Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark
Af Jacob Halvas Bjerre, Ph.d.-stipendiat
Dansk videnskab og nazismen
Antologien "Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark" er det håndfaste resultat af en konference om emnet, der blev afholdt i 2011. Formålet er at undersøge, hvordan fag og videnskabsfolk reagerede på nazismen fra 1933-1945, men også at åbne feltet bredt op. Det lykkedes, fordi artiklernes forfattere griber opgaven an på hver deres måde. Det bevirker, at emnet belyses enten biografisk, institutionelt, videnskabshistorisk eller alle tre dele. De fleste bidrag centreres om perioden i 1930'erne, men flere går længere tilbage og andre medtager retsopgøret. Stort set alle artiklerne frembringer gode og interessante resultater, der i flere tilfælde er nyttige grundsten for yderligere forskning.
Den fulde indholdsfortegnelse ses her: http://www.mtp.hum.ku.dk/rwfolder/fm/203703.pdf
Antologien introduceres grundigt af redaktørerne Niklas Olsen, Karl Christian Lammers og Palle Roslyng-Jensen. I forskningsoversigten savnes dog Lene Kochs arbejder, som på flere punkter har berørt antologiens emne. De generelle konklusioner fremdrages udmærket i introduktionen. Videnskabens institutioner havde varierende reaktionsmønstre, hvilket forklares med deres autonomi. Generelt forblev videnskaberne og dets repræsentanter frie, ligesom de fleste tog afstand fra nazismens ideologi. Det betyder dog ikke, at nazismen ikke påvirkede de danske videnskabelige miljøer, der primært var centreret om København. De måtte forholde sig til varierende pres fra tysk side og forfølgelse af tysk-jødiske kollegaer.
Forskningsbidrag til Holocaust
Antologiens åbnes med den internationale oversigtsartikel "Videnskabsmænd og akademikere i Det Tredje Rige”. Den tyske professor Christoph Cornelissen baserer sig primært på nyere tysk forskning om emnet, der viser, at de tyske videnskaber bidrog aktivt til en legitimering af det 3. Riges målsætninger og ideologi. Samtidig sørgede diktaturet for at målrette videnskabernes forskning gennem oprettelsen af nye stillinger og kapitaltilførsel. Stærkest står de mangeartede bidrag til raceideologien og Holocaust, hvor ingeniører bidrog til effektiviseringen af mordmetoderne, mens antropologer og historikere kunne retfærdiggøre den ariske races overlegenhed.
Cornelissen diskuterer løbende fraværet af etik i videnskaberne i denne periode. Med en forsigtig pegefinger husker Cornelissen os på, at etiske grænser i videnskaberne ikke er givet på forhånd, men foregår i et samspil mellem magthavere og videnskabsfolk. Den glimrende artikel viser, at den nazistiske ideologi blev driveren i tysk videnskab og rammesætter de følgende bidrag om den danske videnskab, der både var inspireret af og forbundet med Tyskland.
Mobbede nazister
Besættelsestidshistorikeren Palle Roslyng-Jensen analyserer studenterkollegiernes protokoller for derigennem at konkludere, hvilke holdninger om nazismen og kommunismen der kom til udtryk hos de studerende. Særligt diskussioner efter foredrag og om avisabonnementer er benyttet. Opinionen i studentermiljøernes mere lukkede fora vurderes til, at de nationalkonservative var fascinerede af nazismen og det antiparlamentariske element i begyndelsen af 1930'erne. De studerende var tydelige i deres afstandtagen til det antisemitiske element af nazismen, og fra 9. april var langt de fleste studerende, uanset politisk ståsted, entydigt imod nazismen. De nazistiske studerende blev mobbet, udstødt og set som udanske af de øvrige studerende. 136 studerende blev efter krigen undersøgt for nationalt uværdig optræden, de fleste fra jura studiet, hvor nazisten Carl Popp-Madsens forelæsninger også blev benyttet til at få nye medlemmer af partiet. Artiklen fremstår original i sit kildevalg og giver et godt indblik i de studerendes politiske holdninger.
Den nazistiske kulturpolitik
Karl Christian Lammers sætter et kritisk lys på professor i tysk sprog og litteratur Carl Roos. Lammers beviser sin store viden om tysk kulturliv i den nazistiske periode gennem artiklen, der suppleres med længere citater af Goebbels, samt citater af den italienske Cesare Santoros hyldest til det nazistiske Tyskland. Sådanne gennemgange fylder, hvilket dæmper fokus på hovedpersonen Carl Roos. Lammers kredser indgående om Roos' forhold til det nazistiske diktaturs kulturpolitik og særligt forholdet til regimets stempling af korrekt og ukorrekt litteratur. Lammers konkluderer, at spørgsmålet ikke lader sig besvare. Der henvises ofte til Per Øhrgaards artikel om Roos fra 2007, men det kunne have været interessant at få Lammers egen vurdering af fx Roos' irettesættelse for unational virksomhed efter krigen, ligesom en større inddragelse af Roos' efterladte materiale savnes.
