Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943

Af Erik Ingemann Sørensen

Næstekærlighed kan ikke gradbøjes

Der er bøger, man hakker sig igennem. Uanset emnets spændende karakter. Der er bøger, der er læst, næsten før man får begyndt. Fordi fortælleren bare skriver så formidabelt. Uanset emnet. Derfor er der også glimt, der bliver stående – netop på grund af sprogets storhed. Som for eksempel dette:

”Oppe i vinduet står redaktøren og ser ned på Rådhuspladsen. I det skarpe formiddagslys får han øje på en mand, der venter for rødt. Hans lange figursyede diplomatfrakke har kendt bedre dage, men står med sit elegante snit og sit umiskendelige præg af kvalitet i sær kontrast til brugsenposen i mandens hånd.  Redaktøren kan ligefrem se flaskerne i posen klirre, da manden sætter sig i bevægelse. Han ved, at han snart får besøg…Og han fornemmer, at der nede i posen blandt tomme og mindre tomme flasker flyder et manuskript…”

Det kunne være en Tom Kristensens Jastrau – men nej. Det er Bo Lidegaards Jens Otto Krag. Førstnævnte fiktion. Krag trist og tragisk virkelighed. En virkelighed som historikeren Bo Lidegaard kun kan videreformidle, fordi han er trængt dybt, dybt ned i sit stof. Efter lang tids indsamling er formuleringen så kommet. (”Jens Otto Krag”, 2002)

Det er et af historikeren Bo Lidegaards store adelsmærker. Han kan sit stof – og han kan formidle det. Derfor er en bog fra hans hånd altid ventet med stor spænding. Som nu denne om vore landsmænds, jødernes, skæbne under Besættelsen - kulminerende med den store exodus i oktober 1943. Titlen ”Landsmænd” er en sommerfugl fanget i flugten. For det er præcis, hvad jøderne var og er: landsmænd. Medborgere. Naboer. Næste.

Og nu er der allerede gået 70 år siden de bevægede dage i 1943, da det stort set lykkedes at redde samtlige af vore jødiske medborgere. Ikke fordi de var jøder – men netop fordi de var medborgere. Naboer. Det er jo oplagt, at det må give anledning til bogudgivelser – enten helt nye eller genudgivelser af nogle af de klassikere, som den fortvivlende historieløse generation ikke har fået lov til at stifte særligt bekendtskab med.  En historie der ellers er kendt over det meste af verden.

Så det var med forventningens varmende glæde, der blev åbnet for denne bog. Og Bo Lidegaards indledning er den kendte, dramatiske: ”Hun gennemgik pakkelisterne endnu engang. Børnenes tøj, Gunnars, hendes eget. Det skulle være varmt og praktisk. Og ikke fylde for meget. Men de måtte også sørge for at se ordentlige ud…”
Dramaet er begyndt.

Det store spørgsmål

Bo Lidegaard fremlægger i sin prolog det, han kalder ”det store spørgsmål”: ”Hvad fik almindelige danskere til at forholde sig helt anderledes til jødeforfølgelserne end de fleste borgere i andre af de europæiske lande, Tyskland havde besat? …Hvordan var det muligt for et af Europas mindste og svageste lande midt i verdenskrigens helvede og trods den forbryderiske logik, der i 1943 for længst havde sat Holocaust i system overalt i det besatte Europa, at etablere en situation, der fik selv den øverste nazistiske ledelse til at ryste på hånden og moderere sig, når det gjaldt anslaget  mod jøder i Danmark?” Bo Lidegaard er ikke - og med rette - i tvivl om svaret: de var ganske almindelige medborgere – og demokratiets spilleregler gjaldt for dem som for alle andre. Så enkelt var det. Og så enkelt er det.

Bo Lidegaard understreger, at han primært arbejder ud fra dagbogsmateriale. ”De samtidige beretninger og dokumenter indgår som kilder til den historie, der her skal fortælles. Senere erindringer er som hovedregel fravalgt som kilder, fordi sigtet i denne bog er at fastholde det samtidige perspektiv: Hvordan oplevede de forfulgte situationen, da de stod midt i den med voksende uro og frygt, men uden sikker viden om Holocausts rædsler og omfang? Og hvordan oplevede hjælperne det? Både dem, der tilfældigt kom i berøring med de flygtende, og dem, der sad i ansvarsfulde og betydende positioner…”

