Fodbold med fjenden

Af Andreas Skov 

I efteråret 2005 markerede Danmarks Radios sportsafdeling 100-året for Gunnar ”Nu” Hansens fødsel med en lang række indslag i såvel radio som tv. Der var tale om én lang hyldest til manden, som igennem 56 år arbejdede som journalist i Danmarks Radio, og som i en lang årrække styrede radio- og tv-dækningen af sports- og idrætslivet i Danmark. På mig virkede fejringen af Gunnar Hansen en smule kvalmende, eftersom man i de forskellige indslag nærmest ophævede ham til en halvgud. Alle indslagene var totalt blottet for kritik af manden.

Mens jeg læste Fodbold med fjenden – hvori Hans Bonde ikke blot beskriver og analyserer dansk idræt før og under besættelsen, men også dansk sportsjournalistik – kunne jeg derfor ikke lade være med at tænke på, om Danmarks Radios fejring af Gunnar Hansen ville være blevet lige så markant, hvis Bonde allerede på dette tidspunkt havde udsendt bogen? Jeg gætter på, at man nok ville have skruet lidt ned for festlighederne, for i Fodbold med fjenden får man indtryk af, at Gunnar Hansen ikke blot var en dygtig sportsjournalist, men også var en mester i disciplinen medløberi. Han fik sin ilddåb som radioreporter under OL i Berlin i 1936, hvor han overgav sig helt til arrangørernes evne til at skabe stemning. I 1930’erne og i begyndelsen af besættelsen lavede Gunnar Hansen sportsreportager i Nazityskland og interviews med nazistiske idrætsledere. Da krigen vendte, og befrielsen kom, iscenesatte han sig selv som en sand frihedskæmper.

I Fodbold med fjenden fremgår det imidlertid, at Gunnar Hansen blot var én blandt mange medløbere inden for dansk idræt og sportsjournalistik og hele samfundslivet generelt under besættelsen. Bogen er et bidrag til den efterhånden meget omfattende forskning i dansk besættelsestid, og ligesom en meget stor del af den eksisterende forskning om besættelsestiden kredser om temaet samarbejde eller modstand, gør denne bog det også. Forfatteren behandler således det klassiske, moralske dilemma om, hvorvidt det var rigtigt at samarbejde med besættelsesmagten, og – i bekræftende fald – hvor langt man skulle/kunne gå. Forfatteren formulerer selv problematikken på følgende måde: ”Det var nødvendigt at sælge smør til Tyskland for til gengæld at få råvarer og undgå den danske økonomis bankerot og en sultkatastrofe for den danske befolkning. Men var det også nødvendigt at spille fodbold med besættelsesmagten? Og hvis man endelig gjorde, skulle man så selv kaste sig entusiastisk over det store og unikke tag-selv-bord af muligheder for tysk dansk idrætssamkvem?”

Forfatterens hovedtese er, at der i besættelsens første år (indtil omkring efteråret 1941) foregik et meget omfattende samarbejde på idrætsfronten mellem Danmark og Nazityskland, hvilket i realiteten blot var en videreførelse af 1930’ernes tætte forbindelser mellem de to lande. I besættelsens første år blev der arrangeret landskampe i mange idrætsgrene, bl.a. fodboldlandskampe både i Danmark og Tyskland; samkvemmet ophørte igen efter tysk ønske, mens man fra dansk idræts side faktisk ønskede at videreføre det.

Opfattelsen af idrættens rolle i samfundet var ikke ens i de to lande. Mens den danske idrætsledelse hævdede, at idræt intet havde med politik at gøre, havde de nazistiske idrætsautoriteter den modsatte opfattelse. De så sportens vigtigste funktion som politisk! I den forbindelse pointerer forfatteren ganske overbevisende, at uanset om danskerne ville det eller ej, blev de viklet ind i den nazistiske propaganda.