Hjælpen til tysk-jødiske videnskabsfolk
De næste fire bidrag i antologien er på visse punkter overlappende, da de er centreret om personer, der personligt involverer sig i redningen af tysk-jødiske kollegaer.
Niklas Olsens artikel om historikeren Aage Friis omfavner den etablerede historikerstands holdninger til nazismen, og standens interne, personlige stridspunkter. De professionelle danske historikere på universiteterne og arkiverne lod sig ikke fascinere af nazismen, trods deres store inspiration fra Tyskland. Undtagelsen var Københavns stadsarkivar, Flemming Dahl, der måtte i fængsel og mistede sin stilling for sit arbejde i det danske nazistparti under besættelsen.
Selvom Aage Friis pensioneres i 1935, forblev han en central personlighed via sine medlemskaber i indflydelsesrige historieorganisationer, og det retfærdiggør artiklens fokus på Aage Friis. Friis bliver formand for den væsentligste hjælpekomité for akademiske ofre for nazismen i 1933, hvilket blandt andet havde den konsekvens, at han i 1935 afbrød samarbejdet med universitetet i Kiel efter at være blevet kaldt "emigrant protektor". Friis er konsekvent i sin afvisning af nationalsocialismen og står som personlig garant for hjælpen til flere flygtninge. Det lykkedes at skaffe arbejdstilladelse i Danmark til mere end 60 af dem. Givet de stramme regler for netop arbejdstilladelser til flygtninge i denne periode må det betegnes som en stor succes. Artiklen viser, at Aage Friis, der også var medstifter af de Radikale, var både en politisk og historiefaglig personlighed, hvis liv kunne fortjene en fyldigere gennemgang andet steds. Imens må man læse den velskrevne artikel, som på glimrende vis indfanger den konsekvente afvisning af nazismen, men uden at forbigå Friis' erklærede kærlighed til det storkulturelle Tyskland.
Teologernes opgør med nazismen
I et vue over ca. halvdelen af professorerne i teologi fra Århus og København gør Jens Holger Schjørrings artikel det klart, at trods de stærke teologiske og filosofiske forbindelser til Tyskland, så var nazismen uforenelig med dansk teologisk selvforståelse. Både personligt og åndeligt tager de gennemgåede teologer en tydelig og klar afstand til nazismen. Det i en sådan grad, at deres kollegiale og personlige bånd til fagfæller i Tyskland må lide skibbrud. Flere blev engagerede i modstandsarbejdet på varierende niveauer. K.E. Løgstrup er den mest markante modstander af både nazismen og samarbejdspolitikken, og et dansk vidne til jødeforfølgelserne gennem sit ægteskab med en kvinde der, ifølge de tyske racelove, var jødisk. Løgstrup forblev kritisk efter krigen og kaldte retsopgøret for et nationalt selvbedrag. Schjørring konkluderer blandt andet, at den generelle afstandtagen til nazismen, som også ses i Sverige og Norge, er en understregning den nordiske lutherdom, hvor stat og kirke var tæt forbundne. Denne anmelder ser sig ude af stand til at vurdere dette punkt, men artiklen når bredt og godt omkring flere af de universitetsansatte teologer.
Nazismen, Bohr og bomben
Arkivar ved Niels Bohr arkivet, Finn Aaserud, skriver kildenært om Bohrs internationale idealisme og afvisning af nazismen. Bohr var medlem af samme komité som Aage Friis, fik ansat flygtninge ved sit institut og hjalp mange videre til USA. Samtidig bestod et internationalt samarbejde med andre forskere, herunder det kendte forhold til den tyske atomfysiker Werner Heisenberg. Bohr, der var jøde, måtte flygte til Sverige i september 1943 og kom derfra til England. Han blev involveret i de allieredes vellykkede forsøg på at konstruere atombomben, men bevarede samtidig sit ideal om verdensfred. Det var derfor Bohr ville advisere Sovjetunionen om, at de allierede arbejdede på atombomben. I det ærinde opnåede Bohr foretræde for både Churchill og Roosevelt, som ikke forstod hans intentioner. Bohr begyndte i stedet at se sit fredsideal realiseret gennem konstruktionen af det største masseødelæggelsesvåben af dem alle, atombomben, som ville sætte nationernes krigslyst skakmat i en gensidig destruktionsangst.