Problematisk valg

Her støder vi ind i bogens første problem. Dagbogen som kilde. Hos Lidegaard forekommer den urørlig som primærkilde. Men er den det? Kan det hele måske være skrevet i lyset af den euforiske stemning over at være sluppet frelst igennem? Kan den være skrevet med et bestemt sigte? Krags og Ankers dagbøger er væsentlige eksempler på, hvor problematisk netop disse kilder kan være. Lidegaard må da også adskillige gange ”gribe ind” i dagbøgerne for lige at supplere eller komme med en opklarende bemærkning. Det er ganske glimrende  – men understreger, at der trods alt er begrænsninger. Hertil kommer, at bredden i beretninger lider noget under, at det stort set kun er det skriftlige materiale – fra folk med overskud – der tegner billedet. Man savner så at sige den fattige skomager fra Vesterbro, som også slap over. (Ham der også kaldes: ”Manden på gulvet”) Dagbogsnotaterne bliver på en måde en slags minitrampoliner, der sender forfatteren af sted fra punkt til punkt. Men ikke altid lige elegant. Dog skal der ikke sættes en finger på Lidegaards fine evne til at hente hidtil upubliceret materiale frem fra de historiske gemmer. Der åbnes således mange spændende, nye døre til den grumme virkelighed i oktober 1943.

Problemet er imidlertid, at der er centrale døre, der ikke åbnes i denne bog. Herved får vi ikke det skarpe billede frem. Det er sløret. Ingen tvivl om at Lidegaards bog bliver den, der vil danne baggrund for fortællingen mange år frem. Det kan den måske godt bære. Og så alligevel ikke helt. Ved eksempelvis bevidst at undlade at bringe uddrag af Ralph Oppenheims erindringer må det erkendes, at farvepaletten ikke udnyttes godt nok. Den lille gruppe mennesker, Oppenheim fortæller om i sin bog fra 1945, blev i sidste øjeblik reddet op fra deres synkende flugtbåd. Med almindelig maskinkraft var de kun 25 minutter fra den svenske kyst. Men kaptajnen nægtede at redde dem ved at sejle til svensk havn. Det kunne koste ham hans stilling. Han ville intet have med sagen at gøre – og de flygtende blev alle taget, da han gik ind i Helsingør havn.  Den fortælling er i sandhed lidet flatterende – og giver dybe ridser i lakken. Men den er altså en del af virkeligheden, som den udspillede sig i oktober 43. Den kan man ikke lukke ude ved at fravælge ”ikke-samtidige kilder”. Her skævvrides bogen faktisk.

Bo Lidegaard har truffet et valg angående kildernes validitet. Det er hans frie ret. Men han burde måske have tænkt lidt mere over Bent Blüdnikows og Klaus Rothsteins formulering i bogen: ”Dage i oktober 43” med undertitlen ”Vidnesbyrd”. (Forlaget Centrum og Det Mosaiske Troessamfund, 1993), når de skriver: ”Men den dybe forståelse for hvad flugten betød, har man kun, hvis man deltog. Den mærkes på halvtreds års afstand, med lydene, lugtene og fornemmelsen af skibets bevægelser på bølgerne i oktobernatten. Sin flugt glemmer man aldrig…” Jeg må ærligt tilstå, at jeg slet ikke kan følge Bo Lidegaard i hans valg.

Et andet valg er med til at gøre bogen vanskelig håndterbar. Bo Lidegaard har sådan set gjort det helt naturlige: at opbygge bogen kronologisk. Startende med den 26. september og sluttende med den 9. oktober. Fra kongens 73 års fødselsdag - hvor han reelt sad i husarrest på Sorgenfri Slot - til natten mellem den 8. og 9. oktober, da der dukkede ”124 flyktningar” op i havnen Höganäs. Reddede fra nazismens klør. Men det bliver noget uoverskueligt at orientere sig i bogen, da kapitlerne udelukkende har datoen og et lille supplerende ord. Som for eksempel: ”Fredag den 1. oktober. I skoven”. Skoven ligger på Falster. Men i samme kapitel ryger vi til departementscheferne i København, oplever Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen gå til Best på Dagmarhus, præsenteres for minutrapporterne fra Politigården i København med mere. Det er noget rod. Det kunne have været klaret med nogle supplerende  stikord under kapiteloverskrifterne, så man havde haft nogle waypoints. Nu lades læseren i stedet i stikken i forsøget på at hitte rundt i stoffet og samle de mange – spændende og centrale – brikker. Det er ganske enkelt for dårligt disponeret. Og synd. For som nævnt tidligere er det dybt fascinerende læsning.

