Fortrængt grusomhed

Af Henning Lyngsbo

Omslagskonceptet har en stor, ja ofte afgørende indflydelse på en bogs salgstal. Ved impulskøb hos boghandleren er omslagets udseende ofte enebestemmende. For andre købere er det måske nærmere forfatterens navn, bogens indhold eller ligefrem en anmeldelse af bogen, der bestemmer. Når så bogen er læst færdig, får omslaget som regel en sidste bedømmelse. Matchede konceptet bogens indhold? Og det gør det vel i de fleste tilfælde. Så sætter man bogen i reolen. Færdigt arbejde.

Men det gælder ikke for bogen Fortrængt Grusomhed. I omslagets forside indgår et fotografi, der bare gør det umuligt at sætte bogen i reolen sådan lige med det samme. Fotografiet viser tilfangetagne SS-vagter, indsat i kz Neuengamme. Det næsten diabolske i valget af netop dette foto er, at efter man med en stigende og afmægtig vrede har læst bogens ubarmhjertige afdækning af danske SS-vagters fremtrædende rolle under nazismens sindssyge/ psykopatiske fornedrelse, mishandling og drab af utallige mennesker – så står de samme udskud på bogens forside og smiler!

Jeg har med lup forgæves ledt efter blot en antydning af anger i deres ansigter. Men nej. Fornægtelsen er tydelig. Den kom den første dag, disse krigsforbrydere in spe trådte indenfor pigtråden og blev SS-vagter. Og den gang så de sikkert lige så rare og flinke ud som på bogens forside? Når de på fotoet er så afslappede, skyldes det vel først og fremmest, at de havde sørget for at fjerne beviserne for deres udåd.

Det er en rystende fremstilling af et blandt mange eksempler på bevisfjernelse, forfatteren Dennis Larsen har i sit kapitel SS´eren Hans F. Petersen og barnemordene i Hamburg-Rothenburgssort (Bullenhuser Damm). Den berygtede SS-læge Kurt Heissmeyer havde som et af sine sidste eksperimenter fået tildelt 20 børn mellem 5 og 12 år til sine forsøg. Børnene var 10 jødiske drenge og 10 jødiske piger. Til børnene var tilknyttet et antal plejere. Da de allierede nærmede sig området, skulle beviserne skaffes af vejen. Børnene måtte dø. Og med dem deres plejere. Efter at have læst dette kapitel indeholdende de grufulde vidnesbyrd om fremgangsmåden ved drabene, var det svært for mig at få samlet mine tanker igen. Bogen fik derfor en pause. Men ikke lang tid, for fotoet på omslaget viste jo SS-manden Hans F. Petersen, der var til stede som chauffør på en af de lastbiler, der bragte børnene og plejerne til Bullenhuser Damm. Han slap fri for anklage i Tyskland, formentlig fordi han tog navnet Mikkelsen i forbindelse med kapitulationen og derved bragte forvirring i efterforskningen omkring disse barnemord. Hans F. Petersen blev dog genkendt i Danmark og fik en dom på 2½ års fængsel. Men kun for sin tyske krigstjeneste, herunder som SS-soldat. Han slap således fri for de langt alvorligere anklager, der formentlig uden tvivl kunne rejses for hans virke i SS-vagttjenesten. Han blev benådet efter 1½ år. Først i 70´erne og 80´erne begyndte den tyske statsadvokatur på ny at efterforske barnemordssagen, men da var det for sent i forhold til Hans F. Petersen. Han var afgået ved døden i 1967.

Dennis Larsens bog bygger på et indleveret historiespeciale til Syddansk Universitet. Han er kommet godt fra det. Der er ingen tvivl om, at miljøet på dette universitet omkring historieforsk-ningen i Nazitiden, dens med- og modspillere har været inspirerende for Dennis Larsen. Man erindrer bidraget til bogen De nazistiske konzentrationslejre under redaktion af Therkel Stræde, Syddansk Universitet i 2009.  Dennis Larsen er museumsinspektør ved Frøslevlejrens Museum/Nationalmuseet.

Som forventet indeholder bogen en indføring i den særlige begrebsterminologi, der herskede indenfor nazismen i almindelighed og SS i særdeleshed. Sågar et skema udvisende gradsbetegnelser og dertil hørende uniformsdistinktioner. Der er også et organisationsskema for kz-lejrene. Men begge skemaer er med så lille en skrift, at man nærmest skal bruge en lup for at tyde teksten. Det kunne være undgået, hvis bogen havde haft et større format, hvad jeg bestemt synes, den fortjener. Jeg ville nok også vælge en anden skrifttype til hovedteksten. Den er tung at læse i modsætning til kursivteksterne, der er ret så læsbare.

Bogen indeholder et informativt kapitel om SS i kz-lejrene. Hvorfor det skulle være SS, der tog sig af disse opgaver omtaler Dennis Larsen i dette og andre af bogens kapitler, herunder kapitlet Danske SS-mænd i rotation.

Et særskilt kapitel belyser forholdende i Neuengamme, der vel var den lejr, der havde flest danskere  som henholdsvis fanger og som SS-vagter.

Herefter bliver de følgende kapitler helliget nogle af de enkeltpersoner, der som danske SS-mænd gjorde opholdet til et sted værre end helvede for de titusinder, ja millioner af fanger, der henslæbte tilværelsen i disse lejre. Forfatteren lægger ikke fingre imellem, når han beskriver uhyrlighederne. Og sådan må og skal det være, hvis det dokumentariske skal være dybdeborende. Forfatteren finder sit stof i de danske og udenlandske arkiver, hvor flere og flere nu heldigvis åbnes for i det mindste forskerne, men også for den store offentlighed. Bogen har en fyldig oversigt over litteratur, leksika og kildemateriale. Og naturligvis et noteapparat. Billeder er der også, men desværre er nogle af dem af en så ringe kvalitet, at de godt kunne undværes.

Der er i bogen et optryk af Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Endvidere Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser. Disse love havde altså tilbagevirkende kraft.  Men det var folkestemningen ikke tilbøjelig til at hævde. Man ønskede straffesager og fik dem med Højesterets velsignelse. Som det ses, er der 1 års forskel på de to love, hvilket illustrerer den de facto uvidenhed de danske myndigheder havde om krigsforbrydelser begået af danskere og udlændinge. Ja der skulle gå rigtig mange år, førend den fulde sandhed om omfanget af krigsforbrydelserne kom frem.

Vi fik altså de legale rammer, så vi kunne straffe krigsforbrydere, herunder SS-vagter. Men det skete bare ikke. I andre lande foregår der stadig efterforskning af de mange krigsforbrydelser, der fandt sted i og uden for Tyskland. Men som Dennis Larsen skriver i sine afsluttende bemærkninger om disse udenlandske aktiviteter, at de ”har ikke foranlediget de danske myndigheder eller danske politikere til at tage spørgsmålet om det i enhver henseende utilstrækkelige retsopgør med de danske kz-vagter op. I praksis har både retssystemet, historieskrivningen og den offentlige debat fortrængt, at Danmark i skikkelse af nogle af de her portrætterede kz-vagter har frembragt forbrydere, der i grusomhed kan måle sig med nazismens værste, og at en hel del SS-frivillige – blandt både de domfældte og dem, der gik fri – har kunnet leve et langt og behageligt liv i Danmark uden at blive stillet til regnskab…….” .

Så SS-vagterne på bogens omslag har ikke været alene om at fortrænge grusomhederne. Det officielle Danmark har også. 

Det er måske forudsigeligheden herom, der har fået smilene frem på SS-vagternes læber?