Følg Wilfred

Historikeren Claus Bundgård Christensens bog om den næsten ukendte nazist Wilfred Petersen er en paradeopvisning i fornem historisk forskning og formidling. Man er noget rystet over at læse om en mand, der i den grad – sammen med hans trofaste følgesvende – var med til at præge den dramatiske periode op mod den tyske besættelse, hans had mod Frits Clausen og hans utrolige samarbejde med både politi og modstandsbevægelsen.

Af Erik Ingemann Sørensen

Søndag den 1. maj 1938. På Nørrebro er man på Blågårds Plads ved at gøre klar til den store demonstration på arbejdernes internationale festdag. I hjertet af det røde København. Klokken fem om eftermiddagen steg ”den spinkle, men jernhårde mand” – Wilfred Petersen – op på en talerstol. ”Hans tale blev transmitteret ud over pladsen via en højtalervogn…” Fra dele af mængden, der talte flere tusind, hørtes sangen ”Internationale”. Det fiktaleren til at udbryde: ”Ja, nu har I sunget internationale i halvfjerdsindstyve år. Se jer om, hvor langt er i kommet med det?”. Og han fortsatte: ”I råber nazisvin. Jeg er ikke det, I forstår ved nazist. Jeg er hverken tysker eller russer.”

Wilfred Petersen. Udsnit af bryllupsbillede

Senere kunne man i bladet ”Stormen” – udgivet af DSP – læse følgende om modstanderne på Blågårds Plads: ”...de skidne rotteindivider fra underverdenen stod afmægtigt stirrende med hængende underkæber og forvredne ansigter og vidste, at nu var de overvundet…” Det hele endte i et stort slagsmål, hvor Wilfred Petersen blev væltet af en motorcykel og slået ned og brækkede to ribben. Paradoksalt nok var det to maskinarbejdere, der kom ham til undsætning og fik ham kørt væk af politiet.

Denne drabelige fortælling afslører en af de mange situationer, hvor det offentlige rum blev inddraget i den politiske kamp i 30’erne. Og det var så sandelig ikke en enlig svale. Claus Bundgård Christensen beretter veloplagt om adskillige af lignende episoder.

Hvem var denne Wilfred?

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke havde noget større kendskab til hovedpersonen, da jeg begyndte at læse biografien om ham. I sin bog: ”De danske førere – Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922 – 1945”, Syddansk Universitetsforlag, 2018, præsenterede Ole Ravn både NSP og Wilfred Petersen – s.245 – 286 – under overskriften ”Den revolutionære fantast”. Det var en udmærket indføring blandt en lang række andre. 14 i alt. Ravn slutter præsentationen af Wilfred Petersen med ordene: ”I hvert fald er det vanskeligt i dag at finde ud af, hvilket menneske der egentlig gemmer sig bag den dynamiske facade” (s.285). Det lykkedes i alle fald ikke for Ole Ravn.

Med Claus Bundgård Christensens bog kan man med stor glæde konstatere, at vi nu har et grundigt, dybdeborende og overbevisende billede af dette mærkelige menneske. Fremlagt på en endog særdeles inspirerende og læseværdig måde. Forfatteren har adskillige gange vist, at han er en fremragende skribent. Med denne bog bryder han på en måde endnu mere igennem med fortællingen. Den er skrevet i et særdeles fornemt sprog – let og lokkende – beskrivende og debatterende – så man som læser ikke bliver træt – tværtom er det så lokkende, at det er svært at lægge bogen fra sig. Man vil læse videre. Det er ganske enkelt formidling af allerhøjeste klasse. En ypperlig præstation.

Wilfred Petersen blev født i en familie, der ikke just befandt sig på solsiden. Faderen var murerarbejdsmand. Moderen gik hjemme i lejligheden på Amager. Det var trange kår, hvor der efterhånden var syv børn med Wilfred som den ældste. Han beskrev senere hjemmet som kærligt og sig selv som en, der havde en dominerende indflydelse.