Det var så brokkeriet. Eller ærgrelserne. De kan naturligvis give anledning til længerevarende historiefilosofiske diskussioner. Men det er slet ikke meningen. De er taget med, fordi det er ærgerligt, at en bog af så god en kvalitet er så lidet operationel. Især når den tegner til at blive standardværket for de begivenhedsrige dage, der var med til at ændre Danmarkshistorien.

Vi præsenteres for to smilende mænd i hyggelig samtale. Billedet er fra november 1941 – en dag de to på billedet måske opfatter som ”Eine Sternstunde”. En smilende, tilfreds Hitler og en lige så smilende dansk udenrigsminister, Erik Julius Christian Scavenius. Manden der om nogen er blevet symbolet på samarbejdspolitikken. Hitler er glad for propaganda-efffekten med Danmarks opbakning til kampen mod kommunismen. Scavenius lykkelig for at han er blevet lovet, at Danmark vil blive holdt uden for krigen. Skriver Lidegaard og tilføjer, at sidstnævnte ikke kom med i notatet. Begge kunne efter mødet gå hver til sit med fornemmelsen af, at missionen var vel gennemført.

Skæbnefællesskaberne

Det er et stærkt billede, Lidegaard har valgt. Adskillige gange undervejs bringer han et billede – helsides – som han på modstående side kommenterer, så det bliver en slags leksikalt opslag. Læseren er klar over, at her skal der lige stoppes op – lige reflekteres en ekstra gang. En fin detalje.

I dette tilfælde fortæller Lidegaard også om de voldsomme demonstrationer, der mødte den radikale udenrigsminister, da denne kom hjem. Her ved udgangen af 1941 lød råbet i gaderne: ”Norske tilstande” – underforstået: slut med den forhadte samarbejdspolitik. Om Erik Scavenius hørte denne stemme ”fra folket” er uvist. Men den har givetvis heller ikke interesseret ham. Han var – hele vejen/livet igennem – fuldstændig overbevist om, at han gjorde det eneste rigtige.

Det lykkes Bo Lidegaard – trods roderiet – at få knyttet de mange tråde, samlet de mange brikker, der fører frem til aktionen i oktober 43. Og dem er der vitterlig mange af. Blandt andet de centrale beslutningstagere. De portrætteres alle, både gennem Lidegaards optik og gennem deres konkrete handlen. Scavenius, Buhl, Best, Duckwitz og flere til.

Et af de spørgsmål, der bogen igennem dukker op igen og igen, er: hvordan kunne jøderne være ”blinde”, rolige, afvisende så længe? Lade dagligdagen gå videre, som om Europa var det samme? Noget ligger – måske – i den jødiske sjæl. Men det er svært at trænge bag. Verden var jo ikke uvidende om, hvordan den jødiske befolkning blev behandlet. Ordvalget i ”koryfæernes” taler – hvisken i krogene. Det er svært at forstå den dag i dag. Desværre giver Lidegaards bog ikke fuldgyldige svar på disse spørgsmål.

Bogen i bogen i bogen (sic!) er de konkrete flugtberetninger. En flugt der begynder længe, længe før jøderne overhovedet kunne ane havet. I hjemmene. I stuerne. Også her gribes man af forbavselse/undren over, at stort set alle slap igennem. Og der veksles mellem helt stilfærdige beretninger og så de nervepirrende dramatiske. Men centreret om ganske få familier. Det er gribende læsning. Skæbner man ikke kan lægge bag sig. 

En stor de al bogen omhandler samarbejdspolitikkens betydning, hvor Bo Lidegaard har været dybt i arkiverne, så han kan tegne et billede så tæt på virkeligheden som muligt. Her kommer der dog ikke afgørende nyt frem. Men vi får den endnu engang præsenteret i det lidegaardske perspektiv – også embedsmandsspillet, som Lidegaard qua sin karriere har god baggrund for at forstå. Men man leder slemt meget efter svaret på det vigtige spørgsmål: forstod Scavenius og udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, overhovedet folket? Og omvendt. Men Lidegaards leksikale portræt af Niels Svenningsen er interessant. Især nu hvor embedsmandens rolle og også mulige ”skyggeministre” diskuteres intenst.

Hvem sagde hvad?

Vi præsenteres for noget, der mest af alt minder om et spændende skakspil. Hvor Werner Best iskoldt placerer sine brikker, så han selv er i sikkerhed. Både i relation til Berlin, der vil have Danmark ”Judenfrei”, og i forhold til det lille land, der jo fortsat gerne skulle være lidt af et mønster. Og forsyne Det tredje Krige med levnedsmidler. Og så følger trækket med Georg Ferdinand Duckwitz,, den tyske søfartskyndige ved det tyske gesandtskab. Men også en af Bests få fortrolige.

