Menu
Forrige artikel

På førerens ordre

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 886

 

Når man arbejder med besættelsen, har man ideligt været tvunget til at lede alle mulige steder efter oplysninger om centrale personer fra besættelsesmagten. Et til tider håbløst arbejde. Det er nu blevet markant ændret. Under redaktion af de to historikere John T Lauridsen og Henrik Lundbak har Aarhus Universitetsforlag udgivet 2-bindsværket: ”På førerens ordre”. Over 1200 sider er der i dette danske værk – med et hav af biografier og redegørelser for forskellige sammenhænge.

Af Erik Ingemann Sørensen

Den tyske øverstkommanderende general Lüdke (nr. tre fra venstre, med sabel) og den tyske rigsbefuldmægtigede, gesandt von Renthe-Fink (nr. fem fra venstre, i mørk uniform), overværer en tysk troppeparade i København den 16. august 1940. Foto: FHM

Igennem mere end 16 år har de to historikere arbejdet på dette værk. Og passet deres job undervejs. De har stået fast på, at dette værk skulle udkomme. Ud over selv at bidrage til værket har de fået en lang række personer til at komme med bidrag. Desværre nåede Hans Kirchhoff ikke at se resultatet. Han døde i november 2023. Resultatet er imponerende med al den viden, vi her præsenteres for.

Opdelingen af de to bind

Man har opdelt bøgerne i følgende områder: Bind 1: ”Det tyske gesandtskab 1933 – 1945” og ”Værnemagten” i alt 782 sider.

Bind 2, der er på 474 sider omhandler: ”Værnemagten”, ”Tysk politi og SS” samt ”Rigstyskerne i Danmark”.

Desværre er personregisteret anbragt i bind 2, så man må have begge bind liggende under læsningen. Og så har man valgt ikke at udarbejde en oversigt over anvendte værker. De er i stedet lagt ind under fodnoterne. Det gør det til en noget besværlig proces at få et overblik. At noterne er i en meget lille sats, gør det yderligere besværligt at komme igennem. Man må ganske enkelt sidde med en kraftig lup undervejs. Og det er absolut ikke rimeligt over for læserne. De to redaktører må i øvrigt kende Ernst Klee’s: ”Die Personenlexikon zum Dritten Reich”. Efter 25 års research skrev han om 4.300 personer. Han har en omfattende litteraturliste.

De mange personer

Det er lidt af et valg, når man skal præsentere de mange personer. De sættes ind i en større sammenhæng, der beskrives således: ”Bogen portrætterer 64 embedsmænd, rigstyskere, politi- og SS-folk samt værnemagtsofficerer, som blev sendt til Danmark, og som alle spillede en rolle i udfoldelsen af den tyske besættelses politik… Derfor skal bidragene i bogen kortlægge, hvem de var – hvilken social og politisk baggrund bragte diplomater, officerer og politifolk med sig til Danmark 1933-1945. Hvor mange var gamle partikammerater – alte Kämpfer – hvem var ”martsvioler” og opportunister, der indgik en faustisk pagt med regimet og meldte sig ind i NSDAP efter magtovertagelsen 30. januar og martsvalget 1933, hvem var mest drevet af patriotiske lydighedsidealer – og var der antinazister iblandt?” (s.14).

Med dette udgangspunkt får vi 54 enkeltbiografier og fem dobbeltportrætter.

Det er svært at vælge personer ud. Eksempelvis er den rigsbefuldmægtede Werner Best beskrevet i talrige sammenhænge - hovedværket er Ulrich Herberts: ”Best. Biographische Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft”, C.H.Bech, 2016 – og Niels-Birger Danielsens bog om ham. (Anmeldelse kan læses her: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/besaettelsen/werner-best-tysk-rigsbefuldmaegtigede-i-danmark-1942-45).

Redaktionen har afsat 105 sider til beskrivelsen af Best. En lige så omfattende fortælling er den om Cecil von Renthe-Fink (Fornavnet er med accent Cécil). Her er der 106 sider. Pudsigt. Men i kapitlerne om Renthe-Fink får vi hele gesandtskabet med i en grundig analyse skrevet af den ene af redaktørerne, John T Lauridsen. Det er et fornemt arbejde, der giver læseren en særdeles fin indsigt i det tyske gesandtskabs arbejde.

Cécil Karl-August Timon Ernst Anton von Renthe-Fink – hans fulde navn – i en ”munter familie opstilling” med både Hitler-buste og hagekors. Illustration fra bogen.

