, at fordi den i så høj grad er baseret på Ole Lippmans egne breve, dagbøger og rapporter, bliver den en fremstilling af verden set gennem Ole Lippmanns optik. Det er der i og for sig intet odiøst i, når blot læseren har det for øje og erindrer, at der til en afbalanceret vurdering af besættelsestiden også hører et studium af de andre aktørers biografier, hvoraf et udvalg er anført i bogens kilde- og litteraturfortegnelse. Den indeholder endvidere, som sig hør og bør, et fyldigt afsnit med noter og henvisninger, fremfor alt til Ole Lippmanns arkiv, samt et register over de personer, der optræder i bogen.