Beslutningen om at indfange de godt 8.000 danske jøder var truffet. Skulle gennemføres. Datoen sat. Og så listes beskeden ud fra Dagmarhus: nu sker det. I så god tid, at jøderne havde alle muligheder for at undslippe. Og så begynder endnu en Exodus. Her sker det utrolige, at den tyske hær og flåde har vældig travlt med at se alle andre steder hen; fortæller Lidegaard. Ikke se, ikke høre, ikke tale. En altafgørende faktor for, at Danmark den dag i dag rangerer så højt i beretningen om de europæiske jøder. Heller ikke Lidegaard kan med fuld sikkerhed udpege den person, der lod beskeden om den kommende jødeaktion sive. Og måske lader det sig aldrig helt afsløre. Men Lidegaard kommer tæt på motiverne og har Best og Duckwitz som hovedpersoner. Måske vidste begge, at krigen var ved at blive tabt – og at en positiv handling kunne redde dem efter krigen – i alle fald Best. Duckwitz var tilknyttet oppositionen mod Hitler, så han var jo i ”forholdsvis sikkerhed”. Best fremstillede under retsopgøret i alle fald som de danske jøders redningsmand. Og overbeviste retten om rigtigheden heri. Støttet af Duckwitz. Derfor er det ganske interessant, at der netop inden for kort tid er udkommet 2 danske biografier om disse hovedpersoner: Hans Kirchhoff om Duckwitz og Niels-Birger Danielsen om Best.

Og alle disse bøger har en mission: ”Det gælder ikke om at få bugt med fortiden. Det er man slet ikke i stand til. Fortiden lader sig jo ikke ændre, og det skete kan ikke gøres usket. Men den, som lukker øjnene for fortiden, bliver blind i nutiden.” Ordene stammer fra en tale af den tyske forbundspræsident, Richard von Weizsäcker i 1985 – 40 året for afslutningen på 2. verdenskrig. Vi skal have holdt alt dette op for øjnene – igen og igen. Det kan da ikke passe, at Danmark er blevet et så afstumpet samfund, at vore landsmænd i dag må gå i usikkerhed, blot fordi de er jøder. Her kommer Lidegaards bog ind som en vigtig brik. Her har den faktisk en mission.

I mange år stod Aage Bertelsens bog ”Oktober 43” som en slags klassiker. Det har absolut ikke ændret sig. Men naturligvis er meget andet kommet til – herunder den tidligere omtalte ”Dage i oktober 43”. Senest Bent Blüdnikows gribende: ”Min fars flugt”. Og nu Bo Lidegaards. De supplerer hinanden på en god måde. Men måske har forventningerne til Bo Lidegaards bog været for store. For anmelderen sidder tilbage med en lidt usikker fornemmelse. En fin skribent, en spændende historie. Linjerne trukket klart op. Og så alligevel en fornemmelse af, at bogen er for slingrende. Som om den mangler en sidste gennemlæsning og finpudsning.

Herved kunne en del ”understatements” være undgået, og bl.a. kildehenvisninger til Dansk jødisk Museum være tjekket. Note 179 henviser til Herbert Willie Levysohns flugtberetning. Men den er ukendt på sitet. Modsat note 193, der henviser til Ella Fischers beretning. Ærgerligt når man nu godt vil læse den. Det samme med den svenske gesandt, Gustav Dardels, telegrammer til Stockholm. Det tør nok siges at være spændende læsning. Derfor har Lidegaard lagt linket ind i note 115. Men forgæves. Filen kan ikke findes.  Og så kan man da ærgre sig lidt over, at der ikke er målestoksforhold angivet i de kort, der viser flugtruterne. Det er jo en historie i sig selv. Men dog i småtingsafdelingen.

(Bogen lægger op til, at man får lyst til at vide mere. Et godt udgangspunkt kan her være den hjemmeside, Dansk Institut for Internationale Studier, har lavet om de danske jøder og deres skæbne: www.folkedrab.dk/sw52168.asp)

Sluttelig må det konstateres: vi kunne have fået selve bogen om jødernes skæbne under besættelsen. Skrevet af en ypperlig historiker. I stedet har vi fået en godt nok spændende – men til tider noget rodet affære. Det er der faktisk grund til at ærgre sig over.