Historien om Danmark under 2. verdenskrig
Af Thomas Petersen
Det er egentlig fantastisk, hvor mange historiske jubilæer, der kan fejres i disse år. Sidste år 200-året for opløsningen af det dansk-norske dobbeltmonarki, 150-året for katastrofen i 1864 samt 100-året for starten på 1. Verdenskrig. Dette er en bog, der rammer markedet i år, der ligeledes er præget af en lille håndfuld jubilæer: 70-året for Danmarks besættelse den 9. april 1940 og 75-året for samme besættelses ophør samt for afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945.
Bogens forfatter, Nils Hartmann (f. 1941), er oprindelig uddannet folkeskolelærer, men har de sidste mange år levet af at skrive bøger. Skønlitterære såvel som faglige. Har specialiseret sig i den vanskelige kunst at skrive for børn og unge. Forlaget kalder nærværende bog en ”folkebog”. Der er ingen tvivl om, at den med udbytte også kan læses af voksne med bogstavskræk. Hartmanns bøger handler om alt muligt, men mest om ulande og historie i mange aftapninger. Han har endvidere været medredaktør på det nordiske fællesprojekt, Gyldendals store børneleksikon i fire bind. I alt 90 bøger, skrevet af Hartmann, er det blevet til efterhånden. Har også oversat et lignende antal. De fleste om danmarks- og verdenshistorie, men også om børns levevilkår i ulande. Den sidste bog om Danmarks besættelse. Lidt pudsigt, at såvel 2. Verdenskrig som besættelsen 1940-45 indgår i bogens titel, uagtet, de varer forskelligt.
Hartmann lægger ud med at give et rids af den europæiske historie i mellemkrigsårene, efterfulgt af den danske historie i samme periode. Valget af stof forekommer relevant. Dernæst beskriver han den tyske invasion af Danmark samt de første tre år med den dansk-tyske samarbejdspolitik. Han fortæller endvidere om, hvordan ganske almindelige borgere måtte indrette deres liv med mørkelægning, rationering og varemangel. Han bringer relevante og fyldige afsnit om børn og unges hverdag. Vi hører om dannelsen og udsendelsen af Frikorps Danmark, om de danske nazisters bestræbelser på at hverve drenge til deres ungdomsbevægelser, den begyndende sabotage, om bruddet med samarbejdspolitikken, om modstandsbevægelsen og om de illegale blade.
Der er endvidere afsnit om tyskernes aktion mod og redningen af de danske jøder, om folkestrejken i 1944, om modstandsbevægelsens vækst og organisering samt til sidst om befrielsen og det efterfølgende retsopgør.
Valget af stof kan naturligvis altid diskuteres, men det forekommer relevant – ud fra den betragtning, at det giver læseren et dækkende overblik over begivenhederne. Bogen er bygget kronologisk op ved at behandle hvert af besættelsens år separat. For hvert år giver Hartmann først en gennemgang af, hvad der skete, overdådigt forsynet med samtidige fotografier. Dernæst kildemateriale i form af uddrag af breve, beretninger og øjenvidne-skildringer, illustreret med udtryksfulde tegninger af Christian Højsgaard. Endelig afsluttes hvert årstal med en oversigt over de vigtigste begivenheder i henholdsvis verden og i Danmark.
Bogen er nem at læse, både hvad angår indhold og sprog. Sætningskonstruktionerne er enkle med normalt kun hovedsætning og bisætning. Men bogens tematik, dens trods alt begrænsede tekst-mængde samt bogens primære målgruppe stiller store krav til såvel udvalg som vægtning af stoffet. Samt til de vurderinger, der gives, og til de domme, der fældes. Når slaget ved el-Alamein bliver kaldt ”2. Verdenskrigs vendepunkt” (side 155), forekommer det alt for blegt blot at kalde slaget om Stalingrad for ”krigens voldsomste” (side 204). Der er i denne anmelders verdensbillede ingen tvivl om, at tyskernes nederlag ved Stalingrad i vinteren 1942-43 sammen med det voldsomme panserslag om Kursk-buen i juli 1943 om noget er vendepunkter i krigen. Både mentalt, materielt og mandskabsmæssigt.
Disse småbemærkninger skal dog ikke forklejne, at Nils Hartmann har skrevet en bog, der sprogligt og med hensyn til indhold fortjener at blive læst af et stort publikum.