Bohrs arbejde for virkeliggørelsen af atombomben nedtones til, at han udgjorde en faderfigur for de yngre fysikere, der arbejdede ved projektet og bistod i det tekniske arbejde. I 2013 frigav National Archives dokumenter, der indikerer, at Bohr spillede en mere direkte rolle i konstruktionen af initiatoren på bomben, samt at hans moralske boost til projektets medarbejdere var uvurderlig. Denne anmelder ser frem til, at Bohr-eksperterne vurderer dette nye materiale. Aaseruds artikel er spændende læsning om en af damarkshistoriens mest indflydelsesrige videnskabsmænd, der personligt engagerer sig for at redde ofre fra nazismen i tiden før besættelsen, selv bliver offer for nazismens jødeforfølgelser, og inddrages i konstruktionen af atombomben uden idealet om verdensfred lider skibbrud.
Matematisk hjælpeaktion
Niels Bohrs lillebror, Harald, står centralt i den efterfølgende artikel, hvor der stilles skarpt på danske matematikeres hjælp til tysk-jødiske emigranter. Der nævnes hjælp til otte emigranter, heraf fem matematikere, men det samlede antal står reelt som ukendt. Artiklen er en udmærket gennemgang af særligt Harald Bohrs internationale udsyn, fordømmelse af nazismen, samt dennes hjælp og forståelse for disse flygtninges situation. Det bør særligt fremhæves, hvorledes flygtningene bidrager positivt til oprettelsen af Matematisk Institut ved Københavns Universitet, men også at disse værdifulde netværk efter krigen får positiv effekt på dansk matematisk forskning. Artiklen bidrager samtidig med et noget overset aspekt i flygtningearbejdet for åndsarbejderne, nemlig fondes rolle. Det fremgår tydeligt at særligt Rask-Ørsted fondet over en årrække muliggjorde flygtninges ophold i Danmark, der gav flygtningene mulighed for forsat at forske til gavn både for dem selv, Danmark og matematikken. I sammenhæng med den forrige artikel får læseren et fyldigt og interessant billede af Bohr brødrenes engagement for andre mennesker, samt hvorledes disse flygtninge bidrager positivt til dansk naturvidenskab.
Racehygiejniske paragraffer
Lene Kochs artikel bærer titlen "Den mest vidtgående? Dansk arvebiologi og eugenik under Danmarks besættelse". Artiklen baseres primært på Kochs tidligere udgivelser, og man har derfor mulighed for at få en god introduktion til centrale aspekter og begreber af særligt den danske eugenik og social biologi, før man går til hovedværkerne. Artiklen er opdelt i to emner; en sammenligning af de danske og tyske sterilisationslove, og den danske undersøgelse af "sigøjnere". I første del fremsættes den tese, at den danske sterilisationslov formelt set fremstod mere vidtgående end den tyske. Tesen holder, fordi den udelukkende vurderes på de formelle rammer, hvilket er en interessant nuance i sammenligningen af de to landes love. Forfatteren burde have perspektiveret udsagnet med de markante forskelle, der var i landenes reelle udførelse af sterilisationer. Artiklens andet hovedafsnit omhandler undersøgelsen af danske "sigøjnere", der metodisk og teoretisk forlader sig på den tyske Robert Ritters fremgangsmåde. Det vil sige slægtsforskning i raceteoretisk perspektiv. Ritter foreslog sterilisation, de danske læger Gudrun Brun og Erik Bartels foreslog integration. Der var dermed markante forskelle i resultaterne til trods for samme metodiske tilgang. Den danske rapport udkom under besættelsen, men vi får ikke at vide, hvordan besættelsesmagtens reagerede, hvis den da reagerede. Generelt set er det en overordentlig velskrevet og interessant artikel, der dog i sit titelvalg giver en forventning, der ikke indfries, da artiklen primært centreres før besættelsen.