Wilfred havde gode evner, og støttet af forældrene tog han i 1923 realeksamen. Men hjemmets økonomi rakte ikke til studier, hvorfor han måtte tage arbejde. Så blev han indkaldt som soldat. Her lagde man mærke til hans evner og indstillede ham til at blive befalingsmand. Han havnede herefter på Kornetskolen, der lå på Kronborg. Og senere på løjtnantskolen. Her var en af de andre elever von Schalburg, der blev chef for de danske østfrontfrivillige i Frikorps Danmark. Han blev dræbt under kampene ved Demjansk i 1942. Der er imidlertid, skriver Claus Bundgård Christensen, ikke noget, der tyder på, at de havde nogen nærmere relation. Der herskede her og senere i tjenesten en vis aristokratisk stemning, som Wilfred med sin arbejderbaggrund ikke kunne leve op til. Det kunne han til gengæld på andre, vigtige områder. Claus Bundgård Christensen skriver: ”På trods af hans til tider akavede facon i messen er der imidlertid ikke tvivl om, at han generelt klarede sig godt og var afholdt af sine venner, der gav ham et sympatisk skudsmål som både smilende og hjælpsom. … På skolerne klarede han sig godt på det boglige område, men også i det praktiske, som når soldaterne skulle føres i marken…” (s.23). Han blev hjemsendt i slutningen af 1927, men vendte efter nogle måneder tilbage til forsvaret. Her var han, da katastrofen indtrådte i oktober 1931, dengang beslutningen om at skære ned på hæren kom. Wilfred blev afskediget fra det arbejde, der havde betydet så meget for ham. Herom noterer Bundgård Christensen: ”Bitterheden over den ufrivillige afskedigelse gjorde ikke alene Wilfred Petersen til nazist, men var en medvirkende årsag til, at han begyndte en politisk karriere i sommeren 1932.” (s.23).

Wilfred Petersen (tv) sammen med 2 officerskammerater, Max Weiss og til højre Johan Herluf Skjoldager. De forblev venner livet igennem.

Ind i DNSAP og ud igen

Som en reaktion på skuffelse og hadet til politikerne meldte han sig ind i det danske nazistparti, der på dette tidspunkt havde Cay Lembcke som leder – han var tidligere officer og ”… tordnede mod nedskæringerne og, kort tid før han stiftede partiet, proklamerede, at han havde forladt forsvaret i protest mod den danske ”operettehær”…” (s. 24). Dét tiltalte Wilfred Petersen.

Her vidste han, det var muligt at gøre karriere. Men det gik ikke, som han forestillede sig – ved folketingsvalget den 16. november 1932 gik det helt galt – nærmest en ”nedsmeltning”, hedder det i bogen. Men Wilfred Petersen havde lugtet lunten – så den 2. november stiftede han ved et møde i Admiral Gjeddes Gård ”National Socialistisk Parti”. Hvorefter en ganske speciel historie tog sin begyndelse. For det ”var ikke kun begyndelsen på historien om den nazistiske fører Wilfred Petersen. Den spinkle mand med de karakteristiske træk blev i de følgende år den centrale skikkelse i en politisk subkultur, der gradvist blev mere radikaliseret, og hvis medlemmer samledes i det mest ekstreme og kriminelle af de nazistiske partier i Danmark…” (s.18).

Begivenhederne i Tyskland understregede, at vold, gadekampe og udskamning var midler til at opnå de ønskede resultater. Uden hæmninger. Antisemitismen havde kronede dage.

En ekstremt radikaliseret edderkop

I pjecen ”Maal og midler” finder man et forsøg på et slags partiprogram. ”Her blev hovedlinjerne for den førerstat, som Petersen forestillede sig formuleret i otte punkter, hvor det vigtigste element var det racistiske og racebiologiske spørgsmål…” (S.94). Pjecen blev udgivet i 1940 – på et tidspunkt hvor man i Det tredje Rige for længst havde demonstreret, hvad dette indebar.

