I Hitler-Tysklands Skygge.

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg

I 1993 udsendtes antologien Føreren har befalet! Jødeaktionen oktober 1943 med Hans Sode-Madsen som redaktør. 10 år senere og i anledning af 60-årsdagen for jøde- og redningsaktionen genudsendes bogen i en revideret og udvidet udgave under den nye titel I Hitler-Tysklands skygge.

Som i forrige udgave støbes fundamentet af Hans Kirchhoffs grundige gennemgang af den tyske jødeaktion og Therkel Strædes lige så  grundige og ajourførte gennemgang af Holocaust i et historiografisk lys. Om forskningssituationen anno 2003 skriver Therkel Stræde, at ”den funktionalistiske tolkning (har) haft sin berettigelse i udforskningen af det system og de strukturer, der gennemførte folkedrabet; men den er nået til vejs ende, og de seneste års forskning har i stigende grad vendt interessen mod de motiver, ideologier og mentaliteter, der var virksomme i systemet.”(s. 64) Af gengangere fra forrige udgave er et bidrag fra Hans Sode-Madsen, der behandler ”mønster-ghettoen” Theresienstadt, hvortil de fangne danske jøder som bekendt deporteredes. Desuden bidrager Herbert Pundik med erindringer om flugten til og opholdet i Sverige. Henrik Dethlefsen tager sig som sidst af redningsaktionen bl.a. på baggrund af omfattende beretningsmateriale fra ofre og hjælpere. Om redningsaktionens status i det danske besættelsestidsforløb konkluderer Dethlefsen, at ”midt i besættelsestidens morads af tvivl og usikkerhed, halvhed og gustne politiske overlæg markerede hjælpen til jøderne alligevel, at tilpasningsviljen – også blandt tilhængere af samarbejdslinjen – havde sine grænser. Dermed blev redningsaktionen alligevel i sidste ende en murbrækker for modstandssynspunktet i slagsmålet om opinionen.”(s. 224) De nye bidrag leveres af Lone Rünitz, Sofie Bak, Henrik Lundtofte og Thorsten Wagner. Lone Rünitz ser på den restriktive danske flygtningepolitik 1938-1943. Rünitz påpeger, at denne politiks konsekvenser i form af et relativt lavt antal jødiske flygtninge i Danmark under krigen muligvis var én af forudsætningerne for den heldigt gennemførte redningsaktion oktober 1943. Det havde næppe været muligt at transportere ikke 8000 men 20.000 eller 30.000 jøder til Sverige. Og kunne den danske solidaritet udstrækkes til også at gælde disse tusinder af fremmede jøder? De statsløse jøder var i øvrigt overrepræsenteret iblandt de deporterede til Theresienstadt.

I en interessant artikel af Henrik Lundtofte stilles skarpt på Gestapos virksomhed og interesser i Danmark i lyset af den påfaldende modvilje hos sikkerhedspolitichefen Rudolf Mildner over for den planlagte jødeaktion. Gestapo tilpassede sig lokalbestemte forhold, in casu samarbejdspolitikkens videreførelse, og var som nyetableret tysk eksekutivmagt i Danmark dybt afhængig af et samarbejde med det danske politi med henblik på at udføre hovedopgaven: Bekæmpelsen af modstandsbevægelsen. Her kom jødeaktionen i vejen. Modstridende tyske ideologiske og pragmatiske interesser påvirkede jødeaktionen, som fik karakter af en koncentreret men dog begrænset aktion 1.-2. oktober. Herefter afsattes kun få tyske ressourcer på opfølgende razziaer. Set i bakspejlet gyser man med Henrik Lundtofte ved tanken om de danske jøders skæbne, hvis det var lykkedes Mildner at få udsat jødeaktionen. Senere hen i besættelsen var forholdene skærpede. Dette kunne have udmøntet sig i en langt mere intensiv og brutal jødejagt fra Gestapos side. Og man kunne spørge, hvilke dansk-tyske aftaler og hensyn det så var muligt at opnå på de deporteredes vegne?

Også af stor interesse er Sofie Baks artikel om graden og karakteren af antisemitisme i Danmark frem mod og under besættelsen. Med artiklen synes Sofie Bak at have gravet et spadestik dybere og undgået den tomgang af  ”på den ene side – på den anden side” – udsagn, vi ofte er blevet præsenteret for, når emnet var ”dansk antisemitisme”. Bak leverer en historisk analyse af fænomenets rammebetingelser, og påviser, at den danske elite og opinionsdannere i 1930erne  i en mobilisering mod totalitære trusler og for demokratiet bevidst og aktivt udgrænsede antisemitismen.

Dette havde betydning for befolkningens holdninger i oktober 1943. Man kunne tilføje, at kontrasten til Tyskland er iøjnefaldende. Her havde elite og opinionsdannere længe før Hitler befundet sig på en antisemitisk platform. Hvor antisemitisme, i hvert fald i den racistiske udgave, gik hen og blev ”udansk”, skete det modsatte i Tyskland, og ikke kun hos en snæver nationalsocialistisk kerne.

Afslutningsvis behandler Thorsten Wagner ”Holocaust i erindring og på museum”. Artiklen må siges at være yderst relevant i disse Holocaust-museums-tider, og Wagner løser opgaven i en afklarende og afbalanceret diskussion af problemerne ved repræsentationen af Holocaust. Eksemplerne er de førende Holocaust-museer i Washington og Berlin, og der sluttes af med perspektiverne for det kommende dansk-jødiske museum i København.

Antologien veksler således mellem slidstærke bidrag og nye forskningsbidrag og er en velanbragt  opfølgning på førsteudgaven, med et sprog, som ikke sætter læsere af på forhånd. Den være hermed anbefalet.