Min besættelse

Af Mona Jensen, projektmedarbejder, Sydvestjyske Museer

Bogen består af 20 essays, der med en enkelt undtagelse tidligere er offentliggjort. De er fordelt på fire dele, som er forsynet med gode og informative indledninger. De to første dele tager udgangspunkt i forfatterens personlige erfaringer med retsopgøret, mens de to sidste dele beskæftiger sig med besættelsens og retsopgørets konflikter og historiografi. 

Baggrunden for historikeren Claus Brylds personlig-private engagement i spørgsmålet om retsopgøret er, at hans far og tre farbrødre var fremtrædende medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. Faderen blev som politisk forbryder idømt otte års fængsel, hvoraf han afsonede de fire. Han blev frataget alle borgerlige rettigheder og kunne ikke længere udøve sit erhverv som advokat.  ”Hans position i samfundet var inden krigen og befrielsen ret høj; da han kom ud af fængslet, var han en paria og menneskeligt i nogen grad nedbrudt.” (s. 20). I 1945 var forfatteren fem år gammel, og som barn oplevede han forsmædelsen ved at være søn af en udskudt. Det er en analogi til den seneste tids fokus på, hvordan børn af modstandsfolk har lidt under forældrenes mentale eftervirkninger af oplevelserne under besættelsen. Fra barnsben var Bryld splittet mellem hensynet til forældrene og hensynet til det demokratiske samfund og sin egen overbevisning. Han tog meget tidligt afstand fra nazismen og placerede sig som ung på den politiske venstrefløj.

I skarpe pointer tydeliggør Bryld sit syn på forholdene omkring retsopgøret. Han betegner det som en hævnakt og beskriver tvetydigheden og hykleriet omkring retsopgøret som en udløber af Danmarks officielle politik – samarbejdet med besættelsesmagten. ”Politikerne forlangte altså både, at folk skulle støtte samarbejdspolitikken, og at de skulle kunne gennemskue den som den løgn, de bagefter påstod, den var …. Under krigen dømte de [domstolene] på nazisternes og de demokratiske politikeres bud kommunisterne, efter krigen dømte de på kommunisternes og de demokratiske politikeres bud nazisterne.”(s. 22)

Bryld udtrykker bitterhed over politikernes dobbeltmoral. De frikendte sig selv og har ikke vovet et opgør med retsopgørets brud på menneskerettighederne. Retsopgøret kom kun til at omfatte de galt afmarcherede og ikke dem, der havde magt og politisk indflydelse. 

Bogens del 2 indeholder en kritik af arkivadgangsreglerne. Her beskriver Bryld sin forgæves kamp for at opnå indsigt i akterne vedrørende sin fars og sine onklers sager. Han fremhæver politikernes interesse i at beskytte sig selv og modstandsbevægelsens prestige ved fx at nægte adgang til akter vedrørende stikkerlikvideringer. I 1992 blev adgangsreglerne lempet. 

Del 3 er bogens mest omfangsrige. Her behandles forholdet mellem erindring og historie og især den kollektive erindrings og grundfortællingens betydning. Det er et emne, som forfatteren sammen med Anette Warring beskrev i den banebrydende, men også omstridte bog ”Besættelsestiden som kollektiv erindring” fra 1998. 

Bryld påpeger, hvordan politikerne accepterede modstandsbevægelsens fortælling og gjorde sig selv til en del af den, og hvordan besættelsestidens sidste ti måneder dannede model for den samlede fortælling. Dermed blev modstandsbevægelsens betydning overprioriteret, og den danske befolknings opbakning bag regeringens samarbejdspolitik i besættelsens første år overset.

Gennem et væld af eksempler analyseres og diskuteres de voldsomme protester fra bl.a. modstandsveteraner, når historikere har forsøgt at korrigere og nuancere den kollektive erindring: Aage Trommers påvisning af jernbanesabotagens manglende militære betydning i 1971, Ditlev Tamms vurderinger af retsopgøret i 1984, Fredsskulpturen Linien-Lyset fra 1995 med dens forsøg på forsoning med tyskerne. Som historikeren Bent Jensen skrev: ”Naturligvis har frihedskæmperne patent på 4. maj, det er deres aften. Hvis ellers? Kollaboratørernes og deres efterkommere? (s. 129) En anden konflikt udløstes af DR’s serie om Jane Horney i 1985, der bl.a. fremstillede en splittet modstandsbevægelse og uhellige forbindelser mellem denne og tyske instanser. De mange protester affødte en beklagelse fra DR’s side. Det vidner om den manglende ytringsfrihed i forhold til modstandsbevægelsen. 