Wilfred Petersen havde besøgt Tyskland to gange i 1937 sikkert efter invitation fra ”Aussenpolitisches Amt der NSDAP” – APA. Her overværede han i september 1937 partidagene i Nürnberg. ”Partidagenes storladne iscenesættelse kulminerede i netop de år med mere end en million deltagere, og byen blev i flere dage det absolutte omdrejningspunkt for tysk nazisme med Hitler som den centrale figur…” (S.139).

En af de tråde, Claus Bundgård Christensen trækker gennem bogen, er den ekstreme radikalisering, der prægede især hovedstaden i 1930’erne. De fleste erindrer nok kontroverserne mellem de danske nazister, Konservativ Ungdom og kommunisterne – noget der kunne gå ganske ”lystigt” for sig. I bogen lægger forfatteren talrige, helt nye brikker i det kæmpepuslespil, det må have været at stykke alt om NSP sammen. Men hvem var med i denne nye organisation? Hvad var baggrunden?

Claus Bundgaard Christensen skriver: ”... adgangen til kilder var problematisk. Der findes i dag eksempelvis intet partiarkiv. Det blev bogstavelig talt blæst ud over Gothersgade, da hovedkvarteret blev sprængt i luften…” (s.10). Det er i øvrigt en historie så utrolig, at man næsten fristes til at sige, det er for vildt. Hvad det altså ikke er. Her støder vi på Bjørn Schouw Nielsen – ham med hypnosemordet i Landmandsbanken. Også han var sammen med Wilfred Petersen – og endnu mere mærkværdigt dukker også Erling Voss op – modstandsmanden, der i 1943 bliver medlem af Danmarks Frihedsråd. Sporene peger på, at sprængningen kunne være bestilt arbejde. Fra Wilfred Petersens side. Nu kunne han jo overfor tyskerne vise, at han rent faktisk var efterstræbt af modstandsbevægelsen.  Det er en utrolig historie – som så mange andre i denne fremragende bog.

Det sprængte hovedkvarter på hjørnet af Gothersgade og Nørre Voldgade. Huset tv. Står der stadig. Foto Frihedsmuseet

Men hvem sluttede op bag Wilfred? Bundgaard Christensen mener, at det var få hundrede personer, der blev hans drenge eller ”legionærer”. Altså ikke nogen massebevægelse. Der var tilsyneladende tale om en form for ungdomsoprør – en venden sig mod den generation, der ”… havde forvaltet samfundet på en måde, som havde ført til storkrig og flere økonomiske kriser i 1920’erne med triste skæbner, forarmelse og arbejdsløshed til følge. En tragisk udvikling, der fortsatte med uformindsket styrke i det efterfølgende årti…” (S. 74f).

Wilfred var ung, man sagde du til ham og brugte hans fornavn – noget der var ganske uhørt i borgerlige kredse til op i 60’erne. Forfatteren nævner også Wilfred Petersens karisma – en udstråling, der var med til at trække unge til.

Det var givet sådan. Men karisma og førerskikkelse er en kompliceret størrelse. Den tyske historiker Ludolf Herbst, der har skrevet bogen ”Hitlers Charisma. Die Erfindung eines deutschen Messias”, Fischer Verlag, 2011, påpeger, at der blev skabt en legende om de messianske forventninger, folket havde. Det var noget det nazistiske propagandaapparat i den grad mestrede.

Sådan var det ikke i Danmark. Men Wilfreds ideer, som han fortalte og skrev om med begejstring, ramte en del af ungdommen, for hvem han var en fører – noget han absolut ikke havde noget imod.

Hertil kom så hans udprægede evne til at iscenesætte og til at bruge pressen – og han var ikke karrig med sandheden. Beskyldninger om homoseksualitet, bortførelser, tilsvining og glødende jødehad prægede hans folk.

Dansk jøde på indkøb

Derfor forsøgte man sig også med et brandattentat på synagogen i København. Dog uden større held. En knust rude og ild i et gardin var jo i en helt anden kategori end i Nazityskland. Varehuset VEFA, der lå på Vesterbrogade i København satte man også ind overfor. Ejeren var jøden Alfred Leopold, der var flygtet fra Tyskland. I oktober 1938 iværksattes en boykot og en stor demonstration. Ejeren blev nervøs og bad om hjælp hos politiet. Da Wilfred Petersen klatrede op på taget og begyndte at holde tale, slog politiet til. Han blev arresteret, men få timer senere var han ude igen.

