Ondskaben tur/retur

Af Cand. Mag. Lulu Anne Hansen, HSB

Janne Bang har sat sig for at fortælle - eller måske snarere genfortælle – historien om de knap 2000 danske politifolk, der efter aktionen mod politiet d. 19. september 1944 blev deporteret til kz-lejr i Tyskland. Gennem samtaler og på baggrund af udgivne beretninger af politifolk, der fik indblik i kz-lejrenes rædsler, giver bogen en kronologisk ordnet fremstilling af fangernes oplevelser og erindringer. Når der kan siges at være tale om en genfortælling, er det fordi forfatteren, ifølge eget indledende udsagn, blot har samlet de erindringer, der til dels allerede er udgivet. Bogen henvender sig til et bredt publikum, men den er desværre skæmmet af en dårlig korrektur og et par irriterende fejl. Fx bliver det illegale blad Information angivet som kilde til tysk propaganda i forbindelse med politiaktionen.

Selvom fortællingen om det danske politis deportation ikke er ny, ønsker forfatteren at udvide perspektivet ved at bruge betjentenes beretninger til at vise en side af det, hun kalder ”ondskaben”, samtidig vil hun trække tråde frem til nutiden for at vise, hvordan historien har gentaget sig på Balkan i 1990’erne. Til det formål inddrages beretninger fra Frederik Stjernfelt og Jens Eriksen, forfatterne til bogen Hadets Anatomi, og fra Oberst Lars Møller, der under sin udstationering på Balkan stod ansigt til ansigt med den mest brutale form for krigsforbrydelser. Endelig kommer forfatteren med sine egne bidrag i form af refleksioner over de sociologiske og psykologiske teorier, der har søgt at forklare, hvordan og hvorfor mennesket overhovedet kan handle ondskabsfuldt.

Når alt kommer til alt, må det danske politi betragtes som privilegeret under opholdet i Tyskland. De sendtes via kz-lejren Neuengamme videre til Buchenwald, der ganske vist også var en kz-lejr, men hvor forholdene trods alt var bedre end i Neuengamme. Endelig overgik betjentene efter ca. to måneder til tysk krigsfangelejr, hvorfra mange i en jævn strøm hjemsendtes fra begyndelsen af 1945. Når betjentenes erindringer derfor skal bruges til at beskrive ondskaben, bliver det i høj grad med baggrund i de observationer, de gjorde sig, af andre og mindre privilegerede fanger.

Spørgsmålet om ondskab forbliver dog svævende. Janne Bang definerer nemlig ikke præcist, hvad hun selv lægger i begrebet, der vel kan betegnes som et af de modeord, der måske netop har vundet indpas pga. dets udefinerbarhed. Det kan naturligvis være en pointe i sig selv at søge at indkredse, hvad det er, der udgør ondskaben. Alligevel er det nærmeste, læseren kommer en egentlig definition, da Frederik Stjernfelt på bogens sidste side ser den som lig de handlinger, der ikke kan tilgives. At den definition kan diskuteres er indlysende, men læst imellem linjerne lægger Janne Bang selv tilsyneladende også et lidt mere konkret indhold i ordet. Hun bruger det især i sin omtale af ekstremt kyniske og brutale handlinger mennesker imellem. Som sådan rummer idéen om at knytte krigsforbrydelserne fra 2. Verdenskrig sammen med dem, der fulgte efter, et vedkommende potentiale.

Desværre virker det samlede resultat ikke overbevisende, og det skyldes til dels bogens form. Janne Bang gør i sit forord klart, at der ikke er tale om en videnskabelig eller historiefaglig redegørelse, men hun sætter ikke noget andet i stedet, og det er et problem. Selvom fangernes egne fortællinger står i forgrunden, bidrager forfatteren nemlig selv til at skabe rammen for fortællingerne ved at tilføje den historiske baggrund samtidig med, at hun hist og her indføjer sine egne personlige refleksioner. Ofte bliver det derfor svært at skille forfatterens egne vurderinger fra beretternes og endvidere at skille vurderinger fra de historiske fakta - som ifølge forfatteren skulle være korrekte.