Andre temaer i del 3 er Frihedsmuseets fremstilling af besættelsestiden og museets mulige fremtidige indhold, opstandelsen omkring Kirsten Lylloffs påpegning af de danske lægers vægring ved at behandle tyske flygtningebørn, tanker om erindringsstedernes betydning, de skiftende parlamentariske kommissioner og meget mere. 

Claus Brylds forslag til løsning af konflikten mellem faghistorikere og bærerne af erindringskulturen er, at der må ske en forsoning og peger på Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission som forbilledlig. Desuden mener han, at faghistorikere i større omfang må besinde sig på en folkelig formidling af deres forskning.

I bogens del 4 reflekterer Bryld over 1990’ernes og 00’ernes historiesyn i besættelsestidens spejl.

Han sammenligner 90’ernes og 00’ernes borgerliges værdikamp mod kulturradikalisme og venstreorienterede med grundfortællingen om besættelsestiden. I begge tilfælde er der tale om et forsvar af nationen og friheden. Nazisterne kan erstattes med den yderste venstrefløj og modstandsbevægelsen med de borgerlige.

Et nyt syn på 2. verdenskrig beskriver Bryld som begrundet i, at den tyske Vergangenheitsbewältigung er blevet en katalysator for at betragte krigen som en udryddelseskrig. Den tyske skyld er blevet udbredt til resten af Europa. Det er ikke mere det nationale, der står i centrum, men universelle, etisk-politiske hensyn som demokrati og menneskerettigheder, der ligger til grund for vurderingen.

Han spørger sig, hvorfor det kritiske syn i offentligheden på fx den danske økonomiske kollaboration og stikkerlikvideringer kom sent, og om interessen for disse fænomener blot er en refleks af nutidens fokus på menneskerettigheder. Men alt i alt er ytringsfriheden på historiens område blevet udvidet.

Samtidig er historiesynet i perioden præget af en ahistorisk moralisme og mangel på kontekstualisering. ”1990’erne var på ingen måde domineret af ideologi, alligevel satte en ”isme” sit klæge præg på tiden: farisæismen.” (s. 238). Der plæderes fra et vist politisk hold for afstandtagen og fordømmelse uden forsøg på en dybere forståelse. Her er Brylds yndlingseksempel Anders Fogh Rasmussens fordømmelse af samarbejdspolitikken i 1995, der fungerede som en legitimering af dansk deltagelse i Irak-krigen. Han nævner også, at synet på terrorisme i dag underlægges samme begrænsende fordømmelse, der forhindrer en dybere forståelse, som ikke er identisk med accept.

Bryld vedkender sig, at han selv bruger historien politisk, men at han gør det på en anden måde end fx borgerlige politikere, der med deres gammeltestamentlige krav om fordømmelse forhindrer en nødvendig kontekstualisering og forståelse af samtidige forhold. At lære af historien går forud for anvendelsen af historien, og det er en proces, der bygger på forklaring og argumentation. 

Bogens essays bevæger sig på forskellige niveauer. De spænder fra lettilgængelige erindringsprægede tekster til mere akademiske fremstillinger af det teoretiske grundlag for begrebet ”kollektiv erindring”. 

Fælles for dem er en historiefaglig insisteren på at bedømme fortiden i dens kontekstualitet, at fortiden skal forstås ud fra de forhold, der herskede på det pågældende tidspunkt. Det kan forekomme indlysende, men netop grundfortællingen om besættelsestiden er så sejlivet, at det kan være svært for ikke at sige umuligt at trænge igennem den med nuancer til en dybere forståelse. 

Claus Bryld er i stand til gennem knivskarpe analyser at fremføre sine budskaber. Han har politiske holdninger og lægger ikke skjul på dem. Disse jubilæumsfejringsdages skåltaler er et levende bevis på grundfortællingens sejhed, som Bryld gennem sine livtag med historien igen og igen har gjort opmærksom på. Det er godt at blive mindet om det, og det er godt at få slået fast, hvordan og hvorfor besættelsestiden er en uudtømmelig kilde til debat.