Førerens Germanske Arm
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden
Med Frederik Strands bog Førerens Germanske Arm gives en samlet fremstilling af SS´ repræsentation i Danmark 1940-1945, - en repræsentation, der ifølge Strand var mere tungtvejende især for årene 1940-1943, end besættelsestidslitteraturen hidtil har været ved. Bogen gennemgår indledningsvist SS´ udvikling før og efter Hitlers magtovertagelse, dets ideologi og funktioner. Herefter fokuseres på Danmark, hvor SS’ historie deles i to: Før og efter augustoprøret 1943. Før augustoprøret var det ganske vist det tyske udenrigsministerium, som Danmark hørte ind under, i kraft af fredsbesættelsen og den danske suverænitetsfiktion. Strand argumenterer imidlertid for, at SS var centralt og indflydelsesrigt placeret også i denne periode. Dette skete bl.a. igennem det SS-kontrollerede Germanische Leitstelle, som havde andet på programmet end hvervearbejdet. SS´ indflydelse kom imidlertid især i stand via en penetrering af udenrigsministeriet, hvor centrale aktører som forvaltningschefen Paul v. Kanstein og den rigsbefuldmægtigede Werner Best nok var hyret af udenrigsministeriet, men som SS-folk reelt varetog SS´ interesser. SS var i denne periode tilhænger af den milde og fleksible samarbejdspolitik som redskabet til at forvalte det ’germanske broderfolk’. Slutmålet var germaniseringen af Danmark og også derfor satte SS hælene i over for det danske og nationalistiske DNSAP’s magtovertagelse. Det var således det tyske udenrigsministerium ved dets Abteilung Deutschland med hardlineren Martin Luther i spidsen, der periodevis pressede på for en Frits Clausen-løsning, ikke SS. Hver gang fik Kanstein med Himmlers hjælp imidlertid forpurret planerne.
Det er Frederik Strands overordnede vurdering, at SS, paradoksalt men ikke uforklarligt, spillede modererende ind på den tyske besættelsespolitik og forholdene i Danmark 1940-1943. Derimod spillede SS en hovedrolle for den eskalerende terror i de sidste besættelsesår. Affødt af Hitlers krav om modterror og påvirket af Himmlers udnævnelse af en Højere SS- og Politifører (G. Pancke) greb de forskellige SS-instanser til terror rettet mod modstandsbevægelsen og befolkningen. Udviklingen skærpedes af, at SS i Danmark ikke var en homogen størrelse. Forskellige personer og instanser greb derfor i indbyrdes konkurrence ind i terroren og forsøgte at få kontrol med dette instrument og samtidig score politiske points i Berlin. Dette skærpede udviklingen i Danmark frem til krigens slutspil, hvor SS-lederen Himmler igen vendte på en tallerken og så en interesse i over for vestmagterne at præsentere sig som en mæglingens og fredens mand ved at neddrosle terroren i Danmark, tilstå skandinaviske kz-deporterede hjemtransport og sikre en fredelig afslutning på besættelsen i Norge og Danmark.
Det er bogens erklærede mål at være tilgængelig også for den ”almindeligt interesserede læser”. Denne hensigt indfries med et letlæst og i perioder veloplagt sprog, og hvor der løbende er indsat informative portrætter af SS-folk fra Himmler og Heydrich og nedefter til SS-folk tjenestegørende i Danmark. Dog irriterer bogen en smule i begyndelsen ved et overforbrug af dramatiserende udtryk som ”brutal”, ”voldsom”, ”mægtig”. Det bliver ikke bedre, når der står ”temmelig brutal”. Hvorfra ved Strand i øvrigt, at nogle likvideringsofre døde ”uden et suk”? Den sproglige uskik går dog heldigvis så nogenlunde i sig selv igen, da først Strand kommer til sagen.
Med hensyn til bogens vurderinger, et par forbehold. Der kan næppe sættes spørgsmålstegn ved Kansteins indflydelse, men denne indflydelse skal vel måles i forhold til gesandten Renthe-Finks indflydelse eller mangel på samme. Imidlertid hører vi meget lidt om Renthe-Fink. At W. Best førte et dobbeltspil over for sin formelle arbejdsgiver, det tyske udenrigsministerium, er uomtvisteligt. Som det også fremgår af bogen, gjorde Best imidlertid det samme i forhold til Himmler og SS, bl.a. i form af sminkede indberetninger om situationen i Danmark. Man kan spørge om ikke dobbeltspillet og bedraget går så vidt, at det bliver svært at opfatte Best, der i øvrigt blev fyret af Himmler i 1940, som SS´ mand i Danmark. Det er fristende at opfatte Best som først og fremmest sin egen. Væsentligt i magtspillet var, hvem der sad på informationsstrømmen, og hvem der blev koblet ud. Her kan man læse, at de væsentligste informationer fra Best gik til SS og ikke til udenrigsministeriet (s. 97). Dette dokumenteres imidlertid ikke. Endelig kan man spørge vedrørende perioden 1940-1943 i hvilken grad Abteilung Deutschland’s holdninger kan og skal sættes lig med udenrigsministeriets holdninger og interesser? Hvis både SS og udenrigsministeriet fundamentalt set var interesseret i samarbejdspolitikken og status quo, bliver det svært at sammmenholde input eller interesseformuleringen med det politiske output med henblik på at afgøre, hvor magten lå. Også i lyset af dette virker det ikke umiddelbart overbevisende at tilskrive SS en voksende indflydelse 1940-1943.
Der er meget kendt stof i Strands fremstilling, specielt hvad angår bogens anden halvdel. Mange temaer, som allerede er behandlet af forskningen, og mangen en ”god historie”, fortælles igen. Bogens fortjeneste trods alt er da at få samlet SS’ repræsentation i Danmark under én hat, dvs. i én fremstilling, og dette tilsat en delvis ny omend diskutabel tolkning af SS, med en opvurdering af organisationens indflydelse på den tyske politik i besættelsens første år.