Det kommer måske klarest til udtryk i afsnittet Buchenwaldklubben. Her samler Janne Bang op på fortællingen om politifolkene, og hun reflekterer over det bearbejdningsarbejde, der fulgte efter hjemkomsten - ifølge betjentene ikke mindst i form af en mangel på anerkendelse af deres oplevelser i Tyskland. Særligt, fortæller hun, var hun bevæget af sine interviewpersoners beretning om, at de takkede nej, da ”retssystemet” henvendte sig til dem for at spørge om, de ville indgå i en gruppe, som skulle eksekvere henrettelserne af dødsdømte landsforrædere. Henvendelsen fandt ifølge den ene af beretterne sted ud fra det rationale, at de tidligere kz-fanger skulle være i besiddelse af en større hævnlyst. Det fremgår langt fra klart af fremstillingen, hvad der helt præcis skal forstås ved ”retssystemet”, og det kan naturligvis ikke udelukkes, at der internt hos politiet har været følere ude til de tidligere kz-fanger i forbindelse med udvælgelsen af henrettelsespelotonen. Læseren får dog nemt det indtryk, at der var tale om en officiel henvendelse. At noget sådant ikke tidligere har fundet vej til fremstillinger om retsopgøret, hvis det virkelig skulle have fundet sted, virker mildt sagt overraskende. Ikke mindst da der flere gange har været gjort rede for de problemer, der rejste sig omkring den praktiske udførelse af henrettelserne. Bl.a. det faktum at politiet på det kraftigste forsøgte at modsætte sig overdragelsen af opgaven. Når man betænker denne interne modstand, må det i bedste fald være udtryk for en noget bizar opfattelse af traumebearbejdning og i værste fald et udtryk for en utrolig kynisme, hvis man ønskede at pålægge de tidligere kz-fanger at udføre henrettelserne. Janne Bang synes imidlertid fuldstændig uinteresseret i de perspektiver, der kunne være i historien; en reel anerkendelse af hævnmotivet i forbindelse med dødsdommene og de efterfølgende henrettelser. At hævn skulle være motivet var netop noget, så at sige samtlige parter med interesser i retsopgøret tog afstand fra. I stedet for at undres nøjes forfatteren med at konstatere, at hendes bevægelse ved at høre om episoden bl.a. ansporede hende til at skrive bogen. Der forekommer således fra forfatterens side intet forsøg på at undersøge sagen nærmere. Det til trods for at historien, hvis den som fremstillet i bogen var sand, kunne sætte den danske håndtering af retsopgøret i nyt lys. Bogen beskæftiger sig jo netop også med bearbejdningsarbejdet i forbindelse med krigsforbrydelser.

Janne Bang er engageret i sit materiale, og det er naturligvis godt, men i en fremstilling, der postulerer ikke at være historiefaglig, men dog historisk korrekt og ikke videnskabelig, men dog søger at inddrage videnskabelig teori, sløres billedet for let. Interessant havde det fx været, hvis Janne Bang havde forholdt sig en smule mere kritisk til sine egne kilder bl.a. i spørgsmålet om personligt ansvar, et emne hun kredser om i sine afsluttende overvejelser.

Alt i alt giver beretningerne dog også et levende indblik ikke blot i en brutalitet, der for mange stadig kan virke svær at forstå, men også i den angst og magtesløshed, som de enkelte betjente oplevede i forbindelse med deportationen. Ikke mindst den heraf følgende apati beskrives levende. Den helt basale angst for det uvisse var, som en betjent beretter, en altoverskyggende følelse, og det bør ikke glemmes, når der fremtures om, hvordan mennesker generelt burde forholde sig i en besættelsessituation.