I forhold til situationen i Tyskland slap Alfred Leopold billigt.

Hovedfjenden var fede Frits

Efter den 9. april 1940 blev angrebene på DNSAP-føreren Frits Clausen hyppigere og mere og mere perfide. Wilfred Petersen hadede tilsyneladende lægen fra Sønderjylland, der unægtelig havde en langt, langt større medlemsskare. Angrebene på Clausen lå helt yderst på perfiditetens overdrev, hvilket blandt andet fremgår af en tysk rapport om situationen. Heri ”... hed det, at niveauet var så nedrigt som aldrig set tidligere i dansk politik…” (s. 212). Når man betænker, hvad ”der Stürmer” og andre udgivelser lanceret i det nazistiske Tyskland havde af ordvalg, så er det en ganske pudsig analyse af de danske forhold. Men det er rigtigt. Petersen og hans folk havde absolut ingen hæmninger. Som nu i et ark, hvorpå der stod et digt, der kunne synges på melodien: ”Jeg er havren”:

"Frelsermanden er mit øgenavn.

Helt fra Skagen og til København

Kender man mig på min fede krop.

Når man ser mig, må man kaste op.”

På den anden side var et af besættelsens mest ikoniske billeder: Frits Clausen som sprællemand.

Læg mærke til, at både Richs og Houlberg findes i karikaturen.

Julen 1940 udkom pjecen ”Rene folk med rene hænder” – eller den blå pjece efter farven. Den var et isnende angreb på Clausen og DNSAP. ”Clausens alt for høje alkoholforbrug blev tildelt meget opmærksomhed, og også Inge Clausens udviklingshæmning blev udstillet…” (s. 211). Oplaget var på 10.000. Og Wilfred Petersen måtte runde Dagmarhus, hvor Oberregierungsrat Ludwig Chantré fik ham til at love at holde sig i ro. Wilfred afgav løftet, og den 1. februar 1941 blev han løsladt.

Hvorefter han tog fat igen. Kampen mod Clausen og hans DNSAP skulle intensiveres. Det resulterede i dannelsen af et helt nyt parti: Dansk Folkeparti - forfatteren understreger, at navnet intet som helst har til fælles med det nuværende parti med samme navn. Forinden havde han fået DNSAP’s folketingsmedlem, Theodor Marinus Andersen, over i det nye initiativ. Her dukker også Victor Pürschel op. Juristen, der kom i folketinget i 1920 og i perioden 1922 – 1928 endda var gruppeformand og næstformand. Han forlod partiet i 1938 stærkt utilfreds med grundlovsforliget og Christmas Møllers rolle. (Man kan få et overblik over sagen her: https://danmarkshistorien.lex.dk/Ny_grundlov%3F).

Wilfred måtte på en eller anden måde vise, at det nye parti havde en god økonomi. Og her kommer endnu en overraskende forbindelse: ministeren for offentlige arbejder Gunnar Larsen.

 Da spaden knækkede for ministeren ved indvielsen af arbejdet med Fugleflugtslinjen 14. september 1941

Men konstruktionen holdt ikke. Otte uger efter partiet var anmeldt til Rigsdagen, trådte Pürschel ud, og Svend E Johansen smuttede efterfølgende. Også for det daværende Dansk Folkeparti begyndte alt at smuldre. Men Wilfred Petersen kæmpede indædt for, at DNSAP ikke fik succes ved folketingsvalget i marts 1943. Det endte som bekendt med ”… en regulær ydmygelse af Frits Clausen og hans parti, der trods massiv tysk støtte og en mangedobling af medlemstallet ikke formåede at øge antallet af mandater…” (s. 237).