Dansk penicillin
"Historien om et samarbejde der aldrig fandt sted. Danske og tyske forsøg på fremstillingen af lægemidlet penicillin i perioden 1942-1945" er den lidt kryptiske titel på Henrik Tjørnelunds artikel. Her gennemgås den internationale penicillinudvikling meget grundigt, og tidsinddelingen i titlen lever ikke helt op til artiklens reelle indhold. Der argumenteres overbevisende for, at forskningen i penicillin var et skridt væk fra tidligere tiders soloforskning og et afgørende skridt frem mod den moderne medicinalforskning, der kræver et omfattende, og ofte internationalt funderet, samspil mellem stat, forskere og virksomheder. Den succesfulde fremstilling af dansk penicillin var mulig, trods uenigheder på vejen, fordi disse rammebetingelser blev skabt. Centralt i fremstillingen står Løvens Kemiske Fabrik, der gik så målrettet efter at udvikle produktet, at andre forskningsprojekter blev standset, og produktet kunne lanceres umiddelbart efter krigen. Det nævnes i artiklen, at der var flere henvendelser fra tyske personer i besættelsestidsperioden vedrørende penicillin, men disse uddybes ikke. Artiklen præsenterer en ny dansk vinkel på antibiotikaenes udvikling i en international kontekst og vil blive et must for videnskabshistorikere.
Himmler, Heydrich og dansk arkæologi?
Danske forhistoriske arkæologers forhold til nazismen gennemgås af Lars Schreiber Pedersen. Han beskriver, hvorledes dansk og tysk forhistorisk arkæologi efter 1933 krystalliserer sig i to politiske retninger. Den danske benyttes mere videnskabeligt lødigt, men skifter langsomt over en national/skandinavisk kontekst, der har til formål at adskille sig fra den tyske fortolkning. Tysk arkæologi benyttes til at legitimere den nazistiske selvforståelse af Nord- og Vesteuropa som en historisk og germansk enhed. Artiklen viser, at Nationalmuseet ukritisk lader sine forhistoriske genstande udlåne og fotografere af tyske forskere, der efterfølgende indsætter dem i en kontekst til fordel for nazistiske argumenter. Samtidig benyttes repræsentationer af de danske genstande også af de danske nazister som symboler på germanismen. Artiklen bringer frem, at Heinrich Himmler, og dennes højre hånd, Rheinhard Heydrich kort efter besættelsen var opmærksomme på de "germanske" forhistoriske fund, der eksisterede på Nationalmuseet. Det var på tale at flytte dem til Tyskland, som en beskyttelsesforanstaltning, men grundet Danmarks samarbejdspolitik kunne tvangselementet ikke benyttes, mens også Nationalmuseet gjorde sit til, at de forblev i landet. Artiklen er, uden at nævne det, et godt bevis på bevidst (mis)brug af historien til fremme af politiske og ideologiske formål, ligesom den når glimrende rundt om alle aspekter af antologiens ramme.
Dansk musik til nazistiske festspil
Dansk musiklivs forbindelser og engagement i den nazistiske kulturpolitik bliver grundigt behandlet i antologiens sidste artikel af Lasse Olufson. Artiklen fokuserer på det formelle samarbejde mellem Nordische Gesellschaft (NG) og danske musikere. Det dokumenteres, hvorledes NG arrangerer en række koncerter i Tyskland med dansk indhold med det formål at propagandere for et godt dansk-tysk venskab, samt underbygge den racemæssige samhørighed mellem de to lande. Der ses ikke en kontakt mellem det musikalske universitetsmiljø i Danmark, hvorfor artiklen primært fokuserer på de to centrale personer der deltog i festspillene. Det var komponisterne Ebbe Hamerik og Niels Otto Raasted, der også begge udøvede musik som henholdsvis dirigent og organist.
Gennem analysen fremgår det, at kulturudvekslingen på dette område var af et mindre omfang, men meget væsentligt i sit signal. Dette understreges af studenterkorets koncerter i 1936 i Lübeck og Berlin, hvor arrangørerne kunne prale af en æresloge bestående af de to landes gesandter Herluf Zahle og Cecil Von Renthe-Fink, men også undervisningsminister Jørgen Jensen og Dr. Bernhard Rust - Reichsminister für Wissenschaft, Erziehung und Volksbildung. Det var høj profileret propaganda, som også tydeliggør den værdi sådanne arrangementer tillagdes fra tysk side. Samtidig illustreres den danske balancegang, hvor man helst ville undslå sig sådanne arrangementer, men samtidig ikke vil provokere den bi-laterale relation ved at sige nej. Artiklen er god, til trods for visse opremsende momenter, og selvom forbindelsen til universiteterne er nærmest ikke eksisterende, viser artiklen klart, at den musikalske kulturudveksling var en vigtig del af nazistiske selvforståelse og propaganda.
Antologiens formål om at åbne feltet lykkedes, og den anbefales som en bred og varieret indgang til de danske intellektuelle miljøers ageren i den nazistiske periode (1933-1945). Antologien giver gode muligheder for selektiv fordybelse og inspiration til yderligere forskning i personer, institutioner og flere videnskabshistoriske emner.
