Medløbere og modløbere
Af Henrik Thystrup
Jørgen Grønvald Laustsens bog om de danske kommunister umiddelbart før og under besættelsen beskriver meget minutiøst en del af den danske historie blandt kommunister, med oplysninger som ikke tidligere har været tilgængelige. Bogen tegner et godt billede af, hvordan den danske kommunistiske organisation går fra at være en temmelig uprofessionel organisation til en organisation, som begynder at tage ansvar i kampen mod besættelsesmagten.
Bogen er i store træk delt op i 3 perioder. Den første dækker perioden lige før besættelsen til den 22. juni 1941. I denne del af bogen bliver man introduceret til, hvordan de russiske kommunister før besættelsen forsøger at infiltrerer Danmark uden større held. Munch-Petersen gør et stort arbejde for at opbygge DKP ved hjælp af kraftig propagandavirksomhed dog uden større held, og han ender med at blive slået ihjel i 1940 af NKVD i Sovjetunionen. Bogen fortæller en sjov historie, nemlig at NKVD faktisk ville anholde Aksel Larsen og slå ham ihjel, men at det ikke kunne lade sig gøre på grund af Aksels medlemskab af det danske folketing – hvordan ville det dog være gået, hvis det var sket?
Historien om Winther, der bruger meget lang tid på at få etableret en radioforbindelse til Moskva, tegner et billede af en meget uprofessionel organisation, der slet ikke kan agerer uden instrukser fra Moskva. Bare det at få etableret et radioforbindelse til Moskva virker som en uoverkommelig opgave, og da den endelig kommer til at virke, kan man ikke finde ud af, hvordan kodesystemet fungerer. Man kan kun undre sig over, hvordan russerne i det hele taget var i stand til at vinde krigen, hvis alle kommunister var ligeså ineffektive som de danske.
Perioden efter den 22. juni 1941 giver store udfordringer for DKP i Danmark. Tyskland i samarbejde med den danske regering begynder en jagt efter kommunister på baggrund af ”loven mod DKP”. Det lykkes at overtale Winther til at skifte side og pludselig har man en agent, der har et nøje kendskab til Aksel Larsen, radiogruppen, kurererne, poststederne og de øvrige personer omkring den illegale DKP-formand. I denne periode får de danske kommunister en brat opvågning, idet de ikke havde forberedt sig på at skulle leve illegalt. Igen prøver man at komme i kontakt med Moskva uden større held andet end et par ubetydelige telegrammer. Man får tydelig et indtryk af, at de danske kommunisters illegale tilværelse ikke var så grundigt forberedt, som man ellers har læst. Man kan næsten sige tværtimod; specielt Aksel Larsen var helt afhængig af velvillig hjælp fra en række mennesker, som han mere eller mindre tilfældigt kom i kontakt med.
Den 2. november 1942 slog det danske politi til mod DKP, hvorved en del af toppen i DKP blev arresteret, herunder Aksel Larsen. Aksel Larsen afhøres frem til den 19. januar 1943. Desværre kan bogen ikke kaste nyt lys over, hvad Aksel Larsen egentlig sagde til Gestapo. En del kommunister hævder den dag i dag, at Aksel Larsen forrådte kommunisterne i Danmark, mens andre mener, at han ikke fortalte noget. De fakta, vi kan læse i bogen, giver dog et billede af, at Gestapo allerede vidste det meste om 73 partifæller. Der er dog en person ved navn Bjørn Jensen, som ikke kendes af Gestapo, hvilket får betydning, da han senere arresteres. Desuden røber Aksel også information omkring gruppen bag ”Frit Danmark”.
Alt i alt synes jeg, bogen er velskrevet og der er et hav af kildehenvisninger. Den henvender sig primært til historikere eller folk, der virkelig vil i dybden med dette emne. Der er ingen tvivl om at Jørgen Grønvald har gjort et stort arbejde med at finde materiale – bogen er jo også lavet på baggrund af hans Ph.d. afhandling. Jeg synes, bogen i perioder var langtrukken, og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at fastholde bogen, og at andre bøger en gang i mellem kom ind over. Men hvis man som sagt har et ønske om at komme i dybden på dette område, har jeg ikke oplevet andre bøger, der er så fyldt med information.