Ved sin tiltræden blev Renthe-Fink noget overrasket over den negative holdning, de danske aviser lagde for dagen. Han karakteriserede dem som både hadefulde og fjendtlige og sagde, at han tvivlede på ”Danmarks neutrale stilling”. Han var voldsomt utilfreds med Nic. Blædels ledere i ”Berlingske tidende”. Dagen efter tyskerne havde besat Danmark, blev Blædel afskediget på tysk forlangende.

Rente-Fink selv blev i slutningen af oktober 1942 kaldt hjem og erstattet af SS-manden Werner Best. Den direkte årsag var den såkaldte ”telegramkrise”. Adolf Hitler havde sendt kong Christian X et lykønskningstelegram i anledning af kongens 72-års fødselsdag. Kongen takkede med hoffets vanlige tak: ”Spreche meinen besten Dank aus”. Hitler fandt det et uforskammet svar. Og så kom Best til Danmark.

To interessante og afgørende generaler

Den 2. oktober 1942 ankom den nye militære chef, general von Hanneken, til Danmark. Han var en såkaldt skrivebordsgeneral, der intet kendte til besættelse. Den 1. oktober havde han af Hitler fået at vide, at han skulle føre en hård kurs i landet. Så han startede som en bulderbasse: ”Generalen ankom til København i oktober med sådan et bulder og en truende talestrøm, at der sprang en bukseknap på det tyske gesandtskabs øverste repræsentant” (s.513).

Han gik omgående i gang med helt nye og skarpe tiltag: hæren skulle ud af Jylland, omgående forbud mod selskabelig omgang mellem danske og tyske officerer og efter en jernbanesabotage ved Espergærde ”… ville han 7. november have indført drastiske midler for at dæmpe op for sabotagen. Han overvejede at indføre kollektivt ansvar derfor…” (s.516),

Den første vellykkede jernbanesabotage i Danmark. En kommunistisk gruppe udførte arbejdet, der resulterede i ødelæggelser, der satte sporene ud af kraft i over to døgn. (Foto:FHM).

Von Hanneken besluttede desuden, at forbrydelser begået mod værnemagten skulle bringes for en tysk krigsret. (Den første henrettelse fandt sted den 28. august 1943. Det var den 27-årige Poul Edvin Kjær Sørensen – en stærk medvirkende årsag til, at regeringen trådte tilbage den 29. august). Det er interessant at se, at netop Poul Edvin Kjær Sørensen nævnes mange gange i Hans Kirchhoffs store disputats: ”Augustoprøret 1943”, Gyldendal, 1979. Den 27. om aftenen var den ålborgensiske folketingsmand Bollerup Madsen i kontakt med statsministeren for at få regeringen til at gribe ind. Men Scavenius erklærede, at tilfældet var håbløst, og at han intet vidste at udrette…” (Kirchhoff s. 437). Der klæber meget til hr. Scavenius!

Stridigheder med Werner Best

Den 5. november 1942 kom den nye rigsbefuldmægtiget, Werner Best, 39 år, til Danmark. Hanneken havde rettet sine krav og ønsker til både Krigsministeriet og Udenrigsministeriet. ”Da regeringen Scavenius i november blev dannet, henvendte han sig også direkte med krav til denne.” (s.519). Best var stærkt ophidset over, hvad han følte var et nærmest brud på ”reglerne”.  Og stridighederne fortsatte. Da Hanneken var begyndt at udarbejde gidsellister, og Best fik nys om dette, rettede han omgående henvendelse til Auswärtiges Amt” – og fik fuld opbakning. Hvorefter Keitel bakkede Best op. Men stridsøksen blev ikke umiddelbart begravet.

John T Lauridsen, der har skrevet kapitlerne, går virkelig i dybden og bredden med beskrivelserne. Og igen må man rent spontant kippe med flaget.

I november 1943 kom generalfeltmarskal Erwin Rommel til Danmark for at inspicere Atlantvolden. Rommel havde adskillige kritikpunkter, som han forlangte, blev ordnet. Foto FHM.

Von Hanneken flyttede nu sit hovedkvarter til Silkeborg Bad, der uden videre var blevet beslaglagt. Samtidigt fik han en ny titel: ”Wehrmachtsbefehlhaber”. Lauridsen skriver: ”Det gjorde ikke selvfølelsen mindre for generalen…” (s.544).

