GESTAPO!
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg.
Ordet Gestapo kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver. Opfattelsen af Gestapo som inkarnationen af nazistisk djævelskab og som prototypen på et allestedsnærværende og almægtigt hemmeligt politi bundfældede sig i Danmark i 1930erne på baggrund af beretninger fra Hitler-flygtninge. Under besættelsen gjorde den illegale presse sit til at fastholde skræmmebilledet. Til langt ind i 1943 var det vanskeligt for undergrundspressen at kritisere samarbejdspolitikken direkte, da samme politik nød opbakning hos et flertal af befolkningen. I stedet kunne samarbejdspolitikken miskrediteres ved at postulere, at det danske politi (og dermed regeringen) samarbejdede med Gestapo. Kritikken blev fremført, før Gestapo fik udøvende funktioner i Danmark. Opfattelsen blev ført videre i efterkrigstidens modstandslitteratur og fandt vej ind i mange historiske fremstillinger.
I virkeligheden var Gestapo ikke et traditionelt hemmeligt politi, som defensivt skulle forsvare den bestående orden. Tværtimod var Gestapo i Tyskland og i de fleste besatte områder tænkt som et præventivt, offensivt og indgribende instrument, der skulle skabe en ny ideal-orden på baggrund af den nazistiske racetænkning.
Danmark var imidlertid i så henseende en undtagelse. I Danmark optrådte Gestapo mere traditionelt. Lundtofte taler om en ”relativ moderation”. Som alligevel havde en racistisk baggrund, da danskerne som ”ariere” figurerede højt på den racistiske rangstige, hvilket umiddelbart bød Gestapo en moderat optræden. Samtidig spillede det ind, at fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken havde skabt nogle hensyn, interesser og forhandlingsstrukturer, der hæmmede en aktivistisk Gestapo-linje. Gestapo tilpassede sig i vid udstrækning, også i egeninteresse. Først efter augustoprøret etablerede det sig med selvstændigt eksekutive funktioner. Hovedopgaven var at bekæmpe modstandsbevægelsen, og ikke kun her i etableringsfasen var man dybt afhængig af et samarbejdende dansk politi, dvs. i realiteten interesseret i at samarbejdspolitikken fortsatte. Dette forklarer, at selveste sikkerhedspolitichefen Rudolf Mildner forsøgte at udskyde jødeaktionen, berammet til 1.-2. oktober 1943. Dette mislykkedes som bekendt, men moderationen satte alligevel sit præg på jødeaktionen i form af en koncentreret men tidsmæssig begrænset razzia, som ikke fulgtes op med klapjagt på flygtende jøder. En faktor, der kunne have drejet Gestapo over i en mere radikal retning tidligere end efteråret 1944, var svag i Danmark. Embedet Højere SS og Politifører, der rundt omkring i det tyskbesatte Europa ofte var en drivende kraft i radikaliseringen, varetoges i Danmark af Günther Pancke, en overbevist nationalsocialist, men ifølge interne SS-kilder ”langsom”. Pancke, der i øvrigt i det mindste i en længere periode ikke var uenig med Bests besættelseskoncept, formåede ikke at slå sig igennem med en selvstændig linje, og satte kun sporadisk sit aftryk på besættelsespolitikken, når han hårdt presset af krav fra Berlin initierede terror-aktioner. Folkeviddet havde derfor fat i noget af det rigtige, når det døbte Pancke ”den højere Pancke”. Desuden var der i mangel på storstilede projekter (:nazificering, folkemord, jødedeportationer) færre knager at hænge en radikalisering op på for Pancke, sammenlignet med andre tyskbesatte områder.
Ikke desto mindre påviser Lundtofte, at der fra efteråret 1944 indtrådte en radikalisering af Gestapos virksomhed. Årsagerne var flere: Som i Tyskland og i besatte områder var der en kronisk mandskabsmangel. Tilgangen til Gestapo, der betød en samlet styrke på 8-900 mand sent i besættelsen, kunne ikke matche væksten i arbejdsopgaver,- en vækst, der til dels var selvforskyldt i forlængelse af, at politiaktionen 19. september som udgang fik et opløst og ikke blot et reduceret dansk politi. Hertil kom, at mandskabs-tilgangen ofte bestod af uuddannede og uerfarne, der kompenserede for deres mangler ved at ty til tortur. Med andre ord skete der en deprofessionalisering af Gestapo, der samtidig i stigende grad når det gjaldt modstandsbevægelsen befandt sig i en voldsspiral af aktioner og hævnaktioner. Endelig spillede krav fra oven, fra Hitler og Himmler, om modterror også en eskalerende rolle.
Udover at afdække faserne i Gestapos virksomhed, er der i Lundtoftes bog også hyppige udsyn til tilstanden i Tyskland og Holland, Norge m.v., hvilket bidrager til at stille Gestapos virksomhed i Danmark i relief. Bogen kan ses i forlængelse af den internationale forskning, der på flere punkter har revideret vores opfattelser af Gestapos ressourcer og funktionsmåde. Med Lundtoftes bog har vi for første gang en videnskabelig redegørelse for Gestapo i Danmark, der på flere punkter reviderer indgroede opfattelser, uden i øvrigt at bagatellisere Gestapo. Bogen vil givet stå som standardværket om Gestapo mange år fremover.
