Modstandskampens børn
Af Henning Lyngsbo
Et gammelt mundheld siger, at tiden læger alle sår. En forudsigelse der for de fleste mennesker er en empirisk sandhed. Efter den tyske besættelse havde danskerne en udtalt aversion mod alt, der var tysk. Herunder tyske biler. Jeg svor dengang, at jeg aldrig ville købe en tysk eller japansk bil. Det var en af mine reaktioner på de mange grufulde beretninger om de to landes rædselsgerninger. Men i dag har jeg ingen problemer. I de sidste mange år har et bestemt tysk mærke været mit foretrukne transportmiddel. Og jeg får ikke bondeanger over, at Hitler åbenbart havde samme smag.
Èn af modstandskampens børn, Kjeld Malthe-Bruun giver i bogen p 191 i sin fortælling om faderen, Hans Malthe-Bruun, et eksempel på dennes reaktion, da han i 1947 ser sin nærmeste ven komme kørende i en nyerhvervet tysk bil – en splinterny sort Folkevogn! Jeg kan levende forestille mig, hvorledes faderens ansigt langsomt blev gråt, og tavsheden bredte sig. Hans Malthe-Bruun dør i 1974. Jeg kan af gode grunde ikke vide, om han ændrede holdning i mellemtiden.
Det var næppe let for modstandsfolk at ændre holdning til tyskere, og hvad der var tysk. Selv i et langt livsforløb. Deres børn har jo ikke de samme typer af traumeårsager, så her har eventuel animositet næppe længere holdbarhed.
Andreas Fugl Thøgersen står anført som forfatter af denne bog om Modstandskampens børn. Men når man har læst mængden af de mange udefra kommende indlæg i bogen, herunder ikke mindst de ni efterkommeres fortællinger, er betegnelsen redaktør eller redaktion vel mere korrekt.
De ni børn af modstandsfolk har alle leveret deres skriftlige beretninger i 2013 til redaktionen. Denne samling af helt nye essays er det substantielle i bogens performance. Hvert barn har sit personlige udgangspunkt i bogens problematikker. Det giver naturligvis frihed for subjektivitet, erindringsforskydning, forglemmelse etc. Disse ni børn er alle voksne – i dag mellem 59 og 73 år.
Men selvom modstandskæmperne for længst er gået bort, er deres børns essays dog udsagn og tæt ved kilden beretninger, som kan tillægges historisk relevans.
De ni mødtes første gang i 2008. Initiativtageren til mødet var lægen og forfatteren Sven Arvid Birkeland, som har skrevet flere bøger om besættelsestiden, bl. a. I kamp for Danmark, der i øvrigt er anmeldt i historie-online, se link http://ho.deltaserv.dk/nyt/bogfeature/b281302.htm.
Birkeland var seniorforsker på det, der hed Rehabiliteringscentret for Torturofre. Nu hedder det Dignity. Dansk Institut Mod Tortur. Her arbejder han stadig.
Ifølge Thøgersen havde Birkeland samtaler med og mellem de ni som en del af Birkelands research. Det udviklede sig til en form for terapeutisk karakter. Det fortsatte over frokoster og middage, også uden Birkelands mellemkomst.
Der blev skabt et fællesskab mellem de ni, der oplevede sig selv og hinanden som katalysatorer i den fælles indsats for at identificere og bekæmpe deres respektive traumer. Birkeland brugte ordet traumevandring som en slags diagnose for de traumer, børnene måtte have fået efter deres traumatiserede far og/eller mor.
Det fremgå af de enkelte essays, hvorledes mange af disse børn fandt deres barndom påvirket negativt af en forælders traume. Forståelsen for at det næppe kunne være anderledes kom først meget sent, ofte først efter forælderens død. Men der er forskel på den psykiske balancegang fra barn til barn. Det gør fortællingerne interessante. Ikke sjældent stikker barnets – også det voksne barns – destruktive egoisme sit fornærmede hoved frem. Notorisk forsømt og ude af stand til at forstå hvorfor. Skylden går på forældrene og deres fravær. Et barn har kun én klageinstans. Og det er forældrene. Så det har ikke været en nem tilværelse at være barn af forældre i krig.
For at få det rette læseflow, har Thøgersen garneret bogen med den historiske baggrund for forældrenes indsats. Såvel kronologisk som tilpasset mikset af essays.
Da der anvendes den samme typografi for egne og andres indlæg, forvirres læsningen desværre noget. Præamblen til det enkelte essay er dog i kursiv. Men selv om selve essayets begyndelse er forsynet med et markant stort anførselstegn, så mangler anstændigvis det afsluttende tegn. Derved kommer man let til at forveksle forfatterens essay og Thøgersens kommentarer.
Bogen er forsynet med en mikrobiografi med et fotoportræt for hver af de ni bidrager. En rigtig god ide. Herudover er der en mindre litteraturoversigt. Bogen er på 256 sider. Den er trykt – i Tyskland.
Den er ret hurtigt læst, men man sidder alligevel tilbage med en vis eftertænksomhed. For man kan jo ikke lade være med at tænke tilbage på og sammenligne med sin egen barndom m.m. Det er også en ny måde at anskue besættelsestiden på. Så det bliver næppe det sidste værk om børns arv efter forældrenes krig.