Danske sportsfolk og sportsjournalister var vildt begejstrede for den måde, Tyskland i 1936 afviklede OL i Berlin på. Ifølge forfatteren lovpriste den danske presse arrangementet til skyerne, og ingen fra dansk side – bortset fra kommunister og en jødisk idrætsforening – bekymrede sig tilsyneladende over den undertrykkelse og vold, som i disse år fandt sted i det tyske samfund. Tværtimod var man i Danmark meget fascineret af tysk idræt og sport, og en del tyske sportsfolk var idoler i Danmark. Forfatteren argumenterer i den forbindelse for, at det danske idrætsmiljø var med til at legitimere det nazistiske voldsstyre.

Da Tyskland besatte Danmark, blev det danske idrætssamkvem med udlandet kortvarigt indstillet, men den danske sportspresses fascination af tysk sport fortsatte, som om intet var hændt. F.eks. bragte Danmarks største sportsblad, Idrætsbladet, allerede den 11. april en stor billedreportage fra en fodboldkamp mellem Tyskland og Ungarn.

Besættelsesmagten var meget interesseret i at få genoptaget idrætssamkvemmet med Danmark, eftersom det naturligvis ville kunne bruges til at støtte argumentet om, at besættelsen af Danmark ikke var en ”rigtig” besættelse, men blot en ”fredsbesættelse”. De nazistiske myndigheder lagde derfor et stort pres på Danmarks Idræts-Forbunds ledelse for at få dem til at genoptage samkvemmet. Men Danmarks Idræts-Forbunds ledelse blev også presset fra specialforbundene om at genoptage samkvemmet med udlandet, herunder Tyskland.

Fra august 1940 blev der på ny afholdt landskampe mellem Danmark og Tyskland. Danske fodboldspillere, atletikudøvere, svømmere, boksere m.fl. tog til Tyskland for at deltage i sportskampe, og tyske idrætsfolk tog turen til Danmark.

Idrætssamkvemmet varede imidlertid kun et års tid, eftersom krigens udvikling betød, at de tyske myndigheder naturligvis begyndte at nedprioritere den propagandaeffekt, som var forbundet med at afvikle sportskampe med Danmark. En stor del af bogen omhandler denne periode. Forfatteren viser, at mange indenfor det danske ønskede at ”spille fodbold med fjenden”, og nogle forbund – f.eks. atletikforbundet – var meget tæt på at være nazistisk ledet.   

Bogen er velargumenteret, velskrevet og kaster nyt lys over et aspekt af besættelsestiden, som stort set er uberørt af den hidtidige forskning. I den henseende må Fodbold med fjenden siges at være banebrydende. Men eftersom den også er det første forskningsværk, som beskæftiger sig med dansk idræt under besættelsen, efterlader den helt naturligt en lang række ubesvarede spørgsmål; først og fremmest spørgsmålet: Hvor omfangsrigt var idrætssamarbejdet på lokalt plan og ude i de enkelte foreninger? Her er der helt sikkert basis for mange lokale undersøgelser, som vil kunne give et bredere billede af omfanget af samarbejdet.

I den forbindelse vil jeg fremføre et af mine få kritikpunkter i forhold til bogen: Efter min mening er forfatterens dom over Danmarks Idræts-Forbunds ledelse temmelig hård. Forfatteren er af den opfattelse, at ledelsen gik for langt og var for aktivistisk i samarbejdet med besættelsesmagten. Samtidig viser han dog, at ledelsen var udsat for et enormt pres fra snart sagt alle sider for at genoptage det idrætslige samarbejde; presset kom fra besættelsesmagten, udenrigsministeriet og sågar fra mange af specialforbundene under Danmarks Idræts-Forbund. Og som forfatteren selv gør opmærksom på, skulle beslutningen om genoptagelsen af samkvemmet tages på et tidspunkt (sommeren 1940), hvor ”de tyske sejre slog verden med forbavselse og beundring”, som daværende udenrigsminister Erik Scavenius udtrykte det. DIF’s må således siges at have været udsat for et massivt pres for at genoptage samkvemmet.

Men alt i alt må det siges at være en glimrende bog.