Jeg tæller timerne

Af Preben Etwil

Bogen handler om en helt almindelig dansker, der vågner op til larmen af, at tyske besættelsestropper i den åle morgen den 9. april er ved at indtage Kastellet ved Langlinie. Det skete med larm og sprængning af en portadgang, hvor flere danske soldater blev dræbt.

Larmen hidkaldte flere morgenduelige københavnere, der både nysgerrigt og passivt så til, hvordan Tysklands besættelse af Danmark i 1940 tog sin begyndelse.

En af disse tilskuere var Hans Heister. Senere samme morgen ser og hører han, at tyske fly kredser hen over København, tungt lastet med bomber, men heldigvis denne morgen kun nedkaster flyveblade – de såkaldte OPROB.

Han overraskes og forarges også lidt af, at modstandsviljen i befolkningen tilsyneladende var så ringe udviklet.

Den morgen besluttede han sig for, at gøre noget ved det.

For i de følgende fem år kæmpede han sammen med andre modige danskere mod den tyske besættelsesmagt, alt imens han på sin stille og beskedne måde forsøgte at opretholde en normal hverdag med fester, kærlighed og familie.

Kampen mod tyskerne kulminerede med Hans Heisters tilfangetagelse og indespærring i Gestapos hovedkvarter, Shell-huset, der snart efter blev bombet af englænderne, og hvor Hans Heister heldigvis overlevede.

Der er tale om en slags erindringsbog, skrevet af hans datter Bodil Heister. Man læser bogen som en spændingsroman, der har en let og ukompliceret stil, hvilket er imponerende al den stund, at den beskriver virkelige, voldsomme og meget barske hændelser under besættelsen. Frygt for tilfangetagelse, smerten ved tortur og usikkerheden om man overhovedet ville overleve krigen. Men bogen indeholder også levende beskrivelser af Hans Heisters mangesidige arbejde med Dansk Samling, Københavnerledelsen, Afsnit 2 og Morgenbladet.

Det er historie, når det er bedst.

Bogen indeholder mange interessante og detaljerede beskrivelser af hvordan det almindelige hverdagsliv foregik i skyggen af den tyske besættelse, med vareknaphed og maksimalpriser.

Men bogens hovedspor og spændingsfelt er, hvordan livet formede sig for en helt almindelig civilist, der med fuld overlæg gik ind i modstandskampen. Uden at savle i tortur og pinsler får man et realistisk, men grufuldt, billede af de barske og livstruende forhold, der overgik de frihedskæmpere, der blev taget til fange af Gestapo.

Bogen slutter af med de rædselsfulde timer, der foregik på Shell-husets tagetage den skæbnesvangre dag d. 21. marts 1945, hvor det lykkedes hovedparten af de tilfangetagne danske modstandsfolk, der opholdt sig i fangecellerne på loftet, at slippe ud med livet i behold.

Men bogen beskriver også, og især, det menneskelige mod som man skulle besidde for at turde at gøre besættelsesmagten trods.

Bogen er det, man kunne kalde en autofiktiv roman, hvilket vil sige, at den dækker over ”en rigtig historie”, men med opdigtede sidepersoner. Som Bodil Heister selv skriver: ”Hans og Magrethe er virkelige personer, og alle begivenheder er baseret på autentiske hændelser. Hans’ vennekreds er opdigtet”. Hovedparten af bogens erindringsstof, som forfatteren Bodil Heister har bearbejdet, stammer fra båndoptagelser indtalt af forfatterens far i perioden 1970-1975. Som Bodil Heister skriver: ”Min far ønskede, at jeg og vi alle skulle kende historien og fortælle den videre. Det er hermed gjort”.

Bogen er et smukt minde om en far, og for os andre en stærk påmindelse om, at det kræver mod at gå til modstand mod krig og uretfærdighed.

Med disse ord skal bogen varmt anbefales til de generationer, der heldigvis ikke selv har oplevet Danmarks besættelse.

[Historie-online.dk, den 4. maj 2021]