I dette øjeblik
Af Anders Bloksgaard, museumsinspektør & arkivleder, mag. art. Værløse Museum & Værløse Lokalhistoriske Arkiv
Tidligere mangeårig journalist på B.T., Lars Lindeberg, er nu ude med endnu et skud på stammen af hans de så det ske serie. Der er tale om den sædvanlige medrivende stil, hvor historiens øjnevidner i citatform selv kommer til orde. Tidligere har han skrevet i samme stil om Englandskrigene 1801-14, Krigen 1864, 1. verdenskrig 1914-18, og et tobindsværk om Danmarks besættelse. De så det ske – befrielsen maj 1945 er et genoptryk fra 50 års jubilæet i 1995. 2005 udgaven er dog udvidet med afsnittet 60 år efter, der handler om eftertidens opfattelse af både befrielsen og besættelsen i det hele taget.
Første del af bogen, dvs. de så det ske delen er sædvanen tro meget vellykket. Stilen med at lade historiens øjenvidner komme til orde i deres eget sprog, bevirker at man føler sig uhyre tæt på både begivenheder og mennesker. Læsere kan derfor forvente en temmelig følelsesmæssig læsning, der bevæger sig fra klumpen i halsen over pastoren der forenes med familien i Frøslevlejren til bestyrtelse og forargelse over den behandling, som de mange arresterede, skyldige som uskyldige, fik af modstandsbevægelsens mere brodne kar.
Lindeberg er journalist, og det mærker man. Det er den gode historie der er i fokus - mere end systematik, fodnoter og spændstige problemformuleringer. Ikke mindre end 64 vidt forskellige journalistiske nedslag i befrielsesdagene foretager den gamle journalist. Nedslag der kommer meget vidt omkring en rig mængde begivenheder, der strækker sig fra den endeløse jubel og glæde til det opsparede had og hævntørsten mod tyskerne og særligt landsforræderne. Fortællerne er mange. Fra modstandsfolk, generaler, journalister kunstnere og politikere til den almindelige mand og kvinde – eller for den sags skyld barnet, der blot så til fra sidelinjen.
Mindre heldigt er bogens nye afsnit 60 år efter faldet ud. Her behandles eftertidens opfattelse af både befrielsen og besættelsen. Lindeberg fører diskussionen helt op til dags dato med Anders Foghs Rasmussen misbilligende udtalelser i 2005 om samarbejdspolitikken. Revurderingen af besættelsestiden, som de såkaldte ”unge historikere” har stået for, berøres også.
I forhold til de ”unge historikere” hører Lindeberg tydeligvis til den gamle garde. Han nævner ganske vist en række markante værker, der gør op med den gængse opfattelse af det danske folks heroiske frihedskamp – men så heller ikke meget mere. I bedste fald bliver det til forkølede og til tider malplacerede forsvar for modstandsbevægelsen. I stedet drister han sig til at stille spørgsmålet: Er der skrevet nok?, hvortil han bl.a. slet skjult markerer sin holdning ved stille et modspørgsmål: ”Senere gravede historikerne et spadestik dybere og kunne (…) fremdrage nyt fra arkiverne og på flere områder kritisk korrigere eller komplettere tidligere opfattelser af begivenheder og forløb. Spørgsmålet er, om de ved at aflive gamle myter blot skaber nye.”
På trods af Lindebergs opfattelse af de efterhånden mange forsøg der har været på at nuancere tidligere tiders opfattelse af besættelsestiden, formår han i selve den historiske del af bogen at tegne et nuanceret billede af befrielsen. Og selv om han i nogle henseender kan virke som modstandsbevægelsens talerør, er det ikke noget der generelt kommer til udtryk i hans fremstilling. Tværtimod stiller hans fremstillinger af klipningen og afklædningen af tyskerpiger og mishandlingen og likvideringer af arresterede ikke modstandsbevægelsens i det mest rosenrøde skær.
Denne anmelder har nu alle Lindebergs de så det ske bøger, og uagtet Lindeberg har fået skudt i skoen at det er ”populærhistorie”, er det samtidigt regulære kildenære fremstillinger serveret i en ualmindelig appetitlig form.