Væk var han

”Den 27. januar 1945 blev Hanneken uden varsel og uden begrundelse fjernet fra sin post med besked om at begive sig til København og stille sig il rådighed for den tyske krigsret. Vi får en særdeles grundig og uhyre veldokumenteret redegørelse for Wehrmachtsbefehlhaberens pludselige fald.  Helt reelt havde han haft svært ved at kende forskel på, hvem der skulle betale for hvad. Herunder en tro kopi af den danske jerbanekongevogn til tjenesterejser. Det endte med, at han fik otte års fængsel og en degradering til menig. Større kunne ydmygelsen ikke være.

Dommen faldt den 12. april og blev stadfæstet den 17. april. Og så det helt vanvittige: for ”dagen efter af Hitler at blive ændret derhen, at Hanneken udnævntes til major og sendtes til fronten i en prøvetid. Hitlers rationale var, at man ikke kunne tillade sig den luksus at sætte højtstående officerer dømt for mindre forseelser fast. Heller ikke Hanneken. Man kunne ordne sagen en anden gang.” (s.554). (Den 19. april faldt Seelowhøjderne.)

Efter krigen blev han af Københavns Byret 20. september 1948 idømt otte års fængsel. Han ankede dommen, og den 21. juli 1949 blev han frikendt af landsretten.

Den sidste Wehrmachtsbefehlhaber, general Georg Lindemann

”Han demonstrerede meget snart over for danskerne, at han var en hård mand … og da besættelsesmagten kort efter hans ankomst genoptog henrettelserne af modstandsfolk, blev det også set som en følge af hans hårdhed.” (s.563). Det skriver forfatteren til dette kapitel, Jens Andersen. Tyskerne rystede ikke på hånden blot 14 dage før befrielsen. Da henrettede man ni frihedskæmpere i Ryvangen. Den 10. fik i sidste øjeblik at vide, at han var dømt til livsvarigt fængsel i stedet.

Georg Lindemann overtog Silkeborg Bad, hvor han gik i gang med at forberede sig på at forsvare Danmark ”til sidste blodsdråbe”, som det var befalet af Hitler. Jens Andersen behandler denne problematik særdeles grundigt. Han skriver: ”Er det ud fra samtidige kilder og de senere beretningers udsagn muligt at se en konsistent linje i Lindemanns ageren i forhold til spørgsmålet om kamp eller kapitulation i besættelsens sidste måned, vel at mærke en linje, som ikke blot kan forklares med irrationalitet og fanatisme? Det vil jeg forsøge i det følgende af en biografisk skitse af Lindemanns liv før og efter hans tid i Danmark.” (s.563).

Jens Andersen fremlægger en lang række af interessante udsagn, så man må holde godt fast under læsningen. En væsentlig del koncentrerer sig om mødet den 3. maj i Mürwig, ved Flensborg, hvor Hitlers efterfølger, Grossadmiral Dönitz, havde sit hovedkvarter. Lindemann skulle her have talt om et sidste anstændigt slag. Men usikkerheden er stor. Efter mødet vendte Lindemann tilbage til Danmark. Her kunne han kl. 00.27 den 5. maj om morgenen læse et telegram fra Keitel: våbenhvilen gjorde sig gældende for alle.

I et sidste raseri ville han arrestere Werner Best, da denne havde stillet sig under modstandsbevægelsens beskyttelse. Han betragtede det som forræderi og ville lade ham henrette. Men Auswärtiges Amt erklærede, han havde handlet på dets ordre.

Desværre tager Jens Andersen ikke Lindemanns største præstation med: den tyske udmarch fra Danmark. Her kom hele hans logistiske viden i højsædet. Det kan med stort udbytte læses i ”Kriegstagebuch des Wehrmachtsbefehler Dänemark, 1945”. fra Bunkermuseum Hanstholm. Det er et mesterstykke, han udførte helt ned i detaljen.

Det er som nævnt et stort værk, der her er udkommet. Det er umuligt at komme rundt om det hele. Både de pennespidsende embedsmænd og de rå voldsforbrydere af værste skuffe.

Historikere og andre interesserede har fået et særdeles fornemt opslagsværk, der trods de nævnte mangler, giver en solid baggrund for at arbejde videre med besættelsens mange aktører.

[Historie-online.dk, den 14. august 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hitlers Danmarksbilleder
Over stregen
Historiens spøgelser