Holger Danske

Denne anmeldelse kunne man læse på historie-online i 2009. Vi bringer den igen, da det er en præcis anmeldelse af værket.

Af Mona Jensen, cand.mag., HSB 

Holger Danske var med sine flere hundrede medlemmer landets største modstandsorganisation. Medlemmerne var overvejende borgerlig-nationalt indstillede. Det eksponeredes bl.a., da gruppen i foråret 1944 valgte at markere prinsesse Benediktes fødsel med en salut på 21 bomber. Der var mangel på sprængstof, og den kommunistiske modstandsgruppe BOPA havde ingen forståelse for denne royale gestus fra kollegaorganisationens side. 

BOPA, der var en mandskabsmæssigt mindre organisation, udførte betragtelig flere sabotager end Holger Danske, der til gengæld specialiserede sig i de såkaldte stikkerlikvideringer. Ifølge et af gruppens centrale medlemmer, Hans E. Teglers, skyldtes det, at Holger Danske var mindre kvalificeret til at udføre sabotage. Men medlemmerne skulle holdes beskæftigede, og likvideringer var en lettere tilgængelig opgave for gruppen!

Efter Peter Birkelunds undersøgelse er der formentlig ikke flere sten at vende i jagten på oplysninger om Holger Danske. Birkelund har udført et imponerende pionerarbejde, der går i dybden med alle tænkelige forhold vedrørende gruppen og dens aktioner. Og med sit fokus på modstandsarbejdet udgør bogen en tematisk sjældenhed i tidens strøm af besættelsestidslitteratur.

Der ligger flere års arbejde bag bogen, kildematerialet er enormt, og i løbet af projektet har forfatteren suppleret med en spørgeskemaundersøgelse og interviews med flere aktører.  Bogen er rigt illustreret og desuden garneret med et utal af skematiske opstillinger, statistikker og søjlediagrammer.

I bind 1 udreder han den komplicerede organisationsstruktur, præsenterer aktørerne og gør rede for deres indplacering i grupper, afdelinger og kompagnier. På samme grundige vis beskrives gruppens aktiviteter og relationer. Ikke mindst beskrivelserne af sabotageaktionerne vejer tungt. 

Bind 2 indeholder tematiske afsnit, hvor oplysningerne fra første bind analyseres, kvantificeres og udsættes for statistiske beregninger. Desuden indeholder andet bind en undersøgelse af, hvordan modstandsarbejdet efterfølgende påvirkede medlemmernes liv.

Forfatteren har valgt en tilgang til stoffet, der hedder ”at komme ”hele vejen rundt” om organisationen og trænge dybt ind” (s. 15). Det gør han på 863 sider, og det er i overkanten af, hvad man kan byde læsere med bare almindelig interesse for sagen. At læse bogen i sin helhed er en kraftanstrengelse, der forudsætter specialinteresse for Holger Danskes organisatoriske og personelle sammensætning og for sprængstof- og våbentekniske spørgsmål. 

Set med historiefaglige briller mangler fremstillingen fokus og perspektiv. En afgrænsende problemformulering eller ramme om beskrivelsen havde i højere grad kunnet placere gruppen og dens aktiviteter i en sammenhæng og åbne op for vurderinger og fortolkninger.

Især første bind fremstår som en registrering af usorterede oplysninger, og der mangler variation i stoffet. I betragtning af, at Holger Danske kun udførte 5,5 % af periodens sabotager (fraregnet jernbanesabotager), men 117 af de ca. 400 såkaldte stikkerlikvideringer, forekommer den tætte beskrivelse af sabotageaktionerne at være uden proportioner. For hver sabotage redegøres der udførligt for planlægning, udførelse, aktører, sprængstoffer, sprængstoftyper- og mængder, for skadessummernes størrelse og ødelæggelsernes omfang. Aktion på aktion beskrives på samme vis og med samme elementer. Hovedparten af sabotagebeskrivelserne kunne med fordel have været udeladt eller medtaget som bilagsmateriale i kortere form. Forfatterens sprog bidrager desværre ikke til at forhøje spændingen. Det er kancellistilagtigt og præget af stereotyp brug af bisætningsindledere som ”idet, hvilket, hvorfor, hvorefter” etc. Det er en nærliggende antagelse, at der er tale om stilmæssig afsmitning fra politiets samtidige rapporter.

Mængden af statistiske beregninger og søjlediagrammer i bind II er overvældende, men bogen hæver sig en smule i de såkaldte tematiske afsnit. Når Birkelund bevæger sig væk fra det registrerende og beskrivende niveau, fungerer også hans sprog bedre. Især er afsnittet om Holger Danskes likvideringer spændende læsning, der giver ny indsigt i denne kontroversielle side af modstandsarbejdet. Her præsenterer og vurderer forfatteren kildematerialet og stiller sig relevante spørgsmål. Også de statistiske beregninger i forbindelse med likvideringerne er yderst relevante. Der er f.eks. væsentlige pointer forbundet med at påvise den procentuelle andel af likvideringer, der skyldtes rene fejltagelser, eller hvor mange procent af de likviderede, der i virkeligheden var stikkere.

En opstramning og gennemskrivning af stoffet havde været velgørende, og en korrekturlæsning kunne have elimineret kommaforvirringen og de talrige sproglige fejl og slåfejl i manuskriptet.

Bortset fra det upraktiske i, at hele noteapparatet er anbragt bagerst i bind II, har bogen glimrende opslagskvaliteter. Foruden en liste over samtlige kendte aktioner er bogen forsynet med nyttige registre over virksomheder og navne inkl. dæknavne. Man finder derfor med lethed frem til relevante afsnit. Det gør den informationsmættede bog til et glimrende opslagsværk, og med den fornyede interesse for modstandsbevægelsen efter filmen ”Flammen og Citronen” skal Peter Birkelunds tobindsværk nok finde sine læsere.

Ny udgave af bogen

Af Erik Ingemann Sørensen

Syddansk Universitetsforlag har genudgivet bogen – givet i forbindelse med markeringen af 80-året for befrielsen. Det er blevet til ét bind på 855 sider. Men et bind på 855 sider er aldeles uhåndterligt. Især når man igen og igen sendes frem og tilbage mellem tekst og noter. Det er en ærgerlig beslutning, der her er foretaget.

Der er ikke nyere forskningsresultater i forhold til den tidligere udgave. Forfatteren skriver: ”Nærværende bog – nu i ét bind – er tekstmæssigt identisk med to-bindsværket, dog er stavefejl, fejlskrivninger og ukorrektheder rettet. Ligeledes – og ikke mindst – er en del personer, som pga. arkivernes 75-års regel var anonymiseret i 2008-udgaven, nu nævnt ved navns nævnelse.”

Hvor gennemgribende rettelserne er, virker lidt tåget. På side 110 er der et fotografi med Jørgen Kieler. Her er kun hans fødselsår angivet med f. 1919. Ikke – som ved de andre personer, der er nævnt – med dødsår. Det er 2017. Adskillige år før korrekturen blev udarbejdet. Det gør sig også gældende for Gunnar Dyrberg på side 185. Fødselsåret er angivet med f. 1921. Her er der heller ikke noget dødsår. Det er 2017. Så kommer man altså lidt i tvivl om grundigheden. Flere steder.

Jeg kan helt tilslutte mig Mona Jensens ovenstående anmeldelse. Hun fremhæver det væsentlige i, at bogen har en værdi - om det så bare er som opslagsværk.

[Historie-online.dk, den 25. september 2024]