Mellem hammer, segl og hagekors

Af Niels Christian Nielsen, cand. mag.

Sidst på sommeren 1939 blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) - sammen med resten af verden - chokeret over den tysk-russiske ikke-angrebspagt. DKP havde hidtil ikke været tilbageholdende i sin kritik af nazismen, men nu forstummede kritikken, fordi DKP i vid udstrækning var styret fra Moskva, og samtidig var afhængig af økonomisk støtte fra Sovjetunionen.

Imidlertid blev denne knap så heroiske periode af DKP’s historie overskygget af den indsats partiet ydede i modstandskampen, samtidig med at DKP’s partispidser gjorde, hvad de kunne for at opbygge et selvbillede af partiet, som var til at leve med. Derfor skabtes myten om, at partiets gøren og laden i forhold til nazisterne i virkeligheden var et taktisk træk, der havde til formål at vinde tid og ruste partiet og danskerne til den uundgåelige kamp.

Myten har, i følge Jørgen Laustsen, fået lov at stå relativ uantastet i den danske historieskrivning, fordi ingen før har interesseret sig synderligt for netop denne vinkel. Med Jørgen Laustsens bog må myten siges at stå for fald. Der leveres en overbevisende argumentation for, at DKP rettede ind efter dekreterne fra Moskva og rettede skytset mod ”Vestmagterne” efter ikke-angrebspagten blev offentliggjort.

Efter at have læst bogen er man således ikke i tvivl om, at det er en myte, at DKP forholdt sig taktisk i forhold til besættelsesmagten og blot forberedte sig til det endelige opgør. Og det er naturligvis vigtigt, og vel en af historikerens fornemste opgaver, at kunne bringe ny viden og forståelse af vores historie til torvs – ikke mindst når det drejer sig om at luge ud i mytiske ”sandheder”. Derfor er det, i hvert fald for denne læser, dobbelt ærgerligt og lidt trættende, at professor Bent Jensen på omslaget finder det nødvendigt at omtale bogens indhold, og dermed sætte bogen ind i en helt bestemt kontekst.