Claus Bundgaard Christensens skattekiste med fantastiske, utrolige og overraskende fortællinger giver næsten åndenød – og det vil føre alt for vidt at komme ind på dem her. Der skal jo også være gedigne overraskelser til læserne. Som i kapitlet: ”Forklædt nazist i tysk tjeneste”. Var Wilfred måske også frihedskæmpere? Var han slet ikke den, mange troede, han var? Der er virkelig mange brikker i det puslespil, der skal lægges.

Afslutningen på en enestående politisk karriere

Da befrielsen kom, var Wilfred borte. Man ledte efter ham, men uden held. Først den 23. april 1946 ankom han til Politigården i København. Og ikke alene. Han var ”… flankeret af modstandsmanden Steen Hansen fra Dannevirke og efterretningsagenten Max Weiss…” (s.310). Han kom ikke som arrestant – nærmest som en tilsyneladende ganske agtet person. Han havnede på Sundholm på Amager sammen med en del af de gamle folk fra NSP. De havde således rig lejlighed til at koordinere deres forklaringer, inden straffesagen tog sin begyndelse ved Københavns Byret. Først i 1948 kunne dommen afsiges. Til sin store overraskelse blev Wilfred Petersen idømt seks års fængsel. Han rasede højlydt og måtte fjernes med magt. Claus Bundgaard Christensen skriver: ”Et stykke hen ad vejen er hans overraskelse ikke helt uforståelig set i lyset af, at han havde en tidligere justitsminister, en fremtrædende politimand fra efterretningstjenesten og en leder fra modstandsbevægelsen i ryggen. Det sidste ord var dog heller ikke sagt i denne sag. Afgørelsen blev omgående anket til landsretten…” (s.314f).

En af Wilfreds trofaste tilhængere kaldet Lille Jørgen blev dømt til døden og henrettet natten mellem den 3. og 4. marts 1950. i Østre Landsret faldt der dom over Wilfred Petersen og tre andre fra inderkredsen. De blev pure frikendt og fik ovenikøbet en erstatning på i alt 80.000 kroner. Det vakte voldsom opstandelse. Sagen endte i Højesteret. Her fastholdt man frifindelsen – ”… men erstatningen bortfaldt ud fra en betragtning om, at mændene ved deres forhold selv havde gjort sig skyldig i varetægtsfængslingen…” (s. 317).

Han var nu en fri mand, der kunne fortsætte i samfundet. Han etablerede virksomheder og klarede sig egentlig ganske pænt gennem årene.

Wilfred Petersen døde i maj 1981 efter kort tids sygdom.

Claus Bundgård Christensen slutter bogen med en overvejelse over dengang og nu: ”Men fortællingen om Wilfred Petersen og hans parti er en del af historien om 1930’ernes politiske kultur, besættelsen, om dansk fascisme og dens fremtrædelsesformer og i det perspektiv også et spejl for noget, der er en del af vores egen tid. Selv om de, der fulgte Wilfred Petersen, ikke findes mere, kan deres historie fortælle os om en radikalisering og voldsparathed, som vi i foruroligende grad genkender i vores nutid.” (s.336).

Heri må man give forfatteren fuldstændig ret.

Et mesterværk af stort format

Det er utroligt, som det er lykkedes for Claus Bundgaard Christensen at få denne historie hentet ud af glemslen. Der ligger et helt utroligt forskningsarbejde bag, hvad tydeligt fremgår af et fantastisk noteapparatur – helt ned i den mindste detalje. Oversigten over arkivmaterialer og over litteratur, der er anvendt, er yderligere med til at understrege, hvor grundigt forfatteren har arbejdet. Claus Bundgaard Christensen har skrevet en perlerække af bøger. Det, der også er helt specielt ved netop ”Følg Wilfred”, er den sproglige formidling, der ligger i fremstillingen. Der er en helt anden lethed end tidligere set. Et narrativ der dog ikke går på kompromis med den høje faglighed.

Vi uddeler ikke stjerner eller hjerter på historie-online. Men uden tøven vil jeg mene, at denne bog er en endog særdeles oplagt kandidat til den fornemme pris: ”Årets historiske bog”. Fremragende som den er.

Tak for en fantastisk oplevelse.

[Historie-online.dk, den 15. juni 2